Browse Tag

tvang

Trieste-model er truet – men redningsplan er på vej

/

Et af verdens bedste psykiatriske systemer, den hæderkronede Trieste-model, er ifølge en af dens grundlæggere, Roberto Mezzina, truet. Nu er en gruppe psykiatere med Mezzina i spidsen på vej med en redningsplan.

 

Af Malin Westerlund

 

En kvinde sidder i græsset og prøver forgæves at komme op at stå. To mænd kommer til, rækker hende en hånd, og langsomt kommer kvinden på benene. Scenen udspiller sig i Barcola i det nordlige Trieste, på plænen foran en villa, som førhen husede en velhavende triestinsk familie, og nu danner rammen om et af de i alt seks lokale psykiatriske centre under Dipartimento di Saluti Mentale di Trieste.

Stilfærdigt, helt udramatisk, rummer den hele essensen af den psykiatri, som i snart 50 år har gjort Trieste-modellen til et af verdens bedste psykiatriske systemer, og fået sundhedsfaglige fra hele verden til at strømme til den norditalienske havneby.

For hvordan undgår man ventelister i psykiatrien? Hvordan nedbringer man antallet af indlæggelser til et absolut minimum? Hvordan gør man tvang og låste døre til undtagelser, der bekræfter reglen?

Det har de svaret på i Trieste.  Her er den seks-senge-store psykiatriske afdeling sjældent fuldt belagt, og i en by med 230.000 indbyggere er det enestående.

Men nu risikerer Trieste-modellen dødsstødet, advarer Roberto Mezzina, tidligere leder af Dipartimento di Saluti Mentale di Trieste.

Vil afskaffe sundhedscentre og åbne sygehuse

Ifølge Mezzina kommer truslen fra højredrejningen i Italien og et voksende pres fra Friuli-Venezia Giulia-regionens regering.

”Det er den regionale regerings mål at reducere ikke bare de lokale psykiatriske centre, men de lokale sundhedscentre generelt, og genoplive det gamle system med sygehussenge, langtidsophold og ambulante besøg og medicinsk behandling til gavn for spekulation og privat kapital og ikke for de mennesker, det hele drejer sig om. Regionale politiske ledere fra højrefløjen har ved flere lejligheder sagt, at de betragter den humanistiske tilgang, som Trieste-modellen hviler på, som forældet, og at de har til hensigt at vende den helt om, og opgive modellens værdier og etiske grundlag,  og der er allerede flere tegn på, at tiltagende privatisering, specialisering og nedskæringer er i gang med at afmontere Trieste-modellen”, siger Roberto Mezzina. Han er på grund af alder ikke længere er ansat ved psykiatrien i Trieste, men han arbejder fortsat for udviklingen af socialpsykiatriske programmer, som har det enkelte menneske og den enkeltes rettigheder i centrum, bl.a. som Vice President i World Federation for Mental Health.

Roberto Mezzina peger på, at ældre, erfarne kræfter i ledelsen af psykiatrien i Trieste bliver erstattet med yngre, der har en mere biologisk tilgang og syn på mental sundhed. Dertil kommer beskæring af det internationale samarbejde, lukningen af en lang række innovative tiltag samt de første indlæggelser på de ellers for længst nedlagte psykiatriske hospitaler.

Som det måske mest radikale indgreb har man ydermere juridisk banet vejen for, at de døgnåbne lokale psykiatriske centre, der udgør hele kernen i Triestemodellen, nu kan skære åbningstiden ned til det halve, hvilket nu er virkeligheden på et af de seks lokale psykiatriske centre.

Tusinder har skrevet under

Men Trieste-modellen er ikke sådan at tage livet af. En vigtig del af forsvaret udgør ifølge Mezzina familierne til Trieste-modellens brugere, som kæmper indædt for det system, der holder deres kære oppe. Dertil kommer den store opbakning fra kollegaer verden over.

Tusinder har med deres underskrift udtrykt solidaritet med de klinikere, patienter og familier, der brænder for at beskytte den model, der har gjort Trieste til et fyrtårn af håb for verdens mest sårbare borgere.

I oktober sidste år offentliggjorde Cambridge University Press en opfordring til at gå sammen med internationale kollegaer og organisationer i kampagnen for at forsvare og bevare Triestemodellen, og lige nu arbejdes der på at samle kræfterne i et internationalt Trieste Mental Health Network.

For, som psykiateren  S.P. Sadhidharan er citeret for i The British Journal of Psychiatry: ”Truslen mod Trieste er ikke kun et lokalt anliggende men en trussel mod al progressiv psykiatri. Hvis et af de bedste psykiatriske systemer i verden kan afvikles på et politisk indfald, er lignende systemer over hele verden i fare”.

Ifølge Mezzina er en del af opdraget for det internationale Trieste Mental Health Network at få Trieste-modellen dokumenteret og beskrevet, så den til hver en tid og uanset, hvordan det går i Trieste, kan kopieres andre steder i verden.

Støtte fra kunstnere og intellektuelle

”Det er også en måde at bevare Trieste-modellen på”, siger Mezzina, der selv var en af de unge progressive psykiatere, der i halvfjerdserne kom til Trieste, tiltrukket af psykiateren Franco Bassaglia og den revolution, han havde sat i gang på det psykiatriske hospital i den norditalienske by.

Med støtte, ikke bare fra kollegaer inden for psykiatrien, men fra kunstnere og intellektuelle som Sartre, Dario Fo og Foucault var deres mål at demokratisere psykiatrien og frisætte de mennesker, der var spærret inde bag hospitalsmurene. Og ved at åbne alle døre, inddrage familie og lokalsamfund og ikke mindst knytte hver eneste aktør til den samme organisation, Dipartimento di Saluti Mentale di Trieste, lykkedes det rent faktisk.

Så godt, at modellen for længst er blevet anerkendt som verdensstandard af WHO. Og for at sikre et tæt samarbejde med Trieste, har Verdenssundhedsorganisationen siden 1980erne haft kontor i den gamle hospitalspark oppe på skråningerne bag byen, dør om dør med administrationen, universitetet og flere af de mange socialøkonomiske virksomheder, der hjælper kriseramte mennesker i Trieste tilbage på arbejdsmarkedet.

Således er Trieste-modellen efterhånden modermodel for et hav af tiltag inden for psykiatrien verden over, og ifølge Roberto Mezzina har man flere steder i verden, bl.a. i Island og Polen ligefrem kopieret Trieste-modellen.

Samtidig kan han konstatere, at de internationale netværk af psykiatriske behandlingssteder, som virkelig arbejder helhedsorienteret, skrumper ind, og han ser en sammenhæng med de trange kår, han mener, der generelt er for helhedstænkningen.

”Vi ved, at både psykologiske, biologiske og sociale faktorer spiller ind, når et menneske udvikler psykisk sygdom. Og vi ved fra forskning, at de sociale determinanter er de vigtigste. Derfor handler det om hele tiden at se personen i kontekst. I Trieste-modellen er der fokus på mennesket bag sygdommen, og de sociale og juridiske rettigheder, som ethvert menneske har. Personen, ikke patienten, er i centrum, og personen betragtes ikke kun som den, der har brug for hjælp, men også som hovedressourcen i behandlingen. Men det er blevet sværere. Verden går i retning af mere og mere specialisering, mod standardisering, strict management, som i en virksomhed. Det er imod al kreativitet, og det er stik modsat human medicin, som vi forstår den,”siger Roberto Mezzina.

Kræver idealisme

Men truslen mod Trieste-modellen kommer ikke bare udefra, pointerer Tommaso Bonavigo. Han er psykiater på et af de nu i alt seks centre, og kom til Trieste i 2011, mens han stadig var under uddannelse. Og han mener, truslen i lige så høj grad kommer indefra.

Ifølge Bonavigo kræver det nemlig noget ekstra at være en institution, der forsøger ikke at være en institution. Hvor man ikke bruger ordet patient. Hvor personalet ikke bærer kitler og må være indstillet på at skulle bruge det samme rum til personalemøder og måltider og hyggeaftener med brugerne. Hvor køkkenet er det bedste deeskaleringssted. Og hvor man for at undgå tvang kan risikere at skulle bruge ni timer på at forhandle med et menneske i krise.

”Det kræver ikke bare tålmodighed, ro og fleksibilitet. Det kræver også idealisme. Man kan ikke bare læne sig tilbage. Man er nødt til hele tiden at se på sin egen praksis. ”Gør vi det godt nok?” ”Er vi proaktive nok? Det er et spørgsmål, vi stiller os selv dagligt. Og bare det faktum, at vi gør det, siger noget om, at vi stadig har engagementet”.

Ifølge Bonavigo fortsætter det internationale samarbejde, senest med besøgende fra Burkina Faso, Argentina, Holland, Palæstina og Californien, hvor en gruppe NGOer nu i en længere årrække arbejdet skabe en amerikansk kopi af Triestemodellen.

Læs mere om Triestemodellen her:

https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2019-5/ingen-visitation-og-venteliste-i-trieste

https://dsr.dk/sites/default/files/3887/5-2019_psyk_triestemodellen_infografik.pdf

https://politiken.dk/rejser/art7154540/Hvem-er-bedre-til-at-byde-en-fremmed-velkommen-end-et-menneske-som-selv-har-prøvet-at-stå-udenfor

 

Tvangsmedicinering sker på trods af alvorlige bivirkninger, viser forskning

/

Patienter bliver tvangsmedicineret, selv om de har alvorlige bivirkninger. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer en unik undersøgelse, som har været svær at komme igennem med.

Af Gitte Rebsdorf

Hvert år bliver omkring 800 mennesker tvunget til at tage psykofarmaka mod deres vilje. Men en forskningsgennemgang viser, at tvangsmedicinering sker uden skelen til, at der er alvorlige bivirkninger ved medicinen i form af hovedpine, uro, tics og bevægeforstyrrelser, som minder om  Parkinsons syge.

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så har tvangsmedicinering haft alvorlige konsekvenser i Trine Hessellunds liv.

Det er hun ikke alene om, viser forskningsprojektet af professor Peter Gøtzsche og psykolog og ph.d. Anders Sørensen. De har gennemgået 30 klagesager ved Patientklagenævnet, og resultatet heraf er, at psykiatere gennemtrumfer tvangsbehandling, selv om patienterne siger, at de har alvorlige bivirkninger, og at medicinen ikke gavner dem.

”Det er voldsomt at se sort på hvidt, at det patienterne siger ikke bliver taget alvorligt. Men det kom nok ikke bag på os”, siger  Anders Sørensen, der netop har færdiggjort en ph.d. om udtrapning af psykofarmaka.

Forskningen, som er offentliggjort i Indian Journal of Medical Ethics i 2020, viser videre, at i 21  tilfælde, hvor psykiateren sagde, at der var god effekt af psykofarmaka, var patienterne ikke enige.

Skæv magtbalance og intet tilsyn

Når en psykiater skal vurdere, om en patient har brug for psykofarmaka, så kan han ikke afgøre dette ved at tage en prøve eller et røntgenbillede. Han må i stedet observere og lytte til patienterne. Men tvangsmedicineringen sker uden skelen til, hvad patienterne siger eller ønsker, og samtidig med, at patienterne er helt forsvarsløse. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer undersøgelsen.

Men er det ikke helt efter bogen, at det er psykiateren, der har det sidste ord, da det er ham eller hende, der er ekspert?

”Det er jo det, der er ideen med psykiatri som medicinsk speciale, og hvis man spiller med på den præmis, så er der ikke noget at komme efter. Men problemet er, at der ved psykisk lidelse er tale om helt subjektive mål i forhold til, hvordan man har det og om en behandlingen virker eller ej, samt til hvad man overhovedet ønsker at opnå med behandlingen”.

“Når psykiateren siger, at der er god effekt af medicinen, så er der ingen markører eller videnskab at måle efter. Det er ikke muligt at tage en prøve for at se, om medicinen virker, og netop derfor er det afgørende, at man lytter til, hvad patienterne fortæller, ” forklarer Anders Sørensen.

På den måde adskiller psykiatrien sig fra somatikken, hvor det som udgangspunkt er muligt at måle, om en behandling virker.

Men hvorfor har psykiatere suveræn magt, når afgørelsen om behandlingen i bund og grund er subjektivt?

”Ja, det spørger jeg også mig selv om. Men det hænger nok sammen med, at der i systemet er ansat eksperter, altså psykiatere, som har patent på området. Andre faggrupper, herunder også politikere og jurister tør ikke blande sig. Det er jo eksperternes område, og på den måde får systemet således lov at vedligeholde sig selv,” siger Anders Sørensen

Han mener, at der er brug for kontrol og åbenhed på området:

“Transparens og uafhængige tilsyn er helt afgørende. Det er det, vi har forsøgt at vise med vores forskning. Der er jo tale om menneskers liv, som  kan ødelægges med fejlbehandling med såkaldt antipsykotisk medicin,” siger Anders Sørensen.

Tvang i psykiatrien er et stort problem.  I 2014 blev der indgået en aftale med regionerne om, at tvangen skulle være nedbragt med 50 procent inden 2020. Men selv om der er afsat trecifrede millionbeløb til opgaven, så er den samlede brug af tvang steget i perioden.

Frygter at dø

Bivirkningerne, som er beskrevet i de 30 klagesager, er alvorlige. En af patienterne i forskningsgennemgangen udtaler, at det er som hendes hjerne tørrer ud eller bliver fjernet, når hun bliver medicineret med psykofarmaka.

Fire andre patienter udtaler, at de frygter at dø af medicinen, og en af dem siger, at hun er bange for at personalet dræber hende.

I andre klagesager er der beretninger om bivirkninger i form af tics, ansigtsgrimasser og ufrivillige bevægelser også kendt som tardive dyskinesier.

Men til trods for disse alvorlige bivirkninger, så bliver medicineringen gennemtrumfet samtidig med, at patienterne er forsvarsløse, konkluderer forskningsgennemgangen.

Ifølge undersøgelsen så kan medicineringen med neuroleptika medføre alvorlige hjerneskader i form af tardiv dyskinesi, og i værste fald kan folk ende med at dø af medicineringen.

Fokus på tvang. PsykiatriAvisen belyser og undersøger, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe tvang i psykiatrien, selv om der er bevilget milliarder til dette område.
Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?
Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?
Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.

 

Modstand mod undersøgelse

At undersøgelsen om tvangsmedicinering overhovedet er blevet udført og offentliggjort, er i sig selv bemærkelsesværdigt, oplyser Anders Sørensen.

”Det tog os temmelig lang tid at få adgang til afgørelserne fra Patientklagenævnet, og da det lykkedes, var det med et forbehold om, at vi ikke kunne få dem tilsendt, men skulle møde på stedet og læse dem der. Det gjorde vi så hen over et par måneder,” fortæller Anders Sørensen.

Da undersøgelsen var færdig, var det svært at få den offentliggjort. Men til sidst lykkedes det med et mindre tidsskrift, som turde udgive noget om emnet.

”De store tidsskrifter vil som udgangspunkt ikke publicere forskning, der kritiserer og går imod det herskende paradigme. Hvis man får lov, er det som regel med et krav om, at man skal moderere sit budskab i en sådan grad, at det ændres markant fra det, man fandt. Jeg ved ikke, om man kan kalde det censur, for tidsskrifterne bestemmer selvfølgelig selv, hvad de vil udgive. Men det er vel en form for overordnet videnskabelig censur, at disse mekanismer findes og på sin vis styrer, hvad der bliver skrevet om,” siger Anders Sørensen.

 

Læs også artiklen: Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

Er der opbrud i psykiatrien?

Diagnoser og medicin er omdrejningspunktet i psykiatrisk behandling. Men kritikere udfordrer dette paradigme, og det sker nu også fra egne rækker. Uenigheden, som ind til nu har levet sit eget stille liv, bør diskuteres åbent, mener den britiske psykolog Lucy Johnstone.

 

Af Gitte Rebsdorf

Dansk Psykiatrisk Selskab, DPS, har længe forklaret psykiatriens krise med manglende ressourcer. Også i forhold til den kommende 10-års plan er kravet flere midler. Men kritikere, nu også fra egne rækker, peger på, at problemerne i psykiatrien ikke kan henføres til økonomien.

Der er snarere tale om en legitimitetskrise.

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

 

Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

//

Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det lettere at tvangsbehandle med medicin og ECT. Men 44-årige Trine Hessellund har prøvet at blive tvangsmedicineret, og hendes dom er klar; Medicinen virkede ikke, og den gjorde hende så aggressiv, at hun kastede med stole og borde.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Man skal ikke have talt længe med Trine Hessellund, før man hører, at hun kommer fra Nordjylland. Hendes rolige og rare dialekt, gør det svært at forstå, at hun skulle kunne blive så vred, at hun kunne finde på at kaste med borde og stole.

Men ifølge Trine Hessellund var det, hvad der skete, mens hun var indlagt i psykiatrien igennem cirka 10 år. Behandlingen gjorde hende aggressiv og udad reagerende.

I dag er Trine Hessellund ude af såvel medicin som psykiatri. Hun har tabt sig 35 kilo, og har taget sin butiksuddannelse i brug, og arbejder nu i et supermarked i Aalborg området.

Den 44-årige kvindes historie er interessant, fordi Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det nemmere at tvangsbehandle mennesker, der havner i psykiatrien. Det sker ud fra devisen, at psykisk syge har brug for medicinsk behandling, og at det er et vilkår, som ikke er til diskussion, fremgår det af skrivelsen: ”Den nødvendige og unødvendige tvang”. Her står der:

Ved den nødvendige tvang forstås den tvang, som er nødvendig for at sikre en patient med psykisk
sygdom behandling og beskytte denne eller andre mod fare. Der er tale om et uomgængelig vilkår, som
er en præmis med baggrund i de psykiatriske sygdommes natur. Der vil med andre ord være tvang, som er uomgængelig, og som ikke kan eller skal undgås i behandlingen.

Dansk Psykiatrisk Selskab betegner selv deres indspil, som er omtalt i flere medier, for nuanceret. Men for Trine Hessellund var der intet nuanceret over at blive diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose, og efterfølgende blive tvangsmedicineret med mange forskellige typer psykofarmaka.

Hun havde ikke brug for behandlingen, og diagnosen var ikke sand.

 

Fokus på tvang. PsykiatriAvisen belyser og undersøger, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe tvang i psykiatrien, selv om der er bevilget milliarder til dette område.

Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?

Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?

Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.

Var i livskrise

Den nordjyske kvindes vej ind i psykiatrien begyndte med, at hun var under pres i sit liv.

I 2007 havde hun ellers født sit og ægtemandens ønskebarn, som var længe ventet og til stor glæde for alle. Blot halvandet år efter kom den næste.

 

Men den første fødsel havde været hård, og medført en fødselsskade, som Trine Hessellund  bøvlede med, og som til sidst førte til, at hun måtte have en stomi. Det er en kunstig åbning i maven, hvor tarmen er ført ud.

 

Livet med to små børn, en fødselsskade og et lederjob i et supermarked var hårdt.

Trine Hessellund var i krise, og ægteskabet var også begyndt at skrante. Når hun var særlig presset kunne hun reagere fysisk ved at begynde at ryste og få kramper.

 

Hun kom til en psykolog, som mente, at den unge mor havde en alvorlig depression, og i oktober 2010 var hun så udmattet og stresset, at hun blev indlagt på Brønderslev Psykiatriske Hospital.

Men i stedet for at få den hjælp hun længe havde haft brug for, mødte Trine Hessellund et system, der gik mere op i diagnosticere hende end i at lytte til, hvad der var sket i hendes liv.

 

Diagnose efter få dage

En sygeplejerske på afdelingen kom med en bunke papirer, hvori diagnosen borderline, også kendt som personlighedsforstyrrelse, blev beskrevet. Sygeplejersken gennemgik de forskellige symptomer, husker Trine, og i løbet af få dage havde hun fået en diagnose.

Men selv om både Trine og hendes familie var uforstående overfor dette, havde afdelingen ikke tid til at tale med dem, husker Trine.

Læs også artiklen psykiatriske diagnoser er meningsløse.

10 års mareridt

Det var begyndelsen på 10 års mareridt, hvor Trine Hessellund enten var indlagt i psykiatrien eller på et af i alt fire psykiatriske bosteder. I disse år blev hun blevet udsat for mange forskellige typer af tvang. Hun er blevet slæbt hen ad gulvet, blevet hentet af politi og ambulance, lagt i bælte, og er blevet tvangsmedicineret. Oven i dette overså psykiatrien flere gange, at Trine Hessellund havde somatiske lidelser.

I begyndelsen fik hun beroligende medicin som Rivotril og Alopam. Men hurtigt kom der andre lægemidler som depressionsmedicin og antipsykotisk medicin til. Psykiatriens svar på den nordjyske kvindes problemer var piller, fremgår det af journalen.

Før Trine Hessellund kom i psykiatrien, havde hun været aktiv, spillet fodbold og haft mange veninder, og hun var endda blevet kåret som årets medarbejder på sin arbejdsplads. Men behandlingen i psykiatrien ændrede hende, så hendes familie havde svært ved at genkende hende, når de kom på besøg.

”De spurgte om jeg var fuld, for jeg kunne ikke gå lige, og gik ind i ting. Mit ansigt hang i den ene side, og jeg kunne ikke styre mit mundvand. Det var medicinen, men min familie troede, at jeg havde en hjerneblødning”, husker hun.

Trines medicinliste. Psykofarmaka er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver anvendt i psykiatrien.
Den består af beroligende medicin, benzodiazepiner, depressionsmedicin,SSRI og SNRI, og neuroleptika også kendt som antipsykotisk medicin.Trine Hessellund blev behandlet med alle tre typer, herunder depressionsmedicinen, Cymbalta, som er et såkaldt SNRI. Midlet kan forårsage muskelkramper, aggressivitet, mani, hovedpine, træthed, uro.
Hun blev også behandlet med Seroquel, der er et antipsykotisk lægemiddel, der kan give selvmordstanker, parkinsonisme, ufrivillige muskelbevægelser, også kendt som ekstrapyramidale bivirkninger.Litium, var også på Trine Hessellunds medicinliste. Det påvirker organerne, herunder nyrer og skjoldbrugskirtel. Sidstnævnte har en vigtig funktion i reguleringen af stofskiftet.

 

Højere doser

Medicinen virkede ikke, og der var ingen i psykiatrien, der tog notits af, at den medførte alvorlige bivirkninger. I stedet fortsatte personalet behandlingen. Eller forsøgte sig med nye præparater eller højere doser, fremgår det af Trine Hessellunds journal.

Først da Trine i 2019 mødte en svensk psykiater, blev hun taget alvorligt.

Inden da skulle hun meget igennem.

Slæbt hen ad gulvet

Hun kunne ikke lide at være indlagt i psykiatrien. De behandlede hende ikke ordentligt, og hun ville gerne hjem til sin familie. Derfor forsøgte hun flere gange af stikke af.

Det skete også, mens hun var på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hvorefter personalet låste alle døre og vinduer. Men Trine opdagede, at den dør, patienterne brugte, når de skulle ud at ryge, var åben, så da hun kunne se sit snit til det, løb hun ud.

Det varede dog ikke længe, før personalet opdagede det, og løb efter.

De indhentede hende og væltede hende omkuld, og slæbte hende hen ad jorden og ind på afdelingen, hvor de andre patienter så på.

” Det var forfærdeligt, og jeg skulle se de andre patienter næste dag”, fortæller hun med stille stemme.

 

Går fra hinanden

I 2011 gik Trine og hendes mand fra hinanden. De to børn blev hos deres far, mens Trine fortsatte  i psykiatrien, enten som indlagt eller på et socialpsykiatrisk bosted.

Den medicinske behandling i psykiatrien virkede ikke. Tværtimod. Da hun var på Visborggaard i Hadsund, fik hun det så dårligt, at hun måtte bede personalet om at blive indlagt.

”Men i stedet fik jeg at vide, at jeg skulle gå op på mit værelse, og at jeg skulle have noget beroligende medicin. Der var ingen, der talte med mig eller spurgte, hvorfor jeg havde det skidt, så jeg blev ked af det, og i desperation bandt jeg ledninger om halsen på mig selv.

Da personalet fandt mig, bandt de knuderne op en for en. Det tog lang tid, for der var mange. Derefter gik de igen. De skulle ned og skrive, hvad der var sket, og imens stak jeg af.

Helikopter og en halv million

”Jeg var væk en hel nat, og gemte mig ude i skoven eller i folks haveskure. Det var koldt, og jeg havde taget et tæppe med, som jeg gemte mig under. Jeg kunne se, at de havde sendt en helikopter ud for at lede efter mig. Men de fandt mig ikke.

Næste morgen gik jeg ind til et hus med et ældre ægtepar, og bad dem ringe efter politiet. De kom, og lagde mig i håndjern, og spurgte, om jeg vidste, hvad jeg havde kostet samfundet? Det var omkring en halv million, fortalte de. Men så kunne de jo bare have hørt på mig”, fastslår Trine.

I hospitalspsykiatrien fortsatte Trines udad reagerende adfærd. Hun sagde til personalet, at hun blev syg af medicinen, og at den ikke virkede. Men det blev ikke taget alvorligt.

Trine var så desperat, at hun skadede sig selv; slugte tegnestifter eller glasskår. Hendes mave var  dog følelsesløs efter, at hun havde fået en stomi, så hun mærkede ingen smerte. Men fik til gengæld megen opmærksomhed, og personalet skældte hende ud for, at hun opførte sig som et fireårigt barn.

 

Vælter borde og stole

En forårsdag i påsken 2013 gik det helt galt.

Trine gik amok, mens hun var indlagt på Brøndeslev Psykiatriske afdeling. Hun væltede borde og stole og et højt skab med porcelæn, og kastede rundt med tallerknerne som var de frisbees, mens personalet gemte sig på kontoret.

Trine løb ud i haven, og forsøgte at stikke af. Men personalet løb efter, og overmandede hende.

Herefter var der bæltet, hvor arme, ben og mave blev spændt fast, og så sprøjten med medicinen ind i hendes krop. Det var nedværdigende og umenneskeligt. Hun kunne intet stille op.

Når Trine bliver spurgt, hvordan det var at blive udsat for en sådan behandling, bliver hun først tavs. Derefter kommer hendes stille, men sikre svar:

 

”Det var mishandling.”

 

Undgik personale

I de knap ti år den nordjyske kvinde var i psykiatrien, blev hun behandlet med 21 forskellige typer af psykofarmaka, og tog 40 kilo på samtidig med, at hun fik det værre og værre.

Hun fortæller om et personale, der i alle henseender manglede de rette kompetencer for at kunne hjælpe hende.

”Jeg orkede ikke at tale med dem, de var bedrevidende, og de lyttede ikke til det, jeg sagde. Hvis jeg havde sagt, at jeg ikke var sulten, og ikke ville have mad, gik der ikke lang tid, før de stod med en bakke, og så blev jeg sur og skubbede til den, så det hele røg på gulvet. Jeg var jo ikke underernæret, og de snakkede til mig, som var jeg en død ting, som om jeg ikke var et menneske”, fortæller hun.

Trine Hessellund er ikke den eneste, der fortæller om en syg kultur i psykiatrien. Forfatteren Jacob Skyggebjerg har også skrevet om dette, efter han igennem en årrække var indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger

Det kan du læse om her

Du kan også læse artiklen om Glenn Hansson, der blev tvangsmedicineret.

 

Troede galdesten var en tegnestift

Personalets manglende kompetencer viste sig også, da hun i 2015 fik voldsomme mavesmerter, mens hun var indlagt i psykiatrien. Det var så slemt, at hun skreg af smerte. Personalet troede, at det var psykisk betinget, og i hendes journal kan man se, at de tror, hun har slugt en tegnestift eller et barberblad.

Mange dage senere fandt man ud af, at Trine havde galdesten, som hun blev opereret for.

Intet at stå op til

I psykiatrien havde de fortalt Trine, at hun aldrig kom tilbage på arbejdsmarkedet. Hun havde  intet at leve for, eller stå op til. Hun skulle ikke engang lave sin egen mad, og hendes stue i psykiatrien var rippet for alt. Ikke engang et lagen havde hun. Det var taget fra hende på grund af den selvskadende adfærd. Medicinen fik Trine til at sove meget. Ofte 20 timer i døgnet, så slap hun også for at have kontakt til personalet.

Når hun var oppe, gik hun rundt som en zombie uden følelser, og var ligeglad med alt. Til sin 40 års fødselsdag havde hun svært ved at pakke gaverne ud, og tabte bestikket under middagen, fordi medicinen fik hende til at ryste så meget, husker hun.

Indlagt med politieskorte 

Men i 2019 skete der noget epokegørende.

Trine var blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital med politieskorte, fordi hun havde stukket en kniv i maven på sig selv. I den forbindelse kom hun i kontakt med den svenske psykiater, Mats Elovsson.

I modsætning til hvad der hidtil var sket, lyttede han til Trine. Til hvordan hun havde det, til at hun var træt og sov hele tiden, og til hvordan hun savnede sine børn.

Da der blev taget blodprøver, viste de, at der var noget helt galt med Trines stofskifte.

Det kom hun i behandling for, og samtidig begyndte den svenske læge at trappe Trine ud af psykofarmaka. Hun var også i behandling med litium, som netop skader stofskiftet.

Udtrapningen skete langsomt, pille for pille, husker Trine, og i takt med dette, fik den nordjyske kvinde det bedre og bedre.

Efter et års tid var hun helt fri af medicinen, og har i dag tabt sig 35 kilo. Hun er også blevet udredt af en specialpsykolog, Thomas Mogensen, som har konstateret, at hun ingen personlighedsforstyrrelse har. Diagnosen er blevet slettet. Men det er Trines mén ikke.

Svært ved politi og ambulance

Det er nu et par år siden, at Trine Hessellund er kommet ud af det psykiatriske helvede, hun har befundet sig i gennem næsten 10 år. Hun har på deltid genoptaget sit gamle arbejde i et supermarked, og arbejder som frivillig peer medarbejder i psykiatrien samtidig med, at hun holder foredrag.

”Medicinen ødelagde mig, og jeg ønsker ikke at andre skal blive udsat for det samme”, siger hun.

Hun virker mest glad og lettet. Andre kunne måske være bitre eller vrede. For ikke alene har Trine Hessellund mistet 10 år af sit liv. Men hendes to børn på nu 13 og 14 år har også måttet undvære deres mor, og det vejer tungest for den 44-årige kvinde.

”Det har haft nogle forfærdelige konsekvenser. I dag får jeg det dårligt, når jeg ser en politibil eller en ambulance. Det minder mig om det, jeg har været udsat for i psykiatrien. Men det værste er, at det er gået ud over mine to dejlige børn. Min datter har fravalgt mig. Måske tror hun, at jeg har svigtet hende. Men jeg har aldrig glemt hende, og du må gerne skrive, at jeg elsker dem, og aldrig glemmer dem. Jeg har kæmpet en kamp, og den håber jeg, at de en dag kan forstå”, siger hun med gråd i stemmen.

 

Trine Hessellunds historie er skrevet på baggrund af interview med Trine og hendes familie og på baggrund af Trines journal. Herudover har PsykiatriAvisen interviewet en lang række andre tidligere eller nuværende patienter i psykiatrien, som fortæller om episoder i psykiatrien som er lig det Trine Hessellund fortæller.

Det har ikke været muligt for PsykiatriAvisen at få et interview med Dansk Psykiatrisk Selskab

 

SST afviser at forholde sig til viden

/

To forskere peger på, at forandringer i psykiatrien udebliver, selv om WHO har løftet pegefingeren. Det afviser Sundhedsstyrelsen, at forholde sig til, og henviser til en udtalelse fra ombudsmanden, som ingen kan finde. Det møder kritik.

 

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Danmark halter bagefter, når det gælder om at indføre forandringer i psykiatrien, og indsatsen fra myndighedernes side er halvhjertet. Sådan lyder kritikken i et ni-sider langt indlæg fra to forskere, Jeppe Oute & Susan McPherson, som PsykiatriAvisen offentliggjorde den 5. september.

Men Sundhedsstyrelsen, sst, kigger den anden vej, og afviser at forholde sig til den viden, som de to forskere fremlægger, og har afvist at stille op til interview.

Magtfuldkommenhed

Det overrasker ikke ph.d. Jeppe Oute, der er lektor i psykisk helsearbejde ved Universitet- Sørøst, i Norge. Han betegner sundhedsmyndighedernes manglende reaktion som en form for magtfuldkommenhed.

”Det minder om det, vi i vores forskningsverden betegner som strategisk ignorance. Det er et begreb, som dækker over, at man ignorerer forstyrrende forhold eller elementer strategisk for at kunne bevare sin egen stemmes autoritet og gyldighed.Myndighederne kan jo til en vis grad selv bestemme hvilke typer af forskning, de er interesseret i, og de kan selv vælge, hvad de anerkender, og uanset hvor kritisabelt det måtte være, kan de udelukke kritiske perspektiver”, siger Jeppe Oute.

Konsekvenserne er alvorlige, fastslår han:

” Risikoen er, at en påtrængt udvikling udebliver, for hvis dem, der har definitionsretten lader være med at lytte, og løser et problem med mere af det samme, så får man intet forandret”, siger Jeppe Oute.

I det ni sider lange kritiske indlæg fra Jeppe Oute & Susan McPherson henviser de til, at såvel FN som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, længe har peget på, at der er brug for en revolution i psykiatrien, så tvang og krænkelser af menneskerettigheder kan minimeres.

Problemer med tvang uløst trods milliardinvestering

Men den kritik vil Sundhedsstyrelsen ikke svare på. I stedet har presseafdelingen sendt et mailsvar fra enhedschef i sundhedsstyrelsen, Charlotte Hosbond. Det skriftlige svar forholder sig dog alene til brugen af tvang i psykiatrien. Som bekendt er det ikke lykkedes at mindske den  trods milliardinvesteringer siden 2014. I det skriftlige svar fra sundhedsstyrelsen står der:

”Selvom der gennem en lang årrække har været målrettet og vedvarende fokus på at nedbringe brugen af tvang, er det fortsat ikke lykkedes i tilstrækkelig grad. Jf. Sundhedsstyrelsens seneste opgørelse af monitorering af tvang i psykiatrien, der udkom i maj 2021, ses det, at det i løbet af partnerskabsperioden er lykkedes at nedbringe antallet af personer, der bæltefikseres, men der er i samme periode sket en stigning i antallet af personer, der fastholdes, får akut beroligende medicin, tvangsindlægges, tvangstilbageholdes og tvangsbehandles. Det er afgørende, at den udvikling vendes”, står der i svaret fra Charlotte Hosbond.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt, om den mislykkede indsats kan hænge sammen med, at indsatserne er halvhjertede eller fejlbehæftede, som de to forskere netop skriver i deres indlæg.

Vi ville også gerne have spurgt, hvordan Sundhedsstyrelsen kan sikre høj kvalitet i behandlingen, sådan som den har til opgave, når man ikke vil forholde sig til viden, der vedrører deres område.

Men Sundhedsstyrelsen vil ikke svare på disse spørgsmål.

Udtalelse som ingen kan finde

Ifølge juraprofessor på Syddansk Universitet, SDU, Steen Schaumburg-Müller, kan Sundhedsstyrelsen på sin vis nøjes med at sende et skriftligt svar:

”En forvaltningsmyndighed har ingen generel pligt til at stille op til interview og svare på spørgsmål. Men omvendt er der en forpligtelse til at udvise åbenhed og saglighed”, fastslår Steen Schaumburg-Müller

I sit svar til PsykiatriAvisen gør Sundhedsstyrelsens presseafdeling da også opmærksom på, at de ikke har pligt til at stille op til interview, og samtidig sender de et link til en udtalelse,  som de skriver, er fra ombudsmanden sammen med denne tekst:

2.1. Frihed til ikke at udtale sig Det er en saglig – og vigtig – opgave for en forvaltningsmyndighed at infor[1]mere offentligheden om sit arbejde, jf. også offentlighedslovens § 17 om ak[1]tiv information. Imidlertid pålægger hverken offentlighedsloven eller lovgiv[1]ningen i øvrigt en myndighed, dens politiske ledelse eller dens ansatte at stille op til interviews eller på anden måde indgå i en dialog med et medie.  I sin yderste konsekvens kan en minister og dennes medarbejdere derfor uden komme i konflikt med de forvaltningsretlige rammer nægte at stille op over for pressen og alene kommunikere envejs gennem f.eks. pressemeddelelser og facebookopslag.

Men linket, som Sundhedsstyrelsen har sendt, virker ikke, og det er tvivlsomt om den vedhæftede tekst overhovedet stammer fra ombudsmanden, vurderer juraprofessor på Syddansk Universitet, SDU, Steen Schaumburg-Müller.

” Efter min vurdering kan det ikke komme fra ombudsmanden. Det er noget med sprogbrugen. En forvaltningsmyndighed kan sagtens henvise til et link og en tekst, men hvis det viser sig, at kildehenvisningen ikke findes og ikke er korrekt, bør myndigheden rede trådene ud, og finde ud af hvor teksten stammer fra. Alt andet er kritisabelt”, mener Steen Schaumburg-Müller.

 

Bivirkninger ved psykofarmaka er ikke noget, vi taler om

/

Det er velkendt i fagkredse, at der er alvorlige og endda livstruende bivirkninger ved psykofarmaka. Men psykiatere italesætter sjældent dette alvorlige problem, og når de samtidig fungerer som eksperter for myndigheder og journalister, så opstår der en falsk fortælling. Det er en hån og et overgreb mod de mange mennesker, som enten direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage disse lægemidler. Det er også en menneskelig og samfundsmæssig katastrofe.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Kronikken, ingen aviser ville bringe. Denne kronik er sendt til dagbladet Information søndag den 1. august. En måned efter den 1. september blev den afvist.

Svaret var egentlig ventet, og bekræfter som sådan, at der er emner, vi ikke taler om.

Kronikken er efterfølgende sendt til de fleste danske landsdækkende dagblade. Men de takkede alle nej uden begrundelse.

 

Da jeg var ung, oplevede jeg at blive skubbet og væltet omkuld på en seng af en studiekammerat. I dag taler vi meget om sådanne overgreb mod kvinder. Men der er overgreb, som er langt værre, som vi stort set aldrig taler om; nemlig de overgreb og den mishandling, der foregår i psykiatrien.

 

Jeg skreg, sparkede og fik skubbet fjolset væk. En sådan opførsel er ikke acceptabel, og det er godt, at der er kommet fokus på dette. Men vi skal huske perspektiverne. Me Too bevægelsen er skabt af ressourcestærke kvinder. Hvad med de mennesker, som ikke er i stand til at råbe op, og som ingen gider høre på?

 

Hvis patienter i psykiatrien skriger, slår eller sparker, når de bliver tvunget til at tage psykofarmaka, bliver der trykket på alarmen, og så kommer 5-6 personaler løbende, hvorefter vedkommende bliver lagt i bælte og får en injektion med såkaldt antipsykotisk medicin. Betegnelsen antipsykotisk medicin er misvisende. Medicinen er ikke antipsykotisk. Den kan i stedet forårsage hallucinationer og mange andre alvorlige bivirkninger, som i værste fald er dødelige.

Hvorfor taler vi ikke om det?

Da den internationalt anerkendte forsker og professor Peter Gøtzsche for nogen år siden skrev og dokumenterede, at psykofarmaka som udgangspunkt skader mere, end det gavner, endte han med at blive fyret fra sit job som direktør i Det Nordiske Cochrane Center.

Det burde få alarmklokkerne til at bimle. Men i stedet er der sket det modsatte. Ingen tør længere kritisere eller sige noget negativt om psykiatri, heller ikke journalister eller forskere. Man skulle jo nødig blive udsat for det samme som Peter Gøtzsche.

Hvad er det for kræfter vi er oppe imod? Og kan vi acceptere, at der er emner og forhold i vores samfund, som ikke må debatteres og tales om?

For mange år siden, sidste i 1990erne deltog jeg i en konference i Amsterdam om tidlig opsporing i psykiatrien. Konferencen var finansieret af medicinalvirksomheden Eli Lilly, og havde deltagere fra hele Europa, forskere, psykiatere og patientorganisationer. Det var en kvalmende oplevelse, men særligt én episode står klart for mig; nemlig da en psykiater gik på talerstolen og fortalte, at han havde prøvet at tage antipsykotisk medicin, ganske vist i lave doser, men at det var den mest forfærdelige oplevelse, han havde været ude for i sit liv. Han havde været ude af stand til at foretage sig noget i flere dage, og havde haft det grusomt.

Der var helt stille i salen, mens han fortalte, og bagefter var tavsheden nærmest larmende. Ingen kommenterede hans indlæg.

Når mennesker, som er havnet i psykiatrien fortæller, at de ikke kan tåle medicinen, at det er gift, og at de ikke ønsker at tage den, kigger psykiateren den anden vej, og herefter får de at vide, at de har brug for medicinen, og at de vil få det meget bedre, hvis de tager den.

Jo mere modstand de gør, jo værre bliver det. Sanktionerne er mange: Udgangen kan blive inddraget eller cigaretterne kan blive konfiskeret, og i sidste ende er der bæltet med tvangsmedicineringen. Derfor ender de fleste med at tage medicinen ”frivilligt”.

Bivirkningerne ved antipsykotisk medicin er af invaliderende karakter, og kan forårsage parkinsonisme, ufrivillige bevægelser, taleforstyrrelser, aggressivitet, uro, sløvhed, skrumpning af hjernen, hjerteproblemer og dødsfald.

Men det fortæller psykiatere, som jo er eksperter på området, som udgangspunkt aldrig om.

Når disse psykiatere samtidig fungerer som eksperter for journalister og rådgivere for sundhedsmyndighederne, så opstår der en falsk fortælling om, at disse potente og farlige lægemidler er uproblematiske.  Det er en hån og et overgreb mod de mennesker, som direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage dem.

Mange mennesker ved derfor ikke, at disse lægemidler er livsfarlige, og at effekten af disse lægemidler samtidig er tvivlsom. I Danmark får mere end en halv million mennesker psykofarmaka.

Hvad er psykofarmaka. Psykofarmaka er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver brugt i psykiatrien. Antipsykotisk medicin og depressionsmedicin hører med i denne gruppe, og virker ved at påvirke dopamin, serotonin og noradrenalin i hjernen. Det er dog aldrig bevist, at sindslidende skulle have en ubalance i hjernen, og dermed er der ingen årsagssammenhæng mellem den medicin, der gives, og den sygdom man ønsker at behandle.

Som psykiater Asker Stig Nielsen siger i filmproducent Katrine Borres fortællinger om psykiatri, så hjælper psykofarmaka ikke mennesker til et bedre liv.

Modige psykiatere som professor David Healy har i årtier advaret mod brugen af psykofarmaka. Men sådanne psykiatere hører til sjældenhederne.

David Healy fremlagde allerede for mange år siden historiske tal, der viser, at antallet af førtidspensionister er steget markant efter, at man er begyndt at bruge antipsykotisk medicin i psykiatrien.

Men fra psykiatriens side er man næppe interesseret i, at man forsker mere i dette emne. Her forsøger man i stedet at skabe en anden, men usand fortælling, nemlig at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de er syge.

Det er ellers forholdsvis nemt at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem førtidspension og antipsykotisk medicin. Tallene ligger der, og undersøgelsen vil koste mellem 200- 300.000 kroner, har jeg fået oplyst af en forsker, der er ansat i en dansk velfærdsorganisation.

Enhver med kendskab til psykiatrien ved dog godt, at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de får medicin. Man behøver blot at besøge et psykiatrisk bosted. Her er mennesker uden liv i øjnene, som enten sidder eller ligger ubevægelige i deres senge. De kan intet og føler intet, og hvis ikke man får lov at tænke og have følelser, hvad er man så? En robot eller en skygge?

Når man samtidig ved, at mennesker, som det er lykkedes at trappe ud af psykofarmaka, har fået deres liv tilbage, er begyndt på uddannelse eller arbejde, på at dyrke motion, ja på at leve, så vidner det alt sammen om, at der er noget alvorligt galt med den behandling, der foregår i psykiatrien.

Til efteråret skal politikerne vedtage en ti-års plan for psykiatrien. Centrale aktører på området som Dansk Psykiatrisk Selskab råber højt, og har som vanligt krævet flere milliarder til området.

Men uanset hvor mange milliarder, der bliver postet i området, vil det ikke hjælpe. Psykiatrien er syg, og der skal en radikal ændring og et opgør til.

Stop volden og mishandlingen i psykiatrien #psykiatritoo

Om kronikken.

Kronikken bygger på bøger, rapporter, studier, interview med forskere, psykiatere og ikke mindst utallige interview med psykiatribrugere

 

Forandringer udebliver trods løftet pegefinger fra WHO

/

Såvel FN som WHO har igennem flere år påpeget, at der er brug for omfattende reformer i psykiatrien, så tvang og krænkelser af menneskerettigheder kan ophøre eller mindskes, men forandringerne udebliver, mener to forskere.

 

 

Af Gitte Rebsdorf

FN og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har i flere år haft pegefingeren løftet i forhold psykiatrien. Der er brug for omfattende reformer, så tvang og krænkelser af menneskerettigheder kan ophøre eller mindskes.

Men forandringerne udebliver, eller går alt for langsomt, skriver professor i psykologi og sociologi ved University of Essex, Susan McPherson og lektor i psykisk helsearbejde ved Universitet i Sørøst, Norge, Jeppe Oute i et indlæg, som bliver bragt i PsykiatriAvisen i dag.

«Rapporterne fra FN og WHO handler om, at der er et overforbrug af tvang i psykiatrien som for eksempel udmønter sig i tvangsmedicinering. Men også processen med at lære mennesker med psykiske lidelser, at der ikke er meget håb for dem som kronisk og livslangt syge, og hele den psykiatriske pessimisme, som er godt kendt fra litteraturen, bliver kritiseret”, siger Jeppe Oute.

Herhjemme har myndighederne iværksat tiltag, der skal imødekomme kritikken fra WHO, ved for eksempel at forsøge at komme den store brug af tvang i psykiatrien til livs. Men det er ikke lykkedes, og Sundhedsstyrelsen har selv for nylig udgivet tal, der viser at tvangen på nogle områder i stedet er steget.

 

Pseudoforandringer

De to forskere beskriver indsatsen med at skabe forandringer i psykiatrien som halvhjertet eller forfejlet, og kalder bestræbelserne for pseudoindsatser.

Det begrunder de med, at hele den biomedicinske tilgang i psykiatrien er bevaret, og at den grundlæggende tænkning i psykiatrien om at psykiske lidelser er et medicinsk speciale, er uforandret.

«Hvis patienten har et valg om at samtykke til psykiaterens behandlingsplan eller gå sin vej, er der ikke tale om reel brugerinddragelse. Og man skaber ikke involvering af brugerne ved at give dem et valg mellem en blå eller rød tandbørste, sådan som det kan udmønte sig ved visse situationer med tvangsmedicinering. Her er valget ofte at tage pillen frivilligt eller få den med tvang”, siger Jeppe Oute.

Susan McPherson og Jeppe Oute undrer sig samtidig over, at psykiatriens aktører undlader at gå ind i en dialog om de de kritiske forhold, der hersker på området.

Du kan læse hele indlægget fra de to forskere ved at klikke her

Mens vi venter på et paradigmeskifte dehumaniserer sociale indsatser psykiatriske patienter og pårørende

Mens FN og WHO gennem flere år har opfordret til, at regeringer i vestlige lande som Danmark igangsætter faktiske indsatser for at modvirke dehumanisering, overdreven tvangsbrug og krænkelser af menneskerettighederne i psykiatrien, har danske sundhedsmyndigheder givet et politiseret og halvhjertet bud herpå. Problemet består i, at systemet modsætter sig forandringerne, og i at de politiske bud på problemerne samtidig øger dehumaniseringen og brugen af tvang. Som følge heraf kan man spørge, hvad der skal til for at udvikle en human og værdig hjælp til diagnosticerecde personer og deres pårørende i dansk psykiatri.

 

Jeppe Oute & Susan McPherson

De Forenede Nationer (FN) og verdens sundhedsorganisations (WHO) påpeger, at det dominerende biomedicinske paradigme på det psykiske sundhedsområde bør revolutioneres (A Rights-Based Approach to Disability in the Context of Mental Health | UNICEF ).

FN henviser til, at der er akut behov for en revolution af området, der både re-orienterer hjælpen mod ’personlig recovery’ og re-organiserer tjenesterne på måder, som modvirker den medicinske psykiatris dehumaniserende og anti-demokratiske praksisformer ved bl.a. at modvirke stigma og diskrimination og stille krav om, at psykiatriske professionelle respekterer brugernes rettigheder til deltagelse og selvbestemmelse.

FNs og WHOs opfordring til at skabe radikale forandringer af området skal netop modsvare feltets eksploderende overmedikalisering af store befolkningsgrupper, aggressiv og formynderisk medicinsk jargon overfor patienter og pårørende, aktiv forskelsbehandling af psykiatriske patienter og den overdrevne brug af mekaniske og medicinske tvangsforanstaltninger m.m. ( OHCHR | World needs “revolution” in mental health care – UN rights expert).

WHO har endvidere udgivet nogle direkte anbefalinger til, hvordan psykiske sundhedstjenester kan minimere de systematiske krænkelser af menneskerettighederne, der i dag finder sted på psykiatriske hospitaler i hele den vestlige verden (New WHO guidance seeks to put an end to human rights violations in mental health care ).

Anbefalingerne indebærer, at overgangen fra den traditionelle medicinske institutionspsykiatri til en mere humanistisk og socialt orienteret helhedsmodel, hvor hjælp og støtte leveres i lokalmiljøet, skal udvikles betydeligt hurtigere, end det hidtil er sket. Det går altså for langsomt.

Men den bebudede transition omfatter ikke bare betydelige forandringer af det konceptuelle, værdimæssige og organisatoriske grundlag for hele området, der stilles også krav til, at reduktionen af anvendelsen af tvangsforanstaltninger og øget demokratisering af sundhedstjenesterne skal fremmes yderligere. Dette skal bl.a. ske via systematisk fokus på menneskerettigheder, social inklusion, satsning på brugerstyrede grupper (peer groups) og en økonomisk redistribution af ressourcer fra sundhedsområdet til den sociale sektor og betydelig ekspansion af psykosocialt rehabiliterende indsatser, som kommunerne, faglige selskaber og civile aktører primært er specialiserede i i Danmark.
Med andre ord har WHO og FN som sådan påbudt regeringerne i lande som Danmark, Norge, England og USA at komme i sving med at gennemføre omfattende reformer for hele det psykiatriske system, dets reduktionistiske menneskesyn, dets for ofte dehumaniserende praksisser og overdrevne brug af tvangsforanstaltninger. Selvom denne reform lader vente på sig i Danmark, kan vi altså ikke undslå os den type af forandringer af psykiatrien, da problemerne også er mere end velkendte her. Fx kan vi i dansk psykiatri ikke undslå os, at der for ofte finder krænkelser af menneskerettighederne sted i systemet (Danmark fik kritik på flere områder til eksamen i menneskerettigheder hos FN | Information ).

Samtidig viser opgørelser fra Sundhedsstyrelsen, at psykiatriens medicinske tvangsforanstaltninger ikke mindskes men faktisk accellerer, selvom der længe har været fokus på at nedbringe brugen af tvangsforanstaltninger ( Der er stadig for mange der bliver udsat for tvang i psykiatrien – Sundhedsstyrelsen). Men FN, WHO og danske sundhedsmyndigheder er i manges øjne for sent ude.

Ikke just et nyt problem
Mange andre har påpeget problemerne længe. For at nævne et par enkelte eksempler har kritiske brugerstemmer (Psykiatrien skriger på et nyt menneskesyn | Information) og brugerbevægelser som det danske LAP og internationale aktører som Mad in America (Mad in America – Science, Psychiatry and Social Justice ) og Recovery in the Bin – A critical theorist and activist collective påtalt disse forhold i årevis. Hvis det er meningsfuldt at tale om den i ental, så er brugerbevægelsens kritik af psykiatriens dehumanisering og betvivlelige videnskabelige grundlag dog heller ikke enestående.

Den skandinaviske og internationale kritiske psykiatriforskning har i årevis også været grundig i sin påpegning af problemerne (Recovering from mental health issues and living with them | Bengt Karlsson | TEDxUSNStudio – YouTube).

På baggrund af en omfattende gennemgang af forskning fra området gennem mere end 40 år rejser den britiske professor Nikolas Roses’ internationalt anerkendte værk ’Our Psychiatric Future’ en parallel diskussion. Rose’s forskning rejser i lighed med FN, WHO og brugerbevægelsen det fundamentale spørgsmål, om der reelt er sket væsentlige positive forandringer af disse typer af humanistiske og sociale problemer i psykiatrien, siden den canadiske sociolog Erving Goffman i sit berømte værk med den danske titel ’Anstalt og Menneske’ beskrev psykiatriens dehumaniserende praksisser i sine studier af totale institutioner i 1956.

Selvom Rose’s forskning i beskeden grad inkluderede studier af danske og skandinaviske forhold, giver bidraget indtryk af, at den humanitære katastrofe på området er persisterende, selvom senere års fokus på resiliens, recovery og brugerinddragelse m.m. har gjort problemerne betydeligt mere subtile.

I lighed med de ovennævte drøftelser om nytteværdien af nye arbejdsdelinger på feltet, peger Rose fx også på, at den medicinske psykiatris formelle magt, traditionelle arbejds- og rollefordeling mellem systemets professionelle kan give et overfladisk indtryk af at være blevet svækket i takt med, at både biomedicinens og den neurokognitive psykologis betydning og indflydelse på feltet anerkendes mere ligeligt. Men Rose henviser imidlertid til, at udviskningen af de traditionelle magtforhold på området samtidig er sket parallelt med, at medicinalindustrien, politiske aktører, NGO’er og særdeles psykiatri-venlige bruger- og pårørendebevægelser (som fx Sind og Bedre Psykiatri i Danmark) i stigende grad er begyndt at indgå i drøftelser af feltets organisering, policyudvikling, praksisudvikling og levering af services i psykiatrien. I den forstand anskueliggør Rose, at feltet nu bedst kendetegnes af, at ’mange psykiatrier’ i realiteten gør sig gældende, men at disse tilsyneladende faglige udviklinger generelt set forudsætter den samme medicinske psykiatrisk grundlagstænkning, som FN og WHO stiller spørgsmålstegn ved.

Psykiatri på afveje

Beslægtede kritiske undersøgelser kender vi også fra Danmark, hvor kun enkelte har fået opmærksomhed i medierne. Den mest iøjnefaldende er, at der i perioden efter 2013 har været, hvad man med et diplomatisk ordvalg kan kalde en polemisk debat som følge af, at den danske læge og professor Peter Gøtzsche udgav sin pro-medicinske kritik af det videnskabelige grundlag for den medicinske psykiatri i flere bøger og i kronikken Psykiatri på afveje – politiken.dk. Senere – omend mindre debatteret i medierne – adresserede Brinkmanns og Petersens pro-psykiatriske studier af ’Diagnoser’ og diagnosekultur også flere af de kritiske forhold, som både brugerbevægelsen, den kritiske socialforskning, FN og WHO påpeger. Her kan vi med andre ord heller ikke undslå os i Danmark.

Farligt at kritisere
I lyset af at fremtrædende psykiatere hidtil ikke har været blege for at gå direkte til angreb på kritiske videnskabsfolk og debatørrer, er påpegningen af denne humanitære krise i psykiatrien at karakterisere som direke personfarlig. Vi vil fremhæve nogle få eksempler på det relativt standardiserede arsenal af teknikker, der bruges aktivt til at stilne kritikkerne. Teknikkerne spænder fra at ignorere kritikken og/eller dominere og kue kritikerne.
For eksempel bruges teknikken ekskommunikation. I 2013 udgjorde Gøtzsches videnskabskritik det klinisk-politiske startskud til, at Gøtzsches persona blev miskrediteret som paranoid, og til at han blev italesat som inhabil, hvilket kulminerede med, at han blev fyret fra sin stilling på Det Nordiske Cochrane Center (Peter C. Gøtzsche: Min fyring er et videnskabeligt justitsmord – politiken.dk ).

Den anden teknik kan kaldes for Cirkelslutningen: Ved hjælp af argumentet ’læger ved bedst om lægelige forhold’ drejede en anden psykiater i 2015 fokus væk fra den kritiske drøftelse af samfundsnytten ved at opdatere den formelle arbejdsdeling mellem psykiaterne og psykologerne i psykiatrien ved at lave et direkte og devaluerende personangreb med ordene (Psykologformand med begrænset indsigt – Dagens Medicin) mod dansk psykolog forenings forkvinde. Her betonede psykiateren på en temmelig cirkulsluttende måde psykiaterens uundværlighed for psykiatrien, og underkendte derved nytteværdien af psykologiens rolle på området.

Den tredje kan kaldes for Martyrium: I 2018 var vi i Politiken vidner til, hvordan ord som bedrevidende og skråsikre anti-psykiatri blev brugt som stråmandsargumenter til at henlede opmærksomheden på en psykiaters faglige krænkelsesparathed over den kritiske debat om (formodentlig Brinkmanns og Petersens undersøgelser af) ’diagnoser’ og diagnosekultur. Argumentationen kan betegnes som martyrium, fordi den yderst anerkendte og magtfulde forfatter netop skaber et ikke-eksisterende fjendebillede til at betone sin egen krænkelsesparathed fremfor at forholde sig til den seriøse drøftelse af problemer forbundet med psykiatriske diagnoser og sygdomskategorier, der er blevet fremsat af brugere, hele tværfaglige forskningsmiljøer, FN og WHO ( https://politiken.dk/debat/kroniken/art7621490/Drop-fordommene-og-forsimplingerne-af-psykiatrien ).

I lighed med de tidligere eksempler på ekskommunikation, cirkelslutningen og martyrium synliggjorde optagelserne af en nyere debat på Rigshospitalet i 2019, hvordan flere af dansk psykiatris ledende skikkelser og repræsentanter for Dansk Psykiatrisk Selskab strategisk ignorerer, benægter, håner (cf. ’bongotrommer’), og bliver deciderede korporligt truende overfor fagfolk fra bl.a. psykologien, der stiller spørgsmål til psykiatriens grundlagstænkning og tvivlsomme praksisser (https://www.youtube.com/watch?v=okxtncm2UzY ).

Samlet set tegner disse eksempler et mere og mere klart billede af, at det ikke er uden veritable professionelle, menneskelige og personlige risici at fremhæve disse problemers alvor, uanset kritikerens faglige og personlige status.Eksemplerne kan ses som nogle af forklaringerne på, hvordan de humanitære problemer i psykiatrien hidtil har fået lov at stå relativt upåagtede trods FNs og WHOs nu årelange påpegning heraf.

Det synes dog besynderligt, at det psykiatriske system ikke fremstår fagligt seriøst nok til aktivt at indgå i en reel løsningsorienteret dialog om de veldokumenterede kritiske forhold, der igen og igen er blevet påpeget, for at finde holdbare, humane og demokratiske svar på dem, fordi det helt åbenlyst ville kunne komme både psykiatriens brugere, pårørende, fagfolk såvel det samlede systems legitimitet til gode.

Hvorfor fortsatte problemer trods gode intentioner?
Det er værd at dvæle ved, at psykiatriens aktører næppe har taget lange uddannelser og går på arbejde hver dag med henblik på at indgå i dehumaniserende praksisser. Kritikken handler med andre ord ikke om uddannelsesniveauet, at professionelle mangler ekspertviden eller om de gode intentioner, som psykiatriens aktører i langt de fleste tilfælde har. Kritikken repræsenterer heller ikke et tyndbenet anti-psykiatrisk argument om, at den medicinske psykiatri hverken skulle kunne hjælpe folk med deres psykiatriske lidelser eller have en vigtig velfærdsfunktion at betjene for samfundet.

Denne drøftelse handler i stedet om, at vi som samfund er nødt til at erkende, at der foreligger grundig dokumentation for en generel tendens til, at dehumaniserende praksisser og krænkelser af menneskerettighederne finder sted i det psykiatriske velfærdssystem upåagtet, og i nogen grad også for, hvordan kritiske spørgsmål til disse tvivlsomme forhold ofte stilnes med særdeles aggressive virkemidler.

Som det bl.a. ekspliciteres i ovennævnte debatvideo fra Rigshospitalet kan vedligeholdelsen heraf dels have noget at gøre med, at den dominerende psykiatriske profession kan have interesser i at bevare deres magt og status.
Samtidig er det ifølge FNs og WHOs rapporter, brugerbevægelsen og den kritiske psykiatriforskning også åbenlyst, at psykiatriske professionelle almindeligvis arbejder udfra et relativt ensartet og værdi-informeret medicinsk ståsted. Det ståsted kan siges at have et reduktionistisk menneskesyn, som – i det mindste logisk set – retfærdiggør den systemtiske afvisning af nytten og meningfuldheden forbundet med sociale og humanisernede indsatser på området. Men det er selvfølgelig ikke hele historien.

Den humanitære krise i psykiatrien kan nok også i en mindre grad være bestemt af, at enkeltindivider aktivt vedligeholder deres formelle magt ved bl.a. at stille krav om særlige arbejdsdelinger og undslå sig nogle væsentlige forklaringsproblemer af systemets humanitære krise ved hjælp af bl.a. personfarlige metoder. Men her er det nok vigtigt ikke at overvurdere enkeltindividers magt, da krisen nok primært repræsenterer et systemisk problem, som er karaktaristisk for den nyliberale konkurrencestat. Det er nemlig sandsynligvis betydeligt vigtigere, at det også er decideret risikabelt for enhver professionel i psykiatrien i dag at ”se mennesket bag diagnosen”.

Systemet modvirker at professionelle kan tænke selv

Efter år med den type styring af offentlige velfærdssystemer som med et udskælt begreb kaldes New Public Management er det velkendt, at også psykiatriske professionelle altid er underlagt strenge effektivitets- og målkrav formuleret som fx ’kerneydelser’. Fx er de udskældte pakkeforløb og kravene om at opretholde et konstant patient-flow i behandlingsapparatet eksempler på, at de professionelle netop er underlagt krav om at levere på forskellige kerneydelser på ofte på tidsmæssigt sekventierede og metodisk forudbestemte måder.

Systemet er med andre ord sat op til at sikre, at det som helhed ikke spilder tidsmæssige og fagprofessionelle ressourcer på – i det velsmurte velfærdssystems perspektiv – meningsløse autonome beslutninger om enkeltindividers behov og ret til hjælp, hvis professionelle skulle få den skøre idè at tænke selv.

På samme tid er kravet om flow også afgørende for, at professionelle ofte tvinges til at afvise, udskrive eller redistribuere svært forpinte mennesker, selvom de vurderes som psykotiske eller selvmordstruede. Det vil sige, at professionelles humane beslutninger om at prøve at ’se mennesket’ og betone reelt person-centrede indsatser kan blive risikable og sanktionerede. Det gælder både for de dominerende biomedicinske overlæge-sølvrygge og sandsynligvis i større grad for aspirerende klinikere længere nede i hierarkiet, fx psykologer og læger på vej mod special- og overlægstillinger, specialuddannede eller akademiske sygeplejersker, de nyligt introducerede peer-medarbejdere med brugerbaggrund, NGO’er og virksomheder, der ønsker at samarbejde osv. Disse store grupper af professionelle aktører har det til fælles, at de lever af at levere politiske bestemte ydelser og tjenester, som er forenelige med det etablerede systems tankegods og dets nærmest automatiserede interventionsformer, som FN og WHO kritiserer.

Derved har alle aktørerne væsentlige (i nogle tilfælde faktiske) aktier i, og er delvist afhængige af at følge systemets spilleregler. I den forstand er mange velmenende praktikere, oftest ikke-intentionelt, med til at reproducere de praksisser igennem, hvilke denne stille humanitære katastrofe i dag manifesterer sig.

Selvom der helt åbenlyst kan være flere faktorer i tilblivelsen af den påpegede krise som fx interprofessionelle magtkampe om status og definitionsrettigheder, er spørgsmålet ikke længere, om der udspiller sig en humanitær krise i psykiatrien. Snarere er spørgsmålet, hvordan psykiatriens grundlagstænkning og dehumaniserende praksisser, som WHO og FN kritiserer, udspiller sig og kommer til syne i alt fra politiske beslutningsprocesser, samarbejdsaftaler mellem offentlige og private organisationer, styringsdokumenter til den daglige praksis’ frontlinje m.m. – og selvfølgelig, hvordan vi løser de persisterende problemer, som systemet selv er med til at skabe og vedligeholde.

Subtile forandringer på vej?
Disse spørgsmål er heller ikke nye. Som det fremgår ovenfor har de længe været kendt blandt aktører fra Sundhedsministeriet, Sundheds- og Socialstyrelserne og den kliniske praksis. I mere end et årti har vi i diverse planer og anbefalinger fra den danske regering og sundheds- og socialstyrelserne kunne identificere gryende tegn på en politisk anerkendelse af behovet for forandringer af det psykiatriske område på måder, som minder om WHO’s og FN’s anbefalinger. I den proces har vi i Danmark altså kigget på de internationale erfaringer. På det psykiatriske område ligner Danmark, med visse forbehold for den relativt stærke medicinske dominans og den danske velfærdsstatsmodel, både de øvrige nordiske lande, Storbritannien såvel som andre neoliberalt orienterede konkurrencestater i Europa. Som fx påpeget af Rose gør vi det med hensyn til den generelle politiske rationalitet om velfærdsorganisering, servicedistribution og forsøg på at udvikle befolkningernes psykiske sundhed (Psykisk Sundhedsarbejde og Politik | Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund – Journal of Research in Sickness and Society).

I modsætning til en storstilet reform af området har Danmark og sammenlignelige landes sundhedsmyndigheder gennem næsten to årtier faciliteret en serie af små og beslægtede forsøg på at lave nogle stille sporskifter ift. landenes tjenesteorganisering og daglige psykiatriske behandlingspraksis i samarbejde med civile aktører.
Som det fremgår af danske styringsdokumenter omfattter de stille sporskifter generelt nogle systematiske satsninger på orienteringer mod recovery og social inklusion, ansættelse af peer- og recoverymentorer og satsninger på nedbringelse af brug af tvangsforanstaltninger, reduktion af polyfarmaci, finansiering af offentlige antistigmatiseringsindsatser, psykoedukation, brugerstyrede sengepladser og patient- og pårørendeinddragelse m.m.

Disse tiltag ses af mange som en bred politisk intention om at humanisere og social re-orientere psykiatrien fra institutionaliseret psykiatrisk behandling på sygehusene til en lokal- og distriksbaseret model til at hjælpe og behandle folk på en værdig måde i eget hjem eller nærmiljø, fx ved hjælp af den lovpriste F-ACT model. Denne generelle tendens på området er i de senere år blevet lovprist af mange som et bebudet paradigme-skifte. Som resultat af det, for manges vedkommende, ventede paradigmeskifte skal både professionelt og frivilligt psykisk sundhedsarbejde have fokus på sundhedsfremme, tage udgangspunkt i personlig recovery og involvere brugernes egne perspektiver såvel som have fokus på service-brugeres og pårørendes styrker, ressourcer, resiliens, rettigheder og aktive deltagelse i behandlingensindsatserne (Håb og drømme er den nye vision for psykiatrien | Sygeplejersken, DSR | Fag & Forskning 2018, nr. 4).

Denne grundlæggende politiske ambition om at facilitere et reelt humanistisk og social orientet paradigmeskifte på området, der skulle erstatte den fejlslagne institutionspsykiatriske behandlingsmodel med en lokalbaseret, social inkluderende, rettighedsfokuseret og humanistisk model, som FN og WHO anbefaler, skinner rigtignok også igennem flere steder i klinisk praksis. Intentionen kan fx findes i de senere års forsøg på at reducere tvangsbrug, i ønsket om at inkludere recovery-mentorer, brugere, pårørende m.fl. i den formelle arbejdsstyrke på afdelingerne såvel som i forsøget på at sikre brugerinvolvering og fokusere på en højere grad af (åben) dialog og fælles beslutningstagning. I dansk psykiatri er betegnelser som recovery, patient- og pårørendeinddragelse, åben dialog, shared decision making, peer support, antistigmatisering og social inklusion derfor også blevet begreber, som bruges i det daglige arbejde.

Kolonialisering af humaniserende indsatser
Frem til nu har der dog manglet systematisk nordisk forskning i virkningerne af disse sociale og humaniserende indsatser, der på papiret retter sig mod at reducere den persisterende humanitære katastrofe på området. Et nyt dansk temanummer samlede tidligere i år en række empiriske og teoretiske studier, som imidlertid synliggør, hvordan en individualiserende og ofte konsumeristisk medicinsk forståelse af psykisk sundhedsarbejde dominerer i psykiatrien i Norden og særligt i Danmark. Parallelt med det nyliberale og ansvarliggørende forbrugersyn på uddannelses- og sundhedsområdet generelt, taler politiske aktører, kliniske professionelle og brugerorganisationer i dag ofte om, at fundamentet for de sociale og humaniserende indsatser ikke længere er den passive, kroniske psykiatriske patient.

Institutionspsykiatriens menneskesyn synes nu at være blevet skiftet ud med ideen om, at patienten ikke ’er skizofren’ eller ’bipolar’, men snarere ses som en forbruger (consumer) af tjenesteydelser med psykisk sygdom, som lydigt tager personligt ansvar for at styre egen behandling.
Som følge af introduktionen af dette forbrugersyn er der tale om kolonialiserede udlægninger af socialt orienterede og humaniserende indsatser. Det skyldes, at psykatriens grundlagstænknig fortsat ikke forandres, mens forbrugeren blot i stedet holdes ansvarlig for monitorering af egen sygdom og korrekt styring af egen behandling (https://tidsskrift.dk/sygdomogsamfund/article/view/127194/173509). Ved at vise tilbage til det overordnede fund demonstrerer studierne, at de nye pseudohumaniserende og sociale indsatser kan vedligeholde og til tider skabe mange af de samme problemer, som de er sat i verden for at løse.

Som sådan synliggør de nye nordiske studier, at indsatserne ikke bruges og forstås i tråd med FNs og WHOs anbefalinger. Recovery, brugerinddragelse, peer support, brugerstyrede senge og pårørendeinddragelse m.m. bruges nu ofte som en gratis og frivillig form for organisatorisk og relationel glidecreme, der hhv. olierer sektorovergange i systemets favør og sikrer, at brugerne og pårørende helt gnidsningsfrit tager ansvar for forebyggelsesopgaver, selvmonitorering og behandling udenfor sygehusene. De storstilede politiske satsninger på humaniserende og socialt orienterede indsatser mobiliseres altså i velfærdssystemets, og ikke humaniseringens og demokratiseringens, tjeneste til at optimere effektiviteten af de i forvejen gældende men dehumaniserende behandlingsindsatser. For eksempel betoner en politisk hædret antistigmatiserings- og social inklusionskampagne systematisk, at diagnosticerede selv bør (lære at) tage ansvar for at have korrekt indsigt i egen lidelse og behov for behandling og selv bære ansvaret for at kunne deltage på arbejdsmarkedet. Indsatsen understøtter derved, at forbrugerne både forener sig med den af de psykiatriske professionelle anviste diagnose og en ofte pessimistisk prognose om et livslangt behov for psykiatrisk behandling, som de i modsætning til tidligere forventes at bære et personligt ansvar for på egen hånd for ikke at ligge velfærdsstaten til yderligere last via indlæggelser og behandlinger, sygedagpenge og tabte skatteindtægter for staten (Reform eller stabilitet? | Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund – Journal of Research in Sickness and Society).

I lighed hermed viste et studie, hvordan den politisk-kliniske satsning på pårørendeinddragelse repræsenterer en stadig mere subtil form for udnyttelse af gratis arbejdskraft og minimering af psykiatriske patienters moralske og relationelle muligheder for at sige nej tak til uønskede behandlinger. Det gøres ved at stille moralske krav til fortrinsvist familiemedlemmer om at lade sig frivilligt indrullere i statsapparatets arbejdsstyrke. Effekterne var, at byrden for patienter og pårørende øges og risikoen for opbrud og skilsmisse steg som følge heraf.

Et andet studie undersøgte, hvordan nye former for tvang i psykiatrien har udviklet sig i Skandinavien gennem det tyvende århundrede.

Da begrebet selvbestemmelse voksede frem i psykiatrien, udviklede der sig også mere påtrængende former for tvang til at regulere dem, der blev anset for farligst. Det resulterede i mindre eksplicit tvang for de mange, men mere tvang for de få. Et tredje studie viste, at udøvelsen af ‘brugerstyrede (senge)pladser’ bygger på en forestilling om empowerment til at styrke ideen om en ‘ny psykiatri’, som falder godt i tråd med FNs og WHOs anbefalinger. Effekten var dog, at indsatsen ofte placerer service-brugere i ‘liminale’ (mellem) identitetspositioner, hvor de samtidig forventes at være ansvarlige og selvstyrende på trods af, at de historisk set er blevet gjort passive og afhængige af den gamle institutionspsykiatri. Sammen med de nye former for subtil tvang synliggør studierne altså en ny politisk villighed til at legitimere ideen om, at statsinstitutioner kan overtage, tvinge og fratage enkeltpersoner deres rettigheder og autoritet, hvis de ikke er tilstrækkeligt autonome eller ikke tager ansvar korrekt i statens nytteoptimerende og riskofokuserede perspektiv (https://tidsskrift.dk/sygdomogsamfund/article/view/127194/173509).

Mere skade end gavn
De nye studier peger derfor til sammen på muligheden for, at de pseudohumaniserende indsatser netop har potentiale til at gøre mere skade end gavn, og endda skade mere end den traditionelle form for psykiatri, de netop skulle erstatte. Forenklet sagt hænger det sammen med, at indsatserne ’flytter behandlingsinstitutionen ind i dagligstuen’ som det ofte formuleres positivt.

I den forstand bidrager de pseudohumaniserende indsatser til at udviske grænserne mellem privatlivet og konkurrencestaten, så staten legitimt kan monitorere, gennemtrænge og regulere selv de mest private dele af hverdagslivet som fx et menneskes identitet, søvnvaner, samværsformer og parforholdets rollefordeling i henhold til statens behov. Paradoksalt nok men ganske subtilt styrker, og ikke minimerer, disse symbolske grænseoverskridelser forholdet også psykiatriens myndighed og magt. Dette fordi det medicinske menneskesyn, gyldighed og dominans forbliver intakt, når indsatserne helt systematisk rettes mod at sikre et skyggeagtigt nærvær af psykiatriens patientkategorier, ansvarliggørelse og krav om monitorering og tilbagefaldsforebyggelse m.v. i baggrunden af alle hverdagslivets aspekter og sammenhænge for brugerne og pårørende i dag.

I risikostyringens og -minimeringens navn øges dehumaniseringen og brugen af uformel tvang næsten ubemærket overfor de i psykiatriens øjne ’gode’ borgere med psykiske lidelser og deres pårørende ved at satse på at ansvarliggøre de diagnosticerede og deres familier, mens dem, der i statens perspektiv anses for ulydige, uansvarlige, komplekse og farlige, i stigende grad tvinges med mere traditionelle mekaniske og medicinske midler.

I den forstand er der hverken tale om en radikal forandring af systemets grundlagstænkning eller en reel videreudvikling af de humanistiske og sociale indsatser, som skulle være antidoten til øget tvangsbrug, overmedikalisering og dehumanisering. I stedet er der tale om, at traditionel medicinsk behandling i dag svøbes i pseudohumanistisk jargon og reformsprog, mens ansvar for behandlingsindsatserne flyttes fra staten til civilsamfundets enkeltindivider uden, at de psykiatriske professionelles autoritet og praksisformer har fået så meget som en rids i lakken.

Indsatserne løser derfor ikke den humanitære katastrofe, som FN og WHO har efterspurgt løsninger på – måske netop tværtimod. Selvom det ville være useriøst at hævde, at det i sig selv er et problem at ville omkostningseffektivisere og forbrugsminimere offentlige behandlingsydelser, placerer disse pseudohumaniserende og sociale indsatser ofte brugere og pårørende i udsatte, tvetydige og yderligt belastende situationer, fordi de har potentiale til, at psykiatriens magt og brug af skjulte tvangsformer overfor diagnosticerede borgere skjules, mens dele af ansvarsbyrden samtidig forflyttes ud til frivillige aktører, familierne og brugerne selv.

Selvom dette bør adresseres nu og årene fremover, er det forhåbentligvis tvivlsomt, at denne form for kolonialisering af de humaniserende og sociale indsatser skulle være en bevidst politisk og klinisk strategi. Aktører fra diverse ministerier, styrelser, NGO’er, faglige selskaber og kliniske aktører har formodentlig (haft) de mest noble intentioner om at forbedre forholdene for brugere og pårørende på det psykiske sundhedsområde i Danmark i tråd med FNs og WHOs anbefalinger. Og det giver håb for en mere human og værdig indsats fremover.

Hvad så nu?
Mens vi både venter på en ny reform og på at psykiatriens professionelle selv modsætter sig medvirken i dehumaniserende praksisformer, kan man spørge om satsningen på en politisk forståelse af recovery-orienterede og brugerinvolverende indsatser helt bør opgives, da det ser ud til at føre til utilsigtede skadeeffekter (Hvor er det blitt av psykisk helse-opprøret? (forskersonen.no))?

Eller er det mere end nogensinde før nødvendigt at reorientere de psykiske sundhedstjenester mod personlig recovery, demokratisering, anti-diskrimination, humanisering og sikring af borgernes rettigheder?

Givet at FN og WHO nu så godt som påbyder, at psykiatrisk behandling skal revolutioneres ved humanisere, demokratisere, rettighedsfokusere og orientere indsatserne mod reel personlig recovery, bæredygtighed, lighed og menneskerettigheder er sidstnævnte nok mest sandsynligt og relevant. Dette til trods for at begrebet paradigmeskifte nærmest virker komisk i lyset af, at Kunhns oprindelige tese om paradigmeskifte netop påpeger, at paradigmer som fx det psykiatriske ikke bare er noget, man forandrer via en politisk vedtægt. Men det rejser ikke desto mindre både spørgsmål om, hvordan aktørerne i klinisk praksis forholder sig hertil og om psykiatriens professionelle har den nødvendige faglige integritet og villighed til at forandre de nuværende pseudohumaniserende praksisser, som i sidste ende kan forårsage mere skade på de brugere og familier, de er ansat til at hjælpe, uden samtidig at falde tilbage til tvangsprægede institutions-psykiatriske praksisformer?

Det kræver formentlig nogle helt nye dialoger på området. Nogle nordiske forskere synes derfor også at være ganske optimistiske med hensyn til denne type kritiks rolle i forbindelse med at forandre og udvikle det psykiske sundhedsområde i Danmark. Mens det hævdes, at denne type debatter om psykiatrisk praksis kan være fyldt med uoverensstemmelser og spændinger, og selvom dialogen imellem dem ofte er kendt for at kollapse, kan der være måder, hvorpå diskussioner kan og bør foregå mere konstruktivt for at berige psykiatrisk praksis til slut.

Det kan dog også være, at der skal andre og mere radikale bud på banen for at forandre psykiatrien til et humant og værdigt sted. Dette fordi andre nordiske forskere og dele af den kritiske brugerbevægelse omvendt bevarer et betydeligt mere pessimistisk syn på det utopiske ideal om en ‘gensidigt berigende dialog’ mellem uforlignelige synspunkter på området. Her henvises særligt til de ovennævnte men stadig mere skjulte former for psykiatriske tvangsforanstaltninger, hvis forandringer kues aktivt, maskeres af reformsprog og muliggøres af de i stadig grad mere flydende grænser mellem stat og individ, Scandi noir or Nordic utopia.

Men når de eventuelle trusler over denne type offentlige drøftelse igen fortoner sig, kan det give forhåbninger om, at de psykiatriske aktører fra hhv. områdets medicinske og humanistiske og psykosociale fløj ville kunne gå i reel dialog. Men i lyset af tidligere offentlige drøftelser og debatter, de senere mange års forsøg på at bremse enhver kritik af psykiatrien og de effektive måder at kolonialisere humaniserende indsatser står det tydeligere end nogensinde før, at psykiatriens alvorlige uløste menneskelige og demokratiske problemer nok kræver præcis den form for radikale gentænkning af psykiatriens organisering, finansiering og juridiske rammeværk, som FN og WHO, brugerbevægelsen og (dele af) den kritiske psykiatriforskning faktisk foreslår.

Jeppe Oute er lektor i psykisk helsearbeid, ph.d. ved Universitet i Sørøst-Norge. Susan McPherson er professor of psychology and sociology, ph.d. ved University of Essex.

Regioner har kendt til problemer i 16 år

Personalet i psykiatrien har ikke de rette kompetencer. Det fremgår af en rapport fra 2002. Her 16 år senere eksisterer problemerne stadig, selv om der er bevilget ekstra milliarder til at opkvalificere personalet og bringe tvangen i psykiatrien ned. Formanden for regionernes psykiatriudvalg erkender, at det ikke er godt nok.

 

Af Gitte Rebsdorf

Da Sundhedsstyrelsen for nylig skrev i en årsrapport, at der er brug for kompetenceudvikling af personalet for at kunne nedbringe brugen af tvang i psykiatrien, var der tale om en gammelkendt problemstilling.

Regionerne har kendt til kompetenceproblemerne i 16 år. Det viser en tilbageholdt rapport fra 2002, som PsykiatriAvisen er kommet i besiddelse af. Personalet i psykiatrien har hverken de rette personlige eller faglige kvalifikationer, fremgår det af rapporten, Efter– og videreuddannelse på psykiatriområdet. Her står der på side 6:

Arbejdsgruppen skal anbefale, at amter og kommuner målrettet arbejder med, hvordan personalets personlige kvalifikationer kan styrkes og udvikles, og at der iværksættes en bred indsats med kompetenceudvikling i relation til personalets personlige kvalifikationer.

Ikke godt nok

Men her mere end 15 år efter at rapporten er skrevet, eksisterer problemet stadig. Det er ikke acceptabelt erkender formanden for regionernes psykiatriudvalg, Sophie Hæstorp Andersen (S).

Denne artikel er kun tilgængelig for abonnenter. Se mere under donationer og abonnement

 

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

Tvangs tal er reelt højere

 

Tvangen fortsætter med at stige i psykiatrien. I 2017 blev 838 personer tvangsmedicineret. Det er en stigning på 171 personer i forhold til 2011. Men det reelle tal er højere, for den skjulte tvang tæller ikke med i statistikkerne.

 

Af Gitte Rebsdorf

Tvangen i psykiatrien fortsætter med at stige, selv om regeringen i 2014 indgik en aftale med regionerne om, at tvangen skulle bringes ned.

Sundhedsstyrelsens årsrapport, der netop er blevet offentliggjort viser, at der fortsat er en stor stigning i næsten alle former for tvang. Det betegner styrelsen selv som bekymrende. Men i virkeligheden er tvangen værre end det, som tallene i rapporten viser.

 

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.