Browse Tag

Skizofreni

Unge skizofrene kan undvære medicin, viser studie

/

Et australsk studie fra 2020 viser, at unge med diagnosen skizofreni, som får terapi, klarer sig lige godt om de får antipsykotisk medicin eller ej. Men forsøget er ikke overbevisende, og det er problematisk, at sammenligne to behandlinger med hinanden, mener britisk professor i psykiatri.

Af Gitte Rebsdorf

Unge mennesker med diagnosen skizofreni har måske ikke brug for antipsykotisk medicin. Det er konklusionen i et australsk studie, hvor 90 unge i alderen 15-25 år har deltaget i et forsøg, hvor den ene halvdel af gruppen har fået antipsykotisk medicin og terapi, mens den anden gruppe alene har fået terapi og placebo.

”Antipsykotisk medicin er meget potent medicin, og der er nogen, som mener, at der er meget alvorlige bivirkninger, og at det bedste ville være, hvis patienterne kunne komme sig uden medicin. Det har vi ønsket at undersøge i dette studie,” fortæller en af hovedforfatterne på studiet, klinisk psykolog Shona Francey fra forskningsinstituttet og virksomheden, Orygen, der er specialiseret i hjælpe unge med mentale problemer.

De 90 deltagere, som for første gang var diagnosticeret med skizofreni, blev inddelt med 46 personer, som fik placebo plus kognitiv terapi, og 44 som fik antipsykotisk medicin plus terapi.

Ingen forskel

Efter seks måneder, hvor disse to behandlinger blev sammenlignet, viste det sig, at der ikke var forskel på, hvordan de unge klarede sig i forhold til en række på forhånd definerede kriterier i det såkaldte SOFAS program, Social and Occupational Functioning Scale.

Herefter konkluderer forskerne i det australske studie fra 2020, at unge mennesker med skizofreni måske ikke har brug for antipsykotisk medicin.

Men studiet, der er et såkaldt randomized noninferiority clinical trial, er ikke overbevisende, og det er problematisk, at sammenligne en behandling med en anden, sådan som det sker i studiet, mener den britiske professor i psykiatri David Healy fra McMaster University i Canada.

”Studiet er godt at have, men det er ikke overbevisende. Man ved ikke fra dette studie, om den medicin folk får er god, og om den virker, og hvis ikke terapien virker bedre end medicinen, hvis man hverken får det bedre eller dårligere end af stofferne, så er det måske ikke så overbevisende, siger han og uddyber:

”Mange, som læser dette studie, vil måske sige, at selvfølgelig virker medicinen. Og hvis ikke terapien var værre end medicinen, så må den også virke. Men med et mere kritisk syn på studiet er der ikke evidens for, at hverken medicin eller terapi virker,” fastslår David Healy.

Ingen spørgsmålstegn ved medicin

Den australske forsker medgiver, at det er en præmis i studiet, at antispykotisk medicin er en god behandling. Det bliver taget for givet, forklarer hun:

”Antipsykotisk medicin er den anbefalede behandling, og der er megen evidens for, at den virker særligt overfor de positive symptomer. Men vi har ønsket at teste om en ny behandling er lige så god som den, man anvender,” siger Shona Francey.

Det australske studie er et såkaldt RCT studie, randomized controlled trial. RCT studier er lodtrækningsforsøg, hvor man tester, om en ny behandling virker ved at måle den op mod en sammenlignelig gruppe, der ikke får behandlingen.

”RCT studier er gode, hvis man sammenligner med placebo, men i dette studie sammenligner man med en anden behandling. Det er næsten umuligt, og det er ikke godt. Man sammenligner heller ikke to forskellige antipsykotiske præparater med hinanden,” siger David Healy.

Og selv om psykofarmaka er den gængse behandling i psykiatrien, er det ikke ensbetydende med, at stofferne er gode, eller at de virker,” påpeger han:

”I begyndelsen blev disse stoffer slet ikke set som en kur, der skulle hjælpe folk. Der er endvidere mange korttidsstudier, som viser, at der ingen effekt er. Men mange af disse stoffer gør folk rolige, og det kan være hjælpsomt i en akut situation, hvis folk er meget agiterede eller urolige. Men sådan skal det ikke være for hele livet, for det påvirker deres muligheder for at få et job, venner og familie. Det er ikke lægemidler, man skal være på permanent, siger David Healy.

Erkendt viden.

I det australske studie er det undersøgt, om unge skizofrene har brug for antipsykotisk medicin. Men det ved man allerede en del om i forvejen.

Tal, der går mere end 100 år tilbage i tiden viser, at mennesker klarer sig bedre uden antipsykotiske lægemidler, fremgår det af et studie fra 2012.

”Der er enighed om i psykiatrien, at folk med psykiske lidelser lever kortere end resten af befolkning, og at skizofrene gennemsnitligt mister 20 år sammenlignet med resten af befolkningen. Men vi har data, der går mere end 100 år tilbage, og de tal viser, at sådan har det ikke altid været. Før psykofarmaka kom i brug, var der den samme forventning til livslængde som hos resten af befolkningen, siger David Healy og uddyber:

” Der er meget få sygdomme, hvor folk har et værre udkomme nu, end de havde for 100 år siden.”

 

 

 

Psykologisk skizofrenibehandling som afløsning for medicin?

Psykiatrien skal ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) have et ti-årigt løft i 2020. Men hvordan løfter vi psykiatrien bedst muligt? Det giver lektor emeritus i psykologi fra Aarhus Universitet, Thomas Nielsen, et bud på i dette indlæg.

 

 

Der har i mange år været fremsat kritik af den stærke medicin, der bruges til at behandle sindssyge personer, der kaldes skizofrene.

Tidligere blev medicinen ofte omtalt som en kemisk spændetrøje eller en lammelse af psyken, men i nyere tid går kritikken nok så meget på den omstændighed, at skizofrene – der næsten alle har fået medicin i hvert fald i nogle år – gennemsnitlig dør 20-25 år tidligere end raske mennesker.

Forskningen tyder på, at medicinen medvirker til denne livstidsreduktion – bl.a. ved at øge risikoen for diabetes, hjertesygdom og sandsynligvis også selvmord. Det rejser et indlysende spørgsmål:

Hvis medicinen på langt sigt er en dårlig løsning på denne utrolig gådefulde lidelse, skizofreni, hvad i alverden kan man så stille op?

For en del år siden – omkring 1930-1960 – mente mange i amerikansk psykiatri, at man nok kunne behandle skizofreni med freudiansk psykoanalyse. Nyere opgørelser over resultaterne af denne (i bund og grund uvidenskabelige) behandling viste dog faktisk snarere negative end positive virkninger. Så denne behandlingsform er stort set forladt i vore dage.

Men i perioden 1930-1960 var den videnskabelige, forskningsbaserede psykologi ved vestens universiteter kun i sin tidlige vorden – og siden 1980 er der fremkommet en mængde troværdig forskningsbaseret psykologisk viden om skizofreni – og om de rent psykologiske muligheder for at afhjælpe denne lidelse. Det har ført til udvikling af en række behandlingsmetoder, der kunne tænkes at være nyttige for mange skizofrene.

I de senere år har man således i flere tilfælde undersøgt virkningen af psykologisk behandling af skizofreni ved at sammenligne en gruppe, der kun fik medicin med en gruppe der fik både medicin og psykologisk behandling – men dog ingen gruppe der kun fik psykologisk behandling. Det har blandt læger været anset for ”uetisk” at undlade medicinsk behandling til nogen af de undersøgte skizofrene personer. Disse undersøgelser har i gennemsnit vist en positiv, men undertiden beskeden effekt, så der er nogen uenighed blandt lægerne, om det er noget, der skal satses på.

Medicin forringer psykologiske indsatser

Men her kan man så bemærke, at undersøgelser over virkningen af henholdsvis medicin og psykologisk behandling ved andre psykiske lidelser som angst og depression ofte viser, at psykologisk behandling virker dårligere, hvis der samtidig gives medicin.

Det skyldes formodentlig, at medicinen påvirker hjernen, så det er sværere at opnå de psykiske forandringer, der søges tilvejebragt gennem den psykologiske behandling. Derfor er det nærmest af historisk betydning, at et stort engelsk forskerhold nu for første gang har fået mulighed for at sammenligne virkningen af medicin med ren psykologisk behandling af skizofrene.

Resultaterne af denne undersøgelse er offentliggjort i det højt ansete tidsskrift Lancet 2018 May;5(5):411-423. Undersøgelsen viser kort sagt, at der ikke er nogen signifikant forskel på virkningen af medicin og ren psykologisk behandling! Til gengæld var der en stor og signifikant forskel i ubehagelige bivirkninger i de to grupper: Gruppen, der havde fået medicin havde mange og alvorlige klager over ubehag ved medicinen – mens gruppen, der havde fået psykologisk behandling stort set ikke havde nogen klager over bivirkninger. Forskergruppen udtaler på denne baggrund, at man nu ikke længere bør være tilbageholdende med at udføre sammenligninger mellem medicinsk og ren psykologisk behandling af skizofrene.

Det kan tilføjes, at det engelske institut for bedst mulig behandling af alle slags sygdomme (NICE) for nylig har ændret deres vejledning for behandling af skizofrene, således at der i alle tilfælde bør begyndes med psykologisk behandling – samtidig med, at man tilbyder men ikke kræver, at patienten derudover tager sædvanlig medicin.

Hviler på omfattende forskning

Den specielle form for psykologisk behandling, der er benyttet i stort set alle nyere undersøgelser over psykologisk skizofrenibehandling er den såkaldte kognitive adfærdsterapi, som bygger på en omfattende grundforskning i menneskelig tænkning, følelsesliv og adfærdsregulering. Ældre behandlingsforsøg med den rent spekulative psykoanalytiske metode (efter Freud) havde som nævnt desværre nærmest negative virkninger, hvilket i sin tid skabte negative fordomme mod psykologisk behandling hos mange læger, der nu om dage måske ikke er klar over, at moderne psykologiske behandling hviler på en mindst lige så omfattende grundforskning som den medicinske behandling.

Det bør videre nævnes, at flere af fortalerne for psykologisk skizofrenibehandling (fx Rory, Burne, British Journal of Psychiatry, 2014, vol.204, s. 489) har argumenteret overbevisende for, at de traditionelle mål for effekt ved skizofrenibehandling – nemlig en nedgang i de skizofrene forstyrrelser som hallucinationer og vrangforestillinger – i høj grad undervurderer nytten af psykologisk behandling, fordi denne ikke sigter så meget på at ændre disse symptomer som på at lære de skizofrene mennesker at forstå deres egne psykiske problemer og – især – at håndtere disse problemer, så de ikke så meget forstyrres af dem.

Således er der flere undersøgelser, der viser at skizofrene efter en psykologisk behandling – modsat ved medicinsk behandling – udvikler mere selvindsigt, selvtillid og selvkontrol – og derved ofte opnår bedre muligheder for at komme (tilbage) på arbejdsmarkedet.

Forskel i levetid er uacceptabel

Det er virkelig svært at forstå, at vi som samfund affinder os med, at gruppen af mennesker med skizofreni i gennemsnit lever 20-25 år kortere end andre mennesker, samt at denne forskel i levetid har været stigende i de sidste årtier. Man kan forestille sig, at mange tænker at disse patienters liv nok heller ikke er særlig rart, og at deres alderdom nok ville have været endnu værre, hvis de levede så længe.

Hvad angår spørgsmålet om det skizofrene liv er rart, så viser alle undersøgelser, at det helt afhænger af samfundets hjælpsomhed, om det er rart eller ej, men hvad det sidste angår – at de slipper for en skrækkelig alderdom – er det lodret forkert. De ældre skizofrene får for langt de flestes vedkommende mindre plagsomme symptomer (uanset om de får medicin), og selvmordsrisikoen for skizofrene over 60 år er under en femtedel af risikoen for skizofrene i 20-40 års alderen. Så hvis de skizofrene ikke var døde inden 50-60 års alderen, kunne deres alderdom for manges vedkommende sandsynligvis have været den bedste del af deres voksne liv.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at det for nylig har vist sig, at Danmark er det land i verden, hvor hyppigheden af diagnosen skizofreni stiger mest fra år til år. Hvad enten det beror på, at danskerne virkelig bliver forholdsmæssigt mere sindssyge år for år, eller om det snarere beror på, at lægerne er blevet mere rundhåndede med denne diagnose, vidner det jo i hvert fald om, at vi især her til lands har god grund til at interessere os for nye synsvinkler på skizofreniproblemet.

I forhold til begreberne sindssyge og psykiske sygdomme er det lidt mærkeligt overhovedet at tale om sygdom ved rent psykiske lidelser og afvigelser uden, at der er påvist nogen form for organisk forstyrrelse i hverken hjerne eller krop. Det svarer til at tale om en syg økonomi – man bruger altså ordet syg både om rigtige sygdomme med kropslige skader eller forstyrrelse OG om noget, der bare ikke er så godt som det burde være, som fx en dårlig økonomi eller en dårlig eller forstyrret psykisk tilstand uden nogen påvist bagvedliggende sygdom af organisk art.

Selv om det er meget sandsynligt, at der findes en ukendt hjerneforstyrrelse som (medvirkende) årsag til skizofreni, så er der trods en enorm mængde medicinsk hjerneforskning ikke fundet en sikker forklaring endnu. Det er ubestrideligt, at arvelige faktorer spiller ind, men det gælder i øvrigt for alle vores personlighedstræk, og siger ikke i sig selv noget om en sygdom i hjernen.

Medicin får hjernen til at skrumpe

For en del år siden mente man, at have fundet en god årsag, da hjernescanninger viste tegn på hjernesvind hos mange skizofrene. Men det viste sig, at det efter alt at dømme var den antipsykotiske medicin, der havde medført dette hjernesvind.

Men selv om det med tiden skulle vise sig, at der dog findes en hjerneafvigelse bag skizofrenien er det for det første ikke sikkert, at man kan rette på denne afvigelse, og for det andet er det bestemt ikke et argument imod psykologisk behandling.

Der foregår allerede i dag en masse særdeles nyttig psykologisk behandling af hjerneskade-patienter, som har brug for psykologisk genoptræning og hjælp til at overvinde de psykiske handicaps, der følger med hjerneskaden (da man kun i de færreste tilfælde kan reparere på en fysisk hjerneskade). Det er ikke så forskelligt fra effektiv psykologisk behandling af skizofreni, når nu årsagen er ukendt, og medicinen har så mange uheldige bivirkninger.

 

Thomas Nielsen har været ansat 45 år på Psykologisk Institut ved Århus Universitet med speciale i klinisk psykologi og neuropsykologi. Han er udnævnt til æresmedlem af Dansk Psykologforening på grund af hans omfattende formidling af psykologisk viden i tidsskrifter, aviser og radio/TV.

Styr på stemmerne

Mette Askov har hørt stemmer, siden hun var 7 år. De opstod som en hjælp, men udviklede sig senere til et mareridt. I dag har Mette fået styr på stemmerne, efter at hun har deltaget i såkaldte stemmehørergrupper

 

Af Christel Lorentzen

 – Du har lov at være ked af det.

Sådan sagde stemmen til Mette Askov, da hun første gang som syv-årig hørte den.

Hun var ulykkelig over ikke kunne trøste sin søster på kun to år. De var alene, fordi deres mor var blevet indlagt akut. Deres far var ikke hjemme. Det var han sjældent. Stemmerne opstår som erstatning for forældrene, der ikke er der.

Det var nyt for Mette, at hun havde lov at være ked af det. Moderen havde en nyresygdom, og hver gang Mette sagde, at hun var ked af det, fik hun at vide, at moderen havde det værre end hende.

Senere sluttede to andre stemmer sig til den første stemme. De var alt det, som forældrene ikke var for Mette. De trøstede, roste og stillede krav.

– De var et forældresubstitut. Min hjerne skabte de stemmer, fordi jeg havde brug for dem, fortæller Mette, der i dag er 49 år.

Hun fortalte ikke andre om stemmerne, fordi hun var bange for, at de så ville forsvinde. Og fordi hun ville have dem for sig selv.

– Mine tanker kunne ikke have hjulpet mig så godt som mine stemmer. De kunne ikke have sagt: Arh, det klarede du altså godt. Eller have trøstet mig, når jeg var ked af det, forklarer Mette.

Forskel på stemmer og tanker
Mette forklarer, at der er forskel på tanker, og så det at høre stemmer. En af forskellene er, at der er lyd på stemmerne.

– Det virker næsten som at have høretelefoner på. Der kommer lyd ind i begge ører, og det er næsten som at høre et radioprogram, hvor der er to eller tre værter, der taler, siger hun og fortsætter:

– Hver stemme har sine egne karakteristika og sin egen identitet.  Stemmer er lige så individuelle og forskellige som mennesker, siger Mette.

Sådan er det for de fleste stemmehørere. Men nogle få hører så mange stemmer, at de ikke kan differentiere mellem alle stemmerne, men kun mellem nogle enkelte af dem, fortæller hun. Enkelte beskriver det at høre stemmer som folks indre stemme, men bare med lyd. Det diskuterer man i stemmehørernetværket. Mette er dog slet ikke i tvivl om, at stemmerne er der reelt.

– Det er de. Jeg oplevede dem lige så reelt, som når man hører et andet menneskes stemme.

Stemmer er relateret til livsoplevelser

Stemmehørernetværket er internationalt foranket i Hearing Voices Network. I Danmark blev stemmehørernetværket oprettet i 2005, og formålet er at oplyse om det at høre stemmer samt at hjælpe mennesker, der hører stemmer, med at håndtere disse.

– Stemmehørernetværket ser stemmehøring som meningsfuld og relateret til livsoplevelser og traumer.Vi har ikke svaret på, hvor stemmerne kommer fra. Det vigtige er, at få styr på dem. Og at finde mening med dem ved at kunne placere dem i en kontekst. I min egen historie har det givet mening at placere stemmerne i et traumeperspektiv, men andre kan finde mening på en anden måde, siger Olga Runciman.

Hun er en af stifterne af Stemmehørernetværket, og den eneste privatpraktiserende psykolog i Danmark med speciale i psykose.

Overgreb og voldtægt forvandler stemmer

Mette Askovs stemmer var også tæt relateret til hændelser i hendes liv. Som 11-årig blev hun udsat for en række seksuelle overgreb. Det fik stemmerne til at ændre sig til udelukkende at være negative. De kritiserede hende i alle de timer, hun var vågen. Kom hun for sent til bussen, lød det:

-Kæft, du er slap, at du ikke kan komme op til tiden.

Sagde hun noget forkert i skolen, var de der straks:

– Hvorfor fanden sagde du nu det; du vidste jo godt, at det var forkert.

Da Mette var 18, blev hun voldtaget, og derefter blev stemmerne endnu mere ubehagelige. Hun fik en skizofrenidiagnose, og masser af medicin, der ikke havde nogen effekt på stemmerne. Som nu kværnede løs i alle hendes vågne timer.

Psykolog Olga Runciman oplyser, at stemmer typisk er problematiske, når der har været traumatiske begivenheder i menneskers liv.

– Forskningen viser, at der er en stærk sammenhæng mellem traumer og psykose, jo flere traumer, jo større risiko for psykose, siger hun.

Fællesskab gør godt
I 2008 begyndte Mette Askov at gå i en af Stemmehørernetværkets Stemmehørergrupper. Det var afgørende for, at hun kom sig.

– Det var første gang, at jeg mødte nogen, der hørte stemmer, ligesom mig selv. Bare det, at det var okay at tale om stemmer, gjorde det lettere at bære, siger hun.

Stemmerne var bestemt ikke begejstrede for det i starten, de forsøgte at straffe og true hende til at lade være at gå til møderne i stemmehørergruppen.

De kunne finde på at sige, at hendes katte, som hun var stærkt knyttet til, ville blive syge. Og de var voldsomt grove i flere timer efter møder i stemmenetværket.

Men sådan var det også for de andre i gruppen. Så kunne de have et fællesskab om det, fortæller Mette.

– De fleste oplever, at stemmerne bliver værre i starten, når man begynder i stemmehørergruppe. Men det bliver altid bedre igen.

Farvel til stemmerne
I 2010 fik Mette styr på stemmerne. Fra da af, var det hende, der havde magten over dem. Ikke omvendt. I 2014 forsvandt stemmerne helt. Begge dele tilskriver hun stemmehørergruppen. Og at hun lærte at forstå stemmerne og deres funktion: at være guider, som gjorde hende opmærksom på, at der var et problem, hun ikke tog seriøst nok. Eller at hendes grænser var blevet overskredet.

– Da jeg var barn kunne jeg godt mærke mine egne problemer, men måtte ikke, fordi min mors behov og problemer var altoverskyggende. Derfor blev jeg dårlig til at mærke mine problemer senere i livet. Stemmerne blev så aggressive i mine teenageår for at få mig til at begynde at tænke på mig selv og mine egne behov, i stedet for min mors, og for at få mig til at tage mine traumer alvorligt, siger hun og fortsætter

– Jeg har jo kendt stemmerne, siden jeg var 7 år. Og de kendte mig, bedst af alle. Så jeg havde gerne beholdt dem.

Mette bruger  erfaringer til at vise vej 
I dag er Mette Askov formand for Stemmehørernetværket i Danmark og faciliterer stemmehørergrupper. Hun har også individuelle forløb med stemmehørere, er hyppig oplægsholder på stemmehørerkonferencer i hele verden , og er under uddannelse til narrativ psykoterapeut. Mette underviser også på Region Hovedstadens sommerskole for psykiatriinteresserede sygeplejersker og på samme regions kurser for nyansatte og nyuddannede sygeplejersker

 

Mette er også hovedperson i Katrine Borres film, Mettes Stemme.

 

Christel Lorentzen er er fagjournaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hun er tidligere sygeplejerske og har i ti år arbejdet på forskellige psykiatriske afdelinger.

 

 

 

To til fire procent hører stemmer

 

Undersøgelser fra 90’erne viser, at 2 til 4 procent af befolkningen hører stemmer, mens en undersøgelse fra 2011 viser noget højere tal. Der indgik data fra 17 undersøgelser fra 9 forskellige lande, og der var meget stor variation blandt landene, hvorfor forskerne valgte at operere med en median i stedet for et gennemsnit. Denne median var på 13,2 procent af befolkningen.

1 ud af 3 bliver psykiatriske patienter, mens 2/3 kan håndtere stemmerne, og derfor ikke får kontakt med psykiatrien.

Kilder: Dirk Corstens & Marius Romme: Talking to voices, 2004;  Beawan, Read & CartWrigt : The prevalence og voice-hearers in the general population: a literature rewiew, 2011

 

Stemmehørernetværket ser stemmehøring som meningsfuld og relateret til livsoplevelser og traumer. De henviser til, at der er forskningsmæssigt belæg for denne kobling. Eksempler på denne forskning er: Read et al. ;Childhood trauma, psychosis and schizofrenia: a literature review with theoretical and clinical implications Corstens and Longden: The Origins of voices: Links between life history and voice hearingFilippo Varese et al.; Childhood Adversities Increase the Risk of Psychosis -A Meta – Analysis of Patient – Control, prospective – and Cross-sectional Cohort Studies

 

 

 

 

Vi ved forfærdelig lidt om skizofreni

/

Skizofreni er ikke en sygdom, men en definition på en række symptomer, som eksperterne ikke ved, hvorfra kommer. Når man ved så lidt, er det nødvendigt at være ydmyg. Vi er ikke sikre på, at psykofarmaka er gavnligt, lyder det nye budskab fra psykiater Jimmi Nielsen.

Af Gitte Rebsdorf, gitte@psykiatriavisen.dk

Psykiatrien er måske i opbrud. Efter at psykiatere i årtier har hævdet, at psykiske sygdomme er sygdomme i hjernen, der kræver medicinsk behandling, så begynder flere psykiatere og psykologer, at italesætte et nyt paradigme.

En af dem er overlæge og psykiater Jimmi Nielsen fra Psykiatrisk Center Glostrup, der skal stå i spidsen for den første medicinfrie behandling i Danmark. Han er ellers kendt for at være betaget af clozapin, som er et lægemiddel, der har været forbudt såvel herhjemme som i udlandet, fordi det har været forbundet med dødsfald.

Men i dette interview siger han, at man slet ikke er så sikker på, at psykofarmaka er gavnligt for patienterne. Samtidig melder han sig i rækken af psykiatere, der vedgår, at man ved uendelig lidt om psykiske lidelser, og betegner skizofreni som et tænkt begreb. Det er på linje med, hvad den hollandske psykiatri professor Jim van Os gør. Han skrev i et debatindlæg i det videnskabelige tidsskrift British Medical Journal i 2016, at skizofreni ikke findes, og at diagnosen burde afskaffes.

Jimmi Nielsen har ellers tidligere udtalt, at skizofreni er en sygdom i hjernen, men i dette interview skifter han forklaring.

– Skizofreni dækker formentlig over rigtig mange sygdomme, der viser sig med nogenlunde de samme symptomer. Det er også det, der formentlig er forklaringen på, at nogle patienter kan klare sig med lidt medicin, og at nogle patienter har gavn af et præparat, mens andre har gavn af et andet.
– Grunden til, at det er så uoverskueligt for os kemisk set er, at der er tale om så mange sygdomme med så mange forskellige virkningsmekanismer.

Du siger, at skizofreni er mange sygdomme, og at de viser sig forskelligt fra menneske til menneske. Er det så korrekt, at det er en sygdom i hjernen?

– Ikke nødvendigvis. Det er en sygdom, der påvirker hjernen. Man kan godt forestille sig, at det er en sygdom, som er generelt i kroppen og er det – vi kalder systemisk – altså noget, som er forårsaget af noget andet, og som så forstyrrer hjernen på en eller anden måde. Hjernen er jo bare et organ, som alt muligt andet. Om det starter i hjernen er ukendt. Vi ved, at hjernen bliver forstyrret.

Hjernen bliver vel hele tiden påvirket – hvis man oplever vold, ser noget smukt, eller hvis man er forelsket?

– Ja, det er et livsvilkår

Hvis du siger, at skizofreni er noget hjernen bliver påvirket af, så kan alt jo være en sygdom. Så kan det også være en sygdom at være forelsket – hvis logikken skal holde?

– Jaaaaaaa – de fleste ville vel sige, at forelskelse er noget positivt – hvor en sygdom altid er negativt, det er en reduktion i funktionsniveau, eller at patienten er forpint.

Det er klart, det ene er positivt og det andet negativt – men hvis man kigger logisk på det, hvor stammer sygdommen så fra?

– Det ved vi ikke. Det er det, der er humlen i det hele, vi ved ikke, hvor det kommer fra. Vi har en masse teorier, men vi har ikke noget, der helt klart siger, hvor det stammer fra.

Sidst jeg interviewede dig, sagde du, at det er en sygdom i hjernen – så det mener du ikke alligevel?

– Det er det nogen gange – altså nogen gange, så tror jeg primært, at det er en sygdom i hjernen. Men jeg er også åben overfor, at det er alle mulige andre ting. Man kan også godt forestille sig, at sygdommen har en psykologisk karakter, og at den i andre tilfælde har mere biologisk karakter. Det er individuelt.

Sidst sagde du, at skizofreni er en sygdom i hjernen og formålet med medicinen er at dæmpe symptomerne.

– Der burde jeg have sagt forstyrrelse i hjernen. Uanset hvad der er årsagen, så er det jo en forstyrrelse i hjernen, der giver de her symptomer, og det er dem, vi forsøger at korrigere med medicin. Der var jeg lidt upræcis i retorikken.

Men synes du ikke det er vigtigt at være præcis?

– Jo, det er en forstyrrelse af signalstoffer i hjernen, og om det starter der, og hvad det er, der forårsager det, det ændrer ikke ved, hvordan vi behandler det. Ikke med de muligheder, vi har i dag. En forstyrrelse eller ubalance er jo en form for sygdom

Fakta. Det er aldrig blevet påvist, at skizofrene har en overaktivitet af dopamin i hjernen. Men det er en teori, der flittigt er blevet fremført af mange psykiatere.

Kilde: Robert Whitaker, Den Psykiatriske Epidemi, side 92
.

Men årsagssammenhængen skal dog være til stede. Hos diabetes patienter kan man måle, at de mangler insulin. Men hvor er årsagssammenhængen ved psykisk sygdom?

– Der er lidt det samme. Med skizofreni har du overvejende en forstyrrelse af dopamin. Det korrigerer vi med antipsykotisk medicin, men ligesom med diabetes kan vi heller ikke forudsige, hvorfor nogen får diabetes, mens andre ikke gør.

– Det, at vi måler en forhøjet værdi er jo en forstyrrelse, men det er jo også en sygdom. Men den helt eksakte ætiologi er jo ukendt for både skizofreni og diabetes.

Du siger, at skizofrene har en ubalance af dopamin, og at det kan måles?

– Ja, det er jo det, man ved, og at det er med til at give de her symptomer, at de har en overaktivitet af dopamin i hjernen.

Vi ved så lidt

Her dukker teorien om dopamin ubalance op igen. Men efter at overlæge og psykiater Jimmi Nielsen har sagt dette, fortsætter han med at sige, at man i virkeligheden ved meget lidt.

– Skizofreni er en definition – det er nogle streger, der er sat i sandet af mennesker på baggrund af nogle kliniske symptomer – men Vorherre eller hvem det nu er, der har skabt mennesket – ville formentlig sætte dem anderledes.

– Der, hvor vi har sat dem i sandet dækker over mange forskellige sygdomme. Ideelt set skulle der være en streg i sandet for hver sygdom, men problemet er, at vi ikke kender de sygdomme i dag. Når vi ikke kender dem, har vi i stedet lavet et tænkt begreb, der hedder skizofreni.

– Vi må være ydmyge overfor, at der er så lidt vi ved. Selv om der er mange, der forsker, og der er bevilget mange penge, så må vi bare erkende, at vi ved forfærdelig lidt om de her tilstande

Du siger I skal være ydmyge, fordi I ved så lidt. Hvordan kan I så være sikre på, at det er rigtigt at give neuroleptika? Det er jo nogle meget farlige lægemidler. Synes du, at det er at være ydmyg?

– Det er vi heller ikke så sikre på. Det er derfor, vi laver et medicinfrit projekt. Vi er ikke så sikre på, at patienterne skal have de her lægemidler. Det hele har brug for at blive meget mere nuanceret.

Betaget af medicin

Det er nye toner fra en psykiater. Men samtidig med, at Jimmi Nielsen siger, at patienterne måske slet ikke skal have neuroleptika, så er han paradoksalt nok kendt for at være meget optaget af lægemidlet clozapin, kendt som Leponex. Dette neuroleptika er et meget farligt lægemiddel. Det har været forbundet med dødsfald, og det har været forbudt herhjemme og i USA.
Men hvor kommer Jimmi Nielsens interesse fra?

– Jeg tror, at jeg har været betaget af, at der er nogen, der har fået det markant bedre med dette lægemiddel, nogen hvor håbet ellers var ude. Det ændrede deres liv.
– Så har jeg været betaget af, at det er et komplekst lægemiddel, som vi ikke ved så meget om. Vi ved stadig ikke, hvorfor det virker anderledes. Vi kan ikke forklare alle bivirkninger. Det stiller store krav til dem, der ordinerer det. Det kræver viden og opfølgning.
– Jeg tror, at det har været det, der har forårsaget min betagelse af lægemidlet – jo mere jeg har investeret i det – jo mere har jeg måttet erkende, at det har været uendeligt at få styr på det.

Man kan undre sig over din betagelse, når det nu er så farligt?

– Studierne viser, at hvis det bliver brugt rigtigt, så er det sammenlignet med andre lægemidler ikke forbundet med øget dødelighed. Det er det, der har været min betagelse, at her har vi et meget potent lægemiddel, hvor lægerne skal være gode til at bruge det. Clozapin skal på færre hænder. Det er specialister, der skal bruge det.

Hvorfor er det ikke farligt, når det bliver brugt på den rigtige måde?

– Så når man at følge op på de komplikationer, det kan give, og så når man at få det stoppet inden det udvikler sig til noget alvorligt.

Inden folk dør af det?

– Ja, eller får alvorlige bivirkninger

Men det gør de vel under alle omstændigheder?

– Ikke nødvendigvis. Det handler om, hvordan du bruger det i forhold til dosis, og hvor hurtigt du trapper dosis op, samt hvordan du håndterer de ting, der kommer undervejs.

Bedre end andre neuroleptika

Du sagde, at det ændrede folks liv. Har du eksempler på det?

– Det kan være folk, der kommer tilbage i arbejde i en eller anden grad. Jeg kan huske et ægtepar, jeg havde, og de sagde, at det eneste du ikke må røre er vores Leponex behandling. De havde mødt hinanden under en indlæggelse, og de havde efter de var begyndt på lægemidlet ikke været indlagt siden engang i 1990erne. Det var for mig meget rørende, at det havde ændret så meget i deres liv. Førhen havde de været indlagt meget.

Men du kan vel ikke opgøre effekten på et enkelt ægtepar?

– Nej, men du bad selv om eksempler. Vi har masser af undersøgelser, der viser, at folks forbrug af sundhedsydelser falder, når de kommer på clozapin. Så klarer folk sig bedre. Og der er nogen, der har en meget favorabel effekt.

Men er du så gået væk fra at interessere dig for clozapin?

– Nej, jeg beskæftiger mig stadig med forskning i clozapin. For mig udelukker det ene ikke det andet. Slet ikke.

Clozapin er et potent lægemiddel, men hvorfor har det en bedre effekt en andre neuroleptika?

– Det har en anden virkningsmekanisme. Data viser, at i tilfælde hvor der ikke er effekt på andre lægemidler så er det op mod to tredjedele af patienterne der får effekt på clozapin. Effekten er helt enorm. Hvis vi kan finde ud af hvem det er der får god effekt, så kan det måske også sige noget om deres sygdom.

Men hvad er så din motivation for at gå ind i medicinfri behandling?

– Motivationen for mig er mest, at jeg har en tro på, at der er nogen, der kan klare sig med mindre medicin – og at nogen vil få det bedre med mindre medicin. Nu har der i lang tid har der været fokus på at afprøve lægemidler og kombinationer af lægemidler – nu kommer der en periode, hvor der kommer fokus på, at mere ikke nødvendigvis er bedre. Det handler om at finde den rette balance – det er en spændende udvikling, som jeg gerne vil være en del af og være med til at dem, der kan klare sig med mindre medicin – det er jo forbundet med bivirkninger.

Forsøget med medicinfri behandling begynder 1. januar 2018. Læs også: Hovedstaden får 10 mio. til forsøg med medicinfri behandling.

 

PsykiatriAvisen får ingen offentlig støtte. Du kan støtte avisen ved at indbetale et beløb via MobilePay på 22 28 99 50 eller ved at abonnere.