Browse Tag

psykofarmaka

Tvangsmedicinering sker på trods af alvorlige bivirkninger, viser forskning

/

Patienter bliver tvangsmedicineret, selv om de har alvorlige bivirkninger. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer en unik undersøgelse, som har været svær at komme igennem med.

Af Gitte Rebsdorf

Hvert år bliver omkring 800 mennesker tvunget til at tage psykofarmaka mod deres vilje. Men en forskningsgennemgang viser, at tvangsmedicinering sker uden skelen til, at der er alvorlige bivirkninger ved medicinen i form af hovedpine, uro, tics og bevægeforstyrrelser, som minder om  Parkinsons syge.

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så har tvangsmedicinering haft alvorlige konsekvenser i Trine Hessellunds liv.

Det er hun ikke alene om, viser forskningsprojektet af professor Peter Gøtzsche og psykolog og ph.d. Anders Sørensen. De har gennemgået 30 klagesager ved Patientklagenævnet, og resultatet heraf er, at psykiatere gennemtrumfer tvangsbehandling, selv om patienterne siger, at de har alvorlige bivirkninger, og at medicinen ikke gavner dem.

”Det er voldsomt at se sort på hvidt, at det patienterne siger ikke bliver taget alvorligt. Men det kom nok ikke bag på os”, siger  Anders Sørensen, der netop har færdiggjort en ph.d. om udtrapning af psykofarmaka.

Forskningen, som er offentliggjort i Indian Journal of Medical Ethics i 2020, viser videre, at i 21  tilfælde, hvor psykiateren sagde, at der var god effekt af psykofarmaka, var patienterne ikke enige.

Skæv magtbalance og intet tilsyn

Når en psykiater skal vurdere, om en patient har brug for psykofarmaka, så kan han ikke afgøre dette ved at tage en prøve eller et røntgenbillede. Han må i stedet observere og lytte til patienterne. Men tvangsmedicineringen sker uden skelen til, hvad patienterne siger eller ønsker, og samtidig med, at patienterne er helt forsvarsløse. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer undersøgelsen.

Men er det ikke helt efter bogen, at det er psykiateren, der har det sidste ord, da det er ham eller hende, der er ekspert?

”Det er jo det, der er ideen med psykiatri som medicinsk speciale, og hvis man spiller med på den præmis, så er der ikke noget at komme efter. Men problemet er, at der ved psykisk lidelse er tale om helt subjektive mål i forhold til, hvordan man har det og om en behandlingen virker eller ej, samt til hvad man overhovedet ønsker at opnå med behandlingen”.

“Når psykiateren siger, at der er god effekt af medicinen, så er der ingen markører eller videnskab at måle efter. Det er ikke muligt at tage en prøve for at se, om medicinen virker, og netop derfor er det afgørende, at man lytter til, hvad patienterne fortæller, ” forklarer Anders Sørensen.

På den måde adskiller psykiatrien sig fra somatikken, hvor det som udgangspunkt er muligt at måle, om en behandling virker.

Men hvorfor har psykiatere suveræn magt, når afgørelsen om behandlingen i bund og grund er subjektivt?

”Ja, det spørger jeg også mig selv om. Men det hænger nok sammen med, at der i systemet er ansat eksperter, altså psykiatere, som har patent på området. Andre faggrupper, herunder også politikere og jurister tør ikke blande sig. Det er jo eksperternes område, og på den måde får systemet således lov at vedligeholde sig selv,” siger Anders Sørensen

Han mener, at der er brug for kontrol og åbenhed på området:

“Transparens og uafhængige tilsyn er helt afgørende. Det er det, vi har forsøgt at vise med vores forskning. Der er jo tale om menneskers liv, som  kan ødelægges med fejlbehandling med såkaldt antipsykotisk medicin,” siger Anders Sørensen.

Tvang i psykiatrien er et stort problem.  I 2014 blev der indgået en aftale med regionerne om, at tvangen skulle være nedbragt med 50 procent inden 2020. Men selv om der er afsat trecifrede millionbeløb til opgaven, så er den samlede brug af tvang steget i perioden.

Frygter at dø

Bivirkningerne, som er beskrevet i de 30 klagesager, er alvorlige. En af patienterne i forskningsgennemgangen udtaler, at det er som hendes hjerne tørrer ud eller bliver fjernet, når hun bliver medicineret med psykofarmaka.

Fire andre patienter udtaler, at de frygter at dø af medicinen, og en af dem siger, at hun er bange for at personalet dræber hende.

I andre klagesager er der beretninger om bivirkninger i form af tics, ansigtsgrimasser og ufrivillige bevægelser også kendt som tardive dyskinesier.

Men til trods for disse alvorlige bivirkninger, så bliver medicineringen gennemtrumfet samtidig med, at patienterne er forsvarsløse, konkluderer forskningsgennemgangen.

Ifølge undersøgelsen så kan medicineringen med neuroleptika medføre alvorlige hjerneskader i form af tardiv dyskinesi, og i værste fald kan folk ende med at dø af medicineringen.

Fokus på tvang. PsykiatriAvisen belyser og undersøger, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe tvang i psykiatrien, selv om der er bevilget milliarder til dette område.
Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?
Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?
Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.

 

Modstand mod undersøgelse

At undersøgelsen om tvangsmedicinering overhovedet er blevet udført og offentliggjort, er i sig selv bemærkelsesværdigt, oplyser Anders Sørensen.

”Det tog os temmelig lang tid at få adgang til afgørelserne fra Patientklagenævnet, og da det lykkedes, var det med et forbehold om, at vi ikke kunne få dem tilsendt, men skulle møde på stedet og læse dem der. Det gjorde vi så hen over et par måneder,” fortæller Anders Sørensen.

Da undersøgelsen var færdig, var det svært at få den offentliggjort. Men til sidst lykkedes det med et mindre tidsskrift, som turde udgive noget om emnet.

”De store tidsskrifter vil som udgangspunkt ikke publicere forskning, der kritiserer og går imod det herskende paradigme. Hvis man får lov, er det som regel med et krav om, at man skal moderere sit budskab i en sådan grad, at det ændres markant fra det, man fandt. Jeg ved ikke, om man kan kalde det censur, for tidsskrifterne bestemmer selvfølgelig selv, hvad de vil udgive. Men det er vel en form for overordnet videnskabelig censur, at disse mekanismer findes og på sin vis styrer, hvad der bliver skrevet om,” siger Anders Sørensen.

 

Læs også artiklen: Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

//

Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det lettere at tvangsbehandle med medicin og ECT. Men 44-årige Trine Hessellund har prøvet at blive tvangsmedicineret, og hendes dom er klar; Medicinen virkede ikke, og den gjorde hende så aggressiv, at hun kastede med stole og borde.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Man skal ikke have talt længe med Trine Hessellund, før man hører, at hun kommer fra Nordjylland. Hendes rolige og rare dialekt, gør det svært at forstå, at hun skulle kunne blive så vred, at hun kunne finde på at kaste med borde og stole.

Men ifølge Trine Hessellund var det, hvad der skete, mens hun var indlagt i psykiatrien igennem cirka 10 år. Behandlingen gjorde hende aggressiv og udad reagerende.

I dag er Trine Hessellund ude af såvel medicin som psykiatri. Hun har tabt sig 35 kilo, og har taget sin butiksuddannelse i brug, og arbejder nu i et supermarked i Aalborg området.

Den 44-årige kvindes historie er interessant, fordi Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det nemmere at tvangsbehandle mennesker, der havner i psykiatrien. Det sker ud fra devisen, at psykisk syge har brug for medicinsk behandling, og at det er et vilkår, som ikke er til diskussion, fremgår det af skrivelsen: ”Den nødvendige og unødvendige tvang”. Her står der:

Ved den nødvendige tvang forstås den tvang, som er nødvendig for at sikre en patient med psykisk
sygdom behandling og beskytte denne eller andre mod fare. Der er tale om et uomgængelig vilkår, som
er en præmis med baggrund i de psykiatriske sygdommes natur. Der vil med andre ord være tvang, som er uomgængelig, og som ikke kan eller skal undgås i behandlingen.

Dansk Psykiatrisk Selskab betegner selv deres indspil, som er omtalt i flere medier, for nuanceret. Men for Trine Hessellund var der intet nuanceret over at blive diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose, og efterfølgende blive tvangsmedicineret med mange forskellige typer psykofarmaka.

Hun havde ikke brug for behandlingen, og diagnosen var ikke sand.

 

Fokus på tvang. PsykiatriAvisen belyser og undersøger, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe tvang i psykiatrien, selv om der er bevilget milliarder til dette område.

Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?

Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?

Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.

Var i livskrise

Den nordjyske kvindes vej ind i psykiatrien begyndte med, at hun var under pres i sit liv.

I 2007 havde hun ellers født sit og ægtemandens ønskebarn, som var længe ventet og til stor glæde for alle. Blot halvandet år efter kom den næste.

 

Men den første fødsel havde været hård, og medført en fødselsskade, som Trine Hessellund  bøvlede med, og som til sidst førte til, at hun måtte have en stomi. Det er en kunstig åbning i maven, hvor tarmen er ført ud.

 

Livet med to små børn, en fødselsskade og et lederjob i et supermarked var hårdt.

Trine Hessellund var i krise, og ægteskabet var også begyndt at skrante. Når hun var særlig presset kunne hun reagere fysisk ved at begynde at ryste og få kramper.

 

Hun kom til en psykolog, som mente, at den unge mor havde en alvorlig depression, og i oktober 2010 var hun så udmattet og stresset, at hun blev indlagt på Brønderslev Psykiatriske Hospital.

Men i stedet for at få den hjælp hun længe havde haft brug for, mødte Trine Hessellund et system, der gik mere op i diagnosticere hende end i at lytte til, hvad der var sket i hendes liv.

 

Diagnose efter få dage

En sygeplejerske på afdelingen kom med en bunke papirer, hvori diagnosen borderline, også kendt som personlighedsforstyrrelse, blev beskrevet. Sygeplejersken gennemgik de forskellige symptomer, husker Trine, og i løbet af få dage havde hun fået en diagnose.

Men selv om både Trine og hendes familie var uforstående overfor dette, havde afdelingen ikke tid til at tale med dem, husker Trine.

Læs også artiklen psykiatriske diagnoser er meningsløse.

10 års mareridt

Det var begyndelsen på 10 års mareridt, hvor Trine Hessellund enten var indlagt i psykiatrien eller på et af i alt fire psykiatriske bosteder. I disse år blev hun blevet udsat for mange forskellige typer af tvang. Hun er blevet slæbt hen ad gulvet, blevet hentet af politi og ambulance, lagt i bælte, og er blevet tvangsmedicineret. Oven i dette overså psykiatrien flere gange, at Trine Hessellund havde somatiske lidelser.

I begyndelsen fik hun beroligende medicin som Rivotril og Alopam. Men hurtigt kom der andre lægemidler som depressionsmedicin og antipsykotisk medicin til. Psykiatriens svar på den nordjyske kvindes problemer var piller, fremgår det af journalen.

Før Trine Hessellund kom i psykiatrien, havde hun været aktiv, spillet fodbold og haft mange veninder, og hun var endda blevet kåret som årets medarbejder på sin arbejdsplads. Men behandlingen i psykiatrien ændrede hende, så hendes familie havde svært ved at genkende hende, når de kom på besøg.

”De spurgte om jeg var fuld, for jeg kunne ikke gå lige, og gik ind i ting. Mit ansigt hang i den ene side, og jeg kunne ikke styre mit mundvand. Det var medicinen, men min familie troede, at jeg havde en hjerneblødning”, husker hun.

Trines medicinliste. Psykofarmaka er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver anvendt i psykiatrien.
Den består af beroligende medicin, benzodiazepiner, depressionsmedicin,SSRI og SNRI, og neuroleptika også kendt som antipsykotisk medicin.Trine Hessellund blev behandlet med alle tre typer, herunder depressionsmedicinen, Cymbalta, som er et såkaldt SNRI. Midlet kan forårsage muskelkramper, aggressivitet, mani, hovedpine, træthed, uro.
Hun blev også behandlet med Seroquel, der er et antipsykotisk lægemiddel, der kan give selvmordstanker, parkinsonisme, ufrivillige muskelbevægelser, også kendt som ekstrapyramidale bivirkninger.Litium, var også på Trine Hessellunds medicinliste. Det påvirker organerne, herunder nyrer og skjoldbrugskirtel. Sidstnævnte har en vigtig funktion i reguleringen af stofskiftet.

 

Højere doser

Medicinen virkede ikke, og der var ingen i psykiatrien, der tog notits af, at den medførte alvorlige bivirkninger. I stedet fortsatte personalet behandlingen. Eller forsøgte sig med nye præparater eller højere doser, fremgår det af Trine Hessellunds journal.

Først da Trine i 2019 mødte en svensk psykiater, blev hun taget alvorligt.

Inden da skulle hun meget igennem.

Slæbt hen ad gulvet

Hun kunne ikke lide at være indlagt i psykiatrien. De behandlede hende ikke ordentligt, og hun ville gerne hjem til sin familie. Derfor forsøgte hun flere gange af stikke af.

Det skete også, mens hun var på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hvorefter personalet låste alle døre og vinduer. Men Trine opdagede, at den dør, patienterne brugte, når de skulle ud at ryge, var åben, så da hun kunne se sit snit til det, løb hun ud.

Det varede dog ikke længe, før personalet opdagede det, og løb efter.

De indhentede hende og væltede hende omkuld, og slæbte hende hen ad jorden og ind på afdelingen, hvor de andre patienter så på.

” Det var forfærdeligt, og jeg skulle se de andre patienter næste dag”, fortæller hun med stille stemme.

 

Går fra hinanden

I 2011 gik Trine og hendes mand fra hinanden. De to børn blev hos deres far, mens Trine fortsatte  i psykiatrien, enten som indlagt eller på et socialpsykiatrisk bosted.

Den medicinske behandling i psykiatrien virkede ikke. Tværtimod. Da hun var på Visborggaard i Hadsund, fik hun det så dårligt, at hun måtte bede personalet om at blive indlagt.

”Men i stedet fik jeg at vide, at jeg skulle gå op på mit værelse, og at jeg skulle have noget beroligende medicin. Der var ingen, der talte med mig eller spurgte, hvorfor jeg havde det skidt, så jeg blev ked af det, og i desperation bandt jeg ledninger om halsen på mig selv.

Da personalet fandt mig, bandt de knuderne op en for en. Det tog lang tid, for der var mange. Derefter gik de igen. De skulle ned og skrive, hvad der var sket, og imens stak jeg af.

Helikopter og en halv million

”Jeg var væk en hel nat, og gemte mig ude i skoven eller i folks haveskure. Det var koldt, og jeg havde taget et tæppe med, som jeg gemte mig under. Jeg kunne se, at de havde sendt en helikopter ud for at lede efter mig. Men de fandt mig ikke.

Næste morgen gik jeg ind til et hus med et ældre ægtepar, og bad dem ringe efter politiet. De kom, og lagde mig i håndjern, og spurgte, om jeg vidste, hvad jeg havde kostet samfundet? Det var omkring en halv million, fortalte de. Men så kunne de jo bare have hørt på mig”, fastslår Trine.

I hospitalspsykiatrien fortsatte Trines udad reagerende adfærd. Hun sagde til personalet, at hun blev syg af medicinen, og at den ikke virkede. Men det blev ikke taget alvorligt.

Trine var så desperat, at hun skadede sig selv; slugte tegnestifter eller glasskår. Hendes mave var  dog følelsesløs efter, at hun havde fået en stomi, så hun mærkede ingen smerte. Men fik til gengæld megen opmærksomhed, og personalet skældte hende ud for, at hun opførte sig som et fireårigt barn.

 

Vælter borde og stole

En forårsdag i påsken 2013 gik det helt galt.

Trine gik amok, mens hun var indlagt på Brøndeslev Psykiatriske afdeling. Hun væltede borde og stole og et højt skab med porcelæn, og kastede rundt med tallerknerne som var de frisbees, mens personalet gemte sig på kontoret.

Trine løb ud i haven, og forsøgte at stikke af. Men personalet løb efter, og overmandede hende.

Herefter var der bæltet, hvor arme, ben og mave blev spændt fast, og så sprøjten med medicinen ind i hendes krop. Det var nedværdigende og umenneskeligt. Hun kunne intet stille op.

Når Trine bliver spurgt, hvordan det var at blive udsat for en sådan behandling, bliver hun først tavs. Derefter kommer hendes stille, men sikre svar:

 

”Det var mishandling.”

 

Undgik personale

I de knap ti år den nordjyske kvinde var i psykiatrien, blev hun behandlet med 21 forskellige typer af psykofarmaka, og tog 40 kilo på samtidig med, at hun fik det værre og værre.

Hun fortæller om et personale, der i alle henseender manglede de rette kompetencer for at kunne hjælpe hende.

”Jeg orkede ikke at tale med dem, de var bedrevidende, og de lyttede ikke til det, jeg sagde. Hvis jeg havde sagt, at jeg ikke var sulten, og ikke ville have mad, gik der ikke lang tid, før de stod med en bakke, og så blev jeg sur og skubbede til den, så det hele røg på gulvet. Jeg var jo ikke underernæret, og de snakkede til mig, som var jeg en død ting, som om jeg ikke var et menneske”, fortæller hun.

Trine Hessellund er ikke den eneste, der fortæller om en syg kultur i psykiatrien. Forfatteren Jacob Skyggebjerg har også skrevet om dette, efter han igennem en årrække var indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger

Det kan du læse om her

Du kan også læse artiklen om Glenn Hansson, der blev tvangsmedicineret.

 

Troede galdesten var en tegnestift

Personalets manglende kompetencer viste sig også, da hun i 2015 fik voldsomme mavesmerter, mens hun var indlagt i psykiatrien. Det var så slemt, at hun skreg af smerte. Personalet troede, at det var psykisk betinget, og i hendes journal kan man se, at de tror, hun har slugt en tegnestift eller et barberblad.

Mange dage senere fandt man ud af, at Trine havde galdesten, som hun blev opereret for.

Intet at stå op til

I psykiatrien havde de fortalt Trine, at hun aldrig kom tilbage på arbejdsmarkedet. Hun havde  intet at leve for, eller stå op til. Hun skulle ikke engang lave sin egen mad, og hendes stue i psykiatrien var rippet for alt. Ikke engang et lagen havde hun. Det var taget fra hende på grund af den selvskadende adfærd. Medicinen fik Trine til at sove meget. Ofte 20 timer i døgnet, så slap hun også for at have kontakt til personalet.

Når hun var oppe, gik hun rundt som en zombie uden følelser, og var ligeglad med alt. Til sin 40 års fødselsdag havde hun svært ved at pakke gaverne ud, og tabte bestikket under middagen, fordi medicinen fik hende til at ryste så meget, husker hun.

Indlagt med politieskorte 

Men i 2019 skete der noget epokegørende.

Trine var blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital med politieskorte, fordi hun havde stukket en kniv i maven på sig selv. I den forbindelse kom hun i kontakt med den svenske psykiater, Mats Elovsson.

I modsætning til hvad der hidtil var sket, lyttede han til Trine. Til hvordan hun havde det, til at hun var træt og sov hele tiden, og til hvordan hun savnede sine børn.

Da der blev taget blodprøver, viste de, at der var noget helt galt med Trines stofskifte.

Det kom hun i behandling for, og samtidig begyndte den svenske læge at trappe Trine ud af psykofarmaka. Hun var også i behandling med litium, som netop skader stofskiftet.

Udtrapningen skete langsomt, pille for pille, husker Trine, og i takt med dette, fik den nordjyske kvinde det bedre og bedre.

Efter et års tid var hun helt fri af medicinen, og har i dag tabt sig 35 kilo. Hun er også blevet udredt af en specialpsykolog, Thomas Mogensen, som har konstateret, at hun ingen personlighedsforstyrrelse har. Diagnosen er blevet slettet. Men det er Trines mén ikke.

Svært ved politi og ambulance

Det er nu et par år siden, at Trine Hessellund er kommet ud af det psykiatriske helvede, hun har befundet sig i gennem næsten 10 år. Hun har på deltid genoptaget sit gamle arbejde i et supermarked, og arbejder som frivillig peer medarbejder i psykiatrien samtidig med, at hun holder foredrag.

”Medicinen ødelagde mig, og jeg ønsker ikke at andre skal blive udsat for det samme”, siger hun.

Hun virker mest glad og lettet. Andre kunne måske være bitre eller vrede. For ikke alene har Trine Hessellund mistet 10 år af sit liv. Men hendes to børn på nu 13 og 14 år har også måttet undvære deres mor, og det vejer tungest for den 44-årige kvinde.

”Det har haft nogle forfærdelige konsekvenser. I dag får jeg det dårligt, når jeg ser en politibil eller en ambulance. Det minder mig om det, jeg har været udsat for i psykiatrien. Men det værste er, at det er gået ud over mine to dejlige børn. Min datter har fravalgt mig. Måske tror hun, at jeg har svigtet hende. Men jeg har aldrig glemt hende, og du må gerne skrive, at jeg elsker dem, og aldrig glemmer dem. Jeg har kæmpet en kamp, og den håber jeg, at de en dag kan forstå”, siger hun med gråd i stemmen.

 

Trine Hessellunds historie er skrevet på baggrund af interview med Trine og hendes familie og på baggrund af Trines journal. Herudover har PsykiatriAvisen interviewet en lang række andre tidligere eller nuværende patienter i psykiatrien, som fortæller om episoder i psykiatrien som er lig det Trine Hessellund fortæller.

Det har ikke været muligt for PsykiatriAvisen at få et interview med Dansk Psykiatrisk Selskab

 

Psykiater: Psykofarmaka bliver brugt forkert

/

Psykofarmaka er invaliderende, og bør kun bruges i små mængder i en kort periode, mener en af Europas førende psykiatere, David Healy.  I Danmark ender tusindvis af sindslidende som førtidspensionister samtidig med, at forbruget af disse lægemidler er steget.

Af Gitte Rebsdorf

Mens danske psykiatere kræver flere ressourcer til psykiatrien, så peger en af Europas førende psykiatere på, at det er selve behandlingen, der er problemet i psykiatrien.

 

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

 

PsykiatriAvisen er en uafhængig avis, der skriver kritisk om psykiatri. Avisen finansieres udelukkende af abonnenter. Hvis du ønsker at støtte avisen kan du klikke her.

Flere dødsfald i psykiatrien

Inden for de seneste fem år er mindst otte mennesker døde samtidig med, at de har været i behandling med psykofarmaka. De nye dødsfald kommer efter en lang række andre medicinrelaterede dødsfald i psykiatrien. Risikoen for dødsfald stiger ved overmedicinering, men myndighederne har intet overblik over problemets omfang.

 

Af Gitte Rebsdorf

Dødsfaldene i psykiatrien fortsætter. Lægemiddelstyrelsen har inden for de seneste fem år modtaget otte indberetninger om mennesker, der er døde som følge af bivirkninger ved psykofarmaka. I tre bivirkningsindberetninger er dødsårsagen beskrevet som blodpropper i lungen eller hjernen. I fem bivirkningsindberetninger er dødsårsagen beskrevet som pludselig hjertedød. Herudover har styrelsen modtaget yderligere to indberetninger, hvor det er usikkert, om der er tale om pludselig død.

Tallene fra styrelsen viser kun de indberetninger, der er foretaget, men antallet af døde i psykiatrien er reelt højere, vurderer både eksperter, foreninger og politikere.

 

Denne artikel er forbeholdt betalende medlemmer. PsykiatriAvisen lever af din støtte, så hvis du synes journalistikken er vigtig, beder vi dig støtte arbejdet. Denne artikel er forbeholdt betalende abonnenter. Du kan læse mere om abonnement og donationer her.

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

– Otte dødsfald er otte for mange. Men hvad med de tilfælde, som ikke bliver indberettet, fordi man ikke umiddelbart vurderer, at der er en sammenhæng til brugen af psykofarmaka? Og alle dem, hvor der er tale om en langvarig tilstand, hvor organerne bliver påvirkede, og patienten ender med at miste livet. Der er et mørke tal, og der er brug for, at vi kommer til bunds i og får styr på de meget alvorlige bivirkninger, psykofarmaka har, siger SFs psykiatriordfører Trine Torp.

Hun har bedt sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) oplyse om dødsfaldene efter, at den norske dokumentar ”Cause of Death Unknown” igen har kastet lys på den alvorlige problematik med bivirkninger og dødsfald ved brug af psykofarmaka. Den norske dokumentar handler om, hvordan en yngre kvinde pludselig dør uden kendt årsag, efter at have været i behandling med fire forskellige antipsykotiske midler og et benzodiazepin.

Formand for foreningen Død i Psykiatrien, Dorrit Cato Christensen er enig i, at der er et stort mørketal.

– Vi ved, at det kun er et fåtal af sagerne, der bliver indberettet. Det kan jeg høre, når jeg taler med pårørende, der kontakter mig, efter at deres familiemedlemmer er døde i psykiatrien. De fortæller ofte om voldsom medicinering, men desværre vil de fleste være anonyme, og de ønsker som regel at lægge sagen bag sig og komme videre. Psykiatrien er et området, som de færreste kan holde ud at beskæftige sig med i længere tid, og det gør det endnu sværere at komme de alvorlige problemer til livs.

Slemt at det fortsætter

Dødsfaldene i psykiatrien er et problem, der har været kendt næsten lige siden, man begyndte at bruge psykofarmaka i 1950erne. Herhjemme har problemet været beskrevet indgående i blandt andet store dele af dansk presse. I november 1987 skrev Peter Øvig Knudsen i månedsbladet Press om, hvordan 100.000 danskere hvert år bliver behandlet med livsfarlig medicin, og at mellem 50 og 100 af dem ender med at dø af behandlingen. Politiken skrev i maj 2009 om, at psykofarmaka måske har slået 46 mennesker ihjel. Dengang viste tal fra Lægemiddelstyrelsen, at der de seneste 12 år havde været 46 indberetninger, hvor læger mistænker psykofarmaka for at være årsag til, at deres patienter døde.

Da Dorrit Cato Christensens datter, Luise Hjerming Christensen, i 2005 døde efter at have fået store mængder psykofarmaka, førte det også til megen omtale i store dele af pressen. Fra mange sider var der et krav om forandring og opstramning på området. Også fra daværende kontorchef i Sundhedsstyrelsen, Anne Mette Dons. Hun udtalte til Dagens Medicin den 27. januar 2006, at vejledningen fra Sundhedsstyrelsen skulle følges. Men alligevel fortsætter overmedicineringen og dødsfaldene i psykiatrien, og anbefalingerne bliver ofte ikke holdt, siger Dorrit Cato Christensen.

– Det er slemt at se på, at dette fortsætter. Der var mange dengang, som stod klar ved håndvasken og lovede bod og bedring. Dødsfaldene sker typisk, hvor der er tale om overmedicinering og polyfarmaci. Sådan var det også i Luises tilfælde. Hun fik seks til syv forskellige slags psykofarmaka i meget høje doser. Jeg advarede psykiaterne om, at Luise ikke kunne tåle medicinen, og at hun var i livsfare. Men det lyttede de ikke til.  Nogen gange fik jeg at vide, at jeg skulle lade være at blande mig, og alene tage mig af omsorgen. Så skulle de nok tage sig af behandlingen.

Risikoen stiger ved overmedicinering

Professor på Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet, Jytte Banner, forsker i hvordan psykofarmaka påvirker kroppen, og hun bekræfter, at risikoen for at dø af psykofarmaka stiger, jo højere doser, der bliver brugt, og jo flere præparater der anvendes.

– Generelt kan man sige, at jo større doser og jo flere forskellige lægemidler, der bliver anvendt jo større bliver risikoen. Det er kendt, at en række af de antipsykotiske lægemidler påvirker hjertet og hjertets rytme. Det er også derfor, at der bliver taget blodprøver, og at hjerterytmen bliver tjekket, siger Jytte Banner.

Risikoen for at dø af psykofarmaka stiger altså ved overmedicinering, men myndighederne har intet overblik over, hvor udbredt et problem overmedicinering og polyfarmaci er. Det fremgår af et svar fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til SFs psykiatriordfører, Trine Torp. Hun har bedt ministeren oplyse, hvor mange indberetninger, der har været om poly- og overmedicinering i de fem regioner. Men det ved myndighederne ikke, fremgår det af svaret.

– Det er jeg naturligvis ikke tilfreds med. Vi bør have et overblik over, hvor stort problemet med overmedicinering er, siger Trine Torp.

I 2012 kom det frem, at der foregik en voldsom overmedicinering på Psykiatrisk Center Glostrup. Dagbladet Politiken skrev dengang om, hvordan der var givet doser på op til 80 mg af lægemidlet Zyprexa, selv om den maksimale dosis er 20 mg.

Netop fordi det er kendt, at psykofarmaka kan give alvorlige bivirkninger, som kan medføre døden, så får patienterne taget blodprøver og målt hjerterytme. Men ny forskning viser, at det formentlig ikke er tilstrækkeligt.

Lagrer sig i hjertevævet

Forskningsprojektet Survive, som undersøger overdødeligheden blandt psykisk syge, viser, at stofferne kan lagre sig i hjertevævet. Det betyder at en blodprøve ikke er tilstrækkelig til at vise, om personen tåler medicinen, fordi den kan forekomme i lokalt toksiske doser. Forskerne med projektleder Jytte Banner i spidsen har undersøgt 500 psykisk syge, der er døde.

De foreløbige resultater af forskningsprojektet viser, at 200 af de 500 psykisk syge døde af forgiftninger. Heraf døde en tredjedel af forgiftninger som følge af illegale stoffer, mens en anden trediedel døde som følge af lægeordinerede stoffer. Forskerne kan se, at der er ordineret mange forskellige præparater. Den sidste tjediedel døde af forgiftninger som følge af metadon.

De resterende 300 af de 500 undersøgte er døde af blandt andet infektioner, mave-tarm sygdomme, selvmord eller hjerte-kar relaterede lidelser.

Overlæge på Rigshospitalets hjerteafdeling dr.med. Steen Pehrson har tidligere overfor Politiken kritiseret, at psykiatere ikke ved nok om psykofarmaka.  Neuroleptika også kendt som antispsykotisk medicin kan påvirke hjerterytmen, og det kan i værste fald føre til besvimelse og hjertestop.

– Psykiatere ved meget om psykiske lidelser og behandlingen. Problemet er, at de anvender lægemidler med bivirkninger, som det kan være vanskeligt for psykiatere helt at have styr på. Der er brug for bedre samarbejde mellem fagfolk, sagde Steen Pehrson til Politiken i maj 2009.

Krav om opstramning

For at blive klogere på, hvordan psykofarmaka virker, og hvor mange medicinrelaterede dødsfald, der reelt er, bør man obducere flere afdøde, mener Jytte Banner. Hun peger på at det langt fra er alle dødsfald, som bliver opfanget i det nuværende system. En sikker vurdering af dødsårsag opnås kun ved en obduktion, og Danmark er det land i Norden og Europa, der har den laveste obduktionsfrekvens.

– Det er kun få, som dør i psykiatrien, der bliver obduceret, og derfor har vi heller ikke tilstrækkelig viden om, hvorfor folk dør. Det er vigtigt, at vi får et sådant overblik, siger Jytte Banner.

Fra politisk hold er der også krav om at komme til bunds i de årelange problemer med dødsfald i psykiatrien.

– Området trænger i den grad til at blive undersøgt til bunds. Der bør være styr på bivirkninger og på langtidsbivirkninger af disse stoffer. Dette kendskab har vi ikke i tilstrækkelig grad i dag, så det vil jeg følge op på. Det er vigtigt, at vi får uvildig forskning, som kan give os et reelt indblik i, hvordan disse stoffer virker. Samtidig bør der være en udtrapnings-plan, sådan som SF har stillet forslag om. Det er ikke meningen, at disse lægemidler skal bruges altid, siger Trine Torp.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Gitte Ahle.

[/content_protector]