Browse Tag

Dansk Psykiatrisk Selskab

Er der opbrud i psykiatrien?

Diagnoser og medicin er omdrejningspunktet i psykiatrisk behandling. Men kritikere udfordrer dette paradigme, og det sker nu også fra egne rækker. Uenigheden, som ind til nu har levet sit eget stille liv, bør diskuteres åbent, mener den britiske psykolog Lucy Johnstone.

 

Af Gitte Rebsdorf

Dansk Psykiatrisk Selskab, DPS, har længe forklaret psykiatriens krise med manglende ressourcer. Også i forhold til den kommende 10-års plan er kravet flere midler. Men kritikere, nu også fra egne rækker, peger på, at problemerne i psykiatrien ikke kan henføres til økonomien.

Der er snarere tale om en legitimitetskrise.

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

 

You might be interested in

Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

//

Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det lettere at tvangsbehandle med medicin og ECT. Men 44-årige Trine Hessellund har prøvet at blive tvangsmedicineret, og hendes dom er klar; Medicinen virkede ikke, og den gjorde hende så aggressiv, at hun kastede med stole og borde.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Man skal ikke have talt længe med Trine Hessellund, før man hører, at hun kommer fra Nordjylland. Hendes rolige og rare dialekt, gør det svært at forstå, at hun skulle kunne blive så vred, at hun kunne finde på at kaste med borde og stole.

Men ifølge Trine Hessellund var det, hvad der skete, mens hun var indlagt i psykiatrien igennem cirka 10 år. Behandlingen gjorde hende aggressiv og udad reagerende.

I dag er Trine Hessellund ude af såvel medicin som psykiatri. Hun har tabt sig 35 kilo, og har taget sin butiksuddannelse i brug, og arbejder nu i et supermarked i Aalborg området.

Den 44-årige kvindes historie er interessant, fordi Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det nemmere at tvangsbehandle mennesker, der havner i psykiatrien. Det sker ud fra devisen, at psykisk syge har brug for medicinsk behandling, og at det er et vilkår, som ikke er til diskussion, fremgår det af skrivelsen: ”Den nødvendige og unødvendige tvang”. Her står der:

Ved den nødvendige tvang forstås den tvang, som er nødvendig for at sikre en patient med psykisk
sygdom behandling og beskytte denne eller andre mod fare. Der er tale om et uomgængelig vilkår, som
er en præmis med baggrund i de psykiatriske sygdommes natur. Der vil med andre ord være tvang, som er uomgængelig, og som ikke kan eller skal undgås i behandlingen.

Dansk Psykiatrisk Selskab betegner selv deres indspil, som er omtalt i flere medier, for nuanceret. Men for Trine Hessellund var der intet nuanceret over at blive diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose, og efterfølgende blive tvangsmedicineret med mange forskellige typer psykofarmaka.

Hun havde ikke brug for behandlingen, og diagnosen var ikke sand.

 

Fokus på tvang. PsykiatriAvisen belyser og undersøger, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe tvang i psykiatrien, selv om der er bevilget milliarder til dette område.

Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?

Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?

Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.

Var i livskrise

Den nordjyske kvindes vej ind i psykiatrien begyndte med, at hun var under pres i sit liv.

I 2007 havde hun ellers født sit og ægtemandens ønskebarn, som var længe ventet og til stor glæde for alle. Blot halvandet år efter kom den næste.

 

Men den første fødsel havde været hård, og medført en fødselsskade, som Trine Hessellund  bøvlede med, og som til sidst førte til, at hun måtte have en stomi. Det er en kunstig åbning i maven, hvor tarmen er ført ud.

 

Livet med to små børn, en fødselsskade og et lederjob i et supermarked var hårdt.

Trine Hessellund var i krise, og ægteskabet var også begyndt at skrante. Når hun var særlig presset kunne hun reagere fysisk ved at begynde at ryste og få kramper.

 

Hun kom til en psykolog, som mente, at den unge mor havde en alvorlig depression, og i oktober 2010 var hun så udmattet og stresset, at hun blev indlagt på Brønderslev Psykiatriske Hospital.

Men i stedet for at få den hjælp hun længe havde haft brug for, mødte Trine Hessellund et system, der gik mere op i diagnosticere hende end i at lytte til, hvad der var sket i hendes liv.

 

Diagnose efter få dage

En sygeplejerske på afdelingen kom med en bunke papirer, hvori diagnosen borderline, også kendt som personlighedsforstyrrelse, blev beskrevet. Sygeplejersken gennemgik de forskellige symptomer, husker Trine, og i løbet af få dage havde hun fået en diagnose.

Men selv om både Trine og hendes familie var uforstående overfor dette, havde afdelingen ikke tid til at tale med dem, husker Trine.

Læs også artiklen psykiatriske diagnoser er meningsløse.

10 års mareridt

Det var begyndelsen på 10 års mareridt, hvor Trine Hessellund enten var indlagt i psykiatrien eller på et af i alt fire psykiatriske bosteder. I disse år blev hun blevet udsat for mange forskellige typer af tvang. Hun er blevet slæbt hen ad gulvet, blevet hentet af politi og ambulance, lagt i bælte, og er blevet tvangsmedicineret. Oven i dette overså psykiatrien flere gange, at Trine Hessellund havde somatiske lidelser.

I begyndelsen fik hun beroligende medicin som Rivotril og Alopam. Men hurtigt kom der andre lægemidler som depressionsmedicin og antipsykotisk medicin til. Psykiatriens svar på den nordjyske kvindes problemer var piller, fremgår det af journalen.

Før Trine Hessellund kom i psykiatrien, havde hun været aktiv, spillet fodbold og haft mange veninder, og hun var endda blevet kåret som årets medarbejder på sin arbejdsplads. Men behandlingen i psykiatrien ændrede hende, så hendes familie havde svært ved at genkende hende, når de kom på besøg.

”De spurgte om jeg var fuld, for jeg kunne ikke gå lige, og gik ind i ting. Mit ansigt hang i den ene side, og jeg kunne ikke styre mit mundvand. Det var medicinen, men min familie troede, at jeg havde en hjerneblødning”, husker hun.

Trines medicinliste. Psykofarmaka er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver anvendt i psykiatrien.
Den består af beroligende medicin, benzodiazepiner, depressionsmedicin,SSRI og SNRI, og neuroleptika også kendt som antipsykotisk medicin.Trine Hessellund blev behandlet med alle tre typer, herunder depressionsmedicinen, Cymbalta, som er et såkaldt SNRI. Midlet kan forårsage muskelkramper, aggressivitet, mani, hovedpine, træthed, uro.
Hun blev også behandlet med Seroquel, der er et antipsykotisk lægemiddel, der kan give selvmordstanker, parkinsonisme, ufrivillige muskelbevægelser, også kendt som ekstrapyramidale bivirkninger.Litium, var også på Trine Hessellunds medicinliste. Det påvirker organerne, herunder nyrer og skjoldbrugskirtel. Sidstnævnte har en vigtig funktion i reguleringen af stofskiftet.

 

Højere doser

Medicinen virkede ikke, og der var ingen i psykiatrien, der tog notits af, at den medførte alvorlige bivirkninger. I stedet fortsatte personalet behandlingen. Eller forsøgte sig med nye præparater eller højere doser, fremgår det af Trine Hessellunds journal.

Først da Trine i 2019 mødte en svensk psykiater, blev hun taget alvorligt.

Inden da skulle hun meget igennem.

Slæbt hen ad gulvet

Hun kunne ikke lide at være indlagt i psykiatrien. De behandlede hende ikke ordentligt, og hun ville gerne hjem til sin familie. Derfor forsøgte hun flere gange af stikke af.

Det skete også, mens hun var på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hvorefter personalet låste alle døre og vinduer. Men Trine opdagede, at den dør, patienterne brugte, når de skulle ud at ryge, var åben, så da hun kunne se sit snit til det, løb hun ud.

Det varede dog ikke længe, før personalet opdagede det, og løb efter.

De indhentede hende og væltede hende omkuld, og slæbte hende hen ad jorden og ind på afdelingen, hvor de andre patienter så på.

” Det var forfærdeligt, og jeg skulle se de andre patienter næste dag”, fortæller hun med stille stemme.

 

Går fra hinanden

I 2011 gik Trine og hendes mand fra hinanden. De to børn blev hos deres far, mens Trine fortsatte  i psykiatrien, enten som indlagt eller på et socialpsykiatrisk bosted.

Den medicinske behandling i psykiatrien virkede ikke. Tværtimod. Da hun var på Visborggaard i Hadsund, fik hun det så dårligt, at hun måtte bede personalet om at blive indlagt.

”Men i stedet fik jeg at vide, at jeg skulle gå op på mit værelse, og at jeg skulle have noget beroligende medicin. Der var ingen, der talte med mig eller spurgte, hvorfor jeg havde det skidt, så jeg blev ked af det, og i desperation bandt jeg ledninger om halsen på mig selv.

Da personalet fandt mig, bandt de knuderne op en for en. Det tog lang tid, for der var mange. Derefter gik de igen. De skulle ned og skrive, hvad der var sket, og imens stak jeg af.

Helikopter og en halv million

”Jeg var væk en hel nat, og gemte mig ude i skoven eller i folks haveskure. Det var koldt, og jeg havde taget et tæppe med, som jeg gemte mig under. Jeg kunne se, at de havde sendt en helikopter ud for at lede efter mig. Men de fandt mig ikke.

Næste morgen gik jeg ind til et hus med et ældre ægtepar, og bad dem ringe efter politiet. De kom, og lagde mig i håndjern, og spurgte, om jeg vidste, hvad jeg havde kostet samfundet? Det var omkring en halv million, fortalte de. Men så kunne de jo bare have hørt på mig”, fastslår Trine.

I hospitalspsykiatrien fortsatte Trines udad reagerende adfærd. Hun sagde til personalet, at hun blev syg af medicinen, og at den ikke virkede. Men det blev ikke taget alvorligt.

Trine var så desperat, at hun skadede sig selv; slugte tegnestifter eller glasskår. Hendes mave var  dog følelsesløs efter, at hun havde fået en stomi, så hun mærkede ingen smerte. Men fik til gengæld megen opmærksomhed, og personalet skældte hende ud for, at hun opførte sig som et fireårigt barn.

 

Vælter borde og stole

En forårsdag i påsken 2013 gik det helt galt.

Trine gik amok, mens hun var indlagt på Brøndeslev Psykiatriske afdeling. Hun væltede borde og stole og et højt skab med porcelæn, og kastede rundt med tallerknerne som var de frisbees, mens personalet gemte sig på kontoret.

Trine løb ud i haven, og forsøgte at stikke af. Men personalet løb efter, og overmandede hende.

Herefter var der bæltet, hvor arme, ben og mave blev spændt fast, og så sprøjten med medicinen ind i hendes krop. Det var nedværdigende og umenneskeligt. Hun kunne intet stille op.

Når Trine bliver spurgt, hvordan det var at blive udsat for en sådan behandling, bliver hun først tavs. Derefter kommer hendes stille, men sikre svar:

 

”Det var mishandling.”

 

Undgik personale

I de knap ti år den nordjyske kvinde var i psykiatrien, blev hun behandlet med 21 forskellige typer af psykofarmaka, og tog 40 kilo på samtidig med, at hun fik det værre og værre.

Hun fortæller om et personale, der i alle henseender manglede de rette kompetencer for at kunne hjælpe hende.

”Jeg orkede ikke at tale med dem, de var bedrevidende, og de lyttede ikke til det, jeg sagde. Hvis jeg havde sagt, at jeg ikke var sulten, og ikke ville have mad, gik der ikke lang tid, før de stod med en bakke, og så blev jeg sur og skubbede til den, så det hele røg på gulvet. Jeg var jo ikke underernæret, og de snakkede til mig, som var jeg en død ting, som om jeg ikke var et menneske”, fortæller hun.

Trine Hessellund er ikke den eneste, der fortæller om en syg kultur i psykiatrien. Forfatteren Jacob Skyggebjerg har også skrevet om dette, efter han igennem en årrække var indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger

Det kan du læse om her

Du kan også læse artiklen om Glenn Hansson, der blev tvangsmedicineret.

 

Troede galdesten var en tegnestift

Personalets manglende kompetencer viste sig også, da hun i 2015 fik voldsomme mavesmerter, mens hun var indlagt i psykiatrien. Det var så slemt, at hun skreg af smerte. Personalet troede, at det var psykisk betinget, og i hendes journal kan man se, at de tror, hun har slugt en tegnestift eller et barberblad.

Mange dage senere fandt man ud af, at Trine havde galdesten, som hun blev opereret for.

Intet at stå op til

I psykiatrien havde de fortalt Trine, at hun aldrig kom tilbage på arbejdsmarkedet. Hun havde  intet at leve for, eller stå op til. Hun skulle ikke engang lave sin egen mad, og hendes stue i psykiatrien var rippet for alt. Ikke engang et lagen havde hun. Det var taget fra hende på grund af den selvskadende adfærd. Medicinen fik Trine til at sove meget. Ofte 20 timer i døgnet, så slap hun også for at have kontakt til personalet.

Når hun var oppe, gik hun rundt som en zombie uden følelser, og var ligeglad med alt. Til sin 40 års fødselsdag havde hun svært ved at pakke gaverne ud, og tabte bestikket under middagen, fordi medicinen fik hende til at ryste så meget, husker hun.

Indlagt med politieskorte 

Men i 2019 skete der noget epokegørende.

Trine var blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital med politieskorte, fordi hun havde stukket en kniv i maven på sig selv. I den forbindelse kom hun i kontakt med den svenske psykiater, Mats Elovsson.

I modsætning til hvad der hidtil var sket, lyttede han til Trine. Til hvordan hun havde det, til at hun var træt og sov hele tiden, og til hvordan hun savnede sine børn.

Da der blev taget blodprøver, viste de, at der var noget helt galt med Trines stofskifte.

Det kom hun i behandling for, og samtidig begyndte den svenske læge at trappe Trine ud af psykofarmaka. Hun var også i behandling med litium, som netop skader stofskiftet.

Udtrapningen skete langsomt, pille for pille, husker Trine, og i takt med dette, fik den nordjyske kvinde det bedre og bedre.

Efter et års tid var hun helt fri af medicinen, og har i dag tabt sig 35 kilo. Hun er også blevet udredt af en specialpsykolog, Thomas Mogensen, som har konstateret, at hun ingen personlighedsforstyrrelse har. Diagnosen er blevet slettet. Men det er Trines mén ikke.

Svært ved politi og ambulance

Det er nu et par år siden, at Trine Hessellund er kommet ud af det psykiatriske helvede, hun har befundet sig i gennem næsten 10 år. Hun har på deltid genoptaget sit gamle arbejde i et supermarked, og arbejder som frivillig peer medarbejder i psykiatrien samtidig med, at hun holder foredrag.

”Medicinen ødelagde mig, og jeg ønsker ikke at andre skal blive udsat for det samme”, siger hun.

Hun virker mest glad og lettet. Andre kunne måske være bitre eller vrede. For ikke alene har Trine Hessellund mistet 10 år af sit liv. Men hendes to børn på nu 13 og 14 år har også måttet undvære deres mor, og det vejer tungest for den 44-årige kvinde.

”Det har haft nogle forfærdelige konsekvenser. I dag får jeg det dårligt, når jeg ser en politibil eller en ambulance. Det minder mig om det, jeg har været udsat for i psykiatrien. Men det værste er, at det er gået ud over mine to dejlige børn. Min datter har fravalgt mig. Måske tror hun, at jeg har svigtet hende. Men jeg har aldrig glemt hende, og du må gerne skrive, at jeg elsker dem, og aldrig glemmer dem. Jeg har kæmpet en kamp, og den håber jeg, at de en dag kan forstå”, siger hun med gråd i stemmen.

 

Trine Hessellunds historie er skrevet på baggrund af interview med Trine og hendes familie og på baggrund af Trines journal. Herudover har PsykiatriAvisen interviewet en lang række andre tidligere eller nuværende patienter i psykiatrien, som fortæller om episoder i psykiatrien som er lig det Trine Hessellund fortæller.

Det har ikke været muligt for PsykiatriAvisen at få et interview med Dansk Psykiatrisk Selskab

 

You might be interested in

Vil flere senge løse psykiatriens problemer?

Dansk Psykiatrisk Selskab vil have 500 flere senge i psykiatrien, og har hyret et kommunikationsbureau til at sikre sig maksimal indflydelse på den kommende 10-års plan. Men psykiatriens problemer skyldes ikke mangel på senge. Det er selve behandlingen, den er gal med, mener kritikere.

 

Af Gitte Rebsdorf

Psykiatrien har det skidt. Omkring hver femte patient bliver genindlagt, dødeligheden er betydeligt højere end hos resten af befolkningen, tvangstallene er høje, og flere børn og unge får diagnoser. Det er nogen af de udfordringer, som venter på at blive løst.

Men der er ikke enighed om kuren.

Mens Dansk Psykiatrisk Selskab, DPS, kræver at få 500 flere sengepladser – og dermed også flere midler, så peger kritikere på, at det er selve behandlingen i psykiatrien, den er gal med. Psykiatrien skaber kroniske patienter.

Sådan er fronterne trukket op, når en række aktører med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i spidsen i disse måneder arbejder på at udmønte en 10 års plan for psykiatrien.

Men muligheden for at få indflydelse på planen er ikke ligeligt fordelt.

Maksimal indflydelse

Dansk Psykiatrisk Selskab har hyret kommunikationsbureauet,  Geelmuyden Kiese, GK, til at hjælpe sig med at få maksimal indflydelse på planen.

Det fremgår af selskabets årsrapport fra 2019, hvor der står:

Vi har som aftalt på generalforsamlingen 2019 fået hjælp af et kommunikationsbureau. De skulle kunne hjælpe os med at få maksimal indflydelse på planen.

Psykiaterne gør i det hele taget meget for at fremstå godt i offentligheden, og for at få deres synspunkter igennem. Det sker blandt andet ved et målrettet arbejde med dansk presse, som de er godt tilfredse med, fremgår det af en årsrapport fra 2017. Her står der:

Vi har i dag et godt netværk af journalister, der kender DPS’ synspunkter og de udfordringer, som danske psykiatere møder, herunder de faglige og økonomiske rammebetingelser for dansk psykiatri. Det har gjort det lettere for os at komme til orde

Ifølge SFs psykiatriordfører, Trine Torp er der intet bemærkelsesværdigt i, at Dansk Psykiatrisk Selskab køber sig til indflydelse ved at hyre et kommunikationsbureau.

– Alle større organisationer køber hjælp til deres kommunikation, men det er klart, at det er en politisk opgave ikke kun at lytte til dem, der er store og har råd til at købe sig til hjælp fra et kommunikationsbureau, siger hun.

Ulige indflydelse

En af de mindre aktører, som må klare sig uden hjælp er Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering. Her frygter formanden Mogens Seider, at penge og magt frem for faglighed kan komme til at bestemme udfaldet af psykiatriplanen.

–  Vi er et lille selskab, som holder en årlig konference, og som udsender fire nyhedsbreve. Vi har ikke penge til at få hjælp fra et kommunikationsbureau. Desuden fylder det sundhedsmæssige og regionale niveau forholdsvis meget i arbejdet med 10-års planen, siger han.

Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering arbejder for et paradigmeskifte i psykiatrien, men de er kun repræsenteret med ét medlem i én enkelt arbejdsgruppe. Psykiaterne derimod er med over hele linjen, fremgår det af et notat fra Sundheds-og Ældreministeriet, som PsykiatriAvisen har søgt aktindsigt i.

Herudover medvirker repræsentanter fra regioner, kommuner, fagforeninger, patientforeninger- og pårørendeforeninger som Sind og Bedre Psykiatri.

Men dem, der ønsker at nytænke psykiatrien er alt for dårligt repræsenteret i arbejdet med 10-års planen, mener Mette Askov, der er sygeplejerske og tidligere patient i psykiatrien.

– Jeg føler mig ikke repræsenteret af Sind og Bedre Psykiatri. De har ikke fokus på det, der er problemet i psykiatrien, og de ligger alt for tæt op ad Dansk Psykiatrisk Selskab, siger Mette Askov, der også er kendt fra filmen, Mettes Stemme af Katrine Borre.

Psykiatere mangler evidens

Målet for psykiaterne er, at få 500 flere senge i psykiatrien, og det krav begrunder de med, at antallet af patienter er steget med 37 procent i løbet af 10 år.

Men det stigende antal patienter skyldes selve behandlingen i psykiatrien. Den er forfejlet, og den skaber kroniske patienter, påpeger den prisvindende amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker, der har skrevet bøgerne Mad in America og  Anatomy of an Epidemic.

–  Da det første antipsykotiske lægemiddel kom på markedet i 1954, troede man, at folk kunne forlade hospitalerne og leve ude i samfundet. Men det er en myte. Da man begyndte at medicinere, kom patienterne tilbage til hospitalerne. Før 1954 kunne 60 procent af patienterne klare at leve uden for hospitalerne. De nyeste tal for mennesker med diagnosen skizofreni er, at kun 6 procent kommer sig så meget, at de er i stand til at leve liv uden for hospitalet. Så psykiatrien skaber kroniske patienter, siger Robert Whitaker, der også driver siden Mad in America.

Formanden for Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering er enig.

– Der er ikke evidens for nogen steder, at flere senge vil hjælpe. Der er ikke nogen, der bliver raske af at blive lagt i seng i psykiatrien, siger Mogens Seider.

Mette Askov har selv prøvet at være patient i psykiatrien, og hun oplevede på egen krop, hvordan den medicinske behandling invaliderede hende.

– Man sover hele tiden, og orker ikke at bevæge sig. Samtidig bliver man helt ude af stand til at tænke eller handle selv, fordi man er så dopet, at man ikke overkommer det, siger hun.

Fejltolkninger til grund for diagnoser og behandling

Det er nu mere end otte år siden, at Mette Askov forlod psykiatrien og begyndte at trappe ud af den medicinske behandling.

– Der er nogen, som kan lide at være indlagt. Men de fleste bryder sig ikke om det. Inklusiv mig selv. Man kommer ind i en patientrolle, hvor man skal underlægge sig andres holdninger og meninger.

– Jeg prøvede også at blive tvangsindlagt. Det var jeg vred over, og i arrigskab travede jeg op og ned ad gangen og mumlede for mig selv, at det var som at befinde sig i en kafkask roman. Det blev hørt af en medarbejder, som tolkede det, som om jeg var psykotisk. Jeg var ikke en skid psykotisk, men i min journal blev der skrevet, patienten taler om at være i en roman. Sådan bliver man fejltolket. Det sker hele tiden, og det ligger til grund for både diagnoser og behandling, understreger Mette Askov, der er ved at færdiggøre en femårig uddannelse som narrativ psykoterapeut.

At såkaldte antipsykotiske lægemidler er farlige, bliver bekræftet af kritiske psykiatere. Læs også interviewet med professor David Healy.

Men selv om psykofarmaka er omdrejningspunktet i psykiatrien, er det ikke nævnt med et eneste ord i den plan, som Dansk Psykiatrisk Selskab med hjælp fra kommunikationsbureauet har fået udarbejdet.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt formanden for DPS, Gitte Ahle, hvorfor de alvorlige bivirkninger ikke er nævnt.

Avisen ville også gerne have haft svar på, hvilken evidens psykiaterne har for, at flere senge skulle løse psykiatriens problemer.

Men det har ikke været muligt med et interview.

Psykiatere får hjælp fra Danmarks Radio

Dansk Psykiatrisk Selskabs krav om flere senge i psykiatrien er ikke nyt. Det blev med stor gennemslagskraft italesat, da Danmarks Radio i foråret 2019 midt i valgkampen offentliggjorde en spørgeskemaundersøgelse, som var udarbejdet i samarbejde med selskabets medlemmer.

Ifølge undersøgelsen må psykiatere udskrive patienter, som ikke er færdigbehandlede. Herefter lå det lige for at rulle bolden videre, og kræve flere penge til området. Det havde det magtfulde selskab held med. Som selskabet skriver i årsrapporten fra 2019, så stod Folketingets partier nærmest i kø for at bevilge flere penge til området, og pressen hjalp velvilligt med:

Op til og under valgkampen kontaktede de forskellige partiers ordførere os, for at høre vores mening om, hvordan psykiatrien skulle være, og de begyndte at overbyde hinanden mht. hvor mange penge de ville sætte af. Journalisterne var også interesserede i vores holdning til psykiatriens fremtid og økonomi, og de ville selvfølgelig også høre vores holdning til de forskellige partiers økonomiske forslag.

Herefter blev der på finansloven bevilget 600 millioner kroner ekstra om året til psykiatrien.

Bevillingen blev bevilget med baggrund i, at 58 procent af psykiaterne i undersøgelsen siger, at de dagligt eller ugentligt må udskrive patienter for tidligt.

Men hvad betyder det, når psykiaterne siger, at de må udskrive patienter for tidligt? Det er ikke defineret.

Længere tid på hospitalet vil dog ikke gøre patienterne mere raske, mener Robert Whitaker.

– Argumentet holder ikke. Problemet er, at behandlingen er baseret på medicin, men det hjælper ikke folk med at komme sig, siger den amerikanske videnskabsjournalist.

Det er ikke første gang, at der er bevilget ekstra penge til psykiatrien. Også i 2014 da en anden psykiatriplan var til forhandling, blev der bevilget flere penge. Dengang blev der øremærket 2,2 milliarder til fordeling over fire år.

Psykiatriordfører Liselott Blixt, DF, mener ikke, at Folketinget har været for rundhåndede med at dele midler ud.

– Det er regionernes ansvar, at pengene bliver brugt godt. Jeg har talt med en psykiater i dag, og han siger, at patienterne bliver udskrevet for hurtigt, og at man skal være sikker på, at medicinen virker, før man udskriver dem. I øjeblikket behandler vi patienterne halvt, og så bliver de udskrevet, mens de stadig er psykotiske, siger hun.

SFs psykiatriordfører Trine Torp er uenig.

– Der er brug for, at vi begynder at tænke lidt anderledes, så flere penge ikke bare bruges på mere af det samme. Der er brug for forandringer, og der er ikke mindst brug for at bruge flere ressourcer på den psykosociale indsats udenfor psykiatrien, siger hun.

Forbedringer udeblev trods flere milliarder

De ekstra milliarder i 2014 skulle ifølge en pressemeddelelse fra sundhedsministeriet give psykiatrien et markant løft, således at kapaciteten kunne udbygges med bedre faciliteter på sygehusene, mindre tvang og mere forebyggelse.

Men her seks år efter er forbedringerne udeblevet, og brugen af tvang i psykiatrien er fortsat høj.

Samtidig fortsætter psykiaterne med at kræve flere penge til psykiatrien. De ekstra 600 millioner, der er aktuelt er afsat i faste midler hvert år på finansloven, er ikke nok. Psykiaterne vil have flere midler til udmøntning af den kommende 10-års plan.

Det fremgår af Dansk Psykiatrisk Selskabs politiske handlingsplan, som de har fået hjælp til at kommunikationsbureauet  Geelmuyden Kiese, GK. Her står der:

Finansloven 2020 er et tydeligt skridt i den rigtige retning mod et varigt løft af den psykiatriske behandling. Men der er behov for flere og mere omfattende løsninger på både kort og lang sigt.

Den forkerte kur

Men det er ikke så underligt at psykiatrien bliver ved med at mangle ressourcer, for kuren er forkert, mener  Robert Whitaker.

– Flere senge vil ikke løse psykiatriens problemer. Hvorfor skulle de det? Problemet er, at vi har en behandling, hvor psykofarmaka er omdrejningspunktet. Psykofarmaka er vanedannende, og på lang sigt invaliderende, så det vi skaber er kroniske patienter, og derfor får psykiatrien brug for flere senge, siger Robert Whitaker og henviser til en række studier på området. De viser, at patienter, der er fri for antipsykotiske lægemidler, klarer sig bedre.

Også dødeligheden er højere hos patienter, der får psykofarmaka.

Minister vil nytænke

Sundhedsminister Magnus Heunicke lægger i en pressemeddelelse fra juni 2020 op til, at der gerne må ske nytænkning inden for psykiatrien.

– Vi skal ikke være bange for at gå nye veje, siger han.

Men førende psykiatere er ikke begejstrede for nytænkning, og har længe modarbejdet, at metoden Åben Dialog blev mere udbredt.

Samtidig er kritikere, som ønsker at gå nye veje og reformere psykiatrien, kun sparsomt repræsenteret i arbejdet med 10-års-planen, påpeger formanden for Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering, Mogens Seider.

– Der er alt for lidt fokus på, at der skal noget nyt til. Når folk havner i psykiatrien, er det ikke ensbetydende med, at de er syge. Vi er nødt til at begynde at se på folks livssituationer og tale om, hvad der er sket for folk i stedet for at fokusere på, at der er noget genetisk galt med dem.

– Og hvis ikke man begynder at tale med og lytte til nogen andre end de aktører, man er vant til at lytte til, så sker der ingen forandringer.

– Det er vigtigt, at alle sider bliver hørt, og at myndighederne også lægger øret ned til græsset, og hører, hvad de mennesker, der er tættest på, har at sige, mener han.

Mette Askov er enig.

– Hvis vi satte ind tidligere, kunne vi spare mange henvendelser til psykiatrien. Folk har ingen steder at gå hen uden brugerbetaling. Der er ingen centre eller steder, hvor man kan få hjælp. Det er muligt at få 10 gange psykologhjælp, men der er en stor egenbetaling, og det har de færreste råd til, siger hun.

 

 

 

 

 

 

 

You might be interested in

Årelang modstand mod Åben Dialog

Regeringen har netop bevilget 600 millioner ekstra om året til hospitalspsykiatrien.  Det sker samtidig med, at førende psykiatere i årevis har raset mod andre tilgange, der ellers reducerer hospitalsindlæggelser med omkring 70 procent.

 

Af Gitte Rebsdorf

Flere toneangivende psykiatere var vrede i november 2006.

Politikerne i Folketingets paragraf 71 tilsyn havde været på studietur til den nordlige del af Finland for at se, hvordan man hjælper mennesker med psykiske lidelser. Da de kom tilbage, var de så begejstrede og fyldt af ideer, at de skrev et indlæg til Dagens Medicin, hvor de gav udtryk for, at de ville revolutionere psykiatrien i Danmark.

I Vestlapland bruger man Åben Dialog, og denne tilgang holder ikke alene patienterne væk fra hospitalerne. Den får også antallet af skizofrenitilfælde til at falde.  På ti år var den faldet fra 35 per 100.000 til 7, skrev de  fem politikere, Inge-Lene Ebdrup (V), Karen J. Klint (S) Tina Pedersen (DF) Elsebeth Gerne Nielsen (Rad) og Anne Baastrup (SF) i deres debatindlæg den 16. november 2006.

Men reaktionen fra psykiaterne var voldsom, husker Anne Baastrup (SF), der var med til at skrive indlægget.

– De var vrede. De mente, at vi havde misforstået det hele, og pegede på, at vi var lægfolk, og at vi derfor ikke kunne udtale os, som vi gjorde, siger hun 13 år efter.

Men hvorfor dog denne vrede? Burde psykiaterne ikke også være begejstrede, når nu der findes en måde at hjælpe mennesker med sindslidelser?

Som beskrevet i sidste udgave af PsykiatriAvisen, så er resultaterne i Åben Dialog bemærkelsesværdige. Tilgangen, som anvender ingen eller helt lave doser psykofarmaka i kort tid, betyder, at 85 procent af patienterne kommer i arbejde, og at 80 procent lever uden at være psykotiske.

Forstemte psykiatere

Men flere toneangivende psykiatere mener, at psykiske lidelser har sin årsag i neurologiske og genetiske forhold, og derfor finder de, at det er helt usandsynligt, at dialog skal kunne virke.

Uenigheden handler basalt set om retten til at definere, hvad psykiske lidelser er.

”Man bliver forstemt, når man læser, at man skal tale sig ind i og oftest også ud af sygdommen”, skrev daværende næstformand i Foreningen af Yngre Psykiatere, Jeanett Bauer  – på vegne af ledelsesgruppen i et debatindlæg den 23. november.

Hun var ikke den eneste, der var forstemt. Mindst syv psykiatere svarede tilbage med vrede debatindlæg, hvor de gav udtryk for, at politikerne i Folketingets paragraf 71-tilsyn var helt galt afmarcheret, og at de skulle afholde sig fra at have visioner for psykiatrien. Med den begrundelse, at psykiatere er eksperter og politikere lægfolk.

En anden psykiater, som svarede igen på paragraf 71 tilsynets debatindlæg var professor Raben Rosenberg, der er klinikchef i centerledelsen ved Region Hovedstadens Psykiatri .

Under overskriften ”Revolutionen er sket i neurovidenskaben” skrev Raben Rosenberg, at Åben Dialog intet kunne ændre for patienterne, for problemet var i generne og hjernerne på de psykisk syge.

”Det er også højst usandsynligt, at en sygdom med sådanne genetiske funktionelle og strukturelle karakteristika skulle kunne helbredes med enkle samtaler eller bedring af sociale forhold.

Ved hjernescanning er fundet at svækkede kognitive funktioner afspejler nedsat aktivitet i den forreste del af hjernen

Forskning har de seneste 30 år ført til afgørende ny viden om de neurobiologiske og neuropsykologiske forhold ved en lang række psykiske lidelser” skrev Raben Rosenberg i Dagens Medicin den 7. december.

Politikere trak i land

Efter psykiaternes voldsomme reaktion trak politikerne i land, og det mønstersystem, som de havde ønsket at skabe, blev aldrig til noget.

Psykiaterne og embedsmændene i regionerne fortsatte ved styrepinden. Med psykofarmaka som omdrejningspunkt i behandlingen. Samtidig fortsatte og voksede problemerne i psykiatrien.

  • Antallet af behandlingsdomme og retspsykiatriske patienter steg med 204 procent i perioden fra 2001 og frem til 2014.
  • Patienterne blev ikke raske, men gik ind og ud ad hospitalsdørene. Hver femte patient må genindlægges inden for en måned efter udskrivelsen.
  • Tvang i psykiatrien er et uløst problem. Det er ikke lykkedes at halvere den samlede brug af tvang inden 2020, sådan som målet har været.
  • Mange sindslidende er uden for arbejdsmarkedet. I 2008 fik 7.500 personer tilkendt førtidspension på grund af en psykisk lidelse. Det er en stigning på 60 procent siden 2001.
  • Patienter bliver invalideret, og i Danmark dør mellem 100 og 160 psykiatriske patienter hvert år i forbindelse med, at de får psykofarmaka.
  • Psykiske lidelser er det område i sundhedsvæsenet, som koster samfundet flest penge.  55 milliarder om året koster dette område det danske samfund.

Ekstra 600 millioner om året

Nu har psykiatrien fået 600 millioner kroner ekstra om året, som primært skal gå til hospitalspsykiatrien. Pengene er bevilget efter et langvarigt pres fra Dansk Psykiatrisk Selskab.

Med til den historie hører, at hospitalssengene netop blev nedlagt, fordi man indførte behandling med psykofarmaka, og fordi der var en fortælling om, at nu kunne patienterne klare sig ude i samfundet. Den fortælling har vist sig at være falsk. Psykofarmaka gjorde det ikke muligt for patienterne at leve almindelige liv ude i samfundet.

Så spørgsmålet er om flere penge vil løse psykiatriens problemer.

Hvis de skal gøre dette, forudsætter det, at den medicinske behandling i psykiatrien virker. Det er der ikke sikkert videnskabeligt belæg for.

Professor Raben Rosenberg skriver i sit indlæg, at der er sket en revolution i psykiatrien, og at der er kommet afgørende ny viden.

Raben Rosenberg har ikke ønsket, at give interview til PsykiatriAvisen og forklare, hvad det er for landvindinger, han taler om. Heller ikke Jeanett Bauer har haft tid til et interview.

Men der er ikke enighed om Raben Rosenbergs og Jeanett Bauers udtalelser.

Ideen om, at vi er lige på trapperne til at finde en biokemisk forklaring på psykiske lidelser, har ikke hold i virkeligheden.

Ifølge den nu pensionerede psykiater Jytte Villadsen er psykiatrien fyldt med illusioner. Vi ved vi ikke, hvad psykiske lidelser skyldes. Og man ved mindre om psykiatri, end man gør om kræft.

Også den amerikanske psykolog fra Harvard Medical School, Amitai  Abramovitch peger på, at der er lang vej:

”Efter 50 års forskning er der stadig ikke fundet spor af biologiske eller neurokognitive markører, som kan forudsige specifik psykopatologi til trods for en massiv økonomisk, forskningsmæssig og politisk satsning”

Magtfulde psykiatere hindrer udvikling

Da førende psykiatere i 2006 fik politikerne i Folketingets paragraf 71 tilsyn til at trække deres ideer om behandling efter principperne i Åben Dialog tilbage, var det ikke første gang, at noget sådan skete.

Psykiatrien er som en betonklods, der er svær at flytte.

Da et flertal i Folketinget tilbage i 2001 besluttede at indføre tilbud om medicinfri behandling i psykiatrien blev det efterfølgende syltet af psykiaterne. Medicinfri behandling blev aldrig til noget.

Psykiaternes modstand mod medicinfri behandling viste sig igen i 2017, da regionerne fik mulighed for at søge en pujle på 10,2 millioner kroner til forsøg med medicinfri behandling.

Interessen for forsøget var så ringe, at Sundhedsstyrelsen måtte genopslå puljen. Kravene i projektet om medicinfri behandling var ikke opfyldt.

Læs mere her

Patienter kæmper selv for at komme ud af psykiatrien

Førende psykiaterne har således meget længe og vedholdende hindret medicinfri behandling i Danmark. Ganske vist er Åben Dialog ved at brede sig, men det sker med skepsis fra psykiaternes side. Som psykiater og ledende overlæge ved børne- og ungdomspsykiatrien i Sydjylland, Klaus Müller-Nielsen siger andet sted i denne avis, så har Åben Dialog aldrig været mainstream indenfor psykiatrien.

Men til trods for at nye behandlingsmetoder er en mangelvare i psykiatrien, så lykkes det nogen patienter på egen hånd at finde deres egne veje ud af psykiatrien.

Det gælder for Pernille Steen Madsen, som under Psykiatridebatugen i Thisted fortalte om, hvordan hun er trappet ud af psykofarmaka, og langsomt har fået sit liv tilbage efter 16 år i psykiatrien.

Hun har fået at vide, at hun var psykisk syg, og at hun altid skulle have psykofarmaka. Men det kom ikke til at holde. Pernille Steen Madsen er ikke længere psykiatrisk patient. Dermed sparer hun også samfundet for en del penge.

Sådanne beretninger er der efterhånden en del af i psykiatrien.

De 600 millioner kroner, som regeringen netop har bevilget med opbakning fra Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet går ikke til at hjælpe mennesker med at komme ud af psykofarmaka.

Først i de nye år går arbejdet med en psykiatrihandlingsplan i gang.

 

Artiklen er baseret på interview med politikere, forskere, psykiatere, psykologer samt på undersøgelser og rapporter: Tal til Psyken, analyse fra Psykiatrifonden. Aftale om finanslov 2. december 2019. SST kortlægning af retspsykiatrien, december 2015 . SFI, Danmark venter stadig på sin psykiatrireform, 2011.

 

PsykiatriAvisen lever af din støtte, så hvis du synes journalistikken er vigtig, beder vi dig støtte arbejdet. Du kan læse mere her:

 

 

You might be interested in