Browse Tag

bivirkninger

Tvangsmedicinering sker på trods af alvorlige bivirkninger, viser forskning

/

Patienter bliver tvangsmedicineret, selv om de har alvorlige bivirkninger. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer en unik undersøgelse, som har været svær at komme igennem med.

Af Gitte Rebsdorf

Hvert år bliver omkring 800 mennesker tvunget til at tage psykofarmaka mod deres vilje. Men en forskningsgennemgang viser, at tvangsmedicinering sker uden skelen til, at der er alvorlige bivirkninger ved medicinen i form af hovedpine, uro, tics og bevægeforstyrrelser, som minder om  Parkinsons syge.

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så har tvangsmedicinering haft alvorlige konsekvenser i Trine Hessellunds liv.

Det er hun ikke alene om, viser forskningsprojektet af professor Peter Gøtzsche og psykolog og ph.d. Anders Sørensen. De har gennemgået 30 klagesager ved Patientklagenævnet, og resultatet heraf er, at psykiatere gennemtrumfer tvangsbehandling, selv om patienterne siger, at de har alvorlige bivirkninger, og at medicinen ikke gavner dem.

”Det er voldsomt at se sort på hvidt, at det patienterne siger ikke bliver taget alvorligt. Men det kom nok ikke bag på os”, siger  Anders Sørensen, der netop har færdiggjort en ph.d. om udtrapning af psykofarmaka.

Forskningen, som er offentliggjort i Indian Journal of Medical Ethics i 2020, viser videre, at i 21  tilfælde, hvor psykiateren sagde, at der var god effekt af psykofarmaka, var patienterne ikke enige.

Skæv magtbalance og intet tilsyn

Når en psykiater skal vurdere, om en patient har brug for psykofarmaka, så kan han ikke afgøre dette ved at tage en prøve eller et røntgenbillede. Han må i stedet observere og lytte til patienterne. Men tvangsmedicineringen sker uden skelen til, hvad patienterne siger eller ønsker, og samtidig med, at patienterne er helt forsvarsløse. Magtbalancen mellem patient og psykiater er skæv, konkluderer undersøgelsen.

Men er det ikke helt efter bogen, at det er psykiateren, der har det sidste ord, da det er ham eller hende, der er ekspert?

”Det er jo det, der er ideen med psykiatri som medicinsk speciale, og hvis man spiller med på den præmis, så er der ikke noget at komme efter. Men problemet er, at der ved psykisk lidelse er tale om helt subjektive mål i forhold til, hvordan man har det og om en behandlingen virker eller ej, samt til hvad man overhovedet ønsker at opnå med behandlingen”.

“Når psykiateren siger, at der er god effekt af medicinen, så er der ingen markører eller videnskab at måle efter. Det er ikke muligt at tage en prøve for at se, om medicinen virker, og netop derfor er det afgørende, at man lytter til, hvad patienterne fortæller, ” forklarer Anders Sørensen.

På den måde adskiller psykiatrien sig fra somatikken, hvor det som udgangspunkt er muligt at måle, om en behandling virker.

Men hvorfor har psykiatere suveræn magt, når afgørelsen om behandlingen i bund og grund er subjektivt?

”Ja, det spørger jeg også mig selv om. Men det hænger nok sammen med, at der i systemet er ansat eksperter, altså psykiatere, som har patent på området. Andre faggrupper, herunder også politikere og jurister tør ikke blande sig. Det er jo eksperternes område, og på den måde får systemet således lov at vedligeholde sig selv,” siger Anders Sørensen

Han mener, at der er brug for kontrol og åbenhed på området:

“Transparens og uafhængige tilsyn er helt afgørende. Det er det, vi har forsøgt at vise med vores forskning. Der er jo tale om menneskers liv, som  kan ødelægges med fejlbehandling med såkaldt antipsykotisk medicin,” siger Anders Sørensen.

Tvang i psykiatrien er et stort problem.  I 2014 blev der indgået en aftale med regionerne om, at tvangen skulle være nedbragt med 50 procent inden 2020. Men selv om der er afsat trecifrede millionbeløb til opgaven, så er den samlede brug af tvang steget i perioden.

Frygter at dø

Bivirkningerne, som er beskrevet i de 30 klagesager, er alvorlige. En af patienterne i forskningsgennemgangen udtaler, at det er som hendes hjerne tørrer ud eller bliver fjernet, når hun bliver medicineret med psykofarmaka.

Fire andre patienter udtaler, at de frygter at dø af medicinen, og en af dem siger, at hun er bange for at personalet dræber hende.

I andre klagesager er der beretninger om bivirkninger i form af tics, ansigtsgrimasser og ufrivillige bevægelser også kendt som tardive dyskinesier.

Men til trods for disse alvorlige bivirkninger, så bliver medicineringen gennemtrumfet samtidig med, at patienterne er forsvarsløse, konkluderer forskningsgennemgangen.

Ifølge undersøgelsen så kan medicineringen med neuroleptika medføre alvorlige hjerneskader i form af tardiv dyskinesi, og i værste fald kan folk ende med at dø af medicineringen.

Fokus på tvang. PsykiatriAvisen belyser og undersøger, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe tvang i psykiatrien, selv om der er bevilget milliarder til dette område.
Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?
Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?
Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.

 

Modstand mod undersøgelse

At undersøgelsen om tvangsmedicinering overhovedet er blevet udført og offentliggjort, er i sig selv bemærkelsesværdigt, oplyser Anders Sørensen.

”Det tog os temmelig lang tid at få adgang til afgørelserne fra Patientklagenævnet, og da det lykkedes, var det med et forbehold om, at vi ikke kunne få dem tilsendt, men skulle møde på stedet og læse dem der. Det gjorde vi så hen over et par måneder,” fortæller Anders Sørensen.

Da undersøgelsen var færdig, var det svært at få den offentliggjort. Men til sidst lykkedes det med et mindre tidsskrift, som turde udgive noget om emnet.

”De store tidsskrifter vil som udgangspunkt ikke publicere forskning, der kritiserer og går imod det herskende paradigme. Hvis man får lov, er det som regel med et krav om, at man skal moderere sit budskab i en sådan grad, at det ændres markant fra det, man fandt. Jeg ved ikke, om man kan kalde det censur, for tidsskrifterne bestemmer selvfølgelig selv, hvad de vil udgive. Men det er vel en form for overordnet videnskabelig censur, at disse mekanismer findes og på sin vis styrer, hvad der bliver skrevet om,” siger Anders Sørensen.

 

Læs også artiklen: Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

//

Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det lettere at tvangsbehandle med medicin og ECT. Men 44-årige Trine Hessellund har prøvet at blive tvangsmedicineret, og hendes dom er klar; Medicinen virkede ikke, og den gjorde hende så aggressiv, at hun kastede med stole og borde.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Man skal ikke have talt længe med Trine Hessellund, før man hører, at hun kommer fra Nordjylland. Hendes rolige og rare dialekt, gør det svært at forstå, at hun skulle kunne blive så vred, at hun kunne finde på at kaste med borde og stole.

Men ifølge Trine Hessellund var det, hvad der skete, mens hun var indlagt i psykiatrien igennem cirka 10 år. Behandlingen gjorde hende aggressiv og udad reagerende.

I dag er Trine Hessellund ude af såvel medicin som psykiatri. Hun har tabt sig 35 kilo, og har taget sin butiksuddannelse i brug, og arbejder nu i et supermarked i Aalborg området.

Den 44-årige kvindes historie er interessant, fordi Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det nemmere at tvangsbehandle mennesker, der havner i psykiatrien. Det sker ud fra devisen, at psykisk syge har brug for medicinsk behandling, og at det er et vilkår, som ikke er til diskussion, fremgår det af skrivelsen: ”Den nødvendige og unødvendige tvang”. Her står der:

Ved den nødvendige tvang forstås den tvang, som er nødvendig for at sikre en patient med psykisk
sygdom behandling og beskytte denne eller andre mod fare. Der er tale om et uomgængelig vilkår, som
er en præmis med baggrund i de psykiatriske sygdommes natur. Der vil med andre ord være tvang, som er uomgængelig, og som ikke kan eller skal undgås i behandlingen.

Dansk Psykiatrisk Selskab betegner selv deres indspil, som er omtalt i flere medier, for nuanceret. Men for Trine Hessellund var der intet nuanceret over at blive diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose, og efterfølgende blive tvangsmedicineret med mange forskellige typer psykofarmaka.

Hun havde ikke brug for behandlingen, og diagnosen var ikke sand.

 

Fokus på tvang. PsykiatriAvisen belyser og undersøger, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe tvang i psykiatrien, selv om der er bevilget milliarder til dette område.

Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?

Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?

Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.

Var i livskrise

Den nordjyske kvindes vej ind i psykiatrien begyndte med, at hun var under pres i sit liv.

I 2007 havde hun ellers født sit og ægtemandens ønskebarn, som var længe ventet og til stor glæde for alle. Blot halvandet år efter kom den næste.

 

Men den første fødsel havde været hård, og medført en fødselsskade, som Trine Hessellund  bøvlede med, og som til sidst førte til, at hun måtte have en stomi. Det er en kunstig åbning i maven, hvor tarmen er ført ud.

 

Livet med to små børn, en fødselsskade og et lederjob i et supermarked var hårdt.

Trine Hessellund var i krise, og ægteskabet var også begyndt at skrante. Når hun var særlig presset kunne hun reagere fysisk ved at begynde at ryste og få kramper.

 

Hun kom til en psykolog, som mente, at den unge mor havde en alvorlig depression, og i oktober 2010 var hun så udmattet og stresset, at hun blev indlagt på Brønderslev Psykiatriske Hospital.

Men i stedet for at få den hjælp hun længe havde haft brug for, mødte Trine Hessellund et system, der gik mere op i diagnosticere hende end i at lytte til, hvad der var sket i hendes liv.

 

Diagnose efter få dage

En sygeplejerske på afdelingen kom med en bunke papirer, hvori diagnosen borderline, også kendt som personlighedsforstyrrelse, blev beskrevet. Sygeplejersken gennemgik de forskellige symptomer, husker Trine, og i løbet af få dage havde hun fået en diagnose.

Men selv om både Trine og hendes familie var uforstående overfor dette, havde afdelingen ikke tid til at tale med dem, husker Trine.

Læs også artiklen psykiatriske diagnoser er meningsløse.

10 års mareridt

Det var begyndelsen på 10 års mareridt, hvor Trine Hessellund enten var indlagt i psykiatrien eller på et af i alt fire psykiatriske bosteder. I disse år blev hun blevet udsat for mange forskellige typer af tvang. Hun er blevet slæbt hen ad gulvet, blevet hentet af politi og ambulance, lagt i bælte, og er blevet tvangsmedicineret. Oven i dette overså psykiatrien flere gange, at Trine Hessellund havde somatiske lidelser.

I begyndelsen fik hun beroligende medicin som Rivotril og Alopam. Men hurtigt kom der andre lægemidler som depressionsmedicin og antipsykotisk medicin til. Psykiatriens svar på den nordjyske kvindes problemer var piller, fremgår det af journalen.

Før Trine Hessellund kom i psykiatrien, havde hun været aktiv, spillet fodbold og haft mange veninder, og hun var endda blevet kåret som årets medarbejder på sin arbejdsplads. Men behandlingen i psykiatrien ændrede hende, så hendes familie havde svært ved at genkende hende, når de kom på besøg.

”De spurgte om jeg var fuld, for jeg kunne ikke gå lige, og gik ind i ting. Mit ansigt hang i den ene side, og jeg kunne ikke styre mit mundvand. Det var medicinen, men min familie troede, at jeg havde en hjerneblødning”, husker hun.

Trines medicinliste. Psykofarmaka er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver anvendt i psykiatrien.
Den består af beroligende medicin, benzodiazepiner, depressionsmedicin,SSRI og SNRI, og neuroleptika også kendt som antipsykotisk medicin.Trine Hessellund blev behandlet med alle tre typer, herunder depressionsmedicinen, Cymbalta, som er et såkaldt SNRI. Midlet kan forårsage muskelkramper, aggressivitet, mani, hovedpine, træthed, uro.
Hun blev også behandlet med Seroquel, der er et antipsykotisk lægemiddel, der kan give selvmordstanker, parkinsonisme, ufrivillige muskelbevægelser, også kendt som ekstrapyramidale bivirkninger.Litium, var også på Trine Hessellunds medicinliste. Det påvirker organerne, herunder nyrer og skjoldbrugskirtel. Sidstnævnte har en vigtig funktion i reguleringen af stofskiftet.

 

Højere doser

Medicinen virkede ikke, og der var ingen i psykiatrien, der tog notits af, at den medførte alvorlige bivirkninger. I stedet fortsatte personalet behandlingen. Eller forsøgte sig med nye præparater eller højere doser, fremgår det af Trine Hessellunds journal.

Først da Trine i 2019 mødte en svensk psykiater, blev hun taget alvorligt.

Inden da skulle hun meget igennem.

Slæbt hen ad gulvet

Hun kunne ikke lide at være indlagt i psykiatrien. De behandlede hende ikke ordentligt, og hun ville gerne hjem til sin familie. Derfor forsøgte hun flere gange af stikke af.

Det skete også, mens hun var på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hvorefter personalet låste alle døre og vinduer. Men Trine opdagede, at den dør, patienterne brugte, når de skulle ud at ryge, var åben, så da hun kunne se sit snit til det, løb hun ud.

Det varede dog ikke længe, før personalet opdagede det, og løb efter.

De indhentede hende og væltede hende omkuld, og slæbte hende hen ad jorden og ind på afdelingen, hvor de andre patienter så på.

” Det var forfærdeligt, og jeg skulle se de andre patienter næste dag”, fortæller hun med stille stemme.

 

Går fra hinanden

I 2011 gik Trine og hendes mand fra hinanden. De to børn blev hos deres far, mens Trine fortsatte  i psykiatrien, enten som indlagt eller på et socialpsykiatrisk bosted.

Den medicinske behandling i psykiatrien virkede ikke. Tværtimod. Da hun var på Visborggaard i Hadsund, fik hun det så dårligt, at hun måtte bede personalet om at blive indlagt.

”Men i stedet fik jeg at vide, at jeg skulle gå op på mit værelse, og at jeg skulle have noget beroligende medicin. Der var ingen, der talte med mig eller spurgte, hvorfor jeg havde det skidt, så jeg blev ked af det, og i desperation bandt jeg ledninger om halsen på mig selv.

Da personalet fandt mig, bandt de knuderne op en for en. Det tog lang tid, for der var mange. Derefter gik de igen. De skulle ned og skrive, hvad der var sket, og imens stak jeg af.

Helikopter og en halv million

”Jeg var væk en hel nat, og gemte mig ude i skoven eller i folks haveskure. Det var koldt, og jeg havde taget et tæppe med, som jeg gemte mig under. Jeg kunne se, at de havde sendt en helikopter ud for at lede efter mig. Men de fandt mig ikke.

Næste morgen gik jeg ind til et hus med et ældre ægtepar, og bad dem ringe efter politiet. De kom, og lagde mig i håndjern, og spurgte, om jeg vidste, hvad jeg havde kostet samfundet? Det var omkring en halv million, fortalte de. Men så kunne de jo bare have hørt på mig”, fastslår Trine.

I hospitalspsykiatrien fortsatte Trines udad reagerende adfærd. Hun sagde til personalet, at hun blev syg af medicinen, og at den ikke virkede. Men det blev ikke taget alvorligt.

Trine var så desperat, at hun skadede sig selv; slugte tegnestifter eller glasskår. Hendes mave var  dog følelsesløs efter, at hun havde fået en stomi, så hun mærkede ingen smerte. Men fik til gengæld megen opmærksomhed, og personalet skældte hende ud for, at hun opførte sig som et fireårigt barn.

 

Vælter borde og stole

En forårsdag i påsken 2013 gik det helt galt.

Trine gik amok, mens hun var indlagt på Brøndeslev Psykiatriske afdeling. Hun væltede borde og stole og et højt skab med porcelæn, og kastede rundt med tallerknerne som var de frisbees, mens personalet gemte sig på kontoret.

Trine løb ud i haven, og forsøgte at stikke af. Men personalet løb efter, og overmandede hende.

Herefter var der bæltet, hvor arme, ben og mave blev spændt fast, og så sprøjten med medicinen ind i hendes krop. Det var nedværdigende og umenneskeligt. Hun kunne intet stille op.

Når Trine bliver spurgt, hvordan det var at blive udsat for en sådan behandling, bliver hun først tavs. Derefter kommer hendes stille, men sikre svar:

 

”Det var mishandling.”

 

Undgik personale

I de knap ti år den nordjyske kvinde var i psykiatrien, blev hun behandlet med 21 forskellige typer af psykofarmaka, og tog 40 kilo på samtidig med, at hun fik det værre og værre.

Hun fortæller om et personale, der i alle henseender manglede de rette kompetencer for at kunne hjælpe hende.

”Jeg orkede ikke at tale med dem, de var bedrevidende, og de lyttede ikke til det, jeg sagde. Hvis jeg havde sagt, at jeg ikke var sulten, og ikke ville have mad, gik der ikke lang tid, før de stod med en bakke, og så blev jeg sur og skubbede til den, så det hele røg på gulvet. Jeg var jo ikke underernæret, og de snakkede til mig, som var jeg en død ting, som om jeg ikke var et menneske”, fortæller hun.

Trine Hessellund er ikke den eneste, der fortæller om en syg kultur i psykiatrien. Forfatteren Jacob Skyggebjerg har også skrevet om dette, efter han igennem en årrække var indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger

Det kan du læse om her

Du kan også læse artiklen om Glenn Hansson, der blev tvangsmedicineret.

 

Troede galdesten var en tegnestift

Personalets manglende kompetencer viste sig også, da hun i 2015 fik voldsomme mavesmerter, mens hun var indlagt i psykiatrien. Det var så slemt, at hun skreg af smerte. Personalet troede, at det var psykisk betinget, og i hendes journal kan man se, at de tror, hun har slugt en tegnestift eller et barberblad.

Mange dage senere fandt man ud af, at Trine havde galdesten, som hun blev opereret for.

Intet at stå op til

I psykiatrien havde de fortalt Trine, at hun aldrig kom tilbage på arbejdsmarkedet. Hun havde  intet at leve for, eller stå op til. Hun skulle ikke engang lave sin egen mad, og hendes stue i psykiatrien var rippet for alt. Ikke engang et lagen havde hun. Det var taget fra hende på grund af den selvskadende adfærd. Medicinen fik Trine til at sove meget. Ofte 20 timer i døgnet, så slap hun også for at have kontakt til personalet.

Når hun var oppe, gik hun rundt som en zombie uden følelser, og var ligeglad med alt. Til sin 40 års fødselsdag havde hun svært ved at pakke gaverne ud, og tabte bestikket under middagen, fordi medicinen fik hende til at ryste så meget, husker hun.

Indlagt med politieskorte 

Men i 2019 skete der noget epokegørende.

Trine var blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital med politieskorte, fordi hun havde stukket en kniv i maven på sig selv. I den forbindelse kom hun i kontakt med den svenske psykiater, Mats Elovsson.

I modsætning til hvad der hidtil var sket, lyttede han til Trine. Til hvordan hun havde det, til at hun var træt og sov hele tiden, og til hvordan hun savnede sine børn.

Da der blev taget blodprøver, viste de, at der var noget helt galt med Trines stofskifte.

Det kom hun i behandling for, og samtidig begyndte den svenske læge at trappe Trine ud af psykofarmaka. Hun var også i behandling med litium, som netop skader stofskiftet.

Udtrapningen skete langsomt, pille for pille, husker Trine, og i takt med dette, fik den nordjyske kvinde det bedre og bedre.

Efter et års tid var hun helt fri af medicinen, og har i dag tabt sig 35 kilo. Hun er også blevet udredt af en specialpsykolog, Thomas Mogensen, som har konstateret, at hun ingen personlighedsforstyrrelse har. Diagnosen er blevet slettet. Men det er Trines mén ikke.

Svært ved politi og ambulance

Det er nu et par år siden, at Trine Hessellund er kommet ud af det psykiatriske helvede, hun har befundet sig i gennem næsten 10 år. Hun har på deltid genoptaget sit gamle arbejde i et supermarked, og arbejder som frivillig peer medarbejder i psykiatrien samtidig med, at hun holder foredrag.

”Medicinen ødelagde mig, og jeg ønsker ikke at andre skal blive udsat for det samme”, siger hun.

Hun virker mest glad og lettet. Andre kunne måske være bitre eller vrede. For ikke alene har Trine Hessellund mistet 10 år af sit liv. Men hendes to børn på nu 13 og 14 år har også måttet undvære deres mor, og det vejer tungest for den 44-årige kvinde.

”Det har haft nogle forfærdelige konsekvenser. I dag får jeg det dårligt, når jeg ser en politibil eller en ambulance. Det minder mig om det, jeg har været udsat for i psykiatrien. Men det værste er, at det er gået ud over mine to dejlige børn. Min datter har fravalgt mig. Måske tror hun, at jeg har svigtet hende. Men jeg har aldrig glemt hende, og du må gerne skrive, at jeg elsker dem, og aldrig glemmer dem. Jeg har kæmpet en kamp, og den håber jeg, at de en dag kan forstå”, siger hun med gråd i stemmen.

 

Trine Hessellunds historie er skrevet på baggrund af interview med Trine og hendes familie og på baggrund af Trines journal. Herudover har PsykiatriAvisen interviewet en lang række andre tidligere eller nuværende patienter i psykiatrien, som fortæller om episoder i psykiatrien som er lig det Trine Hessellund fortæller.

Det har ikke været muligt for PsykiatriAvisen at få et interview med Dansk Psykiatrisk Selskab

 

Politikere vil have stoppet farlig medicinering

//

Psykiatriske patienter bliver stadig behandlet med flere typer antipsykotisk medicin, selv om det er skadeligt og i strid med Sundhedsstyrelsens regler. Flere politikere vil have sundhedsministeren til at gribe ind.

Af Gitte Rebsdorf

 

Mindst 12.000 psykiatriske patienter bliver årligt behandlet i strid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det viser en opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen, som er kommet frem efter, at PsykiatriAvisen har beskrevet, hvordan reglerne for medicinering bliver omgået.

Det får flere folketingspolitikere til at kræve, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kommer på banen. Fejlbehandlingen sker ved, at psykiatriske patienter fortsat bliver behandlet med flere typer antipsykotisk medicin samtidigt. Det kaldes i fagsprog for polyfarmaci. Men det er skadeligt og i strid med Sundhedsstyrelsens vejledning.

– Psykiatere skal som alle andre i det danske sundhedsvæsen overholde gældende regler. Vi ved, at netop fejlmedicinering kan have fatale følger. Jeg vil tage sagen op med sundhedsministeren og har bedt ministeren om, at forholde sig til problemstillingen, skriver formanden for Sundheds- og Ældreudvalget, Jane Heitmann (V) i et mail svar til PsykiatriAvisen.

Også SFs medlem af udvalget, Trine Torp mener, at den praksis, der hersker, er uacceptabel.

– Hensigten med Sundhedsstyrelsens arbejde er netop, at de skal udstikke retningslinjer for, hvad der er god behandling, og det kan den enkelte læge ikke være hævet over. Derfor bør reglerne følges, siger hun.

Flere kilder har, som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, oplyst, hvordan Sundhedsstyrelsens regler bliver omgået. Reglerne blev skærpet i 2014 efter en række sager om dødsfald, overmedicinering og polyfarmaci.

Herefter har styrelsen skærpet vejledningen både i forhold til polyfarmaci og til samtidig behandling med benzodiazepiner og antipsykotiske lægemidler, fordi denne form for medicinering er skadelig og livsfarlig. I vejledningen står der:

  • Lægen skal undgå samtidig behandling med antipsykotiske lægemidler og benzodiazepiner udover den akutte fase (1-2 uger), da behandlingen medfører øget risiko for død.
  • Der er ikke evidens for, at samtidig behandling med flere antipsykotiske lægemidler (polyfarmaci) med‐ fører bedre effekt. Derimod ser det ud til, at polyfarmaci medfører flere bivirkninger.

Polyfarmaci fortsætter

Men disse anvisninger bliver ikke overholdt.  Medicineringen med polyfarmaci fortsætter i psykiatrien.

Omkring 12.000 personer var i 2018 i behandling med lavdosis Quetiapin også kendt som Seroquel samtidig med, at de fik mindst et andet antipsykotisk lægemiddel.  Behandlingen med lavdosis Quetiapin og mindst et andet antipsykotika er næsten fordoblet i perioden fra 2008-2018 fra 6.700 personer i 2008 til cirka 12.000 personer i 2018, viser en opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen.

Hertil kommer, at 5461 personer i 2018 var i samtidig behandling med det gamle antipsykotiske middel Chlorprothixen også kendt som Truxal

Informationerne fremgår af et udvalgssvar, som Trine Torp har fået fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

– Tallene viser, at vi bør have mere fokus på dette område. I dag er der ingen systematisk overvågning af området, og det vil jeg tage op med ministeren. Vi ved heller ikke, hvordan det er gået med patienterne. Har de fået det bedre eller dårligere af behandlingen, siger Trine Torp.

Problemer med polyfarmaci, overmedicinering og dødsfald i psykiatrien er et tilbagevendende problem, og det har flere gange været beskrevet i pressen. Efter den såkaldte Glostrup sag, hvor det kom frem, at patienter fik store doser medicin langt over de anbefalede doser, udtalte tidligere sundhedsminister Astrid Kragh (S) i en artikel i Politiken i 2012, at hun agtede at indføre systematisk overvågning af medicineringen.

Men her otte år senere er der fortsat intet overblik over, hvordan den medicinske behandling af psykiatriske patienter foregår. Det fremgår af et andet udvalgssvar, hvor ministeren er blevet bedt om at oplyse, hvor mange patienter der i særlige tilfælde er i behandling med antipsykotisk medicin.

I Sundhedsstyrelsens vejledning står der, at man ikke må behandle med antipsykotisk polyfarmaci undtagen i særlige tilfælde. Hvor mange det udgør, kan sundhedsminister Magnus Heunicke dog ikke svare på, for tallene er ifølge Sundhedsdatastyrelsen ikke tilgængelige.

Men det er en fejl, at myndighederne ikke ved, hvordan psykiatriske patienter bliver behandlet, mener Dansk Folkepartis sundheds- og psykiatriordfører, Liselott Blixt:

– Jeg mener bestemt, at det er noget som myndighederne skal holde øje med, og jeg vil spørge ministeren, om det er noget, de er opmærksomme på, samt høre hvad de vil gøre, siger hun.

Er voldsom medicinering nødvendig

Men hvorfor bliver psykiatriske patienter overhovedet udsat for denne voldsomme medicinering, hvor de bliver behandlet med doser, der er mange gange højere end det anbefalede, og hvor de bliver behandlet med mange forskellige typer antipsykotisk medicin på én gang.

Årsagen er ifølge farmakolog Gesche Jürgens fra Region Sjælland, at psykiaterne efterspørger denne form for medicinering. De vil gerne kunne sedere patienterne, som hun siger.

Så da Sundhedsstyrelsen i 2014 skærpede reglerne, førte det ikke til et mindre forbrug, men blot til, at forbruget flyttede sig, sådan som det er beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen. Ganske vist er forbruget af benzodiazepiner faldet, men til gengæld er flere personer i behandling med Quetiapin. Se tabel.

Dette lægemiddel bliver ifølge farmakologen lagt oven i den antipsykotiske behandling blot i lave doser.

– Der er store forskelle på, hvordan man behandler, når man ikke må bruge benzodiazepiner mere. Nogle afdelinger bruger antihistaminer for at sedere patienterne, mens andre bruger Quetiapin, som er et sløvende antipsykotikum, blot i lave doser, sagde Gesche Jürgens til PsykiatriAvisen.

Men selv om medicinen bliver givet i lave doser, tæller det fortsat som polyfarmaci, fastslår sundhedsministeren i et udvalgssvar:

I henhold til vores vejledning er samtidig brug af quetiapin (uanset dosis) med et andet antipsykotisk præparat at betragte som polyfarmaci, står der i svaret.

Psykiatere fejlbehandler

Den voldsomme medicinering af psykiatriske patienter kan også hænge sammen med, at psykiatere fejlbehandler patienterne. Det mener flere kritiske psykiatere og læger, hvoraf flere er organiseret i Critical Psychiatry Network.

Den britiske psykiater, professor David Healy fra Bangor University, i Wales, mener, at psykofarmaka bliver brugt helt forkert. Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen så bør disse lægemidler ifølge Healy kun bruges i små doser og i en kort periode.

Neuroleptika virker i mange tilfælde slet ikke, og netop derfor er der en tendens til at eksperimentere med dem, påpeger Healy.

– Der er en tendens til at ordinere høje doser ud fra den logik, at hvis en lav dosis virker, så vil en høj virke bedre. Eller hvis en lav dosis ikke virker, så vil en høj dosis virke. Men det er forkert. Hvis patienten udvikler bivirkninger, vil der ofte blot blive givet nogle nye piller mod disse bivirkninger. Men hvis jeg forgifter dig, så er der ingen anden behandling, der kan afhjælpe det, sagde David Healy i et interview med PsykiatriAvisen i efteråret 2019.

Samme vurdering har professor Peter Gøtzsche, som har skrevet flere kritiske bøger om psykiatri. I januar 2014 skrev han i en kronik i Politiken, at psykofarmaka burde fjernes, fordi lægerne ikke er i stand til at håndtere dem. Herefter blev han udsat for voldsom kritik ikke mindst fra toneangivende psykiatere.

Men har Peter Gøtzsche og David Healy ret, når de siger, at psykofarmaka bliver brugt forkert.  Hvad mener du. Deltag i debatten på PsykiatriAvisen og læs gerne retningslinjerne .

 

Psykofarmaka er en fælles betegnelse for lægemidler, der bliver anvendt til behandling af psykiatriske patienter. Der er tale om lægemidler med invaliderende og også livsfarlige bivirkninger såsom akatisi, dyskinesier, parkinsonisme, svimmelhed, øget appetit, kraftesløshed, og døsighed.

Den fælles betegnelse dækker over tre grupper medicin:

Antipsykotisk medicin eller neuroleptika, som påvirker dopamin og som bruges til at behandle hallucinationer og vrangforestillinger primært hos psykotiske patienter.

Antidepressiv medicin, som påvirker serotonin og som bruges til behandling af depression

Beroligende lægemidler også kaldet benzodiazepiner

 

Hent som pdf til udskrift

100.000 danskere på depressionsmedicin i årevis

De såkaldte lykkepiller bliver brugt i langt længere tid, end myndighederne anbefaler. Eksperter betegner de nye tal som chokerende.

Af Gitte Rebsdorf, gitte@psykiatriavisen.dk

Lægemidler mod depression og angst, de såkaldte SSRI, SNRI, bliver brugt i langt længere tid, end myndighederne anbefaler. Omkring 100.000 danskere tager gennemsnitligt SSRI i mere end tre år, viser en opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen. Eksperter i depressionsmedicin betegner de nye tal for bekymrende.

 

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

– Tallene er chokerende, og det kommer bag på mig, at så mange danskere bruger disse lægemidler i så lang tid. Der er tale om nogle meget potente lægemidler, og der er mange studier, der viser, at de skaber forandringer i hjernen, siger overlæge og ph.d. på Copenhagen Trial Unit, Janus Christian Jakobsen. Han og en række andre forskere fra CTU offentliggjorde først på året en omtalt metaanalyse af SSRI.

Direktør i Det Nordiske Cochrane Center, professor Peter Gøtzsche er enig i, at der er grund til at være bekymret over, at SSRI bliver brugt i så mange år.

– Der er store risici ved at bruge SSRI i så lang tid. En af dem er, at risikoen for afhængighed stiger. En anden er, at risikoen for permanente hjerneskader stiger jo længere tid, man tager behandlingen, sådan at man risikerer aldrig at blive sig selv igen, siger Peter Gøtzsche, der har skrevet flere meget omdiskuterede bøger om emnet.

Som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, så er der mennesker, der tager SSRI i 10-15 år, og som har svært ved at trappe ud af behandlingen. De får voldsomme gener, når de ophører med at tage medicinen, og kan ingen offentlig hjælp få.

    Læs også: Lagt ned af piller.

Det har fået socialdemokratiets psykiatriordfører, Yildiz Akdogan til at stille spørgsmål til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Hun har bedt om at få oplyst, hvor længe danskerne tager SSRI for at få et indblik i, hvor mange langtidsbrugere, der er.

– Det er bekymrende, at godt 100.000 danskere bruger lægemidlerne i mere end tre år. Det er høje tal, og tilbage står spørgsmålet om, hvorfor så mange bruger lægemidlerne så længe, og om det skyldes, at det er svært at trappe ud af dem, siger Yildiz Akdogan (S).

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at SSRI maksimalt bruges i to år. Men beregningerne fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at godt 410. 000 danskere over 17 år har købt såkaldte antidepressive lægemidler. 25 procent af disse skønnes at bruge lægemidlerne i mere end tre år. Tallene er behæftet med en vis usikkerhed, da de er baseret på receptindløsninger, og ikke på hvor store mængder, der er købt.

Det høje langtidsforbrug bekræftes dog af en undersøgelse, som professor Peter Gøtzsche har foretaget. Tallene viser, at cirka 13 procent bruger SSRI i mindst fem år. I 2011 var der 24.881 personer, der indløste recept på SSRI for første gang. Heraf har 3329 personer i de efterfølgende fem år fortsat med at indløse recept på depressionsmedicinen. Gøtzsche peger på, at langtidsforbruget af SSRI kan hænge sammen med, at der er lidt viden om udtrapning.

– Mange får alvorlige abstinenssymptomer, når de forsøger at trappe ud af disse lægemidler, og det bliver ofte fejlagtigt tolket som, at det skyldes en sygdom. Folk får også at vide, at de har en kemisk ubalance i hjernen, og derfor er mange psykisk bange for at holde op med at tage lægemidlerne. Pillen er blevet deres identitet. Men det er en myte, at depression skyldes en ubalance i serotonin-niveauet, fastslår Peter Gøtzsche.

SSRI påvirker serotonin-niveauet i hjernen og har en række bivirkninger, som søvnforstyrrelser, seksuelle forstyrrelser og kvalme.

[/content_protector]

PsykiatriAvisen får ingen offentlig støtte. Du kan støtte avisen ved at indbetale et beløb via MobilePay på 22 28 99 50 eller ved at abonnere.

Ingen hjælp til at komme af med lykkepiller

/

Karina Nissen har fået alvorlige gener efter at have taget SNRI. Det er i tråd med, hvad uvildige undersøgelser fastslår. Men myndighederne anerkender ikke disse skader. Så Karina har ligesom i titusindvis af andre medicinerede selv måttet finde hjælp til at trappe ud af sit medicinhelvede.

Af Gitte Rebsdorf, Gitte@psykiatriavisen.dk

Da Karina Siegenfeldt Nissen for cirka 10 år siden begyndte at tage Cymbalta, vidste hun ikke, at hun nogle år senere ville blive ude af stand til at arbejde, og at hun akut ville blive indlagt med mistanke om hjerneblødning.

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

 

PsykiatriAvisen får ingen offentlig støtte. Du kan støtte avisen ved at indbetale et beløb via mobilepay på 22 28 99 50 eller ved at abonnere.

Flere voksne får medicin mod ADHD

//

Forbruget af medicin til voksne med ADHD fortsætter med at stige, selv om behandlingen er eksperimentel.

Af Gitte Rebsdorf, Gitte@psykiatriavisen.dk

Antallet af voksne danskere, som får medicin mod diagnosen ADHD fortsætter med at stige. I 2016 fik 19.778 danskere i alderen 20-64 år medicinen methylphenidat mod ADHD. Det er cirka 1000 mere end året før, hvor 18.888 i 2015 fik medicin mod ADHD, viser tal som PsykiatriAvisen har hentet hos Center for Sundhedsanalyser, Lægemiddelstatistik og Sundhedsdataprogrammet. Se tabel her.

Stigningen sker selv om Sundhedsstyrelsen i februar 2015 udsendte Nationale Kliniske Retningslinier, NKR, for behandlingen af voksne med ADHD. Se følgende link.

Men retningslinierne har ikke kunnet få det stigende forbrug til at stagnere eller falde. Det fremgår ellers, at medicineringen alene skal ske efter grundig og individuel overvejelse.

– Der er kun svag evidens for, at stofferne virker, og samtidig er der en række skadevirkninger, siger Karsten Juhl Jørgensen, der har været med til at udarbejde retningslinierne for Sundhedsstyrelsen.

De er baseret på en gennemgang af den mest pålidelige og tilgængelige viden, der findes om medicin til voksne med ADHD. Resultatet af gennemgangen giver anledning til bekymring, oplyser Karsten Juhl Jørgensen, vicedirektør i Det Nordiske Cochrane Center.

– Pointen er, at vi ikke har tilstrækkelig viden om, hvorvidt disse stoffer virker og hvilke skadevirkninger, der er. Vi kender særligt ikke langtidsvirkningerne af lægemidlerne, og behandlingen er på den måde et eksperiment, da mange behandles i årevis. Den eneste måde, vi kan blive klogere på, er ved at gennemføre et langsigtet randomiseret forsøg, hvor vi følger to grupper, en som får medicin og en som ikke får, siger Karsten Juhl Jørgensen

Fakta. Methylphenidat er et amfetaminlignende stof, som bliver solgt under navne som Ritalin og Concerta. Det påvirker dopamin balancen og har blandt andet den virkning, at det øger koncentrationsevnen. Stoffet påvirker blodtrykket og giver høj puls og hjertebanken. Mange får nedsat appetit, seksuelle problemer og vanskeligheder med at sove. Da effekten aftager med tiden, vil det ofte være nødvendigt at øge dosis.

ADHD hos voksne er en ny diagnose. Men det er en usikker og kontroversiel diagnose, oplyser Karsten Juhl Jørgensen.

– Alle psykiatriske diagnoser er usikre forstået på den måde, at de bliver fastlagt med baggrund i menneskers adfærd. Det er ikke som med en brækket arm, hvor der er en klar patologi.

Tredobling

Til trods for at diagnosen er tvivlsom, er forbruget inden for de sidste otte år steget markant fra 5862 personer i 2008 til 19.778 personer i 2016, mere end en tredobling. Se tabel.

Samtidig viser en ny gennemgang, som et forskerhold fra blandt andet Det Nordiske Cochrane Center, at de videnskabelige undersøgelser på området er mangelfulde.

Manglerne handler blandt andet om, at undersøgelser foregår overfor kort tid, at de ikke har taget højde for, at patienter, der indgår i undersøgelserne kan lide af andre sygdomme. Endelige fandt forskerholdet, at der var alvorlige interessekonflikter på spil. Mange af undersøgelserne er finansieret af medicinalindustrien og det er et tilbagevendende og alvorligt problem i hele den medicinske forskning, fastslår Karsten Juhl Jørgensen.

– Der sker ofte det, at man forsøger at vise, at medicinen virker frem for at undersøge, om den virker. Dette er særligt påfaldende i forsøgene med ADHD medicin til voksne, hvilket også blev påpeget i Sundhedsstyrelsens retningslinie fra 2015.

Den nye gennemgang fra Det Nordiske Cochrane Center er en kritik af et tidligere såkaldt Cochrane Review. Det er nu blevet trukket tilbage efter kritikken. At man har en sådan intern kritik, kan virke bemærkelsesværdig, men i stedet er det et udtryk for god videnskabelig praksis, mener Karsten Juhl Jørgensen.

– Jeg synes, at det er et adelsmærke, at vi har denne tradition, hvor vi kan kritisere hinandens arbejde. Det er med til at sikre, at vi har en høj videnskabelig standard, siger han.

PsykiatriAvisen får ingen offentlig støtte. Du kan støtte avisens journalistik ved at indbetale et beløb på mobilepay 22 28 99 50 eller ved at overføre et beløb. Læs mere her.

Lagt ned af piller

/

Claus Flygenring har taget lykkepiller i cirka 15 år. Han vil gerne stoppe, men hver gang han forsøger, bliver han ramt af voldsom angst og depression, og er endt på førtidspension ligesom tusindvis af andre med samme diagnose. Skyldes det mon pillerne?

Af Gitte Rebsdorf, Gitte@psykiatriavisen.dk

41-årige Claus Flygenring fra Valby ved København har brug for sine piller. Han begyndte at tage SSRI, også kendt som lykkepiller, da han var først i tyverne, og gør det stadig. Hver morgen trykker han en pille ud af kapslen og skyller den ned med et glas vand. Medicinen er lige så vigtig, som den luft han indånder, og han kan ikke fungere uden de 225 mg. Venlafaxin.
– Jeg har forsøgt at trappe ud flere gange. Men hver gang går det galt. Jeg bliver ramt af voldsom angst og depression, så jeg bliver sat fuldstændig ud af drift.

Imens vi venter. Forskere har igen påvist, at SSRI også kendt som lykkepiller, ikke virker. De har også vist at medicinen skader. Alligevel afviser myndighederne, at der skal ændres på brugen af medicinen.
Mens denne uenighed står på, undersøger PsykiatriAvisen, hvordan pillerne virker. Vi taler med brugere, behandlere og forskere. Vi læser undersøgelser og rapporter.

Efter at medicinalgiganten Eli Lilly sidst i 1980erne kom på markedet med deres præparat Fontex er forbruget af SSRI vokset. Herhjemme bruger cirka en kvart million mennesker SSRI. Men mange mennesker har svært ved at stoppe med medicinen igen, viser en række undersøgelser. På Harvard Medical School, kom psykiater Ross Baldessarini i en undersøgelse fra 1997 frem til, at halvdelen af de mennesker, der stopper med at tage SSRI, får tilbagefald indenfor en periode på 14 måneder.

Psykolog og ph.d. studerende Anders Klokmose Sørensen fra det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet bekræfter, at der kan være store problemer med at komme ud af medicinen igen. Han er i gang med at samle al litteratur, der handler om udtrapning af SSRI, og forskningen viser, at det er et område, som er meget lidt belyst.

– Der er ganske få undersøgelser om udtrapning, og dem der er, er ikke tilbundsgående nok. Stofferne påvirker nervesystemet, og der er grund til at antage, at den reaktion folk får er kemisk betinget. For eksempel oplever nogen, at de får elektriske stød i kroppen. Det er ikke en reaktion, man får som følge af depression, så når man ikke kan komme af med medicinen, hænger det sammen med, at stofferne har påvirket hjernen, siger Anders Klokmose Sørensen.

Usikker diagnose

Da Claus Flygenring begyndte at tage SSRI for nu godt 15 år siden, var han ung og autoritetstro, som han siger.

– Da jeg kom op til psykiateren, gik der ikke mere end 15 minutter, før han havde stillet en diagnose. Han mente, at jeg havde en depression og udskrev SSRI. Men jeg var ikke deprimeret. Jeg begyndte dog at tage pillerne, sådan som psykiateren havde sagt. Måske fordi jeg var autoritetstro og ung.

I dag er Claus Flygenring overbevist om, at diagnosen er en fejl, og at udskrivningen af medicin er sket på et forkert grundlag.

Depression er ikke en sygdom på lige fod med sukkersyge eller kræft. Som med andre psykiske lidelser er der tale om en række symptomer, som er blevet til en diagnose. Da depression og angst ikke er sygdomme i egentlig forstand, er det heller ikke muligt at måle eller vide med sikkerhed, om der er tale om depression. Diagnosen bliver stillet ved at en læge eller speciallæge stiller en række spørgsmål til patienten om humør, søvn og sociale liv, og blandt andet ud fra disse spørgsmål bliver diagnosen stillet.

Claus Flygenring havde selv ønsket at komme til at tale med en psykolog, fordi han bøvlede med en række eksistentielle problemer, som har bund i en hård opvækst. Og da han samtidig kom under pres, fordi han lige var blevet far og var i gang med en uddannelse, hang det ikke længere sammen for ham. Men i modsætning til konsultationen hos psykiateren, så var psykologen ikke gratis, og Claus havde ikke råd at betale for den.

I opstartsfasen oplevede Claus Flygenring alvorlige og ubehagelige bivirkninger ved at tage medicinen.

– Jeg husker, at jeg var svimmel, og at jeg besvimede flere gange. Jeg blev træt og udmattet af ingenting. Jeg blev også diffus og havde svært ved at koncentrere mig. Men jeg fik at vide, at bivirkningerne ville forsvinde.

Efter et stykke tid oplevede jeg følelsen af, at blive dulmet eller beroliget. Det var på sin vis meget rart og tillokkende. Grundlæggende var jeg dog imod virkningen, for jeg levede fjernt fra verden, og var ikke mig selv, men jeg var ikke i stand til at stoppe, fortæller Claus og holder en pause inden han fortsætter.

– Man bliver lagt ned og ender med at miste sin modstand. Til sidst accepterer man, at man må tage medicinen.

Ender som førtidspensionist

I dag er Claus Flygenring førtidspensionist. Han er langt fra den eneste med angst eller depression, som er endt på førtidspension. Angst er den lidelse, som sender flest mennesker på førtidspension. En rapport fra Sundhedsstyrelsen, Sygdomsbyrden i Danmark, viser, at der gennemsnitligt i årene 2010-2012 er 1935 personer med diagnosen angst som er er endt på førtidspension. Til sammenligning er lænde- og rygsmerter kun årsag til 850 nye førtidspensioner årligt.   Depression er årligt årsag til, at 751 mennesker årligt kommer på førtidspension.

Men hverken angst eller depression er kroniske sygdomme, så hvordan kan det være, at så mange mennesker ender på førtidspension?

Mange undersøgelser fra før 1960erne viser, at mennesker med depression normalt kommer sig. Den svenske læge Gunnar Lundquist har i en undersøgelse fulgt 216 depressive patienter i 18 år, og han kom frem til, at 76 procent af disse mennesker blev raske og genoptog deres arbejde.

Dobbelt så mange

Det bemærkelsesværdige er, at dette billede har ændret sig efter at SSRI er taget i brug. Antallet af psykisk syge, der ender på førtidspension er mere end fordoblet indenfor en tiårig periode, viser tal fra Ankestyrelsen, som PsykiatriAvisen har indhentet. I 1999 kom 3550 med en psykisk lidelse på førtidspension. I 2010 var det steget til 8812.

De mange tilfælde af angst og depression er fra flere sider blevet forklaret med et presset arbejdsliv eller med utilstrækkelig hjælp til disse lidelser. Bestyrelsesformand i Psykiatrifonden har tidligere udtalt til DR:

– Jeg tror, vi har haft et stort efterslæb med at anerkende angst-sygdomme som sygdomme og så få sat ind med behandling. Der har været for lidt af den tidlige opsporing, så når man når frem til en førtidspension, som man jo har gjort i de her tilfælde, så har man været syg rigtig længe, siger hun.

Men hvad hvis problemet er den medicin, som folk får at vide, at de skal tage? I Psykiatrifonden afviser psykiater Anne Lindhardt dog, at medicinen skulle være årsag til, at mennesker bliver invalideret og ender på førtidspension.

– For langt de flestes vedkommende vil medicinen virke og ikke skade. Det gælder hvis de har den del af sygdommen, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler, at medicin er påkrævet, siger formand for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt.

Den engelske psykolog Irving Kirsch har i 2008 påvist, at der stort set ikke er nogen effekt af SSRI. I sin undersøgelse fandt han, at der stort set ikke var forskel på at bruge SSRI og placebo. Den hollandske læge J. D. Van Scheyen har videre påvist, at mennesker der tager SSRI får tilbagefald, når de stopper med at tage deres medicin. Senest har forskere fra Copenhagen Trial Unit ved Rigshospitalet dokumenteret, at medicinen ikke virker, og at der er alvorlige bivirkninger. Det ønsker formand for Psykiatriforeningen Anne Lindhardt dog ikke at forholde sig til.

– Jeg forholder mig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som anbefaler medicin til svær depression. Og så skal man naturligvis følge om der er bivirkninger.

Værre og værre

Claus har fået det værre og værre jo længere tid, han har taget SSRI. For nogle år siden måtte han skifte til noget stærkere medicin, fordi medicinen ikke havde samme effekt som i begyndelsen. Han tager nu SNRI, som også påvirker dopamin balancen i hjernen. Men han døjer med mange og alvorlige bivirkninger såvel psykiske som fysiske.

– Jeg har taget på og er blevet overvægtig. Jeg har fået fedtlever. Jeg har seksuelle forstyrrelser, for højt blodtryk, jeg får hedeture, er ekstremt træt, og kan ikke bevæge mig. Det er vigtigt at dyrke sport, men det kan jeg ikke. Kroppen er stiv.

Claus Flygenring har indimellem overvejet, om han er syg, eller om det er medicinen, der er årsag til de alvorlige gener, han har.

– Det er et godt spørgsmål. Men mange af de gener jeg har, får man ikke af at være deprimeret eller angst. Før jeg begyndte på medicinen, havde jeg ikke angst. De sidste 10 år har jeg rendt fra Herodes til Pilatus i vores sundhedssystem for at finde grunden til min træthed, og alle de andre symptomer jeg har. Men lægerne kan ikke finde årsagerne. Mine blodprøver viser flere ujævnheder. Jeg har for lavt testosteron. Jeg har også for lavt stofskifte, men man kan ikke finde ud af hvorfor. Det peger alt sammen på indflydelse fra SSRI.

Den 41-årige mand har ikke opgivet at komme ud af medicinen, men han er indstillet på at det kommer til at tage lang tid.

– Udtrapningen skal ske langsomt. De andre gange er jeg gået for hurtigt frem, så jeg er indstillet på, at det kan komme til at tage mellem 5 og 10 år.

PsykiatriAvisen får ingen offentlig støtte. Du kan støtte avisen ved at indbetale et beløb via mobilepay på 22 28 99 50 eller ved at abonnere.

 

 

Billede: Erich Ferdinand