Leder i retspsykiatrien forsøgte ifølge kilder at tvangsmedicinere en kritisk patient, for at stoppe hans aktiviteter i Danmarks første retspsykiatriske patientforening. Psykiateren blev senere underkendt af patientklagenævnet.

Af Andreas Abildlund

Vi er på rundtur omkring de mure, som han i årevis var tvunget til at leve bag. Glenn Borgen Hansson og jeg. Undervejs knytter han kommentarer til hvert hjørne af det prægtige, gods-lignende kompleks med træer og vand til alle sider. Han fortæller, at kirkegården, der ligger ved siden af kapellet i skoven, hedder De hjerneløses kirkegård, fordi personerne, der ligger under de tilgroede gravsten, fik fjernet deres hjerner, før de blev begravet. Man skulle bruge dem til forskning, siger han.

Da han peger på de gule bygninger, bag det høje hegn, ser han en smule frygtsom ud. Det var Sikringen. Stedet for de patienter, der var dømt for de alvorligste forbrydelser. Mens vi går videre, bemærker han, at kameraerne ikke er pillet ned endnu.

Da vi kommer til stedet, hvor han selv var placeret, før hospitalet lukkede, stopper han ved vinduet ind til sit gamle værelse og siger:

”Det var derinde, jeg skrev alle mine breve og optog mine videoer. Altså når personalet ikke proppede mig med så meget medicin, at jeg ikke kunne lave andet end at ligge i min seng og savle.”

Vi slutter turen ved den gamle hovedbygning, der med sin storslåede form og kobberbelagte tårne fremstår som en lille borg. Han går hen til vinduet, på den modsatte side af den tilbyggede kirke, og jeg følger efter. Han kigger ind og siger:

”Her sad min overlæge og spekulerede på, hvad hun skulle gøre ved, at jeg udfordrede systemet. Som du hørte på lydklippet, så kom hun frem til, at jeg hellere måtte få, så hatten passede.”

Magtmisbrug?

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Glenn Borgen Hansson, var da jeg faldt over hans YouTube-kanal Retspsykiatrisk Oplysning. Kanalen indeholder hundredvis af lydklip og videodagbøger, som han optog i løbet af sin syvårige periode som indlagt, behandlingsdømt patient.

Ud over at optage lyd- og filmklip har han gemt alle dokumenter fra sin sag.
Materialet giver et indblik i et univers, som sædvanligvis er lukket område for offentligheden. Formelt hedder universet retspsykiatrien. Der hvor borgere bliver indespærret, hvis de dømmes for noget ulovligt og vurderes til at være sindssyge eller personlighedsforstyrret.

Materialet viser, at Glenn Borgen Hansson blev forsøgt tvangsmedicineret med antipsykotisk medicin på grund af sin interesse for retspsykiatriske patienters rettigheder. Og fordi han klagede for meget. Det skete, da han var indlagt i Birkehus, en åben retspsykiatrisk afdeling, der var en del af det nu lukkede psykiatriske hospital i Nykøbing Sjælland.

Han fik beskeden overbragt på et møde med sin psykiater- og overlæge, Susanne Møller Madsen, leder af Region Sjællands retspsykiatri, den 4. august 2014. Han optog mødet i hemmelighed.

Af lydklippet fremgår det, at Susanne Møller Madsen fortæller Glenn Borgen Hansson, at hun opfatter hans interesse for retspsykiatrien som tegn på, at han har en paranoid tilstand. Og at hun derfor indstiller ham til tvangsmedicinering. Hun anerkender samtidig, at hans aktiviteter er lovlige.

Nogle måneder forinden havde han startet en retspsykiatrisk patientforening, som b.la. havde til formål at studere patienters rettigheder og føre klagesager, hvis rettighederne blev overtrådt.

Op til mødet opfordrede hun sit personale til at indsamle observationer af Glenn Borgen Hansson, i særdeleshed vedrørende aggressivitet, da hun forventede, at han ville klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn og derfor mente, det var vigtigt at have rigtig gode argumenter.

Efter mødet klagede Glenn Borgen Hansson over overlægens beslutning om tvangsmedicinering til nævnet. Et enigt nævn underkendte Susanne Møller Madsens beslutning, da nævnet ikke fandt, at han var psykotisk.

Flere kilder med indsigt i psykiatri står nu frem og beskylder overlægen for magtmisbrug.

Peter Gøtzsche, professor og direktør ved Nordisk Cochrane Center, er rystet efter at have hørt lydoptagelsen fra mødet, hvor Glenn Borgen Hansson bliver indstillet til tvangsmedicinering.

– Det fremgår med al tydelighed, at Glenn Borgen Hansson blev udsat for et uhyrligt overgreb fra en overlæges side, der ville tvangsmedicinere en patient, fordi han var kritisk overfor systemet, siger Peter Gøtzsche, der har skrevet flere kritiske bøger om psykiatrien. Han tilføjer:

– Overlægen siger, at fordi Glenn Borgen Hansson går op i det system, han er underlagt, og registrerer hvad personalet foretager sig, så må der være noget i vejen, og så må han tvangsmedicineres. Med indsprøjtning hvis han ikke makker ret oven i købet. Det er magtmisbrug helt ud i det ekstreme.

Jeg har altid været sær, men aldrig sindssyg

50-årige Glenn Borgen Hansson blev dømt til behandling på ubestemt tid i 2011, efter han skrev en dødstrussel til statsministeren på grund krigen i Afghanistan. Han blev udskrevet i maj 2017 men er stadigvæk dømt til ambulant behandling i distriktspsykiatrien. Siden han blev varetægtsfængslet i 2010, har han hævdet, at truslen ikke var en reel dødstrussel men udtryk for politisk aktivisme.

Han sendte truslen til Statsministeriet, en række politiske partier og Dagbladet Politiken. Han er hverken før eller siden blevet dømt for vold eller andre strafferetlige forhold.

Grunden til, at han endte i retspsykiatrien i stedet for almindeligt fængsel, er, at han blev erklæret sindssyg, da han sad i varetægt i Vestre Fængsel. Men en gennemgang af hans sag viser, at afgørelsen om at placere ham i retspsykiatrien er tvivlsom.

I mentalerklæringen skriver den nu afdøde psykiater, Peter Kramp:

“Han lider af en sindssygdom domineret af vrangforestillinger (paranoid psykose).”

Nye oplysninger drager dog tvivl om Peter Kramps konklusion. For i samme tidsrum, som Glenn Borgen Hansson fik udarbejdet sin mentalerklæring, blev han vurderet til at være rask af psykiateren Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Det viser en aktindsigt i Screeningsprojektet for psykisk sygdom. Projektet blev udført, mens Glenn Borgen Hansson var varetægtsfængslet i 2010 og blev udgivet af Direktoratet for Kriminalforsorgen i 2013.

Ifølge undersøgelsen var Glenn Borgen Hansson blandt de ni procent af Vestre Fængsels indsatte, der hverken led af sindssygdom eller nogen anden form for psykisk lidelse. De nye oplysninger glæder Glenn Borgen Hansson.

– Jeg har altid fået at vide, at jeg er sær. Jeg har heller ikke levet et fuldstændigt almindeligt liv, men jeg har aldrig hørt stemmer, hallucineret eller mistet kontakten med virkeligheden på anden måde, siger Glenn Borgen Hansson og tilføjer, at hans forløb som patient i retspsykiatrien har været et helvede på nær en ting:

-I stedet for bare at tage min medicin og gøre honnør, valgte jeg at starte en forening og kæmpe for at forbedre forholdende i retspsykiatrien for mig selv og mine medpatienter. Det havde store konsekvenser. Men det har også givet mig et stort netværk af dejlige mennesker. Så jeg fortryder intet.

Torsten Bjørn Jacobsen ønsker ikke at kommentere på sin vurdering af Glenn Borgen Hanssons mentale helbred i forbindelse med Screeningsprojektet for psykisk sygdom.

Foreningsarbejde blev set som et sygdomstegn

Glenn Borgen Hansson stiftede en retspsykiatrisk patientforening i 2014. Han undersøgte derfor, hvilke rettigheder patienter har og klagede, hvis han mente, at de blev overtrådt. Nogle måneder efter han startede foreningen, blev hans aktiviteter tolket som tegn på paranoid psykose.

I et journalnotat fra dagen, hvor Glenn Borgen Hansson bliver indstillet til tvangsmedicinering, redegør psykiateren for, hvorfor hun mener, at Glenn Borgen Hansson er psykotisk:

“Hver især af hans skriftlige henvendelser til undertegnede, psykiatriledelsen eller andre instanser er for så vidt fuldt legitime, men samlet set er de udtryk for en skævvridning af hans interessesfære.”-I stedet for at interessere sig for at komme videre med sit eget liv gennem at påtage sig et arbejde, skabe sig et hjem gennem viderebygning af sommerhuset og skabe sig sociale relationer udenfor sygehuset, har han valgt i stedet at koncentrere sig om forholdene på afdelingen, herunder personalets gøren og laden,” skriver Susanne Møller Madsen, overlæge og leder af retspsykiatrien i Region Sjælland, i et journalnotat fra d. 4. august 2014.

Meddelelsen om at han ville blive tvangsmedicineret kom som en overraskelse for Glenn Borgen Hansson:

-Overlægen sagde, jeg skulle tvangsmedicineres kort tid efter, hun havde sagt, at jeg var klar til at blive udskrevet. Men efter jeg startede min forening, og skrev klager og henvendelser på vegne af mig selv og mine medpatienter, var jeg pludselig psykotisk. Den havde jeg ikke set komme.

To måneder før overlægen indstillede Glenn Borgen Hansson til tvangsmedicinering skrev hun i hans journal, at han var klar til at blive udskrevet, da han havde haft “fem måneder uden medicin og uden tilbagefald”.

Grunden til, at han var stoppet med medicin, var, at Det Psykiatriske Ankenævn fem måneder tidligere, i december 2013, fastslog, at den daværende tvangsmedicinering af ham ikke levede op til Psykiatriloven.

I månederne efter han stoppede med medicin på grund af ankenævnets afgørelse, fik han kræfter til at starte sin patientforening, fortæller Glenn Borgen Hansson.

”Jeg kunne læse og skrive igen og havde mere energi. Det brugte jeg til at kæmpe for at forbedre et system, der mishandler mennesker og behandler dem, som om de ikke er noget værd.”

Tvangsmedicinering resultat af historisk magtkamp?

Da Glenn Borgen Hansson stiftede sin forening, indledte han en historisk magtkamp mellem retspsykiatrien og retspsykiatriske patienter. Foreningen for bedre retspsykiatri er nemlig den første retspsykiatriske patientforening i Danmark. Det bekræfter Jesper Vaczy Kragh, forsker i psykiatri-historie.

– I starten af 1900-tallet havde vi fængselsforbundet, som var en forening for indsatte, der involverede sig i nogle af de forvaringsdømtes sager. Men vi har aldrig haft en retspsykiatrisk patientforening,” fortæller Jesper Vaczy Kragh og tilføjer, at det giver god mening, at det netop er i disse år, retspsykiatriske patienter har forsøgt at organisere sig

– Antallet af retspsykiatriske patienter i Danmark er steget markant de sidste 10-15 år. Derudover har vi fået flere rene retspsykiatriske afdelinger. I gamle dage spredte man i højere grad de retspsykiatriske patienter ud på de almindelige psykiatriske hospitaler, da man ikke ville have dem samlet, fortæller Jesper Vaczy Kragh, lektor ved Medicinsk Museion på Københavns Universitet.

Glenn Borgen Hansson stiftede Foreningen for bedre retspsykiatri i april 2014. I tiden forinden fandt han noget lovstof, som han mente, at alle retspsykiatriske patienter i landet burde kende:

“Jeg fandt fx ud af, at patienter kan få afprøvet deres domme med mulighed for ophævelse hvert år, gratis, i henhold til Retsplejeloven. Det står ikke i nogen af de psykiatri-håndbøger eller brochurer, man får udleveret på de forskellige afdelinger.”

“Jeg fandt også ud af, at politiet, ifølge Psykiatriloven, ikke har lov til at ransage patienternes værelser, medmindre de har en begrundet mistanke om, at man har gjort noget ulovligt. Jeg fandt endda en dom, hvor medpatienter fra Esbjerg havde fået erstatning for ubegrundet ransagning.”

Han stiftede foreningen med en patient, der hedder Hanne Simonsen. Rollefordelingen mellem dem var, at hun spredte budskabet i sit netværk af patienter og i psykiatri-kritiske organisationer, mens han studerede det retspsykiatriske system og skrev klager og henvendelser.

Hanne Simonsen husker, at hendes drøm med foreningen var inspireret af det danske fængselsmiljø:

– Jeg så for mig, at vi blev organiseret, ligesom fangerne i fængslerne. Der har hver afdeling en talsmand, der taler med ledelsen på vegne af gruppen. Det gør, at man har nemmere ved at få hverdagen til at glide.

Da de havde oprettet foreningen, sendte de plakater ud til alle retspsykiatriske afdelinger i landet, de kunne finde på internettet. På plakaten stod:

“Formålet med gruppen er at give patienter i retspsykiatrien og deres pårørende indblik i de regler, der er gældende indenfor området. Vi skal kunne støtte hinanden i vores dagligdag under indlæggelse.”

Glenn Borgen Hansson er dog sikker på, at de fleste plakater blev kasseret:

– Vi havde kontakt til patienter på andre afdelinger, der hang plakater op for os. De fortalte desværre, at plakaterne hurtigt kom ned igen. Men vi fik også opringninger fra medpatienter, som vi ikke kendte i forvejen, så nogle kom da op at hænge.

Følelsen af magt over egen situation

I perioden efter de oprettede foreningen, klagede Glenn Borgen Hansson over en række af afdelingens forhold og undersøgte andre. Han klagede bl.a. over en overlæge til Lægeetisk Nævn på vegne af en medpatient, som havde anmeldt en medarbejder for vold og efterfølgende havde en oplevelse af at blive afpresset til at trække anmeldelsen tilbage af sin overlæge.

Glenn Borgen Hansson anmeldte også en sygeplejerske til Sundhedsstyrelsen for kvaksalveri i henhold til en, med egne ord, gammel lov om autorisation af sundhedspersoner, som han havde fundet. I klagen skriver han:

“Det er efter min mening ikke hans opgave at stille diagnoser og komme med fortolkninger og konklusioner om vores adfærd i afdelingen. Ej heller at fortælle os, hvad der er bedst for os med hensyn til medicin og behandling. Disse opgaver tilfalder udelukkende den behandlende overlæge.”

Derudover søgte han aktindsigt i overlægers indflydelse på patienters udgang, personalets ret til at fotografere patienter og deres ret til at kontrollere patienters tilstand om natten, hos ledelsen i Psykiatri Region Sjælland.

Perioden gav Glenn Borgen Hansson en følelse af kontrol, siger han:

-Jeg var nervøs ved tanken om at udfordre systemet på den måde. Men da jeg begyndte at spørge ind til reglerne på afdelingen og sige fra, når jeg mente, der skulle siges fra, fik jeg følelsen af, at jeg havde magt over mit eget liv.

I denne indledende fase af sit foreningsarbejde blev Glenn Borgen Hansson stadigvæk betragtet som værende ikke-psykotisk. I et journal-notat d. 30. april 2014 skriver Susanne Møller Madsen:

“Patienten fremtræder samarbejdende, glad, venlig og uden produktive psykotiske symptomer.”

Ugen der fik overlægen til at ændre mening

En uge senere bliver Susanne Møller Madsen dog bekymret for, at hans tilstand er i forværring.

Ugen var også begivenhedsrig. Den startede med, at Glenn Borgen Hansson spurgte, om Statens Filminstitut måtte filme på afdelingen. Han havde spurgt en del produktionsselskaber, om de ville afdække forholdende på en retspsykiatrisk afdeling, og filminstituttet var interesseret. Forespørgslen blev dog afvist:

“Dette forespørges på højere niveau og kan ikke tillades,” skriver en plejer d. 1. maj i et journalnotat.

Han klagede også over personalet til ledelsen af hospitalet. En række dårlige oplevelser gjorde, at han satte hårdt mod hårdt, fortæller han. Specielt en episode gjorde ham fortørnet:

– Maria, en kvindelig medpatient, kom en dag en halv time for sent tilbage på afdelingen. Hendes hest, der blev passet på en nærliggende gård, var blevet syg, så hun ventede til ambulancen kom. Hendes straf var, at hun fik inddraget sin udgang i to måneder, siger Glenn Borgen Hansson og fortsætter:

– Nogle af medarbejderne på afdelingen opførte sig som fangevogtere, der hele tiden prøvede at finde fejl. Til sidst blev det for meget. Jeg tænkte, at hvis vi skal finde fejl, så lad os finde fejl.

Han klagede derfor over, at personalet røg på hospitalets område, som skulle være røgfrit ifølge retningslinjerne. Han klagede også over, at en medarbejder parkerede personalets bil på parkeringspladsen for handicappede.

Glenn Borgen Hansson henvendte sig dog også til hospitalsledelsen i et mere seriøst ærinde. I et brev til vicedirektør for Psykiatri Region Sjælland, Søren Bredkjær, gør han opmærksom på, at politiet ikke må ransage patienternes værelser, medmindre visse betingelser er opfyldt:

– Såfremt politiet ønsker at ransage patient-værelser på retspsykiatriske afdelinger, så kræver det en ransagningskendelse i henhold til retsplejeloven, skriver Glenn Borgen Hansson og tilføjer:

“Møder politiet op med en ransagningskendelse, og den ikke specifikt omtaler, hvilke personers værelser der ønskes ransaget, så er det muligt for patienten at klage over ransagningskendelsen,” skriver Glenn Borgen Hansson d. 4. maj i et brev til Søren Bredkjær, vicedirektør i Psykiatri Region Sjælland.

Dagen efter skriver en plejer i hans journal:

“Patienten har vist mig et brev til afdelingssygeplejersken angående ransagning af værelser i retsplejeloven med henvisning til dengang, afsnittet havde besøg af politiet med hund.”

Samme dag, seks dage efter at Susanne Møller Madsen så Glenn Borgen Hansson som samarbejdende, glad og uden produktive psykotiske symptomer, redegør hun for, hvorfor hun nu mener, at hans tilstand er i forværring:

“Han har indenfor få dage afsendt fire klager,” skriver hun og anfører, at klagerne handler om rygning, parkering og uretmæssig ransagning. Hun tilføjer:

“Patienten er desuden observeret tage afsted med en stak breve til afsendelse, således at vi må formode, at han også har gang i andre sager.”

Derudover skriver hun, at han er blevet set mumlende højt med sig selv ved bordet under spisning. Og at han på en skarp måde har afvist at tale om sin sommerhusgrund med en medarbejder fra personalet. Det er dog en forkert udlægning af virkeligheden ifølge Glenn Borgen Hansson:

– Jeg taler nogle gange med mig selv. Det gør mange. Men jeg har aldrig nogensinde mumlet højt ved et bord foran andre mennesker.

– Jeg har heller ikke sat nogen på plads på en skarp måde. Det er rigtigt, at jeg har sagt til personalet, at jeg ikke vil snakke om mit privatliv. Men jeg har ikke bandet eller hævet stemmen.

På baggrund af sin bekymring afslutter overlægen notatet med en henstilling til personalet:

“Ovennævnte skønnes ikke alene at kunne underbygge en sag om ny tvangsmedicinering. Patienten bør imidlertid observeres nøje og i særdeleshed vedrørende aggressivitet,” skriver Susanne Møller d. 6. maj i et journalnotat.

I ugerne efter registrerer personalet ikke tegn på, at Glenn Borgen Hansson er psykotisk.

En trussel om en trussel

Sommeren 2014 skulle have været slutningen af Glenn Borgen Hanssons forløb som retspsykiatrisk patient. Det blev den ikke. Tværtimod. Han husker den som en af de varmeste somre i sit liv. Da forsommeren melder sin ankomst, midt i maj, fylder foreningsarbejdet hans liv med mere og mere mening.

Han bliver imidlertid indkaldt til et møde om sin fremtid i retspsykiatrien to uger før, at han skal i retten med henblik på at få ophævet sin behandlingsdom. Op til mødet læste han en skrivelse, hvori Susanne Møller Madsen anbefalede en fastholdelse af hans dom til behandling, så humøret var ikke det bedste.

På mødet fortæller Susanne Møller Madsen, at hun mener, han befinder sig i udslusningsfasen af sit forløb på afdelingen, og hun derfor vil udskrive ham til distriktspsykiatrien. Det blev han utilfreds med:

– Jeg kender flere patienter, der er blevet glemt i distriktspsykiatrien i tyve år uden at få deres behandlingsdom ophævet. I sådan en situation kan overlægen tvangsindlægge en, når vedkommende vil, og man kan stadigvæk tvinges til at tage medicin. Det ville jeg ikke.”

Da Susanne Møller Madsen fortæller, at hun vil udskrive Glenn Borgen Hansson til distriktspsykiatrien, truer han med at skrive en ny trussel, skriver hun i hans journal:

“Presset med den ovennævnte plan reagerer patienten med vrede og med direkte at true med ny kriminalitet, hvis udskrivning i givet fald fastholdes. Han siger, han er doven, og at han ved, hvad der skal til. Det vil sige ligeartet kriminalitet som tidligere.”

Ifølge Glenn Borgen Hansson truede han ikke med at lave nye trusler på mødet:

– Jeg sagde til Susanne Møller Madsen, at hvis hun udskrev mig uden at anbefale, at min behandlingsdom blev fjernet, så ville jeg gøre noget ulovligt for at blive indlagt igen. Men jeg har aldrig sagt, at jeg ville skrive en ny trussel til nogen.

Det kan kun være paranoia

En dag, i slutningen af juni, hvor landskabet omkring hospitalet for alvor lyste op under den bagende sol, fik Glenn Borgen Hansson rettens afgørelse. Behandlingsdommen blev fastholdt. Samme dag spørger Susanne Møller Madsen ham om, hvad retten har besluttet. Det afviser han at fortælle hende. Afvisningen tolker hun som et udtryk for paranoia:

“Forespurgt om han laver sjov eller driller os, benægtes dette, uden at han kan eller vil forklare, hvorfor han synes, vi skal afvente selv at få besked fra retten,” skriver Susanne Møller Madsen og tilføjer:

“Det er svært at forstå patientens bevæggrund til at indtage denne holdning. Den kan vel kun forklares med et paranoidt perspektiv fra hans side,” skriver Susanne Møller Madsen d. 24. juni i et journalnotat.

Glenn Borgen Hansson mener, at Susanne Møller Madsens tolkning er “meget sigende for forløbet”. Ifølge ham havde hans afvisning en naturlig årsag:

– Grunden til, jeg ikke ville fortælle det, var, at personalet selv var meget tilbageholdende med at fortælle om deres liv. Derudover var jeg nok bare trist over, at min dom ikke var blevet ophævet.

Kort tid efter oplever overlægen igen Glenn Borgen Hansson som paranoid. Det gør hun til et møde, som hun havde indkaldt til, fordi han havde klaget over manglende aktindsigt i sin journal.

På mødet spørger hun ind til de breve, som han sender og modtager. Hun vil b.la. vide, hvad han skriver med politiet om. Glenn Borgen Hansson vil dog ikke oplyse, hvad hans kommunikation med omverdenen går ud på. På baggrund af det skriver hun:

“Patienten fremtræder samlet, klar, og relevant, men dog med en garderet holdning omkring sin korrespondance, der kun kan tolkes begrundet i paranoia,” skriver Susanne Møller Madsen d. 2. juli i et journalnotat.

Den tolkning er ”helt ude i hampen” ifølge Glenn Borgen Hansson. Han påpeger, at han var påpasselig med at dele oplysninger med overlægen, da han havde en oplevelse af, at alt, hvad han sagde, blev brugt imod ham for at få ham til at tage medicin.

“Hvis jeg havde fortalt hende, hvad jeg skrev i mine breve, så havde hun også tolket det som paranoia. Så jeg stod i en situation, hvor jeg kunne vælge, hvilken måde jeg ifølge hende var paranoid på. Derudover havde jeg den holdning, at mine brevskriverier ikke kom hende ved.”

Hører du stemmer?

Tre uger efter konkluderer Susanne Møller Madsen, at Glenn Borgen Hansson har en kronisk paranoid psykose.

I dagene op til diagnosticeringen observerede en fra personalet, at Glenn Borgen Hansson var “vred og irriteret med vrede øjne”, da han klagede over, at der blev spillet højt musik. En anden fra personalet berettede, at en af hendes kollegaer havde oplevet, at han havde “talt meget med sig selv. Dog ikke med lyd på”. En tredje observerede, at han “kigger op i loftet, som pauser, mens vi spiser”. En fjerde oplevede ham som “observerende”.

I samme tidsrum oplevede andre fra personalet dog, at han var “naturlig” og “høflig, smilende og med god øjenkontakt”. At han “virker naturlig i sin adfærd”, fører “naturlig dialog”, “viser stort overblik” og har “god energi og godt humør”.

I journal-notatet, hvor Susanne Møller Madsen diagnosticerer ham, skriver hun, at personalet er bekymret for hans tilstand. Hun uddyber, hvad bekymringen består i:

“Personalet har før samtalen oplyst mig om, at patienten modtager mange breve. Senest fra Psykiatrien, Folketingets Ombudsmand, Den uafhængige politimyndighed og Statsforvaltningen.”

Hun refererer herefter de af personalets observationer, der ifølge hende er tegn på, at han har en kronisk paranoid psykose. Han taler med sig selv, er fraværende, indadvendt og observerende. Hun skriver også:

“Patienten glider af på spørgsmålet, om han hører stemmer.”

Glenn Borgen Hansson optog hele mødet i hemmelighed. Af lydoptagelsen fremgår det derimod, at han klart afviser at høre stemmer.

Hun slutter notatet med endnu en opfordring til personalet:

“Til trods for Det psykiatriske Ankenævns underkendelse af patientens tvangsbehandling i december 2013, må det overvejes på ny at indlede en tvangsbehandling.”

“Det er forud for en sådan beslutning om ny tvangsbehandling vigtig at have rigtig gode argumenter. Og der er derfor brug for en lidt længere periode til indsamling af observationer af patienten,” skriver Susanne Møller Madsen d. 21. juli 2014 i et journalnotat.

To uger senere bliver Glenn Borgen Hansson officielt indstillet til tvangsmedicinering. I dagene op til indstillingen skrev personalet, at han var “venlig og smilende i kontakten”, “venlig i den sparsomme kontakt”, “høflig i kontakten” og at han deltog i aktiviteterne på en “venlig og naturlig facon”. En enkelt medarbejder skrev dog, at han blev observeret “snakkende alene ned af gangen”.

I indstillingen til tvangsmedicinering skriver Susanne Møller Madsen:

“Såfremt motivationen ikke lykkes vil jeg træffe beslutning om tvangsbehandling. I lyset af hans tidligere forløb forventer jeg, at han vil klage til Patientklagenævnet.”

“Hvis de underkender min beslutning vil jeg udskrive ham til ambulant opfølgning, idet jeg ikke mener, at vi ad videre miljøterapeutisk vej kan komme længere,” skriver Susanne Møller Madsen i et journal-notat fra d. 4. august 2014.

Patientklagenævnet underkendte hendes beslutning den 1. september 2014. Nævnet fandt ikke, at Glenn Borgen Hansson var psykotisk. Beslutningen blev truffet af et enigt nævn. Men i stedet for at udskrive ham på baggrund af nævnets afgørelse ændrede Susanne Møller Madsen hans udgang fra 72 timer af gangen til en time af gangen.

Er det sygt at ville forbedre retspsykiatrien?

En række kilder med indsigt i psykiatri og Glenn Borgen Hanssons sag kritiserer forløbet i meget skarpe vendinger.

Bertel Rüdinger, farmaceut og kvalitetsleder ved et bosted for svært psykisk syge borgere, har læst samtlige af Glenn Borgen Hanssons journalnotater fra december 2013 til august 2014. Han har også hørt lydklippet fra den 4. august. Han er forundret over, hvordan overlægen kunne komme til den konklusion, at Glenn Borgen Hansson var psykotisk.

– Jeg vurderer på ingen måde, at Glenn var psykotisk eller det, der ligner. Jeg husker, at der var en magtkamp mellem Glenn, overlægen og dele af personalet. Og at magtkampen gik ud på, at Glenn ønskede forbedringer i retspsykiatrien. Det bekræftes af journalen, siger han og tilføjer:

– Jeg har meget svært ved at se, at ønsket om at forbedre retspsykiatrien gennem foreningsarbejde er et psykotisk symptom.

Bertel Rüdinger stiftede bekendtskab med Glenn Borgen Hansson nogle måneder før, at han blev indstillet til tvangsmedicinering i 2014. Det gjorde han i en lukket debatgruppe om retspsykiatri på Facebook, hvor Glenn Borgen Hansson skrev opdateringer og dagligt delte dokumenter fra sin sag.

Han snakkede også i telefon med Glenn Borgen Hansson i månederne op til, at han blev indstillet til tvangsmedicinering. Bertel Rüdinger er overbevist om, at overlægen besluttede, at Glenn Borgen Hansson skulle tvangsmedicineres, fordi han udfordrede det retspsykiatriske system.

– Glenn havde et andet syn på, hvordan retspsykiatrien bør være. Et syn, som jeg oplever bliver delt af mange retspsykiatriske patienter. Det er måske svært at være i, når man er overlæge. Men det er jo på ingen måde sygt. Tværtimod. Han gjorde det med selvkontrol og på fornuftigste vis, siger Bertel Rüdinger.

Karl Bach Jensen, medlem af Rådet for Socialt Udsatte, har i lighed med Bertel Rüdinger læst journal-notaterne fra perioden, hørt lydklippet og fulgt Glenn Borgen Hanssons sag i flere år. Han er ligeledes kritisk over for det, der foregik.

– Der foregår masser af urimeligheder i psykiatrien. Men det er ekstremt det her. Det er en form for censur, de forsøger at udøve, fordi han har en adfærd, de ikke bryder sig om. Det fremgår tydeligt, siger Karl Bach Jensen, medlem af Rådet for Socialt Udsatte og tidligere konsulent i Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere.

Olga Runciman, psykolog og tidligere bisidder for Glenn Borgen Hansson, drager den samme konklusion.

– Der er absolut intet i journalen, der tilnærmelsesvist tyder på, at Glenn er psykotisk. Overlægens forsøg på at få det til at se ud som om, at Glenn er sindssyg, er ikke alene misbrug af magt, det er også ynkeligt rent fagligt,” siger Olga Runciman, privatpraktiserende psykolog i Psycovery, et behandlingstilbud til mennesker med psykoser og andre alvorlige sindslidelser.

De skulle have lyttet i stedet for at lukke munden på ham

Socialrådgiver Christel Lous, Glenn Borgen Hanssons beskikkede bistandsværge fra 2011 til 2014, mener, at overlægen ville tvangsmedicinere Glenn Borgen Hansson for at demonstrere sin magt og lukke munden på ham. Hun fortæller, at hun har arbejdet i psykiatrien i en menneskealder, og at hun godt kan forstå, at en patient som ham, var svær at håndtere.

– Psykiatrien er ikke vant til, at patienter er i stand til at udfordre systemet på så intelligent og velargumenteret vis, og har modet til det. Det var tydeligt, at dele af personalet med
overlægen i spidsen synes, at det var voldsomt irriterende, siger Christel Lous, socialrådgiver i Region Hovedstadens Distriktspsykiatri, og tilføjer:

– Overlægen forsøgte at tvangsmedicinere Glenn for at vise, at det var hende, der bestemte. Derudover var det også en måde at lukke munden på ham, da han ikke ville have ligeså mange kræfter til alle sine skriverier, hvis han fik medicin. Det var bestemt mit indtryk.

Det er Gitte Borgen Hansson Glenn Borgen Hanssons mor, enig i. Hun afløste Christel Lous som bistandsværge i 2014, og er det stadigvæk. Hun mener, at overlægen burde have gjort en indsats for at forstå hendes søn, da han startede sin forening.

– I stedet for bare at banke ham på plads burde hun være gået i dialog med ham og have set hans engagement som udtryk for ressourcer.

Susanne Møller Madsen er blevet forelagt kritikken, men hun ønsker ikke at udtale sig i den konkrete sag. Hun indvilligede på et tidspunkt i at svare på skriftlige spørgsmål om generelle procedurer vedrørende tvangsmedicinering i Regions Sjællands afdeling for retspsykiatri. Men efter at have modtaget spørgsmålene, takkede hun nej, da hun fandt det for omfattende.

Der er en grund til, at overlægen bliver kaldt Gud

Det er svært at forestille sig en situation, hvor personalet i retspsykiatrien lytter til patienters kritik, mener Glenn Borgen Hansson.

– På en retspsykiatrisk afdeling har personalet ret, og patienten tager fejl. Sådan er det altid. Der er en grund til, at patienterne siger, at de har været inde ved Gud, når de kommer fra et møde med overlægen, siger han og uddyber:

– Personalet går ikke op i patienternes mening. Det er de ikke trænet i at skulle gøre. Og patienterne er forsigtige med at kritisere og stille spørgsmål, da det hele tiden ligger i luften, at man kan blive tvangsbehandlet. Så der er en stor afstand mellem grupperne.

Den beskrivelse kan Karl Bach Jensen, der selv har været indlagt på et psykiatrisk hospital, godt nikke genkendende til:

– Der er et stramt hierarki i psykiatrien. Som patient er man altid den lille. Det skyldes blandt andet, at man ikke nyder særlig stor beskyttelse i systemet. Det er fx svært at komme igennem med en klage, da man har ikke ret høj troværdighed, hvis man har papir på, at man er syg i sindet.”

Karl Bach Jensen har i årevis arbejdet for, at retten til at tvangsbehandle i den danske psykiatri så vidt muligt afskaffes. Bl.a. i forbindelse med implementering af FN’s handicapkonvention i Danmark og i forskellige regerings-nedsatte udvalg. Han tilføjer, at en af årsagerne til, at han mener, at psykiatriens magt til at tvangsbehandle bør afskaffes, er, at der altid vil være en risiko for, at den misbruges.

Ifølge Olga Runciman er kulturen på den enkelte afdeling altafgørende for, hvor hyppigt der bruges tvang. Det blev tydeligt for hende, da hun arbejdede som psykiatrisk sygeplejerske på forskellige hospitaler, før hun blev psykolog.

– Afdelingerne behandler deres patienter vidt forskelligt, selvom de har den samme type patienter. De afdelinger, hvor man går op i at forstå patienternes ståsted og har højt til loftet, er der, hvor der bruges mindst tvang, siger Olga Runciman og tilføjer:

– Hvis medarbejderne hele tiden fortæller hinanden, at patienten er syg og besværlig, måske endda farlig, så mister de muligheden for at se virkeligheden fra patientens stol. Og dermed muligheden for at behandle konstruktivt. En sådan kultur fører til tvang. Det har jeg set flere steder.

Overlæge og psykiater Susanne Møller Madsen er blevet forelagt kritikken, men til trods for flere henvendelser har hun ikke ønsket at medvirke.

Øget tvangsmedicinering i Region Sjælland

Region Sjælland skrev i 2014 under på en partnerskabsaftale med regeringen, der inkluderede mindre brug af tvang i psykiatrien. Regionens psykiatridirektør, Michael Werchmeister, erklærede i aftalen, at det er en ledelsesmæssig opgave at forebygge tvang. I erklæringen skriver han:

“Det er en ledelsesmæssig opgave at sikre at regionens Politik for forebyggelse af tvang implementeres, så de ansattes blik for etiske og værdimæssige problemstillinger skærpes.”

“Ledelsen skal sikre en kultur med en patientinddragende tilgang, hvor der skabes rum for kritisk eftertanke og evaluering i forhold til tvangsanvendelse.”

På trods af intentionerne i aftalen tyder det dog ikke på, at ledelsen i Psykiatri Region Sjælland har skærpet deres ansattes blik for etiske og værdimæssige problemstillinger tilstrækkeligt.

Fra 2014 til 2016 steg antallet af personer, der årligt tvangsmedicineres i Region Sjælland, fra 82 til 95 personer.

Michael Werchmeister ønsker hverken at kommentere på Glenn Borgen Hanssons sag eller generelle procedurer for tvangsmedicinering i Region Sjællands afdeling for retspsykiatri.