Browse Category

Blog - Page 2

Bivirkninger ved psykofarmaka er ikke noget, vi taler om

/

Det er velkendt i fagkredse, at der er alvorlige og endda livstruende bivirkninger ved psykofarmaka. Men psykiatere italesætter sjældent dette alvorlige problem, og når de samtidig fungerer som eksperter for myndigheder og journalister, så opstår der en falsk fortælling. Det er en hån og et overgreb mod de mange mennesker, som enten direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage disse lægemidler. Det er også en menneskelig og samfundsmæssig katastrofe.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Kronikken, ingen aviser ville bringe. Denne kronik er sendt til dagbladet Information søndag den 1. august. En måned efter den 1. september blev den afvist.

Svaret var egentlig ventet, og bekræfter som sådan, at der er emner, vi ikke taler om.

Kronikken er efterfølgende sendt til de fleste danske landsdækkende dagblade. Men de takkede alle nej uden begrundelse.

 

Da jeg var ung, oplevede jeg at blive skubbet og væltet omkuld på en seng af en studiekammerat. I dag taler vi meget om sådanne overgreb mod kvinder. Men der er overgreb, som er langt værre, som vi stort set aldrig taler om; nemlig de overgreb og den mishandling, der foregår i psykiatrien.

 

Jeg skreg, sparkede og fik skubbet fjolset væk. En sådan opførsel er ikke acceptabel, og det er godt, at der er kommet fokus på dette. Men vi skal huske perspektiverne. Me Too bevægelsen er skabt af ressourcestærke kvinder. Hvad med de mennesker, som ikke er i stand til at råbe op, og som ingen gider høre på?

 

Hvis patienter i psykiatrien skriger, slår eller sparker, når de bliver tvunget til at tage psykofarmaka, bliver der trykket på alarmen, og så kommer 5-6 personaler løbende, hvorefter vedkommende bliver lagt i bælte og får en injektion med såkaldt antipsykotisk medicin. Betegnelsen antipsykotisk medicin er misvisende. Medicinen er ikke antipsykotisk. Den kan i stedet forårsage hallucinationer og mange andre alvorlige bivirkninger, som i værste fald er dødelige.

Hvorfor taler vi ikke om det?

Da den internationalt anerkendte forsker og professor Peter Gøtzsche for nogen år siden skrev og dokumenterede, at psykofarmaka som udgangspunkt skader mere, end det gavner, endte han med at blive fyret fra sit job som direktør i Det Nordiske Cochrane Center.

Det burde få alarmklokkerne til at bimle. Men i stedet er der sket det modsatte. Ingen tør længere kritisere eller sige noget negativt om psykiatri, heller ikke journalister eller forskere. Man skulle jo nødig blive udsat for det samme som Peter Gøtzsche.

Hvad er det for kræfter vi er oppe imod? Og kan vi acceptere, at der er emner og forhold i vores samfund, som ikke må debatteres og tales om?

For mange år siden, sidste i 1990erne deltog jeg i en konference i Amsterdam om tidlig opsporing i psykiatrien. Konferencen var finansieret af medicinalvirksomheden Eli Lilly, og havde deltagere fra hele Europa, forskere, psykiatere og patientorganisationer. Det var en kvalmende oplevelse, men særligt én episode står klart for mig; nemlig da en psykiater gik på talerstolen og fortalte, at han havde prøvet at tage antipsykotisk medicin, ganske vist i lave doser, men at det var den mest forfærdelige oplevelse, han havde været ude for i sit liv. Han havde været ude af stand til at foretage sig noget i flere dage, og havde haft det grusomt.

Der var helt stille i salen, mens han fortalte, og bagefter var tavsheden nærmest larmende. Ingen kommenterede hans indlæg.

Når mennesker, som er havnet i psykiatrien fortæller, at de ikke kan tåle medicinen, at det er gift, og at de ikke ønsker at tage den, kigger psykiateren den anden vej, og herefter får de at vide, at de har brug for medicinen, og at de vil få det meget bedre, hvis de tager den.

Jo mere modstand de gør, jo værre bliver det. Sanktionerne er mange: Udgangen kan blive inddraget eller cigaretterne kan blive konfiskeret, og i sidste ende er der bæltet med tvangsmedicineringen. Derfor ender de fleste med at tage medicinen ”frivilligt”.

Bivirkningerne ved antipsykotisk medicin er af invaliderende karakter, og kan forårsage parkinsonisme, ufrivillige bevægelser, taleforstyrrelser, aggressivitet, uro, sløvhed, skrumpning af hjernen, hjerteproblemer og dødsfald.

Men det fortæller psykiatere, som jo er eksperter på området, som udgangspunkt aldrig om.

Når disse psykiatere samtidig fungerer som eksperter for journalister og rådgivere for sundhedsmyndighederne, så opstår der en falsk fortælling om, at disse potente og farlige lægemidler er uproblematiske.  Det er en hån og et overgreb mod de mennesker, som direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage dem.

Mange mennesker ved derfor ikke, at disse lægemidler er livsfarlige, og at effekten af disse lægemidler samtidig er tvivlsom. I Danmark får mere end en halv million mennesker psykofarmaka.

Hvad er psykofarmaka. Psykofarmaka er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver brugt i psykiatrien. Antipsykotisk medicin og depressionsmedicin hører med i denne gruppe, og virker ved at påvirke dopamin, serotonin og noradrenalin i hjernen. Det er dog aldrig bevist, at sindslidende skulle have en ubalance i hjernen, og dermed er der ingen årsagssammenhæng mellem den medicin, der gives, og den sygdom man ønsker at behandle.

Som psykiater Asker Stig Nielsen siger i filmproducent Katrine Borres fortællinger om psykiatri, så hjælper psykofarmaka ikke mennesker til et bedre liv.

Modige psykiatere som professor David Healy har i årtier advaret mod brugen af psykofarmaka. Men sådanne psykiatere hører til sjældenhederne.

David Healy fremlagde allerede for mange år siden historiske tal, der viser, at antallet af førtidspensionister er steget markant efter, at man er begyndt at bruge antipsykotisk medicin i psykiatrien.

Men fra psykiatriens side er man næppe interesseret i, at man forsker mere i dette emne. Her forsøger man i stedet at skabe en anden, men usand fortælling, nemlig at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de er syge.

Det er ellers forholdsvis nemt at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem førtidspension og antipsykotisk medicin. Tallene ligger der, og undersøgelsen vil koste mellem 200- 300.000 kroner, har jeg fået oplyst af en forsker, der er ansat i en dansk velfærdsorganisation.

Enhver med kendskab til psykiatrien ved dog godt, at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de får medicin. Man behøver blot at besøge et psykiatrisk bosted. Her er mennesker uden liv i øjnene, som enten sidder eller ligger ubevægelige i deres senge. De kan intet og føler intet, og hvis ikke man får lov at tænke og have følelser, hvad er man så? En robot eller en skygge?

Når man samtidig ved, at mennesker, som det er lykkedes at trappe ud af psykofarmaka, har fået deres liv tilbage, er begyndt på uddannelse eller arbejde, på at dyrke motion, ja på at leve, så vidner det alt sammen om, at der er noget alvorligt galt med den behandling, der foregår i psykiatrien.

Til efteråret skal politikerne vedtage en ti-års plan for psykiatrien. Centrale aktører på området som Dansk Psykiatrisk Selskab råber højt, og har som vanligt krævet flere milliarder til området.

Men uanset hvor mange milliarder, der bliver postet i området, vil det ikke hjælpe. Psykiatrien er syg, og der skal en radikal ændring og et opgør til.

Stop volden og mishandlingen i psykiatrien #psykiatritoo

Om kronikken.

Kronikken bygger på bøger, rapporter, studier, interview med forskere, psykiatere og ikke mindst utallige interview med psykiatribrugere

 

You might be interested in

Mens vi venter på et paradigmeskifte dehumaniserer sociale indsatser psykiatriske patienter og pårørende

Mens FN og WHO gennem flere år har opfordret til, at regeringer i vestlige lande som Danmark igangsætter faktiske indsatser for at modvirke dehumanisering, overdreven tvangsbrug og krænkelser af menneskerettighederne i psykiatrien, har danske sundhedsmyndigheder givet et politiseret og halvhjertet bud herpå. Problemet består i, at systemet modsætter sig forandringerne, og i at de politiske bud på problemerne samtidig øger dehumaniseringen og brugen af tvang. Som følge heraf kan man spørge, hvad der skal til for at udvikle en human og værdig hjælp til diagnosticerecde personer og deres pårørende i dansk psykiatri.

 

Jeppe Oute & Susan McPherson

De Forenede Nationer (FN) og verdens sundhedsorganisations (WHO) påpeger, at det dominerende biomedicinske paradigme på det psykiske sundhedsområde bør revolutioneres (A Rights-Based Approach to Disability in the Context of Mental Health | UNICEF ).

FN henviser til, at der er akut behov for en revolution af området, der både re-orienterer hjælpen mod ’personlig recovery’ og re-organiserer tjenesterne på måder, som modvirker den medicinske psykiatris dehumaniserende og anti-demokratiske praksisformer ved bl.a. at modvirke stigma og diskrimination og stille krav om, at psykiatriske professionelle respekterer brugernes rettigheder til deltagelse og selvbestemmelse.

FNs og WHOs opfordring til at skabe radikale forandringer af området skal netop modsvare feltets eksploderende overmedikalisering af store befolkningsgrupper, aggressiv og formynderisk medicinsk jargon overfor patienter og pårørende, aktiv forskelsbehandling af psykiatriske patienter og den overdrevne brug af mekaniske og medicinske tvangsforanstaltninger m.m. ( OHCHR | World needs “revolution” in mental health care – UN rights expert).

WHO har endvidere udgivet nogle direkte anbefalinger til, hvordan psykiske sundhedstjenester kan minimere de systematiske krænkelser af menneskerettighederne, der i dag finder sted på psykiatriske hospitaler i hele den vestlige verden (New WHO guidance seeks to put an end to human rights violations in mental health care ).

Anbefalingerne indebærer, at overgangen fra den traditionelle medicinske institutionspsykiatri til en mere humanistisk og socialt orienteret helhedsmodel, hvor hjælp og støtte leveres i lokalmiljøet, skal udvikles betydeligt hurtigere, end det hidtil er sket. Det går altså for langsomt.

Men den bebudede transition omfatter ikke bare betydelige forandringer af det konceptuelle, værdimæssige og organisatoriske grundlag for hele området, der stilles også krav til, at reduktionen af anvendelsen af tvangsforanstaltninger og øget demokratisering af sundhedstjenesterne skal fremmes yderligere. Dette skal bl.a. ske via systematisk fokus på menneskerettigheder, social inklusion, satsning på brugerstyrede grupper (peer groups) og en økonomisk redistribution af ressourcer fra sundhedsområdet til den sociale sektor og betydelig ekspansion af psykosocialt rehabiliterende indsatser, som kommunerne, faglige selskaber og civile aktører primært er specialiserede i i Danmark.
Med andre ord har WHO og FN som sådan påbudt regeringerne i lande som Danmark, Norge, England og USA at komme i sving med at gennemføre omfattende reformer for hele det psykiatriske system, dets reduktionistiske menneskesyn, dets for ofte dehumaniserende praksisser og overdrevne brug af tvangsforanstaltninger. Selvom denne reform lader vente på sig i Danmark, kan vi altså ikke undslå os den type af forandringer af psykiatrien, da problemerne også er mere end velkendte her. Fx kan vi i dansk psykiatri ikke undslå os, at der for ofte finder krænkelser af menneskerettighederne sted i systemet (Danmark fik kritik på flere områder til eksamen i menneskerettigheder hos FN | Information ).

Samtidig viser opgørelser fra Sundhedsstyrelsen, at psykiatriens medicinske tvangsforanstaltninger ikke mindskes men faktisk accellerer, selvom der længe har været fokus på at nedbringe brugen af tvangsforanstaltninger ( Der er stadig for mange der bliver udsat for tvang i psykiatrien – Sundhedsstyrelsen). Men FN, WHO og danske sundhedsmyndigheder er i manges øjne for sent ude.

Ikke just et nyt problem
Mange andre har påpeget problemerne længe. For at nævne et par enkelte eksempler har kritiske brugerstemmer (Psykiatrien skriger på et nyt menneskesyn | Information) og brugerbevægelser som det danske LAP og internationale aktører som Mad in America (Mad in America – Science, Psychiatry and Social Justice ) og Recovery in the Bin – A critical theorist and activist collective påtalt disse forhold i årevis. Hvis det er meningsfuldt at tale om den i ental, så er brugerbevægelsens kritik af psykiatriens dehumanisering og betvivlelige videnskabelige grundlag dog heller ikke enestående.

Den skandinaviske og internationale kritiske psykiatriforskning har i årevis også været grundig i sin påpegning af problemerne (Recovering from mental health issues and living with them | Bengt Karlsson | TEDxUSNStudio – YouTube).

På baggrund af en omfattende gennemgang af forskning fra området gennem mere end 40 år rejser den britiske professor Nikolas Roses’ internationalt anerkendte værk ’Our Psychiatric Future’ en parallel diskussion. Rose’s forskning rejser i lighed med FN, WHO og brugerbevægelsen det fundamentale spørgsmål, om der reelt er sket væsentlige positive forandringer af disse typer af humanistiske og sociale problemer i psykiatrien, siden den canadiske sociolog Erving Goffman i sit berømte værk med den danske titel ’Anstalt og Menneske’ beskrev psykiatriens dehumaniserende praksisser i sine studier af totale institutioner i 1956.

Selvom Rose’s forskning i beskeden grad inkluderede studier af danske og skandinaviske forhold, giver bidraget indtryk af, at den humanitære katastrofe på området er persisterende, selvom senere års fokus på resiliens, recovery og brugerinddragelse m.m. har gjort problemerne betydeligt mere subtile.

I lighed med de ovennævte drøftelser om nytteværdien af nye arbejdsdelinger på feltet, peger Rose fx også på, at den medicinske psykiatris formelle magt, traditionelle arbejds- og rollefordeling mellem systemets professionelle kan give et overfladisk indtryk af at være blevet svækket i takt med, at både biomedicinens og den neurokognitive psykologis betydning og indflydelse på feltet anerkendes mere ligeligt. Men Rose henviser imidlertid til, at udviskningen af de traditionelle magtforhold på området samtidig er sket parallelt med, at medicinalindustrien, politiske aktører, NGO’er og særdeles psykiatri-venlige bruger- og pårørendebevægelser (som fx Sind og Bedre Psykiatri i Danmark) i stigende grad er begyndt at indgå i drøftelser af feltets organisering, policyudvikling, praksisudvikling og levering af services i psykiatrien. I den forstand anskueliggør Rose, at feltet nu bedst kendetegnes af, at ’mange psykiatrier’ i realiteten gør sig gældende, men at disse tilsyneladende faglige udviklinger generelt set forudsætter den samme medicinske psykiatrisk grundlagstænkning, som FN og WHO stiller spørgsmålstegn ved.

Psykiatri på afveje

Beslægtede kritiske undersøgelser kender vi også fra Danmark, hvor kun enkelte har fået opmærksomhed i medierne. Den mest iøjnefaldende er, at der i perioden efter 2013 har været, hvad man med et diplomatisk ordvalg kan kalde en polemisk debat som følge af, at den danske læge og professor Peter Gøtzsche udgav sin pro-medicinske kritik af det videnskabelige grundlag for den medicinske psykiatri i flere bøger og i kronikken Psykiatri på afveje – politiken.dk. Senere – omend mindre debatteret i medierne – adresserede Brinkmanns og Petersens pro-psykiatriske studier af ’Diagnoser’ og diagnosekultur også flere af de kritiske forhold, som både brugerbevægelsen, den kritiske socialforskning, FN og WHO påpeger. Her kan vi med andre ord heller ikke undslå os i Danmark.

Farligt at kritisere
I lyset af at fremtrædende psykiatere hidtil ikke har været blege for at gå direkte til angreb på kritiske videnskabsfolk og debatørrer, er påpegningen af denne humanitære krise i psykiatrien at karakterisere som direke personfarlig. Vi vil fremhæve nogle få eksempler på det relativt standardiserede arsenal af teknikker, der bruges aktivt til at stilne kritikkerne. Teknikkerne spænder fra at ignorere kritikken og/eller dominere og kue kritikerne.
For eksempel bruges teknikken ekskommunikation. I 2013 udgjorde Gøtzsches videnskabskritik det klinisk-politiske startskud til, at Gøtzsches persona blev miskrediteret som paranoid, og til at han blev italesat som inhabil, hvilket kulminerede med, at han blev fyret fra sin stilling på Det Nordiske Cochrane Center (Peter C. Gøtzsche: Min fyring er et videnskabeligt justitsmord – politiken.dk ).

Den anden teknik kan kaldes for Cirkelslutningen: Ved hjælp af argumentet ’læger ved bedst om lægelige forhold’ drejede en anden psykiater i 2015 fokus væk fra den kritiske drøftelse af samfundsnytten ved at opdatere den formelle arbejdsdeling mellem psykiaterne og psykologerne i psykiatrien ved at lave et direkte og devaluerende personangreb med ordene (Psykologformand med begrænset indsigt – Dagens Medicin) mod dansk psykolog forenings forkvinde. Her betonede psykiateren på en temmelig cirkulsluttende måde psykiaterens uundværlighed for psykiatrien, og underkendte derved nytteværdien af psykologiens rolle på området.

Den tredje kan kaldes for Martyrium: I 2018 var vi i Politiken vidner til, hvordan ord som bedrevidende og skråsikre anti-psykiatri blev brugt som stråmandsargumenter til at henlede opmærksomheden på en psykiaters faglige krænkelsesparathed over den kritiske debat om (formodentlig Brinkmanns og Petersens undersøgelser af) ’diagnoser’ og diagnosekultur. Argumentationen kan betegnes som martyrium, fordi den yderst anerkendte og magtfulde forfatter netop skaber et ikke-eksisterende fjendebillede til at betone sin egen krænkelsesparathed fremfor at forholde sig til den seriøse drøftelse af problemer forbundet med psykiatriske diagnoser og sygdomskategorier, der er blevet fremsat af brugere, hele tværfaglige forskningsmiljøer, FN og WHO ( https://politiken.dk/debat/kroniken/art7621490/Drop-fordommene-og-forsimplingerne-af-psykiatrien ).

I lighed med de tidligere eksempler på ekskommunikation, cirkelslutningen og martyrium synliggjorde optagelserne af en nyere debat på Rigshospitalet i 2019, hvordan flere af dansk psykiatris ledende skikkelser og repræsentanter for Dansk Psykiatrisk Selskab strategisk ignorerer, benægter, håner (cf. ’bongotrommer’), og bliver deciderede korporligt truende overfor fagfolk fra bl.a. psykologien, der stiller spørgsmål til psykiatriens grundlagstænkning og tvivlsomme praksisser (https://www.youtube.com/watch?v=okxtncm2UzY ).

Samlet set tegner disse eksempler et mere og mere klart billede af, at det ikke er uden veritable professionelle, menneskelige og personlige risici at fremhæve disse problemers alvor, uanset kritikerens faglige og personlige status.Eksemplerne kan ses som nogle af forklaringerne på, hvordan de humanitære problemer i psykiatrien hidtil har fået lov at stå relativt upåagtede trods FNs og WHOs nu årelange påpegning heraf.

Det synes dog besynderligt, at det psykiatriske system ikke fremstår fagligt seriøst nok til aktivt at indgå i en reel løsningsorienteret dialog om de veldokumenterede kritiske forhold, der igen og igen er blevet påpeget, for at finde holdbare, humane og demokratiske svar på dem, fordi det helt åbenlyst ville kunne komme både psykiatriens brugere, pårørende, fagfolk såvel det samlede systems legitimitet til gode.

Hvorfor fortsatte problemer trods gode intentioner?
Det er værd at dvæle ved, at psykiatriens aktører næppe har taget lange uddannelser og går på arbejde hver dag med henblik på at indgå i dehumaniserende praksisser. Kritikken handler med andre ord ikke om uddannelsesniveauet, at professionelle mangler ekspertviden eller om de gode intentioner, som psykiatriens aktører i langt de fleste tilfælde har. Kritikken repræsenterer heller ikke et tyndbenet anti-psykiatrisk argument om, at den medicinske psykiatri hverken skulle kunne hjælpe folk med deres psykiatriske lidelser eller have en vigtig velfærdsfunktion at betjene for samfundet.

Denne drøftelse handler i stedet om, at vi som samfund er nødt til at erkende, at der foreligger grundig dokumentation for en generel tendens til, at dehumaniserende praksisser og krænkelser af menneskerettighederne finder sted i det psykiatriske velfærdssystem upåagtet, og i nogen grad også for, hvordan kritiske spørgsmål til disse tvivlsomme forhold ofte stilnes med særdeles aggressive virkemidler.

Som det bl.a. ekspliciteres i ovennævnte debatvideo fra Rigshospitalet kan vedligeholdelsen heraf dels have noget at gøre med, at den dominerende psykiatriske profession kan have interesser i at bevare deres magt og status.
Samtidig er det ifølge FNs og WHOs rapporter, brugerbevægelsen og den kritiske psykiatriforskning også åbenlyst, at psykiatriske professionelle almindeligvis arbejder udfra et relativt ensartet og værdi-informeret medicinsk ståsted. Det ståsted kan siges at have et reduktionistisk menneskesyn, som – i det mindste logisk set – retfærdiggør den systemtiske afvisning af nytten og meningfuldheden forbundet med sociale og humanisernede indsatser på området. Men det er selvfølgelig ikke hele historien.

Den humanitære krise i psykiatrien kan nok også i en mindre grad være bestemt af, at enkeltindivider aktivt vedligeholder deres formelle magt ved bl.a. at stille krav om særlige arbejdsdelinger og undslå sig nogle væsentlige forklaringsproblemer af systemets humanitære krise ved hjælp af bl.a. personfarlige metoder. Men her er det nok vigtigt ikke at overvurdere enkeltindividers magt, da krisen nok primært repræsenterer et systemisk problem, som er karaktaristisk for den nyliberale konkurrencestat. Det er nemlig sandsynligvis betydeligt vigtigere, at det også er decideret risikabelt for enhver professionel i psykiatrien i dag at ”se mennesket bag diagnosen”.

Systemet modvirker at professionelle kan tænke selv

Efter år med den type styring af offentlige velfærdssystemer som med et udskælt begreb kaldes New Public Management er det velkendt, at også psykiatriske professionelle altid er underlagt strenge effektivitets- og målkrav formuleret som fx ’kerneydelser’. Fx er de udskældte pakkeforløb og kravene om at opretholde et konstant patient-flow i behandlingsapparatet eksempler på, at de professionelle netop er underlagt krav om at levere på forskellige kerneydelser på ofte på tidsmæssigt sekventierede og metodisk forudbestemte måder.

Systemet er med andre ord sat op til at sikre, at det som helhed ikke spilder tidsmæssige og fagprofessionelle ressourcer på – i det velsmurte velfærdssystems perspektiv – meningsløse autonome beslutninger om enkeltindividers behov og ret til hjælp, hvis professionelle skulle få den skøre idè at tænke selv.

På samme tid er kravet om flow også afgørende for, at professionelle ofte tvinges til at afvise, udskrive eller redistribuere svært forpinte mennesker, selvom de vurderes som psykotiske eller selvmordstruede. Det vil sige, at professionelles humane beslutninger om at prøve at ’se mennesket’ og betone reelt person-centrede indsatser kan blive risikable og sanktionerede. Det gælder både for de dominerende biomedicinske overlæge-sølvrygge og sandsynligvis i større grad for aspirerende klinikere længere nede i hierarkiet, fx psykologer og læger på vej mod special- og overlægstillinger, specialuddannede eller akademiske sygeplejersker, de nyligt introducerede peer-medarbejdere med brugerbaggrund, NGO’er og virksomheder, der ønsker at samarbejde osv. Disse store grupper af professionelle aktører har det til fælles, at de lever af at levere politiske bestemte ydelser og tjenester, som er forenelige med det etablerede systems tankegods og dets nærmest automatiserede interventionsformer, som FN og WHO kritiserer.

Derved har alle aktørerne væsentlige (i nogle tilfælde faktiske) aktier i, og er delvist afhængige af at følge systemets spilleregler. I den forstand er mange velmenende praktikere, oftest ikke-intentionelt, med til at reproducere de praksisser igennem, hvilke denne stille humanitære katastrofe i dag manifesterer sig.

Selvom der helt åbenlyst kan være flere faktorer i tilblivelsen af den påpegede krise som fx interprofessionelle magtkampe om status og definitionsrettigheder, er spørgsmålet ikke længere, om der udspiller sig en humanitær krise i psykiatrien. Snarere er spørgsmålet, hvordan psykiatriens grundlagstænkning og dehumaniserende praksisser, som WHO og FN kritiserer, udspiller sig og kommer til syne i alt fra politiske beslutningsprocesser, samarbejdsaftaler mellem offentlige og private organisationer, styringsdokumenter til den daglige praksis’ frontlinje m.m. – og selvfølgelig, hvordan vi løser de persisterende problemer, som systemet selv er med til at skabe og vedligeholde.

Subtile forandringer på vej?
Disse spørgsmål er heller ikke nye. Som det fremgår ovenfor har de længe været kendt blandt aktører fra Sundhedsministeriet, Sundheds- og Socialstyrelserne og den kliniske praksis. I mere end et årti har vi i diverse planer og anbefalinger fra den danske regering og sundheds- og socialstyrelserne kunne identificere gryende tegn på en politisk anerkendelse af behovet for forandringer af det psykiatriske område på måder, som minder om WHO’s og FN’s anbefalinger. I den proces har vi i Danmark altså kigget på de internationale erfaringer. På det psykiatriske område ligner Danmark, med visse forbehold for den relativt stærke medicinske dominans og den danske velfærdsstatsmodel, både de øvrige nordiske lande, Storbritannien såvel som andre neoliberalt orienterede konkurrencestater i Europa. Som fx påpeget af Rose gør vi det med hensyn til den generelle politiske rationalitet om velfærdsorganisering, servicedistribution og forsøg på at udvikle befolkningernes psykiske sundhed (Psykisk Sundhedsarbejde og Politik | Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund – Journal of Research in Sickness and Society).

I modsætning til en storstilet reform af området har Danmark og sammenlignelige landes sundhedsmyndigheder gennem næsten to årtier faciliteret en serie af små og beslægtede forsøg på at lave nogle stille sporskifter ift. landenes tjenesteorganisering og daglige psykiatriske behandlingspraksis i samarbejde med civile aktører.
Som det fremgår af danske styringsdokumenter omfattter de stille sporskifter generelt nogle systematiske satsninger på orienteringer mod recovery og social inklusion, ansættelse af peer- og recoverymentorer og satsninger på nedbringelse af brug af tvangsforanstaltninger, reduktion af polyfarmaci, finansiering af offentlige antistigmatiseringsindsatser, psykoedukation, brugerstyrede sengepladser og patient- og pårørendeinddragelse m.m.

Disse tiltag ses af mange som en bred politisk intention om at humanisere og social re-orientere psykiatrien fra institutionaliseret psykiatrisk behandling på sygehusene til en lokal- og distriksbaseret model til at hjælpe og behandle folk på en værdig måde i eget hjem eller nærmiljø, fx ved hjælp af den lovpriste F-ACT model. Denne generelle tendens på området er i de senere år blevet lovprist af mange som et bebudet paradigme-skifte. Som resultat af det, for manges vedkommende, ventede paradigmeskifte skal både professionelt og frivilligt psykisk sundhedsarbejde have fokus på sundhedsfremme, tage udgangspunkt i personlig recovery og involvere brugernes egne perspektiver såvel som have fokus på service-brugeres og pårørendes styrker, ressourcer, resiliens, rettigheder og aktive deltagelse i behandlingensindsatserne (Håb og drømme er den nye vision for psykiatrien | Sygeplejersken, DSR | Fag & Forskning 2018, nr. 4).

Denne grundlæggende politiske ambition om at facilitere et reelt humanistisk og social orientet paradigmeskifte på området, der skulle erstatte den fejlslagne institutionspsykiatriske behandlingsmodel med en lokalbaseret, social inkluderende, rettighedsfokuseret og humanistisk model, som FN og WHO anbefaler, skinner rigtignok også igennem flere steder i klinisk praksis. Intentionen kan fx findes i de senere års forsøg på at reducere tvangsbrug, i ønsket om at inkludere recovery-mentorer, brugere, pårørende m.fl. i den formelle arbejdsstyrke på afdelingerne såvel som i forsøget på at sikre brugerinvolvering og fokusere på en højere grad af (åben) dialog og fælles beslutningstagning. I dansk psykiatri er betegnelser som recovery, patient- og pårørendeinddragelse, åben dialog, shared decision making, peer support, antistigmatisering og social inklusion derfor også blevet begreber, som bruges i det daglige arbejde.

Kolonialisering af humaniserende indsatser
Frem til nu har der dog manglet systematisk nordisk forskning i virkningerne af disse sociale og humaniserende indsatser, der på papiret retter sig mod at reducere den persisterende humanitære katastrofe på området. Et nyt dansk temanummer samlede tidligere i år en række empiriske og teoretiske studier, som imidlertid synliggør, hvordan en individualiserende og ofte konsumeristisk medicinsk forståelse af psykisk sundhedsarbejde dominerer i psykiatrien i Norden og særligt i Danmark. Parallelt med det nyliberale og ansvarliggørende forbrugersyn på uddannelses- og sundhedsområdet generelt, taler politiske aktører, kliniske professionelle og brugerorganisationer i dag ofte om, at fundamentet for de sociale og humaniserende indsatser ikke længere er den passive, kroniske psykiatriske patient.

Institutionspsykiatriens menneskesyn synes nu at være blevet skiftet ud med ideen om, at patienten ikke ’er skizofren’ eller ’bipolar’, men snarere ses som en forbruger (consumer) af tjenesteydelser med psykisk sygdom, som lydigt tager personligt ansvar for at styre egen behandling.
Som følge af introduktionen af dette forbrugersyn er der tale om kolonialiserede udlægninger af socialt orienterede og humaniserende indsatser. Det skyldes, at psykatriens grundlagstænknig fortsat ikke forandres, mens forbrugeren blot i stedet holdes ansvarlig for monitorering af egen sygdom og korrekt styring af egen behandling (https://tidsskrift.dk/sygdomogsamfund/article/view/127194/173509). Ved at vise tilbage til det overordnede fund demonstrerer studierne, at de nye pseudohumaniserende og sociale indsatser kan vedligeholde og til tider skabe mange af de samme problemer, som de er sat i verden for at løse.

Som sådan synliggør de nye nordiske studier, at indsatserne ikke bruges og forstås i tråd med FNs og WHOs anbefalinger. Recovery, brugerinddragelse, peer support, brugerstyrede senge og pårørendeinddragelse m.m. bruges nu ofte som en gratis og frivillig form for organisatorisk og relationel glidecreme, der hhv. olierer sektorovergange i systemets favør og sikrer, at brugerne og pårørende helt gnidsningsfrit tager ansvar for forebyggelsesopgaver, selvmonitorering og behandling udenfor sygehusene. De storstilede politiske satsninger på humaniserende og socialt orienterede indsatser mobiliseres altså i velfærdssystemets, og ikke humaniseringens og demokratiseringens, tjeneste til at optimere effektiviteten af de i forvejen gældende men dehumaniserende behandlingsindsatser. For eksempel betoner en politisk hædret antistigmatiserings- og social inklusionskampagne systematisk, at diagnosticerede selv bør (lære at) tage ansvar for at have korrekt indsigt i egen lidelse og behov for behandling og selv bære ansvaret for at kunne deltage på arbejdsmarkedet. Indsatsen understøtter derved, at forbrugerne både forener sig med den af de psykiatriske professionelle anviste diagnose og en ofte pessimistisk prognose om et livslangt behov for psykiatrisk behandling, som de i modsætning til tidligere forventes at bære et personligt ansvar for på egen hånd for ikke at ligge velfærdsstaten til yderligere last via indlæggelser og behandlinger, sygedagpenge og tabte skatteindtægter for staten (Reform eller stabilitet? | Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund – Journal of Research in Sickness and Society).

I lighed hermed viste et studie, hvordan den politisk-kliniske satsning på pårørendeinddragelse repræsenterer en stadig mere subtil form for udnyttelse af gratis arbejdskraft og minimering af psykiatriske patienters moralske og relationelle muligheder for at sige nej tak til uønskede behandlinger. Det gøres ved at stille moralske krav til fortrinsvist familiemedlemmer om at lade sig frivilligt indrullere i statsapparatets arbejdsstyrke. Effekterne var, at byrden for patienter og pårørende øges og risikoen for opbrud og skilsmisse steg som følge heraf.

Et andet studie undersøgte, hvordan nye former for tvang i psykiatrien har udviklet sig i Skandinavien gennem det tyvende århundrede.

Da begrebet selvbestemmelse voksede frem i psykiatrien, udviklede der sig også mere påtrængende former for tvang til at regulere dem, der blev anset for farligst. Det resulterede i mindre eksplicit tvang for de mange, men mere tvang for de få. Et tredje studie viste, at udøvelsen af ‘brugerstyrede (senge)pladser’ bygger på en forestilling om empowerment til at styrke ideen om en ‘ny psykiatri’, som falder godt i tråd med FNs og WHOs anbefalinger. Effekten var dog, at indsatsen ofte placerer service-brugere i ‘liminale’ (mellem) identitetspositioner, hvor de samtidig forventes at være ansvarlige og selvstyrende på trods af, at de historisk set er blevet gjort passive og afhængige af den gamle institutionspsykiatri. Sammen med de nye former for subtil tvang synliggør studierne altså en ny politisk villighed til at legitimere ideen om, at statsinstitutioner kan overtage, tvinge og fratage enkeltpersoner deres rettigheder og autoritet, hvis de ikke er tilstrækkeligt autonome eller ikke tager ansvar korrekt i statens nytteoptimerende og riskofokuserede perspektiv (https://tidsskrift.dk/sygdomogsamfund/article/view/127194/173509).

Mere skade end gavn
De nye studier peger derfor til sammen på muligheden for, at de pseudohumaniserende indsatser netop har potentiale til at gøre mere skade end gavn, og endda skade mere end den traditionelle form for psykiatri, de netop skulle erstatte. Forenklet sagt hænger det sammen med, at indsatserne ’flytter behandlingsinstitutionen ind i dagligstuen’ som det ofte formuleres positivt.

I den forstand bidrager de pseudohumaniserende indsatser til at udviske grænserne mellem privatlivet og konkurrencestaten, så staten legitimt kan monitorere, gennemtrænge og regulere selv de mest private dele af hverdagslivet som fx et menneskes identitet, søvnvaner, samværsformer og parforholdets rollefordeling i henhold til statens behov. Paradoksalt nok men ganske subtilt styrker, og ikke minimerer, disse symbolske grænseoverskridelser forholdet også psykiatriens myndighed og magt. Dette fordi det medicinske menneskesyn, gyldighed og dominans forbliver intakt, når indsatserne helt systematisk rettes mod at sikre et skyggeagtigt nærvær af psykiatriens patientkategorier, ansvarliggørelse og krav om monitorering og tilbagefaldsforebyggelse m.v. i baggrunden af alle hverdagslivets aspekter og sammenhænge for brugerne og pårørende i dag.

I risikostyringens og -minimeringens navn øges dehumaniseringen og brugen af uformel tvang næsten ubemærket overfor de i psykiatriens øjne ’gode’ borgere med psykiske lidelser og deres pårørende ved at satse på at ansvarliggøre de diagnosticerede og deres familier, mens dem, der i statens perspektiv anses for ulydige, uansvarlige, komplekse og farlige, i stigende grad tvinges med mere traditionelle mekaniske og medicinske midler.

I den forstand er der hverken tale om en radikal forandring af systemets grundlagstænkning eller en reel videreudvikling af de humanistiske og sociale indsatser, som skulle være antidoten til øget tvangsbrug, overmedikalisering og dehumanisering. I stedet er der tale om, at traditionel medicinsk behandling i dag svøbes i pseudohumanistisk jargon og reformsprog, mens ansvar for behandlingsindsatserne flyttes fra staten til civilsamfundets enkeltindivider uden, at de psykiatriske professionelles autoritet og praksisformer har fået så meget som en rids i lakken.

Indsatserne løser derfor ikke den humanitære katastrofe, som FN og WHO har efterspurgt løsninger på – måske netop tværtimod. Selvom det ville være useriøst at hævde, at det i sig selv er et problem at ville omkostningseffektivisere og forbrugsminimere offentlige behandlingsydelser, placerer disse pseudohumaniserende og sociale indsatser ofte brugere og pårørende i udsatte, tvetydige og yderligt belastende situationer, fordi de har potentiale til, at psykiatriens magt og brug af skjulte tvangsformer overfor diagnosticerede borgere skjules, mens dele af ansvarsbyrden samtidig forflyttes ud til frivillige aktører, familierne og brugerne selv.

Selvom dette bør adresseres nu og årene fremover, er det forhåbentligvis tvivlsomt, at denne form for kolonialisering af de humaniserende og sociale indsatser skulle være en bevidst politisk og klinisk strategi. Aktører fra diverse ministerier, styrelser, NGO’er, faglige selskaber og kliniske aktører har formodentlig (haft) de mest noble intentioner om at forbedre forholdene for brugere og pårørende på det psykiske sundhedsområde i Danmark i tråd med FNs og WHOs anbefalinger. Og det giver håb for en mere human og værdig indsats fremover.

Hvad så nu?
Mens vi både venter på en ny reform og på at psykiatriens professionelle selv modsætter sig medvirken i dehumaniserende praksisformer, kan man spørge om satsningen på en politisk forståelse af recovery-orienterede og brugerinvolverende indsatser helt bør opgives, da det ser ud til at føre til utilsigtede skadeeffekter (Hvor er det blitt av psykisk helse-opprøret? (forskersonen.no))?

Eller er det mere end nogensinde før nødvendigt at reorientere de psykiske sundhedstjenester mod personlig recovery, demokratisering, anti-diskrimination, humanisering og sikring af borgernes rettigheder?

Givet at FN og WHO nu så godt som påbyder, at psykiatrisk behandling skal revolutioneres ved humanisere, demokratisere, rettighedsfokusere og orientere indsatserne mod reel personlig recovery, bæredygtighed, lighed og menneskerettigheder er sidstnævnte nok mest sandsynligt og relevant. Dette til trods for at begrebet paradigmeskifte nærmest virker komisk i lyset af, at Kunhns oprindelige tese om paradigmeskifte netop påpeger, at paradigmer som fx det psykiatriske ikke bare er noget, man forandrer via en politisk vedtægt. Men det rejser ikke desto mindre både spørgsmål om, hvordan aktørerne i klinisk praksis forholder sig hertil og om psykiatriens professionelle har den nødvendige faglige integritet og villighed til at forandre de nuværende pseudohumaniserende praksisser, som i sidste ende kan forårsage mere skade på de brugere og familier, de er ansat til at hjælpe, uden samtidig at falde tilbage til tvangsprægede institutions-psykiatriske praksisformer?

Det kræver formentlig nogle helt nye dialoger på området. Nogle nordiske forskere synes derfor også at være ganske optimistiske med hensyn til denne type kritiks rolle i forbindelse med at forandre og udvikle det psykiske sundhedsområde i Danmark. Mens det hævdes, at denne type debatter om psykiatrisk praksis kan være fyldt med uoverensstemmelser og spændinger, og selvom dialogen imellem dem ofte er kendt for at kollapse, kan der være måder, hvorpå diskussioner kan og bør foregå mere konstruktivt for at berige psykiatrisk praksis til slut.

Det kan dog også være, at der skal andre og mere radikale bud på banen for at forandre psykiatrien til et humant og værdigt sted. Dette fordi andre nordiske forskere og dele af den kritiske brugerbevægelse omvendt bevarer et betydeligt mere pessimistisk syn på det utopiske ideal om en ‘gensidigt berigende dialog’ mellem uforlignelige synspunkter på området. Her henvises særligt til de ovennævnte men stadig mere skjulte former for psykiatriske tvangsforanstaltninger, hvis forandringer kues aktivt, maskeres af reformsprog og muliggøres af de i stadig grad mere flydende grænser mellem stat og individ, Scandi noir or Nordic utopia.

Men når de eventuelle trusler over denne type offentlige drøftelse igen fortoner sig, kan det give forhåbninger om, at de psykiatriske aktører fra hhv. områdets medicinske og humanistiske og psykosociale fløj ville kunne gå i reel dialog. Men i lyset af tidligere offentlige drøftelser og debatter, de senere mange års forsøg på at bremse enhver kritik af psykiatrien og de effektive måder at kolonialisere humaniserende indsatser står det tydeligere end nogensinde før, at psykiatriens alvorlige uløste menneskelige og demokratiske problemer nok kræver præcis den form for radikale gentænkning af psykiatriens organisering, finansiering og juridiske rammeværk, som FN og WHO, brugerbevægelsen og (dele af) den kritiske psykiatriforskning faktisk foreslår.

Jeppe Oute er lektor i psykisk helsearbeid, ph.d. ved Universitet i Sørøst-Norge. Susan McPherson er professor of psychology and sociology, ph.d. ved University of Essex.

You might be interested in

Psykologisk skizofrenibehandling som afløsning for medicin?

Psykiatrien skal ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) have et ti-årigt løft i 2020. Men hvordan løfter vi psykiatrien bedst muligt? Det giver lektor emeritus i psykologi fra Aarhus Universitet, Thomas Nielsen, et bud på i dette indlæg.

 

 

Der har i mange år været fremsat kritik af den stærke medicin, der bruges til at behandle sindssyge personer, der kaldes skizofrene.

Tidligere blev medicinen ofte omtalt som en kemisk spændetrøje eller en lammelse af psyken, men i nyere tid går kritikken nok så meget på den omstændighed, at skizofrene – der næsten alle har fået medicin i hvert fald i nogle år – gennemsnitlig dør 20-25 år tidligere end raske mennesker.

Forskningen tyder på, at medicinen medvirker til denne livstidsreduktion – bl.a. ved at øge risikoen for diabetes, hjertesygdom og sandsynligvis også selvmord. Det rejser et indlysende spørgsmål:

Hvis medicinen på langt sigt er en dårlig løsning på denne utrolig gådefulde lidelse, skizofreni, hvad i alverden kan man så stille op?

For en del år siden – omkring 1930-1960 – mente mange i amerikansk psykiatri, at man nok kunne behandle skizofreni med freudiansk psykoanalyse. Nyere opgørelser over resultaterne af denne (i bund og grund uvidenskabelige) behandling viste dog faktisk snarere negative end positive virkninger. Så denne behandlingsform er stort set forladt i vore dage.

Men i perioden 1930-1960 var den videnskabelige, forskningsbaserede psykologi ved vestens universiteter kun i sin tidlige vorden – og siden 1980 er der fremkommet en mængde troværdig forskningsbaseret psykologisk viden om skizofreni – og om de rent psykologiske muligheder for at afhjælpe denne lidelse. Det har ført til udvikling af en række behandlingsmetoder, der kunne tænkes at være nyttige for mange skizofrene.

I de senere år har man således i flere tilfælde undersøgt virkningen af psykologisk behandling af skizofreni ved at sammenligne en gruppe, der kun fik medicin med en gruppe der fik både medicin og psykologisk behandling – men dog ingen gruppe der kun fik psykologisk behandling. Det har blandt læger været anset for ”uetisk” at undlade medicinsk behandling til nogen af de undersøgte skizofrene personer. Disse undersøgelser har i gennemsnit vist en positiv, men undertiden beskeden effekt, så der er nogen uenighed blandt lægerne, om det er noget, der skal satses på.

Medicin forringer psykologiske indsatser

Men her kan man så bemærke, at undersøgelser over virkningen af henholdsvis medicin og psykologisk behandling ved andre psykiske lidelser som angst og depression ofte viser, at psykologisk behandling virker dårligere, hvis der samtidig gives medicin.

Det skyldes formodentlig, at medicinen påvirker hjernen, så det er sværere at opnå de psykiske forandringer, der søges tilvejebragt gennem den psykologiske behandling. Derfor er det nærmest af historisk betydning, at et stort engelsk forskerhold nu for første gang har fået mulighed for at sammenligne virkningen af medicin med ren psykologisk behandling af skizofrene.

Resultaterne af denne undersøgelse er offentliggjort i det højt ansete tidsskrift Lancet 2018 May;5(5):411-423. Undersøgelsen viser kort sagt, at der ikke er nogen signifikant forskel på virkningen af medicin og ren psykologisk behandling! Til gengæld var der en stor og signifikant forskel i ubehagelige bivirkninger i de to grupper: Gruppen, der havde fået medicin havde mange og alvorlige klager over ubehag ved medicinen – mens gruppen, der havde fået psykologisk behandling stort set ikke havde nogen klager over bivirkninger. Forskergruppen udtaler på denne baggrund, at man nu ikke længere bør være tilbageholdende med at udføre sammenligninger mellem medicinsk og ren psykologisk behandling af skizofrene.

Det kan tilføjes, at det engelske institut for bedst mulig behandling af alle slags sygdomme (NICE) for nylig har ændret deres vejledning for behandling af skizofrene, således at der i alle tilfælde bør begyndes med psykologisk behandling – samtidig med, at man tilbyder men ikke kræver, at patienten derudover tager sædvanlig medicin.

Hviler på omfattende forskning

Den specielle form for psykologisk behandling, der er benyttet i stort set alle nyere undersøgelser over psykologisk skizofrenibehandling er den såkaldte kognitive adfærdsterapi, som bygger på en omfattende grundforskning i menneskelig tænkning, følelsesliv og adfærdsregulering. Ældre behandlingsforsøg med den rent spekulative psykoanalytiske metode (efter Freud) havde som nævnt desværre nærmest negative virkninger, hvilket i sin tid skabte negative fordomme mod psykologisk behandling hos mange læger, der nu om dage måske ikke er klar over, at moderne psykologiske behandling hviler på en mindst lige så omfattende grundforskning som den medicinske behandling.

Det bør videre nævnes, at flere af fortalerne for psykologisk skizofrenibehandling (fx Rory, Burne, British Journal of Psychiatry, 2014, vol.204, s. 489) har argumenteret overbevisende for, at de traditionelle mål for effekt ved skizofrenibehandling – nemlig en nedgang i de skizofrene forstyrrelser som hallucinationer og vrangforestillinger – i høj grad undervurderer nytten af psykologisk behandling, fordi denne ikke sigter så meget på at ændre disse symptomer som på at lære de skizofrene mennesker at forstå deres egne psykiske problemer og – især – at håndtere disse problemer, så de ikke så meget forstyrres af dem.

Således er der flere undersøgelser, der viser at skizofrene efter en psykologisk behandling – modsat ved medicinsk behandling – udvikler mere selvindsigt, selvtillid og selvkontrol – og derved ofte opnår bedre muligheder for at komme (tilbage) på arbejdsmarkedet.

Forskel i levetid er uacceptabel

Det er virkelig svært at forstå, at vi som samfund affinder os med, at gruppen af mennesker med skizofreni i gennemsnit lever 20-25 år kortere end andre mennesker, samt at denne forskel i levetid har været stigende i de sidste årtier. Man kan forestille sig, at mange tænker at disse patienters liv nok heller ikke er særlig rart, og at deres alderdom nok ville have været endnu værre, hvis de levede så længe.

Hvad angår spørgsmålet om det skizofrene liv er rart, så viser alle undersøgelser, at det helt afhænger af samfundets hjælpsomhed, om det er rart eller ej, men hvad det sidste angår – at de slipper for en skrækkelig alderdom – er det lodret forkert. De ældre skizofrene får for langt de flestes vedkommende mindre plagsomme symptomer (uanset om de får medicin), og selvmordsrisikoen for skizofrene over 60 år er under en femtedel af risikoen for skizofrene i 20-40 års alderen. Så hvis de skizofrene ikke var døde inden 50-60 års alderen, kunne deres alderdom for manges vedkommende sandsynligvis have været den bedste del af deres voksne liv.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at det for nylig har vist sig, at Danmark er det land i verden, hvor hyppigheden af diagnosen skizofreni stiger mest fra år til år. Hvad enten det beror på, at danskerne virkelig bliver forholdsmæssigt mere sindssyge år for år, eller om det snarere beror på, at lægerne er blevet mere rundhåndede med denne diagnose, vidner det jo i hvert fald om, at vi især her til lands har god grund til at interessere os for nye synsvinkler på skizofreniproblemet.

I forhold til begreberne sindssyge og psykiske sygdomme er det lidt mærkeligt overhovedet at tale om sygdom ved rent psykiske lidelser og afvigelser uden, at der er påvist nogen form for organisk forstyrrelse i hverken hjerne eller krop. Det svarer til at tale om en syg økonomi – man bruger altså ordet syg både om rigtige sygdomme med kropslige skader eller forstyrrelse OG om noget, der bare ikke er så godt som det burde være, som fx en dårlig økonomi eller en dårlig eller forstyrret psykisk tilstand uden nogen påvist bagvedliggende sygdom af organisk art.

Selv om det er meget sandsynligt, at der findes en ukendt hjerneforstyrrelse som (medvirkende) årsag til skizofreni, så er der trods en enorm mængde medicinsk hjerneforskning ikke fundet en sikker forklaring endnu. Det er ubestrideligt, at arvelige faktorer spiller ind, men det gælder i øvrigt for alle vores personlighedstræk, og siger ikke i sig selv noget om en sygdom i hjernen.

Medicin får hjernen til at skrumpe

For en del år siden mente man, at have fundet en god årsag, da hjernescanninger viste tegn på hjernesvind hos mange skizofrene. Men det viste sig, at det efter alt at dømme var den antipsykotiske medicin, der havde medført dette hjernesvind.

Men selv om det med tiden skulle vise sig, at der dog findes en hjerneafvigelse bag skizofrenien er det for det første ikke sikkert, at man kan rette på denne afvigelse, og for det andet er det bestemt ikke et argument imod psykologisk behandling.

Der foregår allerede i dag en masse særdeles nyttig psykologisk behandling af hjerneskade-patienter, som har brug for psykologisk genoptræning og hjælp til at overvinde de psykiske handicaps, der følger med hjerneskaden (da man kun i de færreste tilfælde kan reparere på en fysisk hjerneskade). Det er ikke så forskelligt fra effektiv psykologisk behandling af skizofreni, når nu årsagen er ukendt, og medicinen har så mange uheldige bivirkninger.

 

Thomas Nielsen har været ansat 45 år på Psykologisk Institut ved Århus Universitet med speciale i klinisk psykologi og neuropsykologi. Han er udnævnt til æresmedlem af Dansk Psykologforening på grund af hans omfattende formidling af psykologisk viden i tidsskrifter, aviser og radio/TV.

You might be interested in

Medicinalgiganter i søgelyset – men hvad med lægerne?

Flere amerikanske lægemiddelproducenter må tage konsekvenser af deres rolle i opioidkrisen, der har kostet omkring 400.000 amerikanere livet. Men hvad med de læger, der har ordineret denne medicin?

 

Dette debatindlæg er skrevet af tidligere praktiserende læge, Herluf Dalhof

 

Den amerikanske lægemiddelproducent, Purdue  Pharma i staten Connecticut, har for nylig indgået et forlig i en sag om opioider, som betyder at selskabet skal betale 67 milliarder kroner for at slippe ud af 2000 retssager. Det har fået virksomheden til at gå i betalingsstandsning.

Et andet medicinalfirma, Johnson & Johnson i staten Oklahoma er idømt en bøde på 3,8 milliarder kroner for at have misinformeret om opioider.

Dommen er bemærkelsesværdig, for selv om det er kendt, at mere end 100 amerikanere hver dag dør af opioider, og at millioner er afhængige af medicinen, så er det første gang, at man får rettens ord for, at lægemiddelproducenterne bærer ansvaret.

Disse medicinalfirmaer har i årevis fortiet, at deres produkter, de såkaldte opioid-piller, er stærkt vanedannende. De er blevet brugt helt ukritisk i så enormt et omfang, at det anslås, at 400.000 amerikanere gennem de sidste 20 år er døde af en overdosis.

Opioider er morfinlignende stoffer med nogenlunde samme skadelige effekt som morfin.

Ved at forfalske forsøgsresultater og nedtone bivirkninger er det åbenbart lykkedes medicinalfirmaerne at få disse stoffer til at fremstå som relativt uskadelige.

Men hvor har lægerne været henne i denne sag?

Pillerne har kun kunnet fås på recept, så alle disse billioner af tabletter er udskrevet af amerikanske læger.

Men hvorledes kan basal viden om den skadelige virkning af morfin og morfinlignende stoffer være gået så meget i glemmebogen?

Da undertegnede var praktiserende læge for 40 år siden, var det en fast grundregel, at man ikke ordinerede opioider til ikke-maligne smerter (Smerter som ikke er betinget af kræft- eller andre alvorlige lidelser)Hvordan kan denne lægelige grundregel være gået så meget i glemmebogen, at det forlyder, at man i USA nemt har kunnet få udskrevet opioider, dækkende 20 dages forbrug, til for eksempel få dages smerter efter en tandudtrækning?

På nogle områder må lægerne åbenbart være blevet mindre kloge med tiden.

Alle læger kan ikke være uvidende om, at medicinalfirmaer, specielt dem, der fremstiller smertestillende midler og psykofarmaka (hvilket er en mega-milliard-forretning) mildt sagt omgås lemfældigt med sandheden om deres præparater. Det er offentligt oplyst flere steder, blandt andet i professor Peter Gøtzsches bog, Dødelig medicin og organiseret kriminalitet.

Det er også velkendt at disse medicinalfirmaer bruger ressourcer på at påvirke læger og sygeplejersker for eksempel ved at invitere på dyre middage og kongresser i udlandet.

I Danmark har vi heldigvis ingen pillekrise. Eller har vi?

Dagbladet Politiken kunne sidste år i maj fortælle, at 60.000 danskere er afhængige af morfin.

Mere end 400.000 danskere er på lykkepiller, som også er afhængighedsskabende og som samtidig har mange potentielle bivirkninger.

Måske var det på tide, at man begyndte at se lidt kritisk på brugen af psykofarmaka, og at mindske det voldsomme forbrug heraf.

 

You might be interested in

Det, fik du ikke at vide i DRs dokumentar om psykiatri

Dette blokindlæg er skrevet af filminstruktør og debattør Anahi Testa Pedersen

 

Den 13. maj var der premiere på Danmarks Radios’s dokumentarserie, Psykiatriens Dilemma.

Men måske har DR selv stået i et dilemma, for det var planen, at professor og tidligere direktør i Det Nordiske Cochrane Center, Peter Gøtzsche, skulle have medvirket i serien.

Det er godt at sætte fokus på, at psykofarmaka kan være skadelige, men ikke helt så godt, at der er direkte forkerte oplysninger i udsendelserne. Der bliver i en voice-over sagt, at psykofarmaka har revolutioneret behandlingen, og at det kan være nødvendigt at bruge en potentiel farlig blanding af psykofarmaka for at behandle psykiske sygdomme.

Der er dog mange, der har påvist, at psykoterapi er bedre på lang sigt. Desuden har der på verdensplan været kritik af, at pillernes skadevirkninger ikke bliver offentliggjort.

Men disse oplysninger var ikke med, og Peter Gøtzsche var klippet helt ud af serien om Psykiatriens Dilemma, efter at der er optaget adskillelige sekvenser med ham, hvor han deler ud af sin veldokumenterede viden. Det er for mig at se virkelig under lavmålet, når vi har at gøre med en public service station. Hvad sker der?

DR burde servicere offentligheden med viden, om den medicin, som mere end 650.000 danskere får i dag for en psykisk lidelse og burde også give sendetid til en så anerkendt forsker som Peter Gøtzsche. I den tredje udsendelse bliver der i en voice-over sagt, at der ikke er tvivl om, at antidepressiver virker. Det er tankevækkende, at DR gør sig til dommer over sandheden på den måde, når det i udsendelsen ellers fremgår, at der er uenighed blandt forskerne.

Peter Gøtzsches udtalelser om, at antidepressiver ikke har nogen relevant virkning, og at de øger risikoen for selvmord, kom slet ikke med i udsendelsen.

Jeg har lavet filmen Diagnosing Psychiatry, som handler om Peter Gøtzsche og min egen personlige historie. Jeg fik i 2010 en psykiatrisk diagnose, som det har vist sig, at jeg ikke kan komme af med, selvom jeg er sund og rask og bare havde en livskrise, som så mange kommer ud for.

Jeg udvikler aktuelt på en film/program om, hvorfor Peter Gøtzsche egentlig blev smidt ud af det Internationale Cochrane Samarbejde og blev fyret fra sin stilling som leder af Det Nordiske Cochrane Center, for jeg bliver ærligt talt forbløffet over at se, at denne sag på ingen måde er blevet diskuteret i den danske presse.

En forsker, der er anerkendt i store dele af verden og som kæmper for menneskers sundhed bliver fjernet fra sin post, uden at nogen stiller spørgsmålstegn ved det. Pressen er tavs.

Kigger man til udlandet er der flere eksempler på, at journalister, der forholder sig kritisk til medicinering i psykiatrien enten bliver fyret eller også er deres programmer taget af sendefladen.

Da jeg talte med en redaktør på DR om mit næste projekt om Cochrane-skandalen, var hans kommentar, at den sag jo var dækket. Dækket? Nej, den er på ingen måde blevet dækket. Peter Gøtzsche blev smidt ud med begrundelsen dårlig opførsel efter en skueproces, og efter at Cochranes egen advokatundersøgelse havde frikendt ham. Jeg kommer i mit program til at påvise, at Peter Gøtzsche blev fyret på grund af hans forskning – specifikt hans kritik af brugen af psykofarmaka og HPV-vaccinen.

Public service defineres som oplysende og ikke-kommerciel medievirksomhed, specielt inden for tv og radio. At DR ikke alene holder viden tilbage, men også fejlinformerer om psykofarmaka, må siges at stride imod grundlæggende principper om public service.

Jeg ser et generelt problem i, at medierne ikke tager ansvar i forhold til at skulle oplyse og sprede viden og perspektiv. Det er helt afgørende, at journalister i stedet for at søge sensationerne, begynder at grave i de historier, der har relevans for befolkningen og som til tider kan være under indflydelse af kommercielle andre interesser.

Det er nærliggende at tro, at DR ikke tør bruge Peter, da han for nylig er blevet fyret, og man fristes til at spørge, hvem, der kunne have mest imod, at Peters viden kom med som perspektivering? Den vigtigste indtægtskilde i Danmark er vores eksport af lægemidler.

 

Anahi Testa Pedersen har en kandidat i Medievidenskab fra Københavns Universitet.

You might be interested in

Er psykiatere troværdige eksperter?

/

Toneangivende psykiatere udtaler sig ofte misvisende om deres fag, som når de for eksempel siger, at psykiske lidelser skyldes en ubalance i dopamin- eller serotonin-reguleringen i hjernen. Eller når de hævder, at psykiatriske patienter begår drab, fordi de ikke har taget medicin. Når det samtidig er de færreste journalister, der tjekker om psykiaternes udtalelser holder, får vi en meget uheldig cocktail.

 

Dette blogindlæg er skrevet af journalist og redaktør på PsykiatriAvisen, Gitte Rebsdorf

 

Er man en troværdig ekspert, når man hævder, at psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget deres medicin?

Det gjorde psykiater Henrik Day Poulsen, da han i juli 2015 udtalte følgende til dagbladet, BT:

Når psykisk syge begår drab, så er det typisk, fordi de ikke har taget deres medicin. De hører stemmer, er paranoide og føler sig somme tider chikaneret, overvåget eller ligefrem truet af deres omgivelser. Det skyldes, at balancen i det stof, der hedder dopamin, er i ubalance. Medicinen er med til at regulere den balance.

For at kunne bevise, at psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget deres medicin, skulle man have gennemført såkaldte lodtrækningsforsøg. Men sådanne videnskabelige undersøgelser er af gode grunde ikke gennemført.

Henrik Day Poulsen udtaler videre, at psykiatriske patienter har en ubalance i det stof, der hedder dopamin. Men teorien om den kemiske ubalance er aldrig bevist.

Henrik Day Poulsens udtalelser er således ikke korrekte. Han er ikke den eneste psykiater, der udtaler sig misvisende om sit fag.

I april 2013 sammenlignede professor Poul Videbech i fagbladet Journalisten det at have en psykisk lidelse med at have en fysisk sygdom som sukkersyge.

Sammenligningen kom efter en række kritiske programmer på DR om depressionsmedicin. Men sådanne kritiske programmer burde slet ikke sendes, mener Videbech, for det svarer til, at journalister skulle lave programmer om, at sukkersyge skulle holde op med at tage insulin:

– Det ville de aldrig gøre. Men det er åbenbart anderledes, når det handler om deprimerede, sagde Poul Videbech til Journalisten.

Det er problematisk, at ligestille depression med en fysisk sygdom som diabetes. Og det kan ikke dokumenteres, at deprimerede mangler et bestemt stof, ligesom sukkersyge mangler insulin. Det er faktuelt forkert.

Det burde Poul Videbech som toneangivende ekspert vide. Men i stedet misinformerer han befolkningen godt hjulpet på vej af journalister, der ofte glemmer at være kritiske overfor eksperter.

Da Danmarks Radio i 2013 bragte en række kritiske udsendelser om depressionsmedicin, Pillens mørke skygge, fik DR efterfølgende omkring 180 klager.150 af dem fra læger og psykiatere. DR har mig bekendt aldrig siden bragt tilsvarende kritiske programmer.

Toneangivende psykiatere som Poul Videbech tåler ikke at blive sagt imod. Når dansk presse i særlige tilfælde har begået tilbundsgående journalistik om forholdene i psykiatrien, afstedkommer det voldsomme reaktioner fra psykiatere. Da TV2 sidste år bragte en historie om en ung kvinde, der var død i psykiatrien, reagerede Poul Videbech også voldsomt. Han udtalte til det medicinvenlige tidsskrift, Sundhedspolitisk Tidsskrift, at sådanne historier slet ikke burde fortælles.

Men hvorfor tåler psykiatrien ikke at blive kigget efter i sømmene? Hvis man har orden i sin butik, burde det ikke være noget problem. Men spørgsmålet er, om psykiatrien har det.

Psykiatere nøjes ikke med at misinformere. De undlader også meget ofte at fortælle om de skadevirkninger, der er ved psykofarmaka. De fortæller ikke, at mellem 100 og 160 psykiatriske patienter med diagnosen skizofreni eller affektiv lidelse, hvert år dør i forbindelse med, at de får medicin. De fortæller heller ikke, at psykofarmaka kan give uoprettelige og invaliderende skader.

Hvorfor ikke? En af forklaringerne på denne begejstring for medicin, kunne være, at de har tætte forbindelser til medicinalindustrien. Henrik Day Poulsen står for eksempel på lønningslisten hos flere medicinalvirksomheder, og fik alene de sidste to år 200.000 kroner fra den verdensomspændende medicinalvirksomhed, Eli Lilly for at holde foredrag.

Psykiatrien modsiger også sig selv. For samtidig med at Poul Videbech siger, at en psykisk lidelse er en sygdom på lige fod med en fysisk, så vedgår andre psykiatere ind i mellem, at de ikke ved, hvad psykiske lidelser skyldes.

Det gælder professor og psykiater Merete Nordentoft, der udtalte følgende til Kristeligt Dagblad den 1. november 2018:

– Psykiatriens allervigtigste udfordring er, at årsagsforhold og sygdomsmekanismer for mange af de forskellige psykiske lidelser ikke er afklaret.

10 år forinden udtalte professor i psykiatri Tom Bolwig stort set det samme. I en leder i Ugeskrift for Læger skrev han, at psykiatrien mangler et ætiologisk gennembrud.

Hvordan kan vi acceptere så alvorlig misinformation og så alvorlige modsigelser i et oplyst demokrati? Hvorfor får offentligt betalte psykiatere lov at husere på denne måde?

Når jeg har interviewet politikere, er der flere, der har givet udtryk for, at de er klar over, at der er noget galt i psykiatrien, og at mange patienter og pårørende ønsker en anden behandlingsform. Men politikerne siger samtidig, at sådanne ændringer møder voldsom modstand fra psykiaterne, som jo er de officielle eksperter på området.

Sådan var det også, da Folketinget i 2001 besluttede at indføre medicinfri behandling. Det blev efterfølgende syltet af førende psykiatere. Professor Raben Rosenberg udtalte til fagbladet Socialpædagogen i maj 2006, at det var godt, at det aldrig var blevet til noget:

– Vi er ikke interesserede i medicinfrie afdelinger. Derfor har vi intet gjort for at fremme dem. Det er en forældet problematik. Og man kan håbe, at politikerne er blevet klogere. Skizofreni er en sygdom i hjernen. Man beder heller ikke en lungepatient om at begynde at motionere, sagde Raben Rosenberg.

Men Raben Rosenberg misinformerer. Skizofreni, angst, depression og manio- depressivitet er ikke egentlige sygdomme, som man kender det fra somatikken men blot beskrivelser af en række symptomer, som intet forklarer om årsagen til disse tilstande. Det fremgår også af verdenssundhedsorganisationen, WHO’s ICD-10 liste. I den internationale manual fraråder forfatterne til ICD-10 netop brugen af begrebet sygdom.

Helt galt går det, når journalister glemmer at tale med de mennesker, det handler om. Eller når de glemmer at være kritiske overfor disse toneangivende psykiatere. Det viste sig også, da Politiken sidste år skrev en nyhedsanalyse den 21. september, efter at regeringen havde fremlagt sin psykiatriplan. I nyhedsanalysen stod der:

– De lider typisk af skizofreni, og tager ikke altid deres medicin.

For de fleste mennesker virker sætningen måske umiddelbart harmløs. Men det er den ikke.  Den er en del af en omsiggribende falsk fortælling om, hvad psykiske lidelser er.

Med dette udsagn får befolkningen at vide, at skizofreni er en lidelse, der kræver medicinsk behandling.

Men det er der ikke belæg for at konkludere. For det første kender man ikke årsagen til skizofreni. For det andet er der, så vidt jeg ved, aldrig foretaget undersøgelser, der viser, om såkaldt skizofrene får det bedre af at tage neuroleptika på lang sigt.

Sætningen i Politikens nyhedsanalyse indgår i et afsnit, der handler om, at psykiatrien er under pres, og at regeringen vil styrke indsatsen overfor de allermest syge, som ryger ind og ud af de psykiatriske hospitaler.

I Politikens analyse fremgår det videre, at hver femte patient bliver akut genindlagt efter en måned. Men hvorfor stiller journalister ikke spørgsmålstegn ved dette? Vidner det ikke om, at der er noget galt med selve behandlingen?

I stedet skriver journalisterne videre i deres analyse af de allermest syge patienter:

Disse borgere er også dem, der oftest udsættes for tvang. De indlægges mod deres vilje, fordi de er til fare for sig selv eller andre. De bliver spændt fast med bælte, fordi de er voldsomme over for personalet eller medpatienter. Og de får masser af medicin, selv om de ikke vil, da de under psykosen er overbevist om, at pillerne gør dem syge.

Det fremgår ikke, hvor disse oplysninger stammer fra. For mig, der har interviewet en del psykiatere, er det nemt at høre, hvorfra dette stammer.

Men der er igen tale om voldsom og meget skadelig misinformation.

Udsagnet er stærkt manipulerende og groft nedladende overfor de patienter, der tvinges til at tage neuroleptika.

Pillerne gør patienterne syge. Det er ikke noget patienterne tror, fordi de er psykotiske. Bivirkningerne ved denne medicin er voldsomme. Folk bliver invalideret, og folk dør i forbindelse med, at de får denne medicin. Disse bivirkninger fremgår også af den indlægsseddel, som følger med pillerne.

Har journalisterne mon spurgt deres kilder om, hvorfra de ved, at patienter ikke vil tage medicin, fordi de er psykotiske?

Er det mon videnskabeligt undersøgt? Næppe. Der er nok tale om gætværk som med så meget andet i psykiatrien.

Udsagnet er samtidig udtryk for, at man ikke tager sindslidende alvorligt. Man behandler dem som en slags galninge, der ikke har ret til at blive lyttet til. Det er et af psykiatriens største problemer. Og når vi som samfund accepterer noget sådant, er vi på vej mod et samfund, der risikerer at blive umenneskeligt. For hvis vi stopper med at respektere at ethvert menneskeliv er unikt og dyrebart, så er vi på gale veje.

Mennesker bliver sjældent psykotiske af ingenting. Det er som regel, fordi de har været på stoffer, eller fordi de bliver behandlet med neuroleptika, eller fordi de har været udsatte for forfærdelige hændelser.

Men det forholder psykiatrien sig ikke til, og derfor ender de fleste med at forlade psykiatrien mere syge, end da de kom der.

Psykiatrien bør tænkes helt forfra, og så bør man give plads til de dygtige fagfolk – herunder også psykiatere – der ønsker at skabe og udvikle en ny psykiatri. Dem er der ikke plads til i dag, fordi psykiatrien meget ensidigt fokuserer på medicin.

 

You might be interested in

Norsk ombudsmand har afgjort, at tvangsmedicinering ikke kan begrundes

I Norge har ombudsmanden for nylig afgjort, at tvangsmedicinering ikke kan begrundes i henhold til psykiatriloven. Ombudsmanden kritiserede, at betingelserne om, at den gunstige virkning klart skal opveje ulemperne, var blevet tilsidesat. Det skriver professor dr. med. Peter Gøtzsche i dette debatindlæg, hvor han taler for, at vi også i Danmark bør arbejde for, at tvangsmedicinering af psykiatriske patienter afskaffes i psykiatriloven.

 

Med henvisning til psykiatriloven har den norske ombudsmand, Aage Thor Falkanger, afgjort at  man ikke må tvangsmedicinere en patient med et antipsykotikum, Cisordinol Acutard, og en beroligende pille, Stesolid. Afgørelsen er af stor principiel betydning.

Patienten havde ikke fået disse medikamenter før, og ombudsmanden har lagt vægt på, at tvangsmedicinering i sig selv er et alvorligt og svært indgribende tiltag. Samtidig er der stor risiko for ubehagelige og alvorlige bivirkninger.

Ifølge norsk lov må tvangsmedicinering kun bruges, når det med ”stor sandsynlighed kan føre til helbredelse eller væsentlig forbedring i patientens tilstand, eller at patienten undgår en væsentlig forværring af sygdommen”.

Den danske psykiatrilov indeholder ikke disse bestemmelser i reglerne om tvangsmedicinering, men derimod i reglerne om tvangsindlæggelse:

§5. Tvangsindlæggelse, jf. §6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

De to kriterier omtales sædvanligvis som helbreds- og farekriteriet.

Afgørelse er også relevant for Danmark

Den norske lov er mere præcis end den danske. “Stor sandsynlighed” for positiv virkning af tvangsmedicin er mere end almindelig sandsynlighed, som allerede betyder over 50% sandsynlighed for en væsentlig bedring. Helbredskriteriet i den danske lov taler om, at udsigten til en betydelig effekt skal være væsentligt forringet, hvis man skal kunne tvangsindlægge patienten. Dette er en blødere formulering, men fælles for den norske og danske lov er, at man ikke skal kunne hjemle tvang, med mindre man forventer at opnå noget væsentligt. Derfor er den norske ombudsmands afgørelse også relevant for Danmark.

Ombudsmanden kritiserede en lang række forhold, som også ses i sådanne sager i Danmark. Det fremgik ikke af myndighedens beslutning, at betingelserne i loven om, at den gunstige virkning klart skal opveje ulemperne, var blevet vurderet, hvilket er i modstrid med forvaltningslovens krav om begrundelse. Det blev ikke engang overvejet.

I Danmark kan man ofte anføre en helt tilsvarende kritik om manglende begrundelse, når folk bliver tvangsindlagt ifølge helbredskriteriet. Faktisk kan det næppe nogensinde begrundes, når meningen er, at patienten efterfølgende skal behandles med antipsykotika for at opnå væsentligt bedring.

Myndigheden havde henvist til, “hvad der opstod i” en samtale med patienten, hvad der stod i journalen, og en samtale med behandlingspersonalet, som hovedsagelig gik på, hvordan patienten fremstod og opførte sig.

Myndigheden henviste også til, at personalet gav udtryk for at være kommet til ”vejs ende” med hensyn til at opnå en bedring uden antipsykotika; at den fagligt ansvarlige mente, at det ville være “uansvarligt og uetisk” ikke at indlede medicinsk behandling for at forhindre væsentlig forværring; at den generelle viden om virkningen af medicinen måtte lægges til grund; at patienten var syg og havde brug for hjælp; at den ansvarlige for behandlingen havde valgt at bruge relevant medicin; og at man havde bred faglig ekspertise og erfaring med fokus på patientens bedste.

Ingen af disse forklaringer blev godtaget af ombudsmanden, da de ikke har noget at gøre med, om lovens krav er opfyldt. Hvor syg patienten er, og hvad der har været forsøgt for at hjælpe patienten, kan ikke sige noget om sandsynligheden for, at medicinen vil have den ønskede effekt.

Myndigheden henviste også til Lægemiddelkataloget, men Lægemiddelstyrelsen svarede, at det er umuligt at sige, hvilken virkning et bestemt lægemiddel vil have på en bestemt patient, og at man ikke kan sige noget om sandsynligheden for en positiv effekt for den enkelte patient.

Ombudsmanden henviste til et psykiatriudvalg, som i en omfattende rapport skrev, at det er veldokumenteret, at antipsykotika har effekt på psykoser. Men også, at den absolutte forskel i risikoen for ikke at opnå den tilsigtede forbedring er 10-20%, hvilket betyder, at man skal behandle mellem 5 og 10 patienter for at gavne én patient. Udvalget skrev, at man kan forebygge et tilbagefald for hver fjerde patient, der behandles i et år eller to, og konkluderede, at lovens krav ikke er opfyldt i praksis. Det betyder, at man i årtier har truffet ulovlige beslutninger om tvangsmedicinering. Det mener jeg også er tilfældet i Danmark, idet en sådan beslutning sædvanligvis forudgås af en tvangsindlæggelse.

Myndigheden spurgte, hvorfor ombudsmanden ønskede at gå ind i en faglig problemstilling, om den ansvarlige behandler havde anvendt relevante lægemidler i den konkrete sag. Tilsvarende argumenter ses også i Danmark, når nogen udenfor psykiatrien forsøger at belyse tingene objektivt, og de har hovedsagelig til formål at holde alle væk, så psykiaterne ikke skal stå til regnskab for nogen. Dette undrede ombudsmanden sig over, fordi hans legitime opgave var at finde ud af, om loven var overholdt, hvilket den ikke var.

Hovedårsagen til, at der er en begrundelsespligt, er, at parter og domstole skal have mulighed for at kontrollere, om afgørelsen om tvang er berettiget. Ombudsmanden kritiserede, at der ikke blev taget noter fra samtalen med behandlingspersonalet, eller fra samtaler mellem hospitalet og myndigheden, hvilket var en tilsidesættelse af god administrativ praksis. Det strider mod forvaltningsloven, når det ikke fremgår af beslutningen, at betingelsen om, at den gunstige virkning klart skal opveje ulemperne, er opfyldt.

Når jeg har valgt at skrive om sagen, skyldes det primært hensynet til patienterne, men også, at jeg har afgivet en ekspertvurering i en anden sag i Norge, som også endte hos ombudsmanden. I den sag lagde jeg vægt på den videnskabelige dokumentation og på sandsynlighedsargumentet, som aldrig vil kunne opfyldes for antipsykotika.

Jeg har også samarbejdet med tidligere højesteretssagfører Ketil Lund om disse ting. I en artikel i ”Kritisk Juss” (2016;42(2):118-57) forklarede vi, hvorfor tvangsmedicinering ikke kan forsvares. Medicinens effekt er ringe, og risikoen for skadevirkninger er så betydelig, at tvangsmedicinering gør langt større skade end gavn. Vi forklarede også, hvorfor det er misvisende at hævde, at antipsykotika kan forebygge tilbagefald hos en fjerdedel af patienterne. Det, man kalder tilbagefald, når patienterne ikke længere får medicinen, er meget ofte ophørssymptomer, der kommer, fordi hjernen er blevet tilvænnet medicinen. Det, man ser i den medicinfrie gruppe er derfor i reglen skadevirkninger af medicinen, og ikke tilbagefald af sygdommen.

Vi bør også i Danmark arbejde for, at tvangsmedicinering af psykiatriske patienter afskaffes i psykiatriloven. Danmark har ratificeret FN’s handicapkonvention, som forbyder dette, men har ikke gjort noget endnu, selvom komiteen bag konventionen har udtrykt stærk kritik af regeringen.

 

Professor Peter C. Gøtzsche har skrevet flere kritiske bøger om psykiatri, og er aktueIt i færd med at oprette: Institute for Scientific Freedom

 

You might be interested in

En psykiatrisk diagnose hænger ved resten af livet

For ni år siden blev Anahi Testa Pedersen diagnostiseret med skitzotypi. I dag har hun det godt, men hun kan ikke slippe af med sin diagnose. I stedet forsøger myndighederne at holde hende fast i diagnosen, skriver hun i dette debatindlæg.

 

Forleden var SF’s forslag om raskmelding af psykisk syge til førstebehandling i Folketinget. Men det blev mødt med modstand fra professor i psykiatri, Poul Videbech, som mener, at forslaget er naivt.

– Der er ikke noget, der hedder raskmelding. Det findes ikke. Man kan hverken blive raskmeldt for en psykisk eller legemlig sygdom. Hvis du tager kræftområdet, så er der jo ingen læge, der kan sige, at patienten er helt rask, sagde Poul Videbech til Ritzau.

Poul Videbech er tilsyneladende ikke bekendt med, at man kan erklæres kræft fri. Jeg kender en del, der har fået en psykiatrisk diagnose på et tidspunkt i deres liv, og som i dag er velfungerende og har et godt liv. Nogen af disse mennesker bliver grundet deres diagnose forhindret i eksempelvis at tage deres drømmeuddannelse.

For ni år siden blev jeg selv indlagt på en psykiatrisk afdeling i forbindelse med en hård skilsmisse. Jeg var træt, udmattet, ked af det og forvirret. Meget normalt, når man er i krise. Jeg blev udskrevet med diagnosen skitzotypi, og da jeg satte spørgsmålstegn ved mærkaten, fik jeg beskeden: Her giver vi diagnoser.

Efter indlæggelsen fik jeg igen styr på mit liv, jeg fik talt om mine følelser med en terapeut, og kom ud af den medicinske behandling, som kun dopede mig og gjorde mig apatisk. Jeg begyndte at dyrke regelmæssig sport, hvilket gør, at jeg i dag og de sidste mange år har haft et godt og rigt liv, været en god mor, kæreste og ven.

Men i sommer, otte et halvt år efter mit forløb, modtog jeg en indkaldelse fra Region Hovedstaden. De ønskede at undersøge min datter. Psykiatriske diagnoser er i deres optik arvelige, og derfor er det ifølge dem sandsynligt, at psykisk syges børn også bliver syge.

Min datter er velfungerende, glad, frisk og har mange venner. Så jeg undrende mig. Men jeg blev også vred. Indkaldelsen kom uden, at der var blevet spurgt ind til mit forløb efter indlæggelsen, eller til min datters situation og velbefindende.

Inger Mortensen, som er tidligere psykiatrisk patient, fortalte i P4 midtvest den 8. januar om, hvor svært det er at møde omverdenen. I psykiatrien tales der meget om recovery, og Inger mener, at muligheden for at kunne erklære sig raskmeldt, vil fremme patientens recovery. Det vil give en anden selvfølelse og værdighed, at man også på papiret kan bevise, at man har klaret den, og at man bliver vurderet på lige fod med andre.

I min dokumentarfilm Diagnosing Psychiatry undersøgte jeg, om jeg kan få fjernet min diagnose. Jeg fandt ud af, at folk med psykiske diagnoser afholdes fra at tage bestemte uddannelser, at modtage visse pensioner, kan have svært ved at blive godkendt til adoption og at diagnoserne flittigt bliver misbrugt af forældre i statsforvaltningssager.

Da jeg havnede i psykiatrien, var jeg i en personlig krise. Men det er længe siden, og det har jeg lagt bag mig. Med indkaldelsen fra Region Hovedstaden bliver jeg pludselig igen sygeliggjort, og min datter skal også sygeliggøres. Det er tankevækkende, at man efter så mange år, kan blive holdt fast i en tilstand, som var forbigående, meget menneskelig og noget, man faktisk kan lære meget af.

Jeg kan ikke få fjernet min diagnose, selvom min læge siger, at jeg har det godt og i øvrigt, synes det er bemærkelsesværdigt, at jeg i første om gang overhovedet fik diagnosen. Jeg er ikke blevet undersøgt igen, men har bare fået at vide, at: Det gør systemet ikke.

Systemet bør kunne afslutte sygdoms-forløb, så patienterne ikke efterlades med en livstidsdom, der hæmmer dem i at komme videre, specielt, når det efterhånden er et velkendt fænomen, at der foregår en overdiagnostisering.

Anahi Testa Pedersen er filminstruktør og foredragsholder.

 

 

You might be interested in

Peer betyder det ikke mole?

Debatindlæg af Christina-Regitze Pedersen

Det er blevet populært at ansætte såkaldte peer-støtter i forskellige psykiatriske tilbud. Men der mangler en afklaring af, hvad Peers er og skal bruges til. Peer medarbejdere skal på den ene side være brugernes advokat, og på den anden side skal de varetage organisationens interesser. Det kan være konfliktfyldt, og når organiseringen og uddannelsen af disse medarbejdere samtidig ikke er god nok, risikerer det at gå galt, mener debattøren.

Dette er et debatindlæg skrevet af Christina-Regitze Pedersen. Hun er folkeskolelærer med diplom i psykiatri og peer-medarbejder 

 

Peer betyder det ikke mole? Det spørgsmål er jeg blev mødt med et utal af gange, når jeg har fortalt, at jeg arbejdede som peer-støtte. Det kommer sig højst sandsynligt af, at folk hører det som pier, og pier betyder, direkte oversat fra engelsk til dansk, mole.

Slår man op i Gyldendals engelsk-dansk ordbog, står der, at peer betyder ligemand. Peers er nemlig dem, der bringer håb, dem der ved, hvad det vil sige at være psykisk sårbar, og som har opnået en vis grad af recovery.

Kigger man rundt i det ganske land, vil man også støde på forskellige projekter, der har til formål at uddanne peers til at gå fra at være mennesker med levede erfaringer, til at være mennesker med erfaringskompetencer.  Med levede erfaringer menes det liv, man har levet med psykisk sårbarhed, hvor man har fundet strategier til opnåelse af recovery. Når man formår at bruge og omsætte den viden, bliver det en erfaringskompetence, man kan tage med sig, når man som peer for eksempel skal hjælpe en bruger i psykiatrien.

Socialstyrelsen har på deres side, vidensportalen.dk, samlet en række erfaringer om værdien og brugen af peer-støtte. Der er ingen tvivl om, at når man kigger på de udenlandske og danske erfaringer, så er der evidens for nytten og værdien i at have en peer-støtte ansat.

Alt sammen lyder da meget godt, gør det ikke? Sådan har jeg altid tænkt, og det har altid givet mening for mig, at vi skulle bruge peers noget mere på arbejdsmarkedet.

Ikke en veldefineret rolle

Men i de 10 år, hvor jeg har fungeret som peer støtte medarbejder, er jeg stødt på en række problematikker, der har udfordret mig. Organiseringen af peer-støtte medarbejdere er ikke god nok og der er brug for at få defineret en lang række forhold.  Føler peer medarbejdere sig integreret på arbejdspladsen? Får de en ordentlig løn og nogle ordentlige arbejdsvilkår? Og er deres rolle og arbejdsopgaver veldefineret?

Jeg stiftede selv bekendtskab med psykiatrien da jeg var 27 år. Siden har jeg fået 9 forskellige diagnoser, og er blevet medicineret med et utal af forskellige typer psykofarmaka med mange bivirkninger til følge. Jeg har haft mange korte hektiske indlæggelser, og er blevet smidt frem og tilbage mellem forskellige behandlingstilbud i psykiatrien.  I dag er jeg 40 år og recovered, og har ikke haft tilknytning til psykiatrien som patient i fem år. Jeg arbejder nu som konsulent i firmaet Sindslidendes fokus, som jeg har været med til at stifte. I 2008 blev jeg uddannet MBer, medarbejder med brugererfaring.

Mange gange når jeg er begyndt som konsulent på en ny arbejdsplads, så har medarbejderne ikke helt vidst, hvad min rolle og min funktion skulle være, og det samme gør sig gældende for brugerne, de har ikke vidst, hvad de kunne eller måtte bruge mig til.

Spændt ud mellem to stole

Der er kommet et boom i stillingsopslag, hvor der bliver søgt peers til forskellige organisationer, primært i social- og regional psykiatrien, men også på jobcentrene. Når jeg har læst de forskellige stillingsopslag, har det været svært for mig, at se hvilken rolle og funktion, man skulle indgå i.  For eksempel står der i en stillingsannonce, hvor de søger peers på jobcenteret:

 Peer-guiderne skal være et supplement til virksomhedskonsulenterne i projektet og bidrage til, at understøtte de ledige personer i tilbagevenden til arbejde eller uddannelse.

Hvordan havde jobcenteret tænkt sig, at det supplement skulle forgå i praksis?

Der er ingen tvivl om, at jobcentrene er blevet mere barske, og at skruen er strammet de sidste mange år. Mange syge borgere, kommer ind i systemet og bliver holdt på ressource forløb i årevis. Det er blevet meget svært, ja nærmest umuligt, at få en førtidspension.

Jeg er bekymret for, at de peers, der bliver ansat på jobcentrene, risikerer at skulle vælge side eller at falde ned mellem to stole. Jobcentrenes agenda er, at få folk så tæt på arbejdsmarkedet så hurtig som muligt. Men mange borgere bliver syge af det pres, som ligger her. Som peer guide kan man risikere, at blive tilskyndet til at presse borgerne yderligere. Det er en usynlig dagsorden, der ligger i kortene fra jobcentrenes side. Som peer støtte kan man derfor sidde med meget syge borgere, som man skal hjælpe og reparere , fordi de bliver presset af jobcenteret. Og hvis ikke man passer på, ender man som dresseret  peers, som har til formål at promovere organisationens egen forståelse frem for at hjælpe borgerne.

Recovery bliver modarbejdet

I de regionale- og socialpsykiatriske tilbud er der også set uheldige eksempler på, hvordan peers er blevet brugt målrettet i forhold til at motivere patienter til at starte i eller fastholde medicinsk behandling.

Dette problem beskriver tidligere forstander på Slotsvænget Jørn Ditlev Eriksen i sin bog, Det sociales betydning for mennesker med sindslidelse:

Mange af brugerne af psykiatrien bliver stadig fortalt, at de lider af en kronisk psykisk sygdom, der skyldes en kemisk ubalance i deres hjerne. Selvom grunduddannelserne for de faggrupper, der arbejder i socialpsykiatrien, har inddraget recovery-perspektivet i deres uddannelser, så undervises de studerende stadigvæk i de samme medicinske forklaringsmodeller”.

Peersene kommer med en erfaring, som kan være anderledes i forhold til det, som medarbejdere på de forskellige faguddannelser lærer. Det kan give en række konflikter i organisationen og det kan vanskeliggøre samarbejdet.

Jørn Ditlev Eriksen, der har et mangeårigt kendskab til recovery, skriver videre:

Det er problematisk, hvis organisationer vælger at ansætte en gruppe medarbejdere, der skal formidle håb, hvis de ikke samtidig arbejder målrettet på at fjerne barrierer for håb i deres organisationer.

Det vil være meningsløst og urimeligt over for peersene og brugerne, hvis brugerne arbejder ud fra en målsætning om at komme sig, når de samarbejder med peersene, mens resten af organisationen ikke aktivt understøtter denne målsætning. Det vil med stor sandsynlighed føre til konflikter i organisationen. Peers kommer derfor nemt til at falde ned mellem to stole, hvor de på den ene side skal være brugernes advokat, og på den anden side skal varetage organisationens interesser. Dette konfliktfyldte felt er enormt svært og hårdt at stå i. Man balancerer som peer på en knivsæg, og kan derfor nemt komme til at føle sig ensom og udstødt og føle, at man ikke har en plads.

Så spørgsmålet er, hvordan vi peers medarbejdere kommer videre. Vi står et sted, hvor vi muligvis ikke formår at forstå psykiatriens medie og kode og på den måde, er vi med til at ekskludere os selv. Vi har måske endda haft dårlige erfaringer med psykiatrien.  Vi kan på den baggrund ende med at blive skraldespand for ledernes og medarbejdernes frustrationer over, at vi ikke følger deres kode. Vi risikere at ende med at blive fastholdt i et stigma, der hedder, at grunden til at vi i virkeligheden ikke kan tilpasse os er, at vi har en eller anden psykiatrisk diagnose.

Ikke anerkendt i vores uddannelsessystem

Der er mange forskellige projekter, som har til formål at uddanne peers. De fleste projekter er ofte af kort varighed, og hedder noget forskelligt alt efter, hvor det er henne i landet. I et af de projekter jeg var med i, oplevede jeg , at der kom deltagere med på holdet alene for at få holdet fyldt op. Der var ingen officiel prøve, og ingen kunne risikere at dumpe. Det vil sige, at der blev uddannet rigtigt mange peers. Peers som var forskellige steder i deres liv, og som måske ikke helt var klar til at gå ud og arbejde med andre mennesker.

Da oplevede jeg selv da jeg afsluttede min uddannelse. Jeg følte mig dygtig til at arbejde med mennesker, og det gav mening for mig at gå ud og bruge mine levede erfaringer. Men jeg skulle sande, at jeg på ingen måde var klar til at gå ud og bruge mine levede erfaringer. Jeg stod ikke stærk nok i mig selv, og jeg var ikke tilstrækkelig forberedt på, hvad der ventede mig.

Peers er ikke anerkendt i vores uddannelses system. Alle med psykiske sårbarheder kan gå ud og kalde sig peers. Vi har ingen fagforening i ryggen, og vi har ingen fast defineret rolle, som man har på andre uddannelsesinstitutioner.

Alle disse faktorer gør os skrøbelige, så jeg kan være bekymret for, at alle de gode initiativer ender med at drukne i en stor grå masse. Når pengene er sluppet op, og projekterne skal implementeres, så risikerer det hele at gå tabt.

Jeg har ikke en skræddersyet løsning på, hvordan vi kommer disse udfordringer til livs. Det handler blandt andet om politik og økonomi.

Vi som peers kan dog gøre en hel del selv. Mange af os peers vil så gerne ud at arbejde og få anerkendelse, og i den forbindelse kan vi glemme at stille kritiske spørgsmål til de stillingsopslag, der bliver slået op. Vi kan med fordel vænne os til at læse jobannoncer med kritiske øjne, ringe og stille kritiske spørgsmål, og til en evt. jobsamtale insistere på at få italesat dilemmaer, for herved at sikre bedre arbejdsvilkår.

De forskellige intuitioner, der overvejer at ansætte en peer medarbejder, kan med fordel vælge at følge Socialstyrelsens gode råd på vidensportal.dk omkring organisering og implementering af peerstøtte medarbejdere.

Socialstyrelsen peger på, at det er vigtigt at tage højde for: Forberedelse, rekruttering, ledelse og beskæftigelse, introduktionskurser, supervision og kompetencer.

I Holland har de uddannet peers på flere niveauer, hvor det højeste niveau er det, der svarer til en diplomuddannelse i Danmark.

Jeg kunne godt tænke mig, at peers kom til at hedde det samme over hele landet. At peers blev en fast integreret del på en uddannelses institution, som var blåstemplet af staten, og som man fik et bevis på.

Da jeg tog MB uddannelsen, havde uddannelsen et samarbejde med VIA University College, hvor jeg havde mulighed for at tage to diplomfag i psykiatri, som jeg kunne bygge videre på, så jeg kunne få en fuld diplomuddannelse.

Vi må holde fast i, at peer medarbejdere er vigtige. Men hvis ikke vi gør noget, er jeg bange for, at vi ender med at blive overflødige eller blot bliver kransekagefiguren i en organisation. Vi skal kæmpe for ordentlige arbejdsforhold, ordentligt løn og en respekt for vores faglighed.

Debatindlægget er skrevet af Christina-Regitze Pedersen. Hun er folkeskolelærer med diplom i psykiatri og peer-medarbejder 

 

You might be interested in

Faren for stereotyper i diagnoseopfattelser

 

Blogindlæg af Susanne Lip, cand.psych. & Anne Kjær, cand.psych.

 

Den 3. november 2017 blev det i en radioudsendelse i Orientering på P1 fremlagt, at ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at piger er klart underdiagnosticerede, når det gælder om at opdage børn med ADHD. Dette grunder, ifølge udsendelsen, i at mange piger lider af såkaldt ”stille-pige ADHD, også kaldet ADD”. Hvorvidt denne forskning er valid, kan dette indlægs forfattere ikke tage stilling til, da forskningens videnskabelige belæg ikke fremgår eksplicit af udsendelsen, og dette er ej heller formålet med nærværende indlæg. Dog finder vi det tankevækkende, at to diagnoser, der kan fremføres i separate koder i ICD-10, som hhv. ADD og AHDH er, på denne måde ligestilles[i]. Dette er et interessant eksempel, der vidner om, at diagnoser i højere og højere grad synes af være blevet en del af hverdagssproget. Og samtidig et eksempel på en af de måder, hvorpå diagnoser tilpasses hverdagsforståelsen, når et sprogbrug, der almindeligvis anvendes i hverdagen, sættes i forbindelse med diagnoser. Dermed skabes en såkaldt diagnostisk kultur, hvor psykiatriske diagnoser, ved hjælp af blandt andet dette sprogbrug, kan anvendes til at fortolke, regulere og mediere forskellige former for selvforståelse og aktiviteter. Dette har gjort, at diagnoser er blevet en del af, hvordan den enkelte skaber mening omkring sig selv, andre og verden[ii]. Der opstår i denne henseende en skepsis hos os i forhold til, hvordan et sådan sprogbrug, i forbindelse med diagnoser, kan være stigmatiserende – i dette tilfælde for de stille piger, der potentielt er i fare for at blive stemplet, ved italesættelsen af ADD diagnosen som værende specifikt rettet mod de stille piger, med betegnelsen ”stille-pige ADHD”, som den i udsendelsen benævnes. Men så sandelig også for de drenge, der potentielt lider af ADD, som ifølge denne betegnelse kan komme i fare for ikke at kunne identificere sig med deres ADD-diagnose, da den bliver italesat som en ”pige-diagnose”.

Omend det kan have sine fordele at gøre diagnosebetegnelser mere forståelige, kan det være farligt, såfremt der skabes så kønsspecifikke betegnelser, som i ovenstående eksempel. Diagnoser er først og fremmest et hjælpemiddel til at opnå bedre forståelse af en given tilstand[iii],[iv]. Da en diagnose kan give adgang til behandling og anden form for hjælp, bør der være opmærksomhed på, at kriterierne er tilpas specifikke til, at målgruppen rammes så godt, som muligtiii, så eksempelvis stille drenge med koncentrationsbesvær ikke går glip af muligheder for at få hjælp, fordi de, og det øvrige samfund, tænker at ADD er en diagnose rettet mod piger. Hertil kan det at få stillet en diagnose give mulighed for at få en bedre selvforståelse end som udiagnosticeret person med en psykisk lidelse, og dermed få bedre hold på tilværelsen. Således kan en diagnose være meningsskabende i forbindelse med en forståelse af egen identitet såvel som tilværelsen generelt set. En væsentlig del af dette kan eksempelvis være ved at opnå en følelse af tilhørsforhold til andre grupper med samme diagnoseiii,[v], hvilket er endnu en grund til at være påpasselig med at skabe et hverdagssprog omkring diagnoser som det i ovenstående eksempel.

Sprogbrugen omkring diagnoser synes altså at være en væsentlig faktor. Som sagt kan det at skabe en betegnelse som ”stille-pige ADHD” udgøre et interessant eksempel på, hvorledes diagnoser i dag italesættes. Intentionen bag er bestemt forståelig, da det kan være med til at gøre diagnoser mere forståelige for den almene befolkning. Med dette in mente mener vi dog, at en sådan form for hverdags-italesættelse af diagnoser, som den i ovennævnte udsendelse, skaber fare for, at diagnosers egentlige formål kompromitteres samt, at det kan gå ud over fagligheden og betydningen af den enkelte diagnose. I værste fald bliver den almene befolkning således misinformeret om, hvad en given diagnose repræsenterer. Hertil kan det fremføres, at det, som følge af ovennævnte diagnosekultur, i dag i høj grad er muligt at diagnosticere sig selv gennem eksempelvis blade og på internettet, hvilket kan føre til sygeliggørelse og mange falsk positive diagnoser, der muligvis aldrig bliver bekræftet af medicinske fagfolk. Ikke desto mindre kan dette få en væsentlig indflydelse på selvforståelsenii. Ved at lave sproglige fremstillinger som i denne udsendelse, kan der således potentielt opstå fare for, at særligt de piger, der er stille i skolen, bliver ofre for den nutidige diagnosekultur og dermed får opfattelsen af, at de er kvalificerede til en psykiatrisk diagnose, og måske endda diagnosticerer sig selv, i dette tilfælde i forhold til ADD. Intentionen med anvendelse af mere hverdagssproglige betegnelser, som “stille-pige ADHD”, kan såmænd være god nok, da det kan antages, at disse fordrer forståelsen hos lægmænd, men der synes dog at opstå risiko for, at nogle grupper sygeliggøres unødvendigt.

Det kan selvfølgelig have en vis fordel at gøre diagnoser mere forståelige – eksempelvis kan man forestille sig, at der i dag er meget mindre stigmatisering omkring de, der har en depressionsdiagnose, fordi alle har prøvet at være ”deprimerede” i en eller anden, ikke-klinisk forstand. Problemet synes dog at opstå, når betegnelsen forsøges at blive gjort til hverdagssprog på en sådan vis, at der potentielt sker en overgeneralisering og en fejlagtig brug samt forståelse heraf. Vi har nok alle prøvet at være stressede på jobbet, men at blive diagnosticeret med stress er en helt anden sag. De fleste har nok også prøvet at føle sig deprimeret over, at det eksempelvis regner i dagevis, men at få diagnosen depression vidner om en tilstand af en helt anden kaliber. Så vores pointe er her, at vi i dagens samfund bør veje vores ord med omhu, når vi taler om diagnoser og bruger dem til at forklare dagligdagens udfordringer af ikke-patologisk karakter. Potentielt kan det ende med at forvrænge vores billede af, hvor invaliderende en psykiatrisk diagnose kan være, og skabe et misforstået billede af, hvordan det er at være en person, der lider under en diagnose.

Her er det interessant at nævne det socialpsykologiske fænomen omkring stereotyper, der synes at kunne ses i forbindelse med udsendelsen i P1. Her synes særligt at være en stereotyp italesættelse omkring piger som værende stille, mindre udadreagerende og energiske, sammenlignet med drenge. Stereotyper opstår blandt andet, fordi vi mennesker har et behov for at forstå og skabe mening ud af komplekse situationer[vi]. Og i mange tilfælde eksisterer der stereotype opfattelser af, hvilken adfærd der er henholdsvis normal eller patologisk, samt i dette tilfælde ønskværdig eller ej, hvilket antageligt har betydning for, hvorfor specifikke adfærdsmønstre patologiseres og hertil diagnosticeres. Stereotyper kan dog i værste tilfælde skabe en negativ form for stigmatisering for de grupper, som de involverer[vii]. I dette tilfælde drenge overfor piger, der således eksempelvis ikke føler, at de kan identificere sig med det, der bliver dem pålagt i forhold til den givne diagnose, der beskriver deres tilstand. Nogle forskere fremfører, at manglende evner til at fungere socialt grundet en psykisk lidelse, for eksempel i form af afvigende øjenkontakt eller mærkværdige valg af samtaleemner, potentielt kan skabe stigmatiserende reaktioner fra omverdenen. Samtidig fremlægges det dog, at der er risiko for at fejlvurdere individer som værende psykisk syge, mens deres tilstand reelt set ligger inden for det raske område, trods deres adfærd kan afvige fra den brede norms. Desuden kan en diagnose øge stereotype antagelser, i form af eksempelvis fordomme og diskrimination, og dermed være hæmmende for den enkeltes muligheder for at opnå eksempelvis vigtige mål i livetvii. Dette kunne eksempelvis være i forhold til at opnå en ønsket ansættelse, trods man har en psykiatrisk diagnose. Det kunne således tænkes, at en person med skizofreni ville fravælges, hvis denne stod som ene af to tilbageværende kandidater til en stilling, hvor begge ellers var ligeligt kvalificerede til jobbet, grundet antagelser om personens evne til at varetage stillingen samt udfordringer med lidelsen.

Med denne teoretiske viden in mente synes det kritisabelt, at et indslag som det i P1’s Orientering således kan være bidragende til dannelsen af stereotyper – trods dets fremlagte videnskabelige fundering. Det er ikke vores hensigt at modsige, at der forefindes en underdiagnosticering i gruppen af piger med ADD, men vi mener dog, at der bør udvises forsigtighed, når man forholder sig diagnostisk til gruppen af “stille piger”, blandt andet med tanke på alle de konsekvenser, det kan have for store dele af fremtiden for de, der får en psykiatrisk diagnose.

Denne kritik kan lede os videre til det førnævnte fænomen omkring diagnosekultur. Når vi hører et indslag som dette, bliver vi kritiske overfor, hvorvidt dette fokus på underdiagnosticering af ADD-diagnosen kan være et udtryk for en voksende sensitivitet overfor “de stille piger” og deres såkaldte indadvendte adfærd. Flere teoretikere mener, at nogle konsekvenser af de diagnostiske kulturer kan ses ved, at flere i dag bliver psykisk syge, da en diagnose kan anvendes til at regulere og fortolke selvforståelsen. Hertil opfatter vi i stigende grad os selv som individer, hvis humør, adfærd og personlighed kan formes og modereres af medicinske medikamenter, og at eksempelvis psykofarmaka, der nævnes som en behandlingsform i indslaget, dermed kan anvendes til at hjælpe os til i højere grad at få en ønskværdig adfærdii,[viii].

Der kan således, med indslag som dette, opstå en fare for, at de unge, der reelt set ligger indenfor normen i eksempelvis undervisningssituationer, som der blandt andet fokuseres på i indslaget, fristes eller endda presses til at bortforklare koncentrationsbesværet i denne sammenhæng med en psykiatrisk diagnose, muligvis uden tanke for den fremtidige betydning heraf. Hertil kan man gøre sig tanker om, hvorvidt den omtalte stigning i antallet af særligt piger med ADD potentielt lige såvel kan være en afspejling af en stigende mængde af forstyrrende elementer, der kan tænkes at være i den nutidige undervisning. Eksempelvis en vibrerende smartphone, brugen af bærbare computere med fri adgang til Facebook, spil osv. Vi kan jo i denne forbindelse passende se på os selv og spørge, hvorvidt vi ville præstere vores bedste og have optimale kår for koncentration, hvis vi sad i klasselokaler, som dem vores børn sidder i dagligt i folkeskolen, med op mod 30 elever pr. lokale, et højt støjniveau samt en udpræget grad af forventning til hensyntagen til det enkelte individs behov. Denne diskussion er i sig selv ganske omfattende, og vi vil derfor lade den stå åben for den enkelte at reflektere over.

[i] Jævnfør henholdsvis diagnoserne F90.1 Hyperkinetisk adfærdsforstyrrelse samt F98.8 Andre adfærdsmæssige og emotionelle forstyrrelser i barndom og ungdom, inkl. bl.a. opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet, i ICD-10’s kapitel V

[ii]  Brinkmann, S. (2016). Diagnostic Cultures. A Cultural Approach to the Pathologization of Modern Life. Oxon, UK: Routledge

[iii] Bertelsen, P. (2013). Tilværelsespsykologi – Et godt nok greb om tilværelsen. Frederiksberg: Frydenlund

[iv] Cullberg, J. (1999). Fra symptom til diagnose. I Cullberg, J. (Ed.) Dynamisk psyki-atri. Kbh.: Hans Reitzels Forlag

[v] Aursand, K. S. (2011). Hvad gør diagnoser med menneskers identitet? Artikel på Angstforeningens hjemmeside. Nedtaget d. 23. april 2015, fra: http://angstforeningen.dk/index.php?page=hvad-gor-diagnoser-med-menneskers-identitet

[vi] McGarty, C., Yzerbyt, V. Y. & Spears, R. (2002). Social, cultural and cognitive fac-tors in stereotype formation. I: Stereotypes as Explanations – The formation of meaningful beliefs about social groups. Cambridge: University Press.

[vii] Corrigan, P. W. & Kleinlein, P. (2005). The Impact of Mental Illness Stigma. I: Corrigan, P. W. (Ed). On the Stigma of Mental Illness – Pratical Strategies for Research and Social Change. Washington, DC: American Psychological Associa-tion.

[viii] Rose, N. (2006). Disorders Without Borders? The Expanding Scope of Psychiatric Practice. I: BioSocieties (2006), 1.

 

1 2 3