Browse Category

Blog

Depression set som en lidelse i bevidstheden

/

Det er i vores bevidsthed, at vi mærker depression. Mærker vi den ikke dér, så er vi ikke deprimerede.

Sådan skriver psykolog og forfatter Erik Platz i det tredje af i alt fire indlæg.

Vel vidende at mennesket er en helhed af krop/hjerne, psyke og bevidsthed, skal der i første omgang ses på findestedet for depressionen, nemlig den enkeltes bevidsthed.

Helt afhængig af den enkeltes individuelle historie og særtræk, så vil den depressives bevidsthed overordnet og skematisk set være præget af en oplevet ubalance mellem det, der af ydre eller indre årsager binder eller hæmmer individets trang til at træde frem og vise sig i fællesskabet, overfor selve denne trang til at træde frem og vise sig selv. Den oplevede bundethed og manglende oplevelse af at gøre det godt nok kan så give sig udtryk i en følelse af skyld, angst og fortvivlelse, hvorved individet kan strande i en håbløshed, som lammer handlekraften og muligheden for at udleve ”frihedssiden”.

Se evt. bogen: ”Opbrud i psykiatrien – nyt lys på sindslidelser” (Platz 2024).

Denne beskrivelse kan ikke bruges til at fortælle den depressive, at vedkommende i virkeligheden er god nok. Det må gerne nævnes, men det vil i første omgang være stort set virkningsløst. Men den kan bruges som en baggrundsforståelse for samtaler og forskellige tiltag i en proces, hvor den depressives selvforståelse er et centralt omdrejningspunkt. Kombineres det med tålmodighed og almindelig omsorg, hvor der forhåbentlig kan indpasses både indhold og fællesskab i form af gruppesamtaler med ligestillede samt gåture og motion, hvor den overbelastede tankekværn dæmpes, kreative aktiviteter, praktisk arbejde, fordybelse i interesseområder mm., så kan vi forvente, at 80-85% af alle depressioner opløses indenfor en tidshorisont på 6-10 måneder (se nedenfor). Det er bedre tal, end for de medicinerede, især når vi tager i betragtning, at risikoen for tilbagefald reduceres ved ikke-medikamentel behandling (se også her nedenfor).

I det følgende vil begreberne antidepressiv medicin og SSRI-medicin blive anvendt synonymt.

Tre bemærkelsesværdige forskningsprojekter

1)  En af de mest grundige gennemgange af den eksisterende, traditionelle forskning i korttidsvirkning af SSRI er fra 2017. Det er en såkaldt metaanalyse udført af danske forskere (Jakobsen m.fl. 2017). Metaanalysen omfatter 131 forskningsprojekter med i alt 27.422 deltagere.

Det konkluderes, at den mulige lille gavnlige virkning af SSRI opvejes af SSRI´s skadevirkninger.

I metaanalysen er kun fire af forskningsprojekterne uafhængige af medicinalindustriens finansiering. Disse fire forskningsprojekter påviser ikke nogen gavnlig effekt af SSRI.

2)  I et længerevarende uafhængigt studie af virkning af medicinering (SSRI) sammenlignet med virkning af motion for ældre svært deprimerede, betjener forskerne sig af et interessant forskningsdesign:

156 ældre svært deprimerede deles op i tre lige store grupper. Gruppe 1 modtager i 16 uger alene behandling med SSRI. Gruppe 2 modtager i 16 uger både behandling med SSRI og gennemfører et motionsprogram. Gruppe 3 modtager ingen antidepressiv medicinbehandling og gennemfører alene et motionsprogram.

I de første uger kan der registreres en lidt hurtigere bedring i de medicinerede grupper (gruppe 1 og 2) set i forhold til den ikke medicinerede gruppe (gruppe 3). Efter 16 uger registreres en ensartet bedring i alle tre grupper.

Undersøgelsen følger herefter forsøgspersonerne yderligere et halvt år, og efter de i alt 10 måneder er tilbagefaldsprocenten for gruppen af alene medicinerede 38%. For gruppen som både modtager medicin og motion er tilbagefaldsprocenten 31%, medens tilbagefaldsprocenten for de ikke-medicinerede ligger helt nede på 8%. Studiet tyder på, at hvis depressionsforløbet gennemleves uden medicinering mindskes risikoen for tilbagefald. Eller sagt på en anden måde, at medicinering i det lange løb risikerer at gøre lidelsen mere kronisk. (Blumenthal m.fl. 1999) og (Babayak m.fl. 2000).

3)  I 2001 og 2006 udgiver Posternak m.fl. to forskningsrapporter, som forsøger at beskrive det naturlige forløb for en depression, når der undlades medicinering.

Der bygges på nogle foreliggende forskningsrapporter, hvor diagnosticeret depressive er blevet delt op i to grupper, hvor den ene modtager behandling i form af psykoterapi, og den anden stilles på venteliste i op til 22 uger, uden at modtage behandling.

Det chokerende resultat er, at de ikke-medicinerede på ventelister – altså dem med et naturligt ikke-medicineret forløb – synes at blive lige så hurtigt raske som de, der i andre forskningsprojekter er blevet medicinerede.

Kombinerer vi den viden med den lige omtalte engelske undersøgelse, som taler om over 30% tilbagefald for de medicinerede og kun 8% tilbagefald for de ikke medicinerede, så har vi måske noget af svaret på, hvorfor der bliver flere og flere, som må bruge psykofarmaka i en eller anden udstrækning for at klare dagen og vejen.

Det rejser i hvert tilfælde spørgsmålet, om det er den selvsamme medicinen, som hævdes at gøre os raske, som i virkeligheden i sig selv er en del af årsagen til, at vi får flere og flere langtidsbrugere af psykofarmaka.

Posternak m.fl. anslår på baggrund af deres undersøgelser, at 80-85% af depressionerne vil forsvinde af sig selv indenfor det første år, og de fastslår, at ingen kendt behandlingsmetode kan konkurrere med de tal. (Posternak 2001 og Posternak 2006) 

Skaber SSRI afhængighed?

M.h.t. depression så var teorien tilbage i 70´erne forenklet sagt, at lidelsen skyldes et underskud af transmitterstoffet serotonin i hjernen. Den antidepressive medicin (SSRI) tilfører hjernen stoffet serotonin og virker derfor helbredende eller symptomdæmpende.

Indgående forskning i 80érne og 90érne viser imidlertid, at hvad stoffet serotonin angår – og de komplicerede processer i hjernens følsomhed, opbygning, nedbrydning og genoptagelse af stoffet – så er der ingen påviselig forskel mellem hjernen hos den depressive og den raske.

Når hjernen så tilføres ekstramængde af stoffet serotonin, så vil den starte en tilpasning til den påførte ændring. Efterhånden som denne tilpasning sker i hjernen, så vil fratagelse af medicinen serotonin udløse en ubalance i hjernen. Oprindelig var der ikke ubalance, det er der nu, og patienten vil nu mangle serotonin. Der er opstået afhængighed.Hvilket også betyder en øget risiko for at lidelsen bliver mere kronisk og kræver en stadig medicinering. 

Skaber SSRI mani?

Mani eller bipolar lidelse er en langt mere alvorlig sygdom end depression. Der ligger en (som oftest uomtalt) risiko for, at den tendentielt humøraccelererende SSRI-medicin driver oprindeligt depressivt diagnosticerede over i mani eller bipolar lidelse.

Om bivirkninger ved SSRI skriver Grundbog i psykiatri (Simonsen & Møhl (Eds), 2017) således:

“I nogle tilfælde udvikler patienter ved behandlingsstart med SSRI-præparater eller i forbindelse med øgning af dosis et alvorligt bivirkningssyndrom, det serotonerge syndrom, med muskelfasciculationer, konfusion, agitation, tremor, diarré, ataksi, temperaturøgning og akatisi. (..) Dette syndrom skyldes en overaktivering af det serotonerge system.” (Fink-Jensen, Videbech og Simonsen, 2017, s. 660). Udtrykket: ”en overaktivering af det serotonerge system” tænder advarselslamper. Advarselslamper som bestyrkes af en række forskningsresultater:

Forskere ved Yale University gennemgår i perioden 1997-2001, 87.920 patientjournaler for diagnosticeret angste eller depressive medicineret med SSRI og finder, at 7-8% hvert år overgår til diagnosen mani, og at et sted mellem 20-40% på et tidspunkt går fra at være depressive til bipolare – en langt mere alvorlig lidelse end depression, og meget svær at komme af med. Her taler vi om en overvejende medicinskabt psykisk sygdom, og vi taler om rigtig mange personer (Martin 2004).

Op gennem 1990´erne begynder man, især i USA, at medicinere børn med antidepressiv medicin.

Forskere ved University of Pittsburg fastslår i en rapport fra 1992, at 23% af drenge i alderen 8-19 år medicineret med SSRI udvikler mani og yderligere 19% udviser medicinskabt problematisk adfærd (Jain 1992).

Psykiatere ved Harvard University finder i 1995, at 25% af børn diagnosticeret depressive og medicineret med antidepressiver konverterer til mani (Faedda 1995).

Washington University finder i 2001, at af præpubertære børn fulgt over en årrække på 10 år, hvor de medicineres med SSRI, udvikler helt op til 50% mani (Geller 2001).

Hertil kommer, at ADHD-medicin også producerer mani. Således angiver et studie fra Massachusetts General Hospital, at 11% af børn medicineret for ADHD, må formodes at konvertere til en manisk lidelse (Bidermann m.fl. 1996). I USA skønnes ca. 3,5 millioner børn med diagnosen ADHD at blive medicineret med ritalin eller lignende – 11% af 3,5 millioner er mange.

Den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker angiver, at tilbage i 1950´erne – før der kom psykofarmaka ind i billedet – da regnede man med, at 1 ud af 10.000 ville udvikle sygdommen mani. I dag regner man med, at 1 ud af 40 vil udvikle mani i USA (Whitaker 2013).

Depression er en kompliceret størrelse

Depression har som grundtræk i bevidstheden en oplevelse af ikke at træde frem og vise sin ”frihedsside”, for i stedet at blive trykket ned af egne ”bundetheder”. Der opstår i forbindelse hermed skyld, angst og fortvivlelse.

At ”underkaste sig” nødvendighederne og bundethederne kan i første omgang ses som et forsvar imod den uudholdelige konflikt mellem vores to poler: friheden og bundetheden. Ved at leve som hovedsagelig én-polet og ”bundet”, forsagende ”friheden”, dæmpes konflikten. Men forsvaret hævner sig og resulterer i nedtrykthed og handlingslammelse.

Her kan selve teorien om, at depression skyldes, at vi er underlagt biokemiske processer i hjernen – fra et bevidsthedsmæssigt synspunkt – ses som et udtryk for den depression, som den skal løse op for.

Ligesom nogle somatiske sygdomme kan have deres årsager i uhensigtsmæssig livsførelse, således kan også depression vise tilbage til uhensigtsmæssigheder i sindets balancer og dermed på en måde ses som en advarselslampe: der er en ubalance at rette op på. Det kalder på tid og tålmodighed, men vil i bedste fald forbedre personens videre udgangspunkt frem i livet.

Mange former for stress vil stort set have en dynamik og funktion som depression.

Der er grund til at fremhæve, at sorg ikke må forveksles med depression. Sorg kræver sin tid og må gennemleves. Sorg er ikke sygdom og må ikke behandles som sådan.

Depression kan indeholde meget sorg, men den rene sorg indeholder ikke depression.

Så er der den vedvarende eller stadigt tilbagevendende dybe og pinefulde depression, som tilsyneladende ikke vil slippe personen: de 15-20% hvor depressionen ikke løser sig op indenfor et år, og de akut meget pinefulde depressioner. Hvad skal vi gøre?

Det kan der ret beset ikke gives noget generelt svar på, og vi må huske, at mennesket er en helhed af krop, psyke og bevidsthed.

Set i lyset af, at 80-85% af alle depressioner synes at løse sig op indenfor 6-10 måneder, skal der kun undtagelsesvis skrides til somatisk behandling i starten og langt fremad, mens der meget gerne må komme andre behandlingstiltag på banen.

Hvis depressionen tilsyneladende bare varer ved og ved eller til stadighed vender tilbage, kan der i samråd med den depressive forsøges somatisk behandling, men størst mulig tilbageholdenhed tilrådes, da medicinsk behandling risikerer at forværre prognosen ved at drive patienten ud i andre og mere alvorlige former for sindslidelse (mani), eller ved at gøre lidelsen yderligere kronisk og patienten afhængig.

Det er ikke let!

To af vores mest fremragende bidragsydere til dansk kultur- og åndsliv er Grundtvig og Kierkegaard. Begge døjede livslangt med svære depressioner. Måske de havde en særlig følsomhed og indsigt i menneskelivet i kraft af deres lidelse. I al hemmelighed kan vi glæde os over, at ingen dengang tænkte på medicinering.

Men som sagt: let er det ikke.

Cand. psych. og forfatter Erik Platz har for nylig udgivet bogen: Opbrud i psykiatrien

You might be interested in

Vær med til at forandre psykiatrien

//

PsykiatriAvisen S/I, som blev stiftet for et år siden, inviterer alle, der er interesseret i et paradigmeskifte i psykiatrien til et møde.

Mødet foregår søndag den 5. maj klokken 13:00

Havnegade 6, Kulturøen, 5500 Middelfart

PsykiatriAvisen S/I arbejder for en psykiatri:

  • Uden tvang, krænkelser og dødsfald
  • Uden styring fra medicinalindustrien, og hvor viden og evidens er i højsædet
  • Hvor mennesket og ikke diagnosen er det vigtigste

https://www.psykiatriavisen.dk/2023/04/20/forening-vil-forandre-psykiatrien/

Program:

  • Velkomst
  • Præsentation af forening – spørgsmål og vidensudveksling.
  • Folk går i grupper efter interesse. Disse vil indgå i foreningens arbejde og er til for at målrette arbejdet. Der kan for eksempel være udvalg der arbejder med: IT-hjemmeside, politisk udvalg, fundraising og puljer, støttegruppe for folk der har været i psykiatrien, kommunikation og journalistik. Mere info på mødet.
  • Kulturelt indslag
  • Ordet er frit. Folk der gerne vil sige noget eller fremvise et eller andet. Et digt, deres kunst kun fantasien sætter grænser.
  • Opsamling og afslutning.

Tilmelding til redaktion@psykiatriavisen.dk senest den 25. april.

Vi får brug for en række frivillige til at hjælpe med praktiske gøremål som til AV-udstyr og til hjælpe med at sætte stole og borde op og stille dem på plads igen. Hvis du har mulighed for at hjælpe, så skriv det gerne samtidig med, at du tilmelder dig.

Susanne Dam, som mistede sin søn, Silas Dam til psykiatrien, vil fremover være en del af foreningsarbejdet, og hun stiller op til bestyrelsen ved næste generalforsamling. Du kan læse mere om Silas Dam her:

https://politiken.dk/navne/art9526205/Ung-mand-der-fik-sat-varige-spor

You might be interested in

Som en orm på en krog

PsykiatriAvisen bringer her andet afsnit af cand. psych. og forfatter Erik Platz, som for nylig har udgivet bogen, opbrud i psykiatrien. I dette afsnit beskriver Erik Platz sindslidelser med udgangspunkt i bevidstheden, og om at sidde fastspændt med en krog igennem sig og samtidig have vilje til at udleve sin frihed. 

I første afsnit blev menneskets bevidsthed introduceret som central i en helhedsforståelse af mennesket og dermed også som central i forståelsen af sindslidelser.

I første afsnit blev menneskets bevidsthed introduceret som central i en helhedsforståelse af mennesket og dermed også som central i forståelsen af sindslidelser. Som en opsummering kan mennesket betragtes i billedet af et hus:

Krop/hjerne er husets fundament, og bærende vægge.

Psyke/personlighed er husets indretning med farver på væggene, billeder, møbler, tæpper mm.

Bevidstheden/selvet er husets beboer.

Når vi vurderer et hus kan vi være tilbøjelige til at fokusere på dets bygningsmæssige stand og på dets indretning. Men kommer vi på besøg, mærker vi hurtigt, at husets atmosfære eller ”ånd” i høj grad afhænger af beboerens gøren og laden.

Den mest smagfuldt indrettede bolig kan vi forlade i trist tilstand, hvis beboeren har været trist og grå. Omvendt kan vi forlade et skur i opløftet tilstand, hvis beboeren har udstrålet nærvær og integritet.

Mennesket er ikke bare en ting blandt andre ting. Mennesket er først og fremmest eksisterende med en bevidsthed om, at det er til, og at det skal dø en dag. Selve det at være til – at være – danner grundlag for en stadig undren i menneskets bevidsthed.

Denne undren er en del af det forhold til os selv, som er kernen i vores bevidsthed, og som i sig rummer en (relativ) frihed. En frihed som bl.a. viser sig i vores bevidsthed som angst for en ukendt og usikker/”fri” fremtid, og som skyld for handlinger eller ikke-handlinger, vi påtager os ansvar for. Men også som en glæde over bare at være til.

I modsætningen mellem vores bundethed af konkret udviklet krop/hjerne og psyke på den ene side og friheden i vores bevidstheds mulighed for at forholde sig til sig selv på den anden side, finder vi en fortvivlelse, som vi nu skal se nærmere på.

Umiddelbart vil de fleste af os mærke fortvivlelsen ved tab af nærtstående, tab af helbred, tab af arbejde osv. Her forstår vi fortvivlelsen som et resultat af tabet, og vi afventer, at fortvivlelsen lidt efter lidt skal fortage sig, så vi atter kan ”blive os selv”.

En lidt dybere måde at mærke fortvivlelse på opstår, når vi begynder at fornemme, at vi selv spiller en rolle i vores fortvivlelse. Det kan f.eks. ske ved, at vi bebrejder os selv, at vi bliver så påvirket af et tab: ”Det er egentlig for dårligt, at jeg lader mig påvirke så meget af den fyring.” Eller: ”Jeg ville selv skilsmissen, så hvorfor går jeg nu rundt og fortvivler over den?”. Her kigger man mere indad.

Til daglig vil de fleste af os ikke opleve os som fortvivlede. Men dybere nede lurer fortvivlelsen på os som en anet følelse af tomhed eller fremmedgørelse. Især en mandag morgen i november, men også på andre mere sære tidspunkter kan fortvivlelsen stikke sit ansigt frem., f.eks. midt i en larmende fest. Som oftest kan vi ryste på hovedet og gøre os fri, men fortvivlelsen kan også trænge sig på og tvinge os ud i projekter af enhver art for at overdøve tomheden, eller fortvivlelsen kan sende os ind i indelukketheden, hvor ingen må se os.

Den grundliggende og egentlige årsag til vores fortvivlelse og dens mange fremtrædelsesformer ligger i vores paradoksale livsvilkår: at vi er sammensat af to uforenelige størrelser: bundethed og frihed. Vi er så at sige født til at blive fortvivlede.

Vi er som den frihedselskende fugl i buret: det er vigtigt at få lov at flyve ud, men også vigtigt at holde sig til for at få mad og tryghed.

Eller som Lennart Cohen synger: ”Like a worm on a hook, I have tried in my own way to be free”: ”Som en orm på krogen har jeg prøvet på min egen måde at være fri”. At sidde fastspændt med en krog igennem sig og samtidig have vilje til at udleve sin frihed. Det er i sin rene form uudholdeligt. En uudholdelighed vi er nødt til at forsvare os imod eller ”komme om ved”.

Grundliggende og skematisk set har vi to måder at forholde os til den uudholdelige konflikt mellem bundetheden (faktisk krop/hjerne og psyke) og friheden: Vi kan opbygge forsvar, eller vi kan søge glæden.

De forskellige forsvarsformer fylder mest og har stor betydning for graden og arten af sindslidelser. I praksis blander det enkelte menneske de forskellige forsvarsformer og deres indhold på sin helt egen private måde. Overordnet og skematisk set finder vi fire former for forsvar. Forsvarsformerne har det til fælles, at de alle forsøger at komme den uudholdelige konflikt mellem vores to ”poler” til livs ved at reducere eller tilintetgøre den ene pol og forstørre eller overvurdere den anden pol. Herved tilstræbes et liv som ”en-polet”, hvorved konflikten mellem de to poler reduceres eller forsvinder.

De fire forsvarsformer i relation til de fire ”klassiske sindslidelser”:

Mani

Vi kan overvurdere eller stirre os blinde på vores frihed: Alle de muligheder, vi blot kan kaste os ud i, når vi undervurderer eller overser kroppens og psykens begrænsninger. Vi taler her i første omgang om den klassiske mani, som vi kan se beskrevet i psykiatribøger fra 1950´erne og 60´erne.

Der forsøges kun at leve ud fra den ene pol for derved at usynliggøre konflikten mellem de to poler: friheden og bundetheden.

Depression

Ved depression, opprioriteres eller overvurderes i vores oplevelse alt det, der styrer og tvinger os, og friheden – vores træden frem i eksistens – underprioriteres eller ignoreres. Eller det opleves af personen som om vedkommendes træden frem i eksistens bliver gjort for dårligt. Det er – eller det kan være – det, der sker i depression.

Vi finder mange depressioner, hvor vi – set udefra – ser en person, som er både kreativ og selvstændigt tænkende. Men hvis personen indefra – i sit forhold til sig selv – oplever ikke at gøre det godt nok, så kan vedkommende føle angst og skyld, og så kan skyldfølelsen komme til at dominere og blive motor i depression.

Nogle former for stress kan minde herom: personen føler sig forpligtet til at engagere sig i flere og flere arbejdsopgaver, men bliver ikke helt tilfreds med deres udførelse og med sig selv. ”Pligten”/bundetheden og oplevelsen af ikke at gøre det godt nok trykker selvet og friheden ned. Altså, sagt kort:

Ved depression oplever den enkelte angst og skyld, som følge af at selvet ikke oplever i tilstrækkelig grad at træde frem og blive synlig i et fællesskab på den måde, det ønsker. Vores forhold til os selv spiller her ikke sammen med vores bundethed på en konstruktiv måde, hvor selvet er sin bundethed bekendt.

Forsvarsformerne ved mani og depression forskubber balancen mellem frihed og bundethed. I de følgende to forsvarsformer, sker der en mere aggressiv og ”fundamentalistisk” bekæmpelse af den ene ”pol”.

Skizofreni (indelukkethed)

Aggressiv bekæmpelse af bevidstheden/selvet (friheden) gennem indelukkethed er, hvad der har dannet grundlag for diagnosen skizofreni.

Du kan helt fornægte dig selv. Helt opgive at træde frem og vise dig selv og i stedet tilstræbe udad til kun at være viljeløs krop og psyke. Indadtil trækker du dig selv ind i indelukketheden. Du er blandt mennesker, men viser ikke dig selv. Tilbagetrækningen til indelukketheden ført ud i sin yderste konsekvens isolerer dig selv inde i selvet, og derved kommer din vilje (”dig selv”) ikke frem til overfladen. Selvet mister dermed den energi og udviklingsmulighed, som samværet med andre giver, og der opleves tomhed, uvirkelighed, angst og skyld. Nået hertil ønsker selvet nu så at sige at tilintetgøre sig selv, og smerten bliver da, at selvet ikke kan tilintetgøre sig selv.

Ved at bortskaffe eller skjule selvet mistes den bevidste vilje, som jo dannes i selvet, og personen kommer til at drive rundt i tankemønstre, som ikke er gode til at styre. Og når selvets forhold til sig selv på grund af indelukketheden afskæres fra kontakt til omverdenen, så vil verden efterhånden opleves yderligere fjern og farlig, og så intensiveres både angsten og skylden og følelsen af tomhed i bevidstheden. Forsøg på igennem indelukkethed at tilintetgøre eller skjule selvet, er det, vi kan se i skizofrenien.

Aggression mod krop og psyke

(”personlighedsforstyrrelse”)

Aggressiv bekæmpelse af krop og psyke (bundetheden) er, hvad der har dannet grundlag for sådanne diagnoser som anorexi eller spisevægring, selvskade, misbrug, træningsafhængighed, borderline m.fl. Her meget bredt kaldet aggressivitet overfor egen krop og psyke.

Forsvarsmåden overfor fortvivlelsens to poler er her, ligesom ved skizofreni, kendetegnet ved et aggressivt angreb på den ene pol, men her er det bundetheden i form af vores konkrete krop og psyke, der angribes.

Vi finder, som nævnt, aggression overfor kroppen i sådan nogle diagnoser som spisevægring og selvskade og i forskellige former for misbrug og drikken sig i hegnet, som kan ses som både aggression overfor krop og hjerne og som forsøg på at slippe af med de dominerende tankemønstre, som kværner løs i vores psyke.

Nogle af de mere afvigende tankemønstre, som vi ser i det, vi tidligere kaldte ”borderline”, kan på en måde ses som aggression overfor de tankemønstre, som i dagligdagen tjener til vores almindelige begåen os blandt andre mennesker.

Angst

Angst indgår i alle sindslidelser og i vores allesammens livsvilkår. Angsten er forbundet med vores frihed. Den kan dukke op med en pludselighed og styrke, så den truer vores mentale sundhed, og kalder da på behandling, selvom den i princippet mere er et livsvilkår end en sindslidelse. I praksis kan det være svært at adskille frygten for noget konkret og angstens ”intet”. 

Om diagnoser 

Den skematiske opdeling i fire hovedgrupper af sindslidelser ud fra en bevidsthedsmæssig analyse skal naturligvis nuanceres ud fra en opmærksomhed på, at det enkelte menneske i større eller mindre udstrækning kan ty til flere fremgangsmåder i forskellige perioder. Det betyder, at hvert enkelt menneske ideelt set kalder på sin helt egen individuelle ”diagnose”. En diagnose som varierer over tid. Det taler for afgørende at begrænse og ændre forståelse af de indtil nu herskende diagnoser ved sindslidelser.

Der er som oftest ikke tale om en somatisk eller biokemisk ”sygdoms-ting”, som indefra bestemmer adfærd og tanker i overensstemmelse med en bestemt diagnose.

Der er tale om, at hvert enkelt menneske i sin bevidsthed opbygger sin helt egen måde at forholde sig til sig selv på – forstået som sit helt eget sæt af tanker, det tror på. 

De fire ”hovedformer” for forsvar kan på hver deres måde være mere eller mindre fremherskende. Når eller hvis en hovedform bliver dominerende kan det føre til nogle af de karakteristika, som er blevet forbundet med særlige diagnoser indenfor psykiatrien.

Forsvarsformerne er også synlige i ”normaliteten” i sådanne sindstilstande som kunstig opstemthed, nedtrykthed, indelukkethed, selvrådighed mm.

Glæde

”Hvad er glæde eller det at være glad?” spørger Søren Kierkegaard og svarer: ”Det er i sandhed at være sig selv nærværende.”

Men nærværet modarbejdes af splittelsen mellem vores to tilsyneladende uforenelige poler: friheden (vores forhold til os selv), og bundetheden (den bagage vi bærer med os igennem vores udviklede krop/hjerne og psyke).

Det bundne er styret af lovmæssigheder og kan ikke ændre sig for at komme vores frihed i møde. Men vores frihed – vores forhold til os selv – har i sig en bevægelighed – en frihed – som kan komme bundetheden i møde og omslutte og acceptere den, vi nu engang er blevet til i krop og psyke.

I den forening ligger muligheden for at mærke en dyb glæde ved simpelthen at være til: følelsen af at være god nok, selvom det kan se nok så sølle ud. En glæde, vi langt fra altid er i kontakt med, men den findes. Om ikke andet vil de fleste af os opleve den, den dag vi får at vide, at vi kun har kort tid tilbage at leve i.

Lykke er en mere overfladisk ”følelse” end glæde. Lykken er forbundet med at lykkes: at vinde i livets lotteri. Ulykke det modsatte.

I den forstand kan vi opleve glæde – forstået som nærvær til os selv – i både lykken og ulykken. Ulykkelig er den døende, men ikke nødvendigvis uden glæde.

Cand. psych. Erik Platz er forfatter til bøgerne:

”Sindslidelse er en lidelse i sindet” (2021)

”Opbrud i psykiatrien – nyt lys på sindslidelser” (2024)

You might be interested in

Nyt lys på sindslidelser

PsykiatriAvisen bringer her det første af i alt to afsnit af cand. psych. og forfatter Erik Platz, som for nylig har udgivet bogen, opbrud i psykiatrien. Her præsenterer Erik Platz sit syn på mennesket som en helhed af krop/hjerne, psyke og bevidsthed.

Alt for længe har der været en for ensidig forståelse af sindslidelser som overvejende en hjernemæssig eller biokemisk lidelse.

Mennesket er en helhed af krop/hjerne, psyke og bevidsthed, og hele denne helhed må i spil, hvis vi skal nærme os en bedre og mere korrekt forståelse af sindslidelser.

Især påkalder bevidstheden sig opmærksomhed som det sted, hvor vi mærker sindslidelsen. Det er så at sige findestedet, og som en ansvarlig kriminalbetjent må vi undersøge findestedet grundigt, vel vidende at findestedet ikke nødvendigvis er gerningsstedet, om end det ofte er tilfældet.

Vi forstår ikke bevidstheden, selvom det er i bevidstheden, vi forstår, at vi ikke forstår bevidstheden.

Bevidstheden er menneskets fornemmeste kendetegn.

Skriver vi bevidstheden ud af mennesket – og hvordan skulle vi gøre det uden en bevidsthed? – står vi med et bevidstløst menneske. Skriver vi bevidstheden ud af psykiatrien, står vi med en bevidstløs psykiatri.

Et orienteringskort

Her skal fremdrages tre vigtige faktorer i forståelsen af mennesket og menneskets sindslidelser.

Hjernen/kroppen har stor betydning for vores humør og evne til at klare dagens udfordringer. En række sindslidelser har deres udspring i hjernen: demens, altzheimer, hjerneskader, tumorer i hjernen, forgiftningstilstande, hormonelle forstyrrelser etc. Står vi med sådanne somatiske hjernelidelser, skal de naturligvis behandles som somatiske hjernelidelser.

Ved de mere klassiske sindslidelser: depression, mani, skizofreni, personlighedsforstyrrelser (bredt forstået), kan vi ikke måle en entydig fysisk/somatisk årsag. Men vi kan ret tydeligt aflæse sindslidelserne i den enkeltes bevidsthed. Det er faktisk i bevidstheden, at vi finder sindslidelserne – det er ikke i hjernen.

Vi kan formode, at hjernen påvirkes af de her bevidsthedstilstande. Men det betyder ikke, at hjernen skal ses som igangsættende årsag til de klassiske sindslidelser.

Vi må skelne mellem de sindssygdomme, hvor hjernen er en primær eller igangsættende faktor, og de sindslidelser hvor hjernen præges og påvirkes af psyke og bevidsthed, men hvor hjernen ikke er igangsættende årsag.

Psyke/personlighed.

Fra fødslen er vi udstyret med en række egenskaber, som spiller sammen med vores omgivelser og sætter sig i en række psykiske evner, som tilsammen danner en personlighed. En personlighed som kan forstås som det sæt af tankemønstre eller problemløsningsstrategier, som det enkelte menneske efterhånden danner og forstår sine omgivelser ud fra.

Til de dominerende tankemønstre og problemløsningsstrategier, vi udvikler i vores psyke, knytter sig følelser. Følelser som giver os en stærk og overbevisende oplevelse af, at det, vi oplever, er identisk med virkeligheden, at det simpelthen er virkeligheden. Men egentlig er det jo vores tanker om virkeligheden, vi oplever.

Vi står nu med to faktorer i forståelsen af os selv og af sindslidelser:

En somatisk del (hjerne/krop) og en psykisk del (psyke/personlighed), som vekselvirker med hinanden.

Begge faktorer forklarer noget ved vores sindslidelser. Forenklet set har de ledt frem til to ”skoler” m.h.t. behandling af sindslidelser.

En skole, som siger, at sindslidelse overvejende skyldes en fejl i hjernen. Relevant behandling anses her for at være af medicinsk eller somatisk art.

Erik Platz

En anden skole siger, at sindslidelse hovedsagelig skal forstås ud fra problemer i den psyke, som er blevet dannet i løbet af opvæksten. Relevant behandling anses her for at være psykoterapi af en eller anden art.Eller der sker en kombination af de to skoler.

Bevidstheden/selvet 

Der mangler noget!

Det der mangler eller overses eller glemmes er, at vi kan forholde os til os selv i vores bevidsthed, i vores selv. Det er med bevidstheden lidt som med vores øje: vi kigger ud på verden og oplever alt det, vi ser, men vi tænker ikke på øjet. Øjet ”glemmes”, men er afgørende for, hvad vi ser. Bevidstheden ”glemmes” også, men den er afgørende for, hvordan vi forholder os til os selv og dermed til vores omverden.

Forholdet mellem krop/hjerne og psyke/personlighed forholder sig til sig selv i vores bevidsthed – i vores selv.

I muligheden for at forholde os til os selv ligger der en frihed. I vores krop/hjerne og i vores psyke/personlighed ligger vores bundethed. Vi er på en gang både bundne og frie.

Hvad vil det sige, at vi har et forhold til os selv:

En sulten hund (og hvornår er en hund ikke sulten) vil med fornøjelse æde en pølse, som serveres for den. Den vil uden nærmere forholden sig til sig selv agere umiddelbart ud fra sit behov og sin lyst (sin bundethed). Et menneske vil i en lignende situation også forholde sig til sig selv. Er det f.eks. en vegetar, vil det afstå fra pølsen. Er det midt i en slankekur, vil det overveje at takke nej. Er det omgivet af andre mennesker, vil det overveje, om det ikke er klogere eller bedre at holde sig lidt tilbage, hvis nu andre er mere sultne osv. Det er i sådan nogle overvejelser – i forholdet til os selv, at vi ”bor”. Forholdet til os selv giver os en mulighed for at handle anderledes, end vores kropslige og psykiske behov tilskynder os til. Det er her, vi danner vores vilje. En vilje som ganske vist ofte ligger under for kroppens og psykens behov og tanker, men dog en vilje med mulighed for at forsøge at handle og tænke anderledes.

En meget stor del af vores tid lever vi i psyken. Vores etablerede tankemønstre og måder at tilgå problemer på kører til stadighed rundt her. Har opvæksten været rimelig harmonisk klarer vi fint hovedparten af de situationer, vi lander i. Vi er så at sige opslugt af verden og lever derud ad ud fra vores behov, ønsker, hensyntagender, forståelser, følelser mm.

Men i psyken kører der også mindre hensigtsmæssige tankemønstre rundt – for nogens vedkommende meget uhensigtsmæssige og smertefulde tankemønstre -, og der gemmer sig også en tvivl om indhold eller mening med livet, om end det ofte overhøres.

Der kan ligge meget lykke i et ”almindeligt” liv, men også en fortvivlelse, som bliver åbenbar, når ulykken rammer. Ulykken kan have en ydre årsag i form af tab af nærtstående, job, helbred o.l. Men ulykken kan også komme snigende i form af nedtrykthed, følelse af tomhed, angst eller skyld.

Stemninger som ikke er umiddelbart forståelige. Stemninger som dukker op i bevidstheden – selvet. Den bevidsthed som gør det muligt for os at forholde os til os selv.

Hvor krop/hjerne og psyke er dannet i overensstemmelse med naturlovene og psykologiens love – de er bundne – så indeholder vores selv, eller vores bevidsthed, en mulighed for at forholde sig til bundetheden til krop og psyke.

Vi er både bundet af vores forudsætninger kropsligt og psykisk og samtidig frie til at forholde os til disse forudsætninger. Men meget af vores forholden os til os selv – vores paradoksale frihed – kommer let til at foregå i en form, der er domineret af psykens udviklede tankemønstre. Enten ved at de kværnende tanker i psyken fylder ”det hele”, eller ved at denne forholden os til os selv helt domineres af de almindelige socialt vedtagne normer for, hvad der er god stil og succes her i livet.

Det bliver ikke en ”autentisk” udgave af os selv, som kommer i spil.

Men hvad er den ”autentiske” udgav af en selv? Det er på sin vis ingen ting (i to ord). Det er alene vores mulighed for at forholde os til os selv. En uhåndgribelig ”egenskab” som vi ikke kan måle eller forklare, da vi sidder lige midt i den. (Det er lidt som vores øje, der heller ikke kan se sig selv.). Samtidig er det paradoksalt nok herfra, at der kan ske en sund udvikling i vores selv.

Men muligheden for at træde ind i et autentisk forhold til os selv vanskeliggøres af larmen fra psykens kværnende tanker og tankemønstre: al vores opsamlede psykiske ”gods”. Den larm må dæmpes, hvis vores autentiske forhold til os selv skal kunne komme til. Det gøres ikke ved at nægte tankerne eller kroppens signaler adgang til bevidstheden. Det vil blot gøre dem mere påtrængende og overdøvende. Øvelsen er nærmere så vidt muligt at lade dem være: acceptere og notere dem, men så i øvrigt ikke tilføre dem yderligere energi ved enten at kaste sig ind i dem nok engang eller ved at bygge mure rundt om området.

Kan der ad den vej skabes en art stilhed i bevidstheden, så vil der opstå mulighed for, at nye og mere frugtbare tanker kan vinde indpas. Det er ikke en proces, vi kan tage bevidst styring af, men det er en proces, som vi kan forsøge at optimere betingelserne for. Ganske mange kan have gavn af gåture og motion, hvor kroppen arbejder og trættes, og hvor den overbelastede tankekværn i psyken måske kan få lidt hvile. Kreative aktiviteter, håndarbejde, hugge brænde, binde blomsterbuketter, fordybelse i interesseområder etc. Samtaler med ligestillede med vægt på at forstå hinanden. Beskæftigelse med drømme osv. Igennem tiderne har mennesket også tyet til meditative praksisser og bøn som en hjælp til at dæmpe tankekværnen.

Vi har i første afsnit søgt i bevidstheden efter menneskets ”kerne” og finder i en vis forstand ingen ting ud over muligheden for at forholde os til os selv. Den frihed, som ligger i denne mulighed, står overfor vores bundethed af vores faktisk udviklede krop/hjerne og psyke. Hvordan den konflikt kan danne baggrund for en bevidsthedsmæssig forståelse af (nogle) sindslidelser, vil blive taget op i næste afsnit.

PsykiatriAvisen bringer andet afsnit søndag den 17. marts

Erik Platz er forfatter til bøgerne:

”Sindslidelse er en lidelse i sindet” (2021)

”Opbrud i psykiatrien – nyt lys på sindslidelser” (2024)

You might be interested in

Peerstøtte er populært, men hvordan sikrer vi ordenlige vilkår?

Dette debatindlæg er skrevet af  Christina-Regitze Pedersen  

 

For nogle måneder siden bragte DR artiklen: ”Psykiatrien har fundet en sjælden guldåre. Svaret gemte sig blandt tidligere patienter”. Artiklen omhandler tidligere patienter med psykiske sårbarheder, der går ud og er peer-mentorer på de forskellige psykiatriske afdelinger i hele landet, og ambitionen er at ansætte flere peers.

Men hvem er peers som faggruppe? Og hvordan sikrer vi peers ordentlig løn og arbejdsvilkår samt en velbeskrevet rolle på arbejdspladsen?

Stadig nødvendigt med kritik

I 2018 skrev jeg et debatindlæg til PsykiatriAvisen med overskriften “Peer betyder det ikke mole”. Dengang kom jeg med en kritik af, hvordan vi integrerede peers på arbejdspladserne, peer-uddannelsernes kvalitet, samt dårlige løn og arbejdsvilkår for peers. I dag skriver vi 2023, og til trods for at man selvfølgelig har fået mere erfaring og hermed også en større viden om, hvordan man anvender peer-støtte, så er kritikken desværre fortsat den samme. Jeg arbejder igennem firmaet Sindslidendes Fokus som organisationskonsulent, hvor jeg laver forskellige arbejdsopgaver for psykiatrien bl.a. supervision, seksualvejledning, undervisning og organisationsudvikling. Omdrejningspunktet for alt mit arbejde er at sætte mine levede erfaringer med psykisk sårbarhed i spil. Jeg har valgt at arbejde som konsulent, fordi jeg ikke føler, at jeg får god nok løn eller arbejdsvilkår som fastansat peer. Et andet dilemma er, at jeg også har flere fagfaglige uddannelser bag mig, og dem vil jeg gerne sætte i spil sammen med mine levede erfaringer. Det er som om, at der er et usynligt krav til mig om, at jeg skal vælge, om jeg vil bruge mine levede erfaringer som peermedarbejder, eller om jeg vil bruge min fagfaglighed. Det er et kunstigt skel i mine øjne, særligt fordi vi ved, at hver tredje fagprofessionel, der arbejder i psykiatrien, selv har en psykisk sårbarhed, og mange peers har i forvejen fagfaglige uddannelser bag sig.

At bruge peer-medarbejdere i psykiatrien er ikke noget nyt. Det har man gjort i flere år under navnet MB’er (medarbejder med brugerbaggrund). I Aarhus startede deres første MB-uddannelse tilbage i 2002. For at starte på MB-uddannelsen krævede det typisk, at man havde en mellemlang uddannelse inden for det sociale, pædagogiske eller sundhedsfaglige område. Peerbegrebet dækker bredere end det, vi har set tidligere ved MB’erne, idet det ikke er et krav, at man skal have en fagfaglig uddannelse. Peer betyder i sin enkelthed blot ligemand.

Er peers kun et supplement?

I artiklen fra DR udtaler SIND’s forperson Mia Kristina Hansen: ”Det er ikke en ekstra hånd, som skal erstatte personale, men er et supplement, som kan gøre noget helt specielt, så det samlede behandlingsforløb bliver bedre”. Det bliver i artiklen fra DR tydeliggjort flere steder, at peers udelukkende er et supplement til det øvrige personale. Hvor det giver fin mening at bruge peers som et supplement inde på de psykiatriske afdelinger, så mener jeg, at det lukker for muligheden for at anvende andre modeller for peerstøtte, der kan være lige så anvendelige. Forskning peger på, at der findes flere af typer af peerstøtte, herunder den konventionelle model, hvor peers indgår på lige fod med det øvrige personale. Et eksempel på dette kunne være en sygeplejerske, der arbejder på et socialpsykiatrisk bosted, og som indgår i samme normering som sine kollegaer, men som har det ekstra lag med sig i kraft af sine levede erfaringer.

Det er ærgerligt, hvis vi udelukkende fokuserer på den supplerende brug af peer-støtte, da det kan lukke for andre muligheder for at anvende peers ind i den konstellation, der giver mest mening på den enkelte arbejdsplads, samt at give den enkelte peer-medarbejder mulighed for også at sætte sin fagfaglighed i spil på arbejdspladsen.

Peer-Netværket Danmark har udgivet rapporten ”Peermedarbejdere på det danske arbejdsmarked” på baggrund af 137 respondenter. Rapporten viser, at 54 procent af de adspurgte peer-medarbejdere har en uddannelse på kandidat- eller masterniveau. Alligevel vælger man primært at fokusere på, hvordan man kan anvende peer-medarbejdere som supplerende peer-støtte.

Der er ingen tvivl om, at peer-støtte har en gavnlig effekt for både modtager og givere af peer-støtten. Det viser adskillige rapporter og evalueringer. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, om vi skal bruge peer-medarbejdere i psykiatrien, men jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi sikrer peer-medarbejdere en veldefineret rolle samt ordentlige løn og arbejdsvilkår.

FOA sætter sig på området

I 2021 tegnede FOA en overenskomst for peer-medarbejderne, hvor daværende formand for FOA Torben Hollmann gik ud med budskabet om, at peermedarbejderne fortjente at blive behandlet med samme respekt og ret som andre faggrupper i FOA. På baggrund af FOA’s mangelfulde inddragelse af og forståelse for peers er virkeligheden i dag desværre den modsatte. Vi oplever at peers bliver underbetalt og ofte bliver ansat på få timer, som vi ikke kan leve for. Vi oplever dårlige arbejdsvilkår med stigmatisering og forskelsbehandling, og i det hele taget er der ofte ikke en klar funktionsbeskrivelse for, hvad man vil bruge en peermedarbejder til. Alle de vilkår er beskrevet i pressemeddelelsen ”DR påstår at Psykiatrien har fundet en sjælden guldåre – Nu svarer danske patient- og brugerorganisationer igen: for det er løgn”.

Bedre uddannelse til peers er vejen frem

Hvis vi skal ansætte peer-medarbejdere i psykiatrien, så er det vigtigt, at de bliver ordentligt klædt på til at indgå i den rolle, og jeg anser det som essentielt, at peers får bedre muligheder for at tage en formel peeruddannelse på en uddannelsesinstitution, så peerfeltet bliver blåstemplet.

Jeg anser det for mindst ligeså vigtigt, at medarbejdere og arbejdsgiver, der skal ansætte peers, får et grundkursus i, hvordan man arbejder med levede erfaringer. Da hver tredje fagprofessionel har en psykisk sårbarhed, kunne det være godt at få skabt en mere åben kultur – Det handler om at nedbryde de barriere, som hindrer en “dem og os” kultur.

Christina-Regitze Pedersen  er uddannet folkeskolelærer med diplomfag i psykiatri, seksualvejleder og peer. Christina-Regitze har arbejdet med udvikling af peer-støtte siden 2008, og hun har blandt andet  været med i to store peerprojekter fra henholdsvis Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen.

Andre kilder:

Fakta om psykisk sygdom | Danske Patienter

Typer af peerstøtte | Vidensportal

Effekter | Vidensportal

You might be interested in

Antipsykotisk medicin – er det godt på længere sigt?

Med afsæt i to nyere undersøgelser kigger emeritus i psykologi fra Aarhus Universitet, Thomas Nielsen på, om antipsykotisk medicin er godt eller skidt på kort og på lang sigt

 

Man bruger antipsykotisk medicin til mennesker, der kaldes psykotiske eller skizofrene,  fordi de er så sindsforvirrede, at psykiaterne mener, at de må have en hjernesygdom. Men trods enorme mængder af hjerneforskning er det aldrig lykkedes at påvise en afvigelse i hjernen, der kun findes hos skizofrene og ikke hos normale mennesker. Psykiaterne tror, at sygdommen skyldes en kemisk ubalance hos de skizofrene vedrørende et hjernestof, der hedder dopamin, men denne ubalance er aldrig påvist.

Troen stammer især fra den omstændighed, at man ved en tilfældighed har opdaget et kemisk stof, der virker neddæmpende og senere fundet ud af, at det pågældende stof blandt andet svækker dopamin-processerne i hjernen. Men stoffet påvirker også hjernen generelt på en måde, der virker neddæmpende på al psykisk aktivitet, og derfor blev stoffet meget populært på fortidens psykiatriske hospitaler, hvor der, inden disse piller blev opfundet, var megen skrigen og råben. (Hvilket med tanke på patienternes livsvilkår måske ikke var helt uforståeligt). Pillerne fik derfor et navn, der betyder ‘stærke neddæmpere’ (‘major tranquilizers’). Det var ærlig snak. Men den senere opdagelse af medicinens hæmmende indflydelse på (blandt andet) dopaminstoffet i hjernen fik derefter lægerne til at mene, at det var en overproduktion af dopamin, der medførte psykoser – og at medicinen derfor skulle kaldes ‘anti-psykotisk medicin’, som om den rettede på en hjernefejl, der gav psykose, hvilket der overhovedet ikke er noget videnskabeligt belæg for.

Denne hypotese om, at anti-psykotisk medicin retter op på en ‘fejl’ i hjernen, har for ganske nylig fået et skud for boven af et kinesisk forskerhold.

De kinesiske forskere målte med en hjernescanner en meget lang række egenskaber ved hjernerne hos en gruppe normale og en gruppe skizofrene før og efter de fik medicin. De fandt kun meget få og ubetydelige forskelle hos de ‘normale’ sammenlignet med skizofrene, der ikke havde fået medicin. De egenskaber, hvor der var lidt forskel på gennemsnittet i de to grupper kunne dog slet ikke bruges til at diagnosticere skizofreni, fordi mange af de skizofrene ikke havde dem, mens der var flere normale, der havde dem.  Mere overraskende var det dog nok, at disse små gennemsnitlige forskelle blev større efter, at de skizofrene havde fået medicin i nogen tid. Medicinen gjorde altså de skizofrenes hjerner mere afvigende, end de var, inden de fik medicin.

At antipsykotisk medicin kan gøre skizofrene biologisk afvigende er et dramatisk fund, fordi det meste biologiske forskning over skizofreni er foretaget på medicinerede patienter – og så kan man næppe vide, om de afvigelser, man har fundet, skyldes sygdommen eller den antipsykotiske medicin.

Det kan dog ikke undre, at psykiatere bliver ved med at give ‘anti-psykotisk’ medicin til mennesker, der i en periode er stærkt forpinte og forstyrrede af deres psykose, og som måske nok kunne trænge til et stof, der kan neddæmpe deres psykiske aktivitet – i en tid. Men de fleste psykoser ‘falder til ro’  af sig selv efter nogen tid. Senere kommer der dog ganske ofte tilbagefald, hvilket rejser det svære spørgsmål: Skal mennesker, der har været psykotiske én gang, blive ved med at tage den neddæmpende (og hjerneforandrende) medicin i årevis for at undgå nye tilbagefald? En række ældre undersøgelser tyder på ja, fordi en vedvarende medicinering tilsyneladende kan nedbringe risikoen for tilbagefald i 4-5 år.

Men selv om en vedvarende medicinering kan skåne nogle psykotiske personer for tilbagefald i nogle få år, er det et åbent spørgsmål, om det er godt på endnu længere sigt med denne hjerneforstyrrende medicin. Det har en ny finsk undersøgelse givet et opsigtvækkende svar på.

I den finske undersøgelse registrerede man, hvor meget antipsykotisk medicin en gruppe skizofrene havde fået i de første fem år efter deres diagnosticering. (Forbruget af antipsykotisk medicin blev målt ud fra, hvor meget medicin patienterne – der alle havde recepter på antipsykotisk medicin – havde hentet på apotekerne i de pågældende 5 år). Derefter kontaktede man dem 19 år senere og så på, hvordan det nu gik dem. Det viste sig, at de patienter som i den omtalte 5-års periode havde fået mest antipsykotisk medicin nu – 19 år senere – dobbelt så ofte havde begået selvmord og også oftere var døde af andre grunde, samt oftere på førtidspension og på fortsat medicinering –  sammenlignet med de patienter, der havde fået mindst medicin. Forskellen kan ifølge forskerne ikke forklares med, at de, der brugte mest medicin var ‘mest syge’, så det bare var derfor, det gik dem værre.

Selv om antipsykotisk medicin måske kan gøre lidt nytte ved i kortere tid at neddæmpe en psykotisk patient, ser det altså ud fra den finske undersøgelse ikke ud til at være en god ide at fortsætte medicineringen i længere tid. På den baggrund er det til gengæld opmuntrende, at en række nyere undersøgelser tyder på, at nye forskningsbaserede psykologiske metoder kan være til god hjælp – ikke blot for angste og deprimerede – men også for skizofrene/psykotiske patienter.

 

Psykiatri handler om kommunikation mellem mennesker

Psykiatri adskiller sig fra de kropsorienterede lægelige specialer, og handler om kommunikation mellem mennesker. Men kommunikation er ikke psykiatriens speciale. Så hvad gør læger her? Psykiatriske patienter bliver stigmatiseret på alle livsområder, og de dør gennemsnitligt tidligere end resten af befolkningen, skriver kultursociolog Vibeke Klitgaard i en afhandling.

 

Materialet bygger på tre års deltagerobservation i perioden 1989-1992, hvor jeg var ansat i et evalueringsprojekt af  de to første distriktspsykiatriske centre i Købehavns Kommune. I afhandlingen undersøger jeg hverdagen i to distriktspsykiatriske dagcentre i Københavns Kommune og patienternes kommunikation og adfærd samt den stigmatisering, psykiatriske patienter oplever, at de udsættes for af deres sociale omverden.

Psykiatriplanen udgivet af Københavns Kommune i 1987 specificerede dagcentrenes primære målgruppe som ”de kronisk psykotiske” i de to distrikter. Det er en forældet betegnelse, som ikke anvendes mere. Materialet fra undersøgelsen er 30 år gammelt – jeg havde et andet job noget af tiden – imidlertid beskriver nye psykiatriske lærebøger de samme ”psychiatria major” fænomener, som jeg observerede, dvs. psykoser med og uden hallucinationer, massive vrangforestillinger, bizar adfærd, paranoide forestillinger om selvreference, psykotiske talestrømme etc.

Patienternes kommunikation og adfærd var meget forskellig i de to centre med en klar relation til deres sociale tilhørsforhold. De to distriktspsykiatriske centre var placeret i hver sin ende af den socioøkonomiske statusskala: Det ene center i kommunens distrikt med den højeste socioøkonomiske status og det andet i et distrikt med meget lav socioøkonomisk status. De to dagcentre havde dobbeltstatus af fristed og stigmamarkør. På den ene side var de fristed, når patienterne frit kunne udveksle erfaringer om deres oplevelser, symptomer og virkninger af psykofarmaka. På den anden side var de stigmamarkører alene på grund af patienternes kontakt med det psykiatriske behandlingssystem.

Selve udtrykket ”psykiatri” blev dannet af den tyske læge J. C. Reil i begyndelsen af 1800-tallet. Psykiatere har derefter gjort, hvad beskrivelsen af “jobbet” forventer af dem, dvs. læger (fra græsk ”iatros”), der diagnosticerer og behandler “psyken”. Det står i modsætning til, at ”psykisk sygdom” altid udtrykker sig mellem mennesker på det sociale plan, i talt kommunikation og adfærd. Jeg mener derfor, at ”psykosociale forstyrrelser” må være en mere præcis betegnelse end ”psykisk sygdom”. Psykiaterne mister herved kroppen, de som læger primært er uddannet til at undersøge, diagnosticere og behandle. Derved bliver kommunikation psykiatriens/de psykosociale forstyrrelsers hovedmedium eller ”råstof”, hvor kroppen er de somatiske (dvs. fysiske eller kropslige) sygdommes råstof. De psykosociale forstyrrelser kan ikke umiddelbart observeres kropsligt som somatisk sygdom og der er ingen forklaringer, der udtømmende kan forklare oprindelsen til og udviklingen af dem. En psykiater må stille en diagnose ved at kommunikere med en vågen patient og ved at observere hendes adfærd. Der kan peges på forskellige delårsager til de – midlertidige – psykosociale forstyrrelser/”psykisk sygdom”, men der er ikke nogen forklaringer, der helt og fuldt kan gøre rede for årsagerne til dem.

De psykosociale forstyrrelser kan modsat fx en blindtarmsbetændelse hovedsagelig kureres med målrettet kommunikation og social træning. Kroppen kan ikke række ud over sig selv, men det kan bevidstheden. Den er nemlig ved sproget forbundet til det sociale plan, hvor al kommunikation finder sted.

Det giver det relationelle arbejde en central stilling i psykiatrien. Krop og bevidsthed hænger selvfølgelig sammen, men kroppen kan ikke detailstyre bevidstheden, og omvendt kan bevidstheden ikke detailstyre kroppen.

Man kan bestemme nogle psykiatriske patienters problem som en – midlertidig – mangelfuld evne til at kommunikere, så deres omverden forstår dem. Jeg analyserer patienternes talte kommunikation og adfærd efter det plan af mening, deres kommunikation skaber. Jeg undersøger, hvilke betingelser der skal til, for at forståelig talt kommunikation fra en afsender når frem til modtageren. Nogle psykiatriske patienter følger ikke de relativt faste regler for, hvordan forståelig kommunikation skal være opbygget i interaktioner, for at modtageren kan forstå den – resultatet af deres “kommunikation” bliver derfor uforståelighed.

Talt kommunikation er ligesom musik bundet til øret, og må derfor forekomme i sekvenser, den ene sætning efter den anden. Reglerne for forståelig talt kommunikation går stort set ud på, at der skal være et tema og at bidragene til temaet skal falde med en vis hastighed. Bidragene skal så nogenlunde passe til det aktuelle tema. Samtidig kan kun en deltager tale ad gangen, hvis flere tager ordet samtidig resulterer det i forvirring og uklarheder. Temaet kan skifte i uformelle interaktionssystemer. Jeg behandler både de store og de mindre kommunikations- og adfærdsforstyrrelser ved hjælp af de tre meningsdimensioner: sags-, tids- og socialdimensionen.

Psykiaterne fjerner hele kommunikationsdelen og lader som om, den ikke eksisterer, ved at behandle fænomenet som en individuel ”sygdom”, til forskel fra de somatiske sygdomme, skulle dette så være ”psykiske sygdomme”. Hvis de skulle tage udgangspunkt i kommunikation, der foregår mellem mennesker på det sociale plan, giver ”sygdom” ingen mening – man kan ikke betegne sociale hændelser som  ”sygdomme”.

Psykiaterne kan som uddannede læger holde fast i sygdomsbetegnelsen for fysiske, dvs. somatiske sygdomme. Hvorimod ”psykisk sygdom” hovedsagelig består af talt kommunikation og adfærd. Lægerne, her psykiaterne, har brug for sygdomsbetegnelsen for at holde fast i deres monopol på området for det, som man mere præcist kan kalde psykosociale forstyrrelser. Hvis de ikke kan fastholde betegnelsen som ”sygdom” for psykosociale hændelser, får de et forklaringsproblem med at retfærdiggøre, hvorfor de har et monopol på det område, som så netop ikke er ”psykisk sygdom”, men derimod – midlertidige – psykosociale forstyrrelser.

Kapitel 5 og 6 i afhandlingen fokuserer på hhv. de store og de mindre forstyrrelser i talt kommunikation. De store psykosociale forstyrrelser forekommer, når patienterne ikke følger ”regelværket”, men i stedet taler helt eller delvist uforståeligt ud fra deres private forestillingsverden, ligesom deres adfærd kan være påfaldende. Her er der typisk brud på alle tre meningsdimensioner. De store kommunikationsforstyrrelser kan vise sig som hallucinationer, massive vrangforestillinger og andre psykotiske udtryk, som ingen kommunikativ værdi har – undtagen for de professionelle, der kan kommunikere med patienterne på et symbolsk plan. Ved de mindre psykosociale forstyrrelser kan patienterne gøre sig tilstrækkeligt forståelige til at indgå i interaktioner, her vil der typisk være lidt forstyrrelser i sagsdimensionen og i den sociale dimension, og måske ingen forstyrrelser i tidsdimensionen.

Jeg fokuserer endvidere på forskellene mellem de to centre, som jeg har valgt at kalde hhv. Kvadratet – placeret i distriktet med høj socioøkonomisk status – og Cirklen, som lå i distriktet med lav socioøkonomisk status.

Patienterne på Cirklens dagcenter orienterede sig mod patientfællesskabet, og på Kvadratets dagcenter orienterede patienterne sig mod normalitet. Det betød, at patienterne på Cirklens dagcenter socialiserede bredt med hinanden efter dagcentrets åbningstid, at de besøgte ”vennerne”, når de var indlagt på stamafdelingen, og mange deltog i udflugter ud af dagcentret. Derved kommunikerede de mere med afsæt i flere fælles oplevelser end patienterne på Kvadratets dagcenter. Her ville patienterne ikke se de andre patienter efter dagcentrets åbningstid. De besøgte heller ikke indlagte patienter. Dertil havde patienterne problemer med at blive set af nogen, de kendte, på udflugt med en psykiatrisk institution – det var en væsentlig grund til den faldende tilslutning til udflugter. Det bevirkede, at patienterne på Kvadratets dagcenter fik et instrumentelt forhold til dagcentret.

Endvidere var der stor forskel på, hvordan patienterne på de to dagcentre reagerede på udtryk for psykosociale forstyrrelser fra andre patienter. Det var en typisk reaktion for patienterne på Kvadratets dagcenter, at nogle patienter markerede afstand enten ved at fjerne sig, tage verbalt afstand eller tog høretelefoner på for at skærme sig mod symptomerne. Den afvisende holdning til andre patienters udtryk for psykosociale forstyrrelser fremstod som et udtryk for den stigmatisering inde i dagcentret, som patienterne også kunne opleve uden for dagcentret. På Cirklens dagcenter tolererede patienterne i højere grad psykosociale forstyrrelser.

De to forskellige holdninger passer med resultaterne af de store befolkningsundersøgelser fra de sidste 80 år, hvor man har kortlagt udbredelsen af psykosociale forstyrrelser. De har vist, at de alvorlige psykosociale forstyrrelser vender den tunge ende nedad. Dvs. at der i de nederste socialklasser forekommer flere alvorlige diagnoser end i de øverste socialklasser. Samt at mennesker i de nederste socialklasser har boet i de samme områder i hele deres liv. Det tyder på, at fattigdom i sig selv kan skabe psykosociale forstyrrelser. De dokumenterer også, at mennesker i de øverste socialklasser gennemgående får mildere diagnoser, der er tilgængelige for psykoterapi. Her er der samtidig stor forståelse for, hvordan hvor psykosociale forstyrrelser udtrykker sig. I de nederste socialklasser, derimod, indbyder diagnoserne sjældent til psykoterapi, og folk er mere tolerante over for udtryk for psykosociale forstyrrelser.

Kapitel 7 i afhandlingen fokuserer på den stigmatisering, patienterne oplever, at andre i samfundet udsætter dem for. Dagcentrene havde dobbeltstatus af fristed og stigmamarkør. På den ene side var de fristed, når patienterne frit kunne udveksle erfaringer om deres oplevelser, symptomer og virkninger af psykofarmaka. På den anden side var de stigmamarkører alene på grund af patienternes kontakt med det psykiatriske behandlingssystem.

At være psykiatrisk patient er som udgangspunkt et usynligt stigma, idet man ikke umiddelbart kan se på en person, at hun er psykiatrisk patient. Dertil kommer et synligt stigma for patienter, der fik fysiske udslag af psykofarmaka, som rysten, rastløshed, sløvhed eller overvægt – som beskrevet i psykiatriske lærebøger. De stereotyper, som psykiatriske patienter oplever, gør det vanskeligt for dem at gøre sig fri af forskelsbehandling.

Diskriminering af psykiatriske patienter berører alle livsområder og leder til ulige muligheder i indkomst, uddannelse, psykisk velbefindende, boligstatus, medicinsk behandling, helbred og tilfredsstillende relationer. Dertil kommer, at psykiatriske patienter har en overdødelighed på op til 25 år i forhold til gennemsnitsbefolkningen. Resultaterne af en ny (rets)medicinsk obduktionsundersøgelse af 500 psykiatriske patienter, ledet af retsmediciner Jytte Banner, viser nogle overraskende resultater, blandt andet fund af en tyve gange højere koncentration af psykoaktive stoffer i hjertevævet end i blodet – hvilket kan føre til hjerterytmeforstyrrelser.

Den norske sociolog Y. Løchen skelnede mellem myndighed og kyndighed. I det somatiske system er der normalt overensstemmelse mellem myndighed og kyndighed, fx vil den mest myndige i kirurgi samtidig være den mest kyndige. Skellet går i opløsning i det psykiatriske system, hvor det drejer det sig om at skabe kontakt til patienterne, holde kontakten og skabe alliancer med de enkelte patienter.

De egenskaber er ulige fordelt i det psykiatriske hierarki, alle faggrupper i psykiatrien kan have personalemedlemmer med de kommunikative kompetencer, der kræves for at fremme patienternes bedring, som dokumenteret af flere forfattere.

Vibeke Klitgaards afhandling, Social (U)orden i distriktspsykiatrien: En systemteoretisk analyse af psykiatriske patienters kommunikation og adfærd samt stigmatisering fra omverdenen kan gratis downloades her:

 

Kejserens nye klæder og den skadelige psykofarmaka

/

Bivirkningerne ved psykofarmaka er forfærdelige, men det er intet imod de langvarige abstinens- og ophørssymptomer, man risikerer af få, skriver professor Jørgen Brandt, der har mærket konsekvenserne på egen krop.

 

I debatten om psykiatriens udvikling, mangler det at blive belyst, hvor meget skade den omfattende brug af psykofarmaka forvolder.

Udgangspunktet er tilsyneladende, at mennesker skal behandles med medicin, når de får reaktioner på livet som stress og deraf følgende angst/depression. Der kan være mennesker, der er så syge, at medicin kan være nødvendig, men når omkring 10% af befolkningen får psykofarmaka af den ene eller anden slags, bør alarmklokkerne ringe.

Jeg har selv tidligere har været stressramt og har i den forbindelse mærket konsekvenserne af psykofarmaka på min egen krop.

Når man bliver sygemeldt med stress, angst eller depression, tilbyder lægen typisk antidepressiv medicin, og hvis man er ”heldig”, får man også benzodiazepiner (eller tilsvarende agonister), fx mod søvnløshed. Baggrunden er en hypotese om, at sygdommen skyldes en ubalance i signalstofferne i hjernen (fx serotonin), og at denne ubalance kan helbredes med medicin. Problemet er bare, at denne hypotese er blevet endeligt afvist1.

Psykisk lidelse fra stress, overbelastning, og heraf følgende angst og depression, skyldes ikke en ubalance i hjernen. Tværtimod skaber medicinen, i sig selv, en ubalance i hjernen, som kan være invaliderende. Der er stor risiko for, at blive endnu mere syg, når man begynder på psykofarmaka. Bivirkningerne kan være forfærdelige, men det er intet imod de langvarige abstinens- og ophørssymptomer, som man risikerer at få, når man stopper med medicinen.

Ifølge forskning får op mod 25% af dem, der ophører med antidepressiva og benzodiazepiner, svære og langvarige ophørssymptomer, som kan vare i årevis2,3. For dem er symptomerne typisk langt værre end den tilstand, som de oprindeligt blev behandlet for. Den lange liste over de mulige ophørssymptomer er nogenlunde den samme, uanset om man ophører med fx antidepressiver, benzodiazepiner eller antipsykotisk medicin, selvom det er forskellige signalstoffer og receptorer i hjernen, de påvirker4. Pointen er, at disse lægemidler har forstyrret den meget fine balance, der i forvejen var i hjernen. Når man tager medicinen, indstiller hjernen sig på, at nu kommer nogle af stofferne udefra, og når man så fjerner medicinen igen, kan hjernen have svært ved at genskabe den naturlige balance imellem signalstofferne og receptorerne. Det påvirker hele nervesystemet og derved mange funktioner i kroppen.

Resultatet kan være både psykiske og fysiske senfølger, i form af kemisk induceret angst, depression eller endog psykoser, samt et utal af fysiske symptomer i form af træthed, hovedpine, svimmelhed, influenzafølelse, invaliderende smerter i kroppen, maveproblemer, søvnløshed, ødelagt sexliv, tinnitus, ”brain zaps” (stød i hovedet) og meget mere. Ofte ender folk med at få en diagnose, som fx fibromyalgi, irritabel tyktarm, funktionel lidelse, eller endog nye psykiatriske diagnoser, som man ikke umiddelbart forbinder til ophør af medicinen.

Konsekvensen af at forstyrre hjernens balance med psykofarmaka kan være enorm, med tab af arbejdsevne, indtægt og manglende evne til at leve et socialt liv.

Forskning viser også, at antidepressiv medicin (fx SSRI og SNRI) ikke virker meget bedre (og sandsynligvis værre) end placebo5,6. Forsøgene med antidepressiv medicin er typisk meget korte (6-12 uger). De foregår typisk ved at man tager halvdelen af en gruppe, der tager antidepressiv medicin og erstatter medicinen med placebo. Hvis denne gruppe får det værre, konkluderes det, at medicinen virker. Problemerne med forsøgene er at:

  • forsøgene er meget kortvarige så langtidseffekter ikke studeres,
  • abstinenser fra antidepressiv medicin ikke er anerkendte og derved forveksles med tilbagevenden af de oprindelige symptomer
  • omkring halvdelen af forsøgene, som viste et negativt udfald (at medicinen ikke virker) er ikke blevet publiceret7 og indgår derved ikke i den samlede vægtning af resultaterne. Effekten er derved yderst diskutabel, mens risikoen for bivirkninger og langvarige ophørssymptomer er store.

Benzodiazepiner virker til gengæld særdeles godt beroligende. Udfordringen er bare, at de er stærkt afhængighedsskabende. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man kun må udstede benzodiazepiner i få uger. Ellers risikerer man at blive afhængig og udvikle tolerance, og så skal man have større og større doser for, at få en virkning. Desuden risikerer man, at få abstinenser imellem doserne. I løbet af kort tid holder pillerne altså op med at virke, men man tager benzodiazepiner for at dæmpe abstinenserne fra selvsamme piller. De mulige langvarige abstinenser fra benzodiazepiner er stærkt undervurderet. Det er på ingen måde holdbart.

Der er åbenbart ikke den store interesse i psykiatrien eller i Sundhedsstyrelsen for denne forskning, der er udkommet i de senere år omkring langtidsvirkningerne fra udtrapning af psykofarmaka, samt manglende evidens for at antidepressiva virker efter hensigten.

De praktiserende læger har næppe tid til at sætte sig ind i den nyere forskning, selvom de udskriver langt størstedelen af psykofarmaka, uden egentligt at vide hvilke risici, som de udsætter patienterne for.

Når ens tilstand forværres pga. af ophør med medicinen, er budskabet ofte, at det er “den underliggende sygdom”  der vender tilbage, og at man derfor skal have endnu mere medicin og højere doser. I værste tilfælde ender nogle mennesker med at få adskillige præparater – bare fordi de er blevet syge af stress.

I stedet burde lægerne for det første spørge, om medicinen er risikoen værd i forhold til den, i bedste fald, lille virkning fra antidepressiva og den store risiko for hurtig afhængighed fra benzodiazepiner. For det andet bør man spørge patienterne, om de er villige til at tage den op mod 25%2 store risiko for, at de ender med at blive invalideret pga. langvarige og invaliderende ophørssymptomer.

Der mangler en helt basal anerkendelse af, at psykofarmaka kan gøre mere skade end gavn, og at antidepressiva virker tvivlsomt ud over placeboeffekten. Samt at bivirkningerne for mange er store, og at risikoen for svære og langvarige ophørssymptomer kan være endnu større, når man stopper med medicinen igen – specielt hvis man ikke trapper meget langsomt ud. Udtrapning af medicinen skal ikke ske lineært med fx halvering af dosis hver anden uge, men i mindre og mindre reduktioner over måneder og måske endda år, pga. den stærkt ikke-lineære sammenhæng mellem koncentrationen (mætningen) af signalstofferne i hjernens receptorer og dosering af medicinen8, fx med 5-10% af tidligere dosis, hvert 4-6 uge.

Der bør i langt højere grad fokuseres på lægernes udskrivning af psykofarmaka, så vi ikke bare ender med mere medicin. Pga. den store risiko for invaliderende senfølger er det vigtigt, at sundhedsstyrelsens anbefalinger bliver overholdt. Det drejer sig fx om, at benzodiazepiner kun må udskrives i få uger. At antidepressiva kun skal gives i de sværeste tilfælde af depression og måske ikke engang dér, da virkningen er særdeles tvivlsom (i bedste fald ca. 2 point på Hamilton skalaen ud af 52 mulige)4,6.

Mange mennesker føler sig fortabte i det etablerede system, da langvarige abstinenser, ophørssymptomer og senfølger ikke er anerkendte. I stedet tyer de til støttegrupper og internetfora, hvor de søger information. Desuden risikerer man, at blive stigmatiseret af systemet, da man typisk får at vide, at man lider af angst/depression, mens man selv kan mærke, at symptomerne er helt anderledes. Der findes fx viden og erfaring hos MedicinRådgivningen (smr.dk), der rådgiver om udtrapning af psykofarmaka, som bør inddrages i udviklingen af psykiatrien, sådan at vi kan sikre, at folk ikke bliver mere syge af medicinen, end de var i forvejen.

Da mange mennesker bliver mere syge af at få psykofarmaka, end de var i forvejen, må målet være, at få reduceret den omfattende brug af psykofarmaka væsentligt og tilbyde bedre behandlingsformer, fx metakognitiv terapi, som har vist langt bedre resultater mod angst og depression end medicin. Der er brug for meget klare retningslinjer og en udvikling i retning af, at langvarig psykisk og fysisk lidelse ikke starter med, at man går til lægen og får en recept på psykofarmaka.

Referencer
1Moncrieff, J., Cooper, R.E., Stockmann, T. et al. The serotonin theory of depression: a systematic umbrella review of the evidence. Mol Psychiatry, 2022. https://doi.org/10.1038/s41380-022-01661-0
2Davies, J. and J. Read, 2019. A systematic review into the incidence, severity and duration of antidepressant withdrawal effects: Are guidelines evidence-based? Addictive Behaviors. Volume 97, October 2019, 111-121. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/30292574/

3Finlayson, A. J. R., J. Macoubrie, C. Huff, D. E. Foster, and P. R. Martin, 2022. Experiences with benzodiazepine use, tapering, and discontinuation: an Internet survey. Therapeutic Advances in Psychopharmacology 12, 1-10.https://journals.sagepub.com/doi/full/10.1177/20451253221082386

4Hengartner, M. P., 2017. Methodological flaws, conflicts of interest, and scientific fallacies: Implications for the evaluation of antidepressants’ efficacy and harm. Frontiers in Psychiatry, 8(275). https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5725408/
5Nielsen, M., E. H. Hansen, and P. C. Gøtzsche, 2011. What is the difference between dependence and withdrawal reactions? A comparison of benzodiazepines and selective serotonin re-uptake inhibitors. Addiction 107. 900-908. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/21992148/ 
6Horowitz M and A. Wilcock, 2022. Newer generation antidepressants and withdrawal effects: reconsidering the role of antidepressants and helping patients to stop. Drug and Therapeutics Bulletin 2022;60:7-12. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34930807/
7Erick H. Turner, Annette M. Matthews, Eftihia Linardatos, Robert A. Tell, L.C.S.W., and Robert Rosenthal, 2008. Selective Publication of Antidepressant Trials and Its Influence on Apparent Efficacy. N Engl J Med 2008; 358:252-260. https://www.nejm.org/doi/full/10.1056/NEJMsa065779
8Sørensen,A.,H. G. Ruhé, and K. Munkholm, 2022. The relationship between dose and serotonin transporter occupancy of antidepressants—a systematic review. Molecular Psychiatry volume 27, 192–201. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34548628/
 
 


            


        
        


        


                


            

                You might be interested in
            


            

                
                
                    


                
                    


                
                    


                
                


                

                


            


        


        
    







    


    


        


            


            
        Psykiatriens krise
    


            
            


    
        
    
    


        
    


                    




            
        


                    


    
    

    
                
        
            
        
            


                
            


            
            
                    
        
        
                
    

    
    




        


                
            


                
En ny amerikansk bog om psykiatri rammer ned i den aktuelle debat herhjemme om 10-års plan og manglende ressourcer i psykiatrien, skriver emeritus i psykologi fra Aarhus Universitet, Thomas Nielsen i denne anmeldelse af Andrew Sculls bog.


Der er for tiden og med god grund vældig megen ståhej om den danske psykiatri, som trods en betydelig stigning i de tilførte midler stadig fra mange sider anses for utilstrækkelig eller ligefrem uhensigtsmæssig.


På den baggrund kan der være god grund til at gøre opmærksom på en ny bog om psykiatri, der har vakt betydelig opsigt i USA. Bogen hedder “Desperate Remedies – Psychiatry and the Mystery of Mental Illness”.


Den er skrevet af den britisk fødte professor i sociologi ved University of California, San Diego, Andrew Scull, som forsker i medicin og psykiatri.


Bogen begynder med en lang gennemgang af de behandlings-metoder, man har benyttet i psykiatrien, siden denne blev etableret som et lægeligt speciale i starten af 1800-tallet samtidig med, at man byggede store anstalter, hvor man kunne indespærre ”de gale”, som ofte generede godtfolk især i byerne.


Disse tidlige forsøg på at bringe ”de gale” til fornuft var i sandhed desperate! Faktisk virker de på en nutidig læser undertiden lige så sindssyge som de mennesker, de skulle behandle, og som nok ofte blev mere snarere end mindre ”gale” af behandlingen/torturen. Den medførte i flere tilfælde adskillige dødsfald, som blev holdt skjult for omverdenen.


Det er dog den sidste større del af bogen, som kritiserer nutidens psykiatri, der er relevant for den hjemlige psykiatridebat. Forfatteren peger især på fire problemer ved den ensidige fokusering på medicinsk behandling i nutidens psykiatri:


For det første ser det ud til, at de positive virkninger af medicinen, der fremgår af forskningen, er stærkt overdrevne. Det beror blandt andet på, at man i vid udstrækning undlader at offentliggøre de undersøgelser, som ikke finder nogen særlig gavnlig virkning af medicinen. I en ny undersøgelse, hvor forskerne fik adgang til både de publicerede og de upublicerede undersøgelser af en bestemt medicin, fandt man, at det samlede billede af medicinens virkning var “ingen sikker positiv effekt”.


For det andet giver forfatteren et afslørende billede af, hvordan den udbredte tiltro til medicinens velsignelser kan bero på penge fra de medicinalvirksomheder, der tjener kolossale summer på salget af medicin. Bogen omtaler flere tilfælde i USA, hvor kendte og indflydelsesrige psykiatere har modtaget enorme summer for at anbefale en bestemt medicin.  Derudover betaler virksomhederne dyre annoncer, der skamroser medicinen i lægernes fagblade, ligesom de betaler for kurser og rejser for læger, der belæres om den storartede medicin, der sælges.


For det tredje mener forfatteren, at man skjuler eller i hvert fald undervurderer de negative bivirkninger af medicinen. Det er en længere historie, men her kan det være nok at påpege, at skizofrene patienter ikke har fået forlænget, men snarere forkortet deres livslængde efter langvarig brug af såkaldt anti-psykotisk medicin. Medicin som i mange tilfælde kan bidrage til hjertesygdomme, diabetes, overvægt og selvmord. Samt at medicin mod angst og de fleste tilfælde af depression ikke virker bedre end psykologisk behandling, men ofte fører til medicinafhængighed, fordi man kan få ubehagelige abstinenser, hvis man stopper medicinen, selv efter den er holdt op med at virke


Sidst, men måske allermest alvorligt, påpeger forfatteren, at man har brugt mange milliarder af dollars på at finde en fejl eller bare en afvigelse i hjernen hos ”de sindssyge,” der kunne forklare deres ”sindssyge”, men at man ikke har fundet noget som helst, der kunne give den ønskede forklaring.


En overgang mente man, at forklaringen på skizofreni var, at de skizofrene havde tyndere hjernebark – indtil man opdagede, at denne fortyndende hjernebark fuldt ud kunne forklares som en bivirkning af den stærke medicin, de havde fået.


I modsætning til, hvad der gælder i hele den øvrige lægevidenskab, giver man altså ”sindssyge mennesker” medicin uden at vide noget om, hvordan den virker. Og som nævnt under punkt to, ved man knap nok, OM den virker.


Afslutningsvis fremhæver forfatteren, at han på ingen måde undervurderer de plager og lidelser, som mennesker med psykiske lidelser gennemgår – og at han iøvrigt ikke vil afvise, at der hos nogle mennesker kan forekomme en biologisk sårbarhed, der kan medføre øget risiko for at udvikle en eller anden psykisk lidelse. Men han mener, at denne sårbarhed kun fører til egentlig psykisk lidelse i forbindelse med psykiske og sociale belastninger senere i livet, og at disse psykologiske og sociale belastninger bedre kan afhjælpes end de ukendte sårbarhedsfaktorer i hjernen. Han anbefaler altså – som stadig flere forskere på området – at psykologisk undersøgelse og hjælp til sindslidende bør prioriteres mindst lige så højt som den medicinske.


Ingen kender forklaringen på det tilsyneladende endeløst stigende antal mennesker, som kommer ud i en eller anden slags psykisk uføre, og får brug for hjælp til at komme videre i tilværelsen. Men efter læsningen af den omtalte bog, er man overbevist om, at løsningen for mennesker, der er psykisk nødlidende næppe kan være medicin, og i hvert fald aldrig medicin alene.


Som læser af bogen kan jeg næsten ærgre mig over, at forfatteren bruger så megen krudt i den første lange del af bogen på at omtale fortidens uhyrlige og i sandhed desperate behandlingsmetoder i psykiatrien – med mindre det skal tjene til, at insinuere at nutidens ensidige medicinske behandling, også kan forekomme desperat.




            


        
        


        


                


            

                You might be interested in
            


            

                
                
                    


                
                    


                
                    


                
                


                

                


            


        


        
    







    


    


        


            


            
        Antallet af maniske lidelser stiger og stiger – hvorfor?
    


            
            


    
        
    
    


        
    


                    




            
        


                    


    
    

    
                
        
            
        
            


                
            


            
            
                    
        
        
                
    

    
    




        


                
            


                
Cand. Psyh. Erik Platz skriver i dette indlæg om, hvordan flere bliver diagnosticeret med bipolar lidelse. Med afsæt i en række undersøgelser peger debattøren på, at psykofarmaka kan være en af årsagerne til den voldsomme stigning.


 


Den svært helbredelige maniske lidelse med dens rastløshed og unaturlige opstemthed ofte med psykotiske træk bliver ved med at gribe om sig.


Den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker anslår, at ca. én ud af 10.000 personer i 1950 oplever en manisk periode. I dag kommer ca. én ud af 40 til at opleve en manisk periode.


Der er altså tale om en mangedobling af tilfælde. Disse tal er behæftet med usikkerhed, men er iøjnefaldende, ikke mindst fordi stigningen kommer efter, at man er begyndt at bruge psykofarmaka.


 


Der kan peges på tre grunde til denne stigning:


 


1) Et stigende forbrug af euforiserende stoffer (hash, amfetamin, kokain m.fl.) udgør en sandsynlig (mindre) del af denne stigning.


 


2) Forskellige medicintyper (psykofarmaka) skaber mani hos brugeren og må bære en stor del af skylden for det stadigt stigende antal manier. Solid forskning sandsynliggør denne antagelse:


 


2a) Forskere ved Yale University (Martin m.fl.) finder i 2004 ved gennemgang af journaler for 87.920 patienter med diagnosen angst eller depression medicineret med antidepressiver (SSRI-præparater), at 7-8 % hvert år overgår til en manisk periode førende til, at 20-40 % i alt overgår til diagnosen ”mani” – eller ”bipolar lidelse”, som diagnosen betegnes i dag.


 


2b) Forskere ved University of Louisville (El-Malakh m.fl. år 2002) finder ved udspørgning af medlemmer af den amerikanske forening for manio-depressive, at 60 % af disse angiver i udgangspunktet alene at være diagnosticeret depressive, men at de efter startet medicinering med antidepressiver er overgået til diagnosen bipolar lidelse.


 


2c) I en del tilfælde bruges antidepressiver (SSRI) til behandling af bipolar lidelse. National Institute of Mental Health (USA) fastslår i en stor undersøgelse (Ghaemi m.fl. år 2008), at brugen af antidepressiver forværrer prognosen for den bipolare – gør lidelsen mere kronisk.


 


2d) Medicinering af børn med antidepressiver vinder frem, men det er katastrofalt i forhold til barnets ikke fuldt udviklede nervesystem. Forskere ved University of Pittsburgh finder således, at 23% af drenge i alderen 8-19 år behandlet med SSRI-præparat udvikler mani eller manilignende tilstande, og at yderligere 19 % udviser medicinskabte problemer.


Psykiatere ved Harvard (Faedda m.fl.) finder, at 25% af børn diagnosticeret depressive og medicineret med antidepressive overgår til bipolar lidelse.


Geller fra Washington University finder I en undersøgelse, hvor præpubertære børn medicineret med antidepressiver følges i en 10-årig periode, at tæt ved 50 % overgår til en bipolar diagnose.


 


2e) ADHD-medicinering af børn skaber bipolar lidelse. Food and Drug Agency (USA) udgiver I 2006 en rapport om medicinskabt psykose og mani hovedsageligt i relation til ADHD-børn. Rapporten bygger på hen ved 1000 indberetninger, som antages at repræsentere ca. 1 % af samtlige tilfælde. Rapporten fastslår, at den medicinskabte psykose eller mani opstår hos patienter uden identificerbare risikofaktorer for psykose.


I en undersøgelse af Bidermann m.fl. fra Massachusetts General Hospital (1996) konkluderes, at 11% af medicinerede børn med ADHD må antages at ville udvikle bipolare symptomer.


 


2f) Går vi et led længere ud i fødekæden, må vi konstatere, at det angstdæmpende middel benzodiazepiner stadig bruges i forskellige typer ”nervemedicin”. I 2007 undersøger franske forskere (Pelissolo m.fl.) 4.425 langtidsbrugere af benzodiazepiner og konstaterer, at 75% efter langvarig brug lider af svær depression eller angst.


WHO fastslår, at benzodiazepiner skaber meget uheldige bivirkninger for brugeren og fraråder brug. Stoffet er ganske vist  effektivt som angstdæmper, men allerede efter kort tids brug skaber det stor afhængighed og efterfølgende angst og depression. Der er stadig et vist forbrug af det depressions- og angstskabende middel, hvis ”ofre” så medicineres med antidepressiver med øget risiko for skabelse af mani.


 


2e) Helt generelt kan det ikke undre, at når der gives et humøraccelererende antidepressivt stof til en depressiv patient, som med ret stor sandsynlighed uden medicinering vil komme sig i løbet af mindre end et år, – ja, så vil det risikere at accelerere nogle brugere ”op over stregen” til en manisk tilstand.


At de fleste depressive vil komme sig indenfor maksimalt et år uden medicinering kan sandsynliggøres ud fra forskning:


Posternak m.fl. Fra Brown University er i en undersøgelse fra 2006 af depressionsforløb uden medicinering nået frem til, at op mod 85 % af de diagnosticeret depressive hen over mindre end et år bliver raske uden medicinering, og at ingen medicinbehandling kan opvise så gode resultater.


Den danske forsker Jakobsen m.fl. har i et særdeles grundigt metastudie fra 2017, vedrørende behandling af 27.422 depressionsramte, konkluderet, at antidepressiv medicin kun har en forsvindende positiv korttidsvirkning på den depressive patient, og at denne virkning ikke opvejer medicinens negative virkninger.


Et engelsk forskningsprojekt fra Duke University af Blumenthal og Babayak m.fl. følger tre statistisk tilfældigt udvalgte grupper af ældre svært deprimerede patienter. Den ene gruppe modtager alene antidepressiv medicin. Den anden modtager antidepressiv medicin og motion. Den tredje gruppe modtager alene motion. Efter 16 uger er der sket en stort set lige stor forbedring hos alle tre grupper. Efter 10 måneder klarer den ikke-medicinerede gruppe sig markant bedre end de to medicinerede grupper.


 


 


Et lignende ræsonnement om at ADHD-medicinen risikerer, at accelerere et ADHD-barn med endnu ikke fuldt udviklet nervesystem ”op over stregen” og ind i en manisk tilstand er oplagt, da denne medicin er et amfetaminderivat, som tendentielt accelererer humøret.


 


 


3) Diagnosekriterierne for bipolar lidelse er blevet væsentligt udvidet siden 1950´erne. Hovedårsagen hertil skal findes i, at der op gennem sidste halvdel af 1900-tallet dukker et helt nyt sygdomsbillede op for bipolar lidelse, hvor der nu tales om hyppige skift mellem maniske og depressive perioder – fra få måneders mellemrum helt ned til flere daglige skift. Den lidelsestype var ukendt tilbage i 1950´erne, hvor medicineringen af psykiske sygdomme starter.


 


I en solid faglig bog om bipolar lidelse fra 1959 (før medicinering): ”Manic Depressive Illnes” af George Winokur fra Washington University omtales lidelsen således som mild, ret sjælden og så godt som kun forekommende i voksenalderen. Det anslås i bogen, at 50 % af patienterne kun vil opleve én episode i deres liv af få uger til et par måneders længde, og at de før og efter denne episode vil være fuldt ud raske og normale. 30% vil ”kun” opleve 2-3 episoder og udenfor disse være raske og normale. Ca. 20% vil have en længere række af episoder.


Den nye og langt alvorligere type bipolar lidelse med hyppige skift og psykotiske træk er næsten ubehandlelig, og gedigen forskning tyder på, at den er medicinskabt.


 


Det skal nævnes, at stoffet litium også har været anvendt i behandlingen af bipolar lidelse, og at den ansete og grundige engelske forsker Joanna Moncrieff i 2008 konstaterer, at brugen af litium simpelthen er skadelig for patienten.


 


Konkluderende ser det ud til, at medicineringen af depression og angst med antidepressiv medicin (SSRI-præparater) – ikke mindst i forhold til børn -, og medicinering af ADHD med amfetaminderivater – også her særligt i forhold til børn – medfører mere skade end gavn.


Det lader til, at disse medicintyper som gennem en tragt fører flere og flere ind i mani og psykose.


 


Psykiatrien må gentænkes. Psykisk sygdom og sindslidelse kan ikke bare forstås som en biokemisk lidelse i hjernen, som skal genoprettes ved medicinering – slet ikke når der ikke kan måles noget unormalt i den sindslidendes hjerne set i forhold til den ”normales”. Vi er nødt til at lukke op for forståelsen af, at en væsentlig del af drivkræfterne i udviklingen af forskellige typer af sindslidelse skal findes i sindets og det enkelte menneskes forhold til sig selv, ligesom blikket for patientens netværk og livsforhold skal skærpes.


 


Litteraturhenvisning vedrørende den nævnte forskning kan findes i bogen: ”Sindslidelse er en lidelse i sindet” (Erik Platz, 2021)


            


        
        


        


        
    



        
        

    
    

    
    
1
2
3