Browse Category

Blog

Psykiatri handler om kommunikation mellem mennesker

Psykiatri adskiller sig fra de kropsorienterede lægelige specialer, og handler om kommunikation mellem mennesker. Men kommunikation er ikke psykiatriens speciale. Så hvad gør læger her? Psykiatriske patienter bliver stigmatiseret på alle livsområder, og de dør gennemsnitligt tidligere end resten af befolkningen, skriver kultursociolog Vibeke Klitgaard i en afhandling.

 

Materialet bygger på tre års deltagerobservation i perioden 1989-1992, hvor jeg var ansat i et evalueringsprojekt af  de to første distriktspsykiatriske centre i Købehavns Kommune. I afhandlingen undersøger jeg hverdagen i to distriktspsykiatriske dagcentre i Københavns Kommune og patienternes kommunikation og adfærd samt den stigmatisering, psykiatriske patienter oplever, at de udsættes for af deres sociale omverden.

Psykiatriplanen udgivet af Københavns Kommune i 1987 specificerede dagcentrenes primære målgruppe som ”de kronisk psykotiske” i de to distrikter. Det er en forældet betegnelse, som ikke anvendes mere. Materialet fra undersøgelsen er 30 år gammelt – jeg havde et andet job noget af tiden – imidlertid beskriver nye psykiatriske lærebøger de samme ”psychiatria major” fænomener, som jeg observerede, dvs. psykoser med og uden hallucinationer, massive vrangforestillinger, bizar adfærd, paranoide forestillinger om selvreference, psykotiske talestrømme etc.

Patienternes kommunikation og adfærd var meget forskellig i de to centre med en klar relation til deres sociale tilhørsforhold. De to distriktspsykiatriske centre var placeret i hver sin ende af den socioøkonomiske statusskala: Det ene center i kommunens distrikt med den højeste socioøkonomiske status og det andet i et distrikt med meget lav socioøkonomisk status. De to dagcentre havde dobbeltstatus af fristed og stigmamarkør. På den ene side var de fristed, når patienterne frit kunne udveksle erfaringer om deres oplevelser, symptomer og virkninger af psykofarmaka. På den anden side var de stigmamarkører alene på grund af patienternes kontakt med det psykiatriske behandlingssystem.

Selve udtrykket ”psykiatri” blev dannet af den tyske læge J. C. Reil i begyndelsen af 1800-tallet. Psykiatere har derefter gjort, hvad beskrivelsen af “jobbet” forventer af dem, dvs. læger (fra græsk ”iatros”), der diagnosticerer og behandler “psyken”. Det står i modsætning til, at ”psykisk sygdom” altid udtrykker sig mellem mennesker på det sociale plan, i talt kommunikation og adfærd. Jeg mener derfor, at ”psykosociale forstyrrelser” må være en mere præcis betegnelse end ”psykisk sygdom”. Psykiaterne mister herved kroppen, de som læger primært er uddannet til at undersøge, diagnosticere og behandle. Derved bliver kommunikation psykiatriens/de psykosociale forstyrrelsers hovedmedium eller ”råstof”, hvor kroppen er de somatiske (dvs. fysiske eller kropslige) sygdommes råstof. De psykosociale forstyrrelser kan ikke umiddelbart observeres kropsligt som somatisk sygdom og der er ingen forklaringer, der udtømmende kan forklare oprindelsen til og udviklingen af dem. En psykiater må stille en diagnose ved at kommunikere med en vågen patient og ved at observere hendes adfærd. Der kan peges på forskellige delårsager til de – midlertidige – psykosociale forstyrrelser/”psykisk sygdom”, men der er ikke nogen forklaringer, der helt og fuldt kan gøre rede for årsagerne til dem.

De psykosociale forstyrrelser kan modsat fx en blindtarmsbetændelse hovedsagelig kureres med målrettet kommunikation og social træning. Kroppen kan ikke række ud over sig selv, men det kan bevidstheden. Den er nemlig ved sproget forbundet til det sociale plan, hvor al kommunikation finder sted.

Det giver det relationelle arbejde en central stilling i psykiatrien. Krop og bevidsthed hænger selvfølgelig sammen, men kroppen kan ikke detailstyre bevidstheden, og omvendt kan bevidstheden ikke detailstyre kroppen.

Man kan bestemme nogle psykiatriske patienters problem som en – midlertidig – mangelfuld evne til at kommunikere, så deres omverden forstår dem. Jeg analyserer patienternes talte kommunikation og adfærd efter det plan af mening, deres kommunikation skaber. Jeg undersøger, hvilke betingelser der skal til, for at forståelig talt kommunikation fra en afsender når frem til modtageren. Nogle psykiatriske patienter følger ikke de relativt faste regler for, hvordan forståelig kommunikation skal være opbygget i interaktioner, for at modtageren kan forstå den – resultatet af deres “kommunikation” bliver derfor uforståelighed.

Talt kommunikation er ligesom musik bundet til øret, og må derfor forekomme i sekvenser, den ene sætning efter den anden. Reglerne for forståelig talt kommunikation går stort set ud på, at der skal være et tema og at bidragene til temaet skal falde med en vis hastighed. Bidragene skal så nogenlunde passe til det aktuelle tema. Samtidig kan kun en deltager tale ad gangen, hvis flere tager ordet samtidig resulterer det i forvirring og uklarheder. Temaet kan skifte i uformelle interaktionssystemer. Jeg behandler både de store og de mindre kommunikations- og adfærdsforstyrrelser ved hjælp af de tre meningsdimensioner: sags-, tids- og socialdimensionen.

Psykiaterne fjerner hele kommunikationsdelen og lader som om, den ikke eksisterer, ved at behandle fænomenet som en individuel ”sygdom”, til forskel fra de somatiske sygdomme, skulle dette så være ”psykiske sygdomme”. Hvis de skulle tage udgangspunkt i kommunikation, der foregår mellem mennesker på det sociale plan, giver ”sygdom” ingen mening – man kan ikke betegne sociale hændelser som  ”sygdomme”.

Psykiaterne kan som uddannede læger holde fast i sygdomsbetegnelsen for fysiske, dvs. somatiske sygdomme. Hvorimod ”psykisk sygdom” hovedsagelig består af talt kommunikation og adfærd. Lægerne, her psykiaterne, har brug for sygdomsbetegnelsen for at holde fast i deres monopol på området for det, som man mere præcist kan kalde psykosociale forstyrrelser. Hvis de ikke kan fastholde betegnelsen som ”sygdom” for psykosociale hændelser, får de et forklaringsproblem med at retfærdiggøre, hvorfor de har et monopol på det område, som så netop ikke er ”psykisk sygdom”, men derimod – midlertidige – psykosociale forstyrrelser.

Kapitel 5 og 6 i afhandlingen fokuserer på hhv. de store og de mindre forstyrrelser i talt kommunikation. De store psykosociale forstyrrelser forekommer, når patienterne ikke følger ”regelværket”, men i stedet taler helt eller delvist uforståeligt ud fra deres private forestillingsverden, ligesom deres adfærd kan være påfaldende. Her er der typisk brud på alle tre meningsdimensioner. De store kommunikationsforstyrrelser kan vise sig som hallucinationer, massive vrangforestillinger og andre psykotiske udtryk, som ingen kommunikativ værdi har – undtagen for de professionelle, der kan kommunikere med patienterne på et symbolsk plan. Ved de mindre psykosociale forstyrrelser kan patienterne gøre sig tilstrækkeligt forståelige til at indgå i interaktioner, her vil der typisk være lidt forstyrrelser i sagsdimensionen og i den sociale dimension, og måske ingen forstyrrelser i tidsdimensionen.

Jeg fokuserer endvidere på forskellene mellem de to centre, som jeg har valgt at kalde hhv. Kvadratet – placeret i distriktet med høj socioøkonomisk status – og Cirklen, som lå i distriktet med lav socioøkonomisk status.

Patienterne på Cirklens dagcenter orienterede sig mod patientfællesskabet, og på Kvadratets dagcenter orienterede patienterne sig mod normalitet. Det betød, at patienterne på Cirklens dagcenter socialiserede bredt med hinanden efter dagcentrets åbningstid, at de besøgte ”vennerne”, når de var indlagt på stamafdelingen, og mange deltog i udflugter ud af dagcentret. Derved kommunikerede de mere med afsæt i flere fælles oplevelser end patienterne på Kvadratets dagcenter. Her ville patienterne ikke se de andre patienter efter dagcentrets åbningstid. De besøgte heller ikke indlagte patienter. Dertil havde patienterne problemer med at blive set af nogen, de kendte, på udflugt med en psykiatrisk institution – det var en væsentlig grund til den faldende tilslutning til udflugter. Det bevirkede, at patienterne på Kvadratets dagcenter fik et instrumentelt forhold til dagcentret.

Endvidere var der stor forskel på, hvordan patienterne på de to dagcentre reagerede på udtryk for psykosociale forstyrrelser fra andre patienter. Det var en typisk reaktion for patienterne på Kvadratets dagcenter, at nogle patienter markerede afstand enten ved at fjerne sig, tage verbalt afstand eller tog høretelefoner på for at skærme sig mod symptomerne. Den afvisende holdning til andre patienters udtryk for psykosociale forstyrrelser fremstod som et udtryk for den stigmatisering inde i dagcentret, som patienterne også kunne opleve uden for dagcentret. På Cirklens dagcenter tolererede patienterne i højere grad psykosociale forstyrrelser.

De to forskellige holdninger passer med resultaterne af de store befolkningsundersøgelser fra de sidste 80 år, hvor man har kortlagt udbredelsen af psykosociale forstyrrelser. De har vist, at de alvorlige psykosociale forstyrrelser vender den tunge ende nedad. Dvs. at der i de nederste socialklasser forekommer flere alvorlige diagnoser end i de øverste socialklasser. Samt at mennesker i de nederste socialklasser har boet i de samme områder i hele deres liv. Det tyder på, at fattigdom i sig selv kan skabe psykosociale forstyrrelser. De dokumenterer også, at mennesker i de øverste socialklasser gennemgående får mildere diagnoser, der er tilgængelige for psykoterapi. Her er der samtidig stor forståelse for, hvordan hvor psykosociale forstyrrelser udtrykker sig. I de nederste socialklasser, derimod, indbyder diagnoserne sjældent til psykoterapi, og folk er mere tolerante over for udtryk for psykosociale forstyrrelser.

Kapitel 7 i afhandlingen fokuserer på den stigmatisering, patienterne oplever, at andre i samfundet udsætter dem for. Dagcentrene havde dobbeltstatus af fristed og stigmamarkør. På den ene side var de fristed, når patienterne frit kunne udveksle erfaringer om deres oplevelser, symptomer og virkninger af psykofarmaka. På den anden side var de stigmamarkører alene på grund af patienternes kontakt med det psykiatriske behandlingssystem.

At være psykiatrisk patient er som udgangspunkt et usynligt stigma, idet man ikke umiddelbart kan se på en person, at hun er psykiatrisk patient. Dertil kommer et synligt stigma for patienter, der fik fysiske udslag af psykofarmaka, som rysten, rastløshed, sløvhed eller overvægt – som beskrevet i psykiatriske lærebøger. De stereotyper, som psykiatriske patienter oplever, gør det vanskeligt for dem at gøre sig fri af forskelsbehandling.

Diskriminering af psykiatriske patienter berører alle livsområder og leder til ulige muligheder i indkomst, uddannelse, psykisk velbefindende, boligstatus, medicinsk behandling, helbred og tilfredsstillende relationer. Dertil kommer, at psykiatriske patienter har en overdødelighed på op til 25 år i forhold til gennemsnitsbefolkningen. Resultaterne af en ny (rets)medicinsk obduktionsundersøgelse af 500 psykiatriske patienter, ledet af retsmediciner Jytte Banner, viser nogle overraskende resultater, blandt andet fund af en tyve gange højere koncentration af psykoaktive stoffer i hjertevævet end i blodet – hvilket kan føre til hjerterytmeforstyrrelser.

Den norske sociolog Y. Løchen skelnede mellem myndighed og kyndighed. I det somatiske system er der normalt overensstemmelse mellem myndighed og kyndighed, fx vil den mest myndige i kirurgi samtidig være den mest kyndige. Skellet går i opløsning i det psykiatriske system, hvor det drejer det sig om at skabe kontakt til patienterne, holde kontakten og skabe alliancer med de enkelte patienter.

De egenskaber er ulige fordelt i det psykiatriske hierarki, alle faggrupper i psykiatrien kan have personalemedlemmer med de kommunikative kompetencer, der kræves for at fremme patienternes bedring, som dokumenteret af flere forfattere.

Vibeke Klitgaards afhandling, Social (U)orden i distriktspsykiatrien: En systemteoretisk analyse af psykiatriske patienters kommunikation og adfærd samt stigmatisering fra omverdenen kan gratis downloades her:

 

Kejserens nye klæder og den skadelige psykofarmaka

/

Bivirkningerne ved psykofarmaka er forfærdelige, men det er intet imod de langvarige abstinens- og ophørssymptomer, man risikerer af få, skriver professor Jørgen Brandt, der har mærket konsekvenserne på egen krop.

 

I debatten om psykiatriens udvikling, mangler det at blive belyst, hvor meget skade den omfattende brug af psykofarmaka forvolder.

Udgangspunktet er tilsyneladende, at mennesker skal behandles med medicin, når de får reaktioner på livet som stress og deraf følgende angst/depression. Der kan være mennesker, der er så syge, at medicin kan være nødvendig, men når omkring 10% af befolkningen får psykofarmaka af den ene eller anden slags, bør alarmklokkerne ringe.

Jeg har selv tidligere har været stressramt og har i den forbindelse mærket konsekvenserne af psykofarmaka på min egen krop.

Når man bliver sygemeldt med stress, angst eller depression, tilbyder lægen typisk antidepressiv medicin, og hvis man er ”heldig”, får man også benzodiazepiner (eller tilsvarende agonister), fx mod søvnløshed. Baggrunden er en hypotese om, at sygdommen skyldes en ubalance i signalstofferne i hjernen (fx serotonin), og at denne ubalance kan helbredes med medicin. Problemet er bare, at denne hypotese er blevet endeligt afvist1.

Psykisk lidelse fra stress, overbelastning, og heraf følgende angst og depression, skyldes ikke en ubalance i hjernen. Tværtimod skaber medicinen, i sig selv, en ubalance i hjernen, som kan være invaliderende. Der er stor risiko for, at blive endnu mere syg, når man begynder på psykofarmaka. Bivirkningerne kan være forfærdelige, men det er intet imod de langvarige abstinens- og ophørssymptomer, som man risikerer at få, når man stopper med medicinen.

Ifølge forskning får op mod 25% af dem, der ophører med antidepressiva og benzodiazepiner, svære og langvarige ophørssymptomer, som kan vare i årevis2,3. For dem er symptomerne typisk langt værre end den tilstand, som de oprindeligt blev behandlet for. Den lange liste over de mulige ophørssymptomer er nogenlunde den samme, uanset om man ophører med fx antidepressiver, benzodiazepiner eller antipsykotisk medicin, selvom det er forskellige signalstoffer og receptorer i hjernen, de påvirker4. Pointen er, at disse lægemidler har forstyrret den meget fine balance, der i forvejen var i hjernen. Når man tager medicinen, indstiller hjernen sig på, at nu kommer nogle af stofferne udefra, og når man så fjerner medicinen igen, kan hjernen have svært ved at genskabe den naturlige balance imellem signalstofferne og receptorerne. Det påvirker hele nervesystemet og derved mange funktioner i kroppen.

Resultatet kan være både psykiske og fysiske senfølger, i form af kemisk induceret angst, depression eller endog psykoser, samt et utal af fysiske symptomer i form af træthed, hovedpine, svimmelhed, influenzafølelse, invaliderende smerter i kroppen, maveproblemer, søvnløshed, ødelagt sexliv, tinnitus, ”brain zaps” (stød i hovedet) og meget mere. Ofte ender folk med at få en diagnose, som fx fibromyalgi, irritabel tyktarm, funktionel lidelse, eller endog nye psykiatriske diagnoser, som man ikke umiddelbart forbinder til ophør af medicinen.

Konsekvensen af at forstyrre hjernens balance med psykofarmaka kan være enorm, med tab af arbejdsevne, indtægt og manglende evne til at leve et socialt liv.

Forskning viser også, at antidepressiv medicin (fx SSRI og SNRI) ikke virker meget bedre (og sandsynligvis værre) end placebo5,6. Forsøgene med antidepressiv medicin er typisk meget korte (6-12 uger). De foregår typisk ved at man tager halvdelen af en gruppe, der tager antidepressiv medicin og erstatter medicinen med placebo. Hvis denne gruppe får det værre, konkluderes det, at medicinen virker. Problemerne med forsøgene er at:

  • forsøgene er meget kortvarige så langtidseffekter ikke studeres,
  • abstinenser fra antidepressiv medicin ikke er anerkendte og derved forveksles med tilbagevenden af de oprindelige symptomer
  • omkring halvdelen af forsøgene, som viste et negativt udfald (at medicinen ikke virker) er ikke blevet publiceret7 og indgår derved ikke i den samlede vægtning af resultaterne. Effekten er derved yderst diskutabel, mens risikoen for bivirkninger og langvarige ophørssymptomer er store.

Benzodiazepiner virker til gengæld særdeles godt beroligende. Udfordringen er bare, at de er stærkt afhængighedsskabende. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man kun må udstede benzodiazepiner i få uger. Ellers risikerer man at blive afhængig og udvikle tolerance, og så skal man have større og større doser for, at få en virkning. Desuden risikerer man, at få abstinenser imellem doserne. I løbet af kort tid holder pillerne altså op med at virke, men man tager benzodiazepiner for at dæmpe abstinenserne fra selvsamme piller. De mulige langvarige abstinenser fra benzodiazepiner er stærkt undervurderet. Det er på ingen måde holdbart.

Der er åbenbart ikke den store interesse i psykiatrien eller i Sundhedsstyrelsen for denne forskning, der er udkommet i de senere år omkring langtidsvirkningerne fra udtrapning af psykofarmaka, samt manglende evidens for at antidepressiva virker efter hensigten.

De praktiserende læger har næppe tid til at sætte sig ind i den nyere forskning, selvom de udskriver langt størstedelen af psykofarmaka, uden egentligt at vide hvilke risici, som de udsætter patienterne for.

Når ens tilstand forværres pga. af ophør med medicinen, er budskabet ofte, at det er “den underliggende sygdom”  der vender tilbage, og at man derfor skal have endnu mere medicin og højere doser. I værste tilfælde ender nogle mennesker med at få adskillige præparater – bare fordi de er blevet syge af stress.

I stedet burde lægerne for det første spørge, om medicinen er risikoen værd i forhold til den, i bedste fald, lille virkning fra antidepressiva og den store risiko for hurtig afhængighed fra benzodiazepiner. For det andet bør man spørge patienterne, om de er villige til at tage den op mod 25%2 store risiko for, at de ender med at blive invalideret pga. langvarige og invaliderende ophørssymptomer.

Der mangler en helt basal anerkendelse af, at psykofarmaka kan gøre mere skade end gavn, og at antidepressiva virker tvivlsomt ud over placeboeffekten. Samt at bivirkningerne for mange er store, og at risikoen for svære og langvarige ophørssymptomer kan være endnu større, når man stopper med medicinen igen – specielt hvis man ikke trapper meget langsomt ud. Udtrapning af medicinen skal ikke ske lineært med fx halvering af dosis hver anden uge, men i mindre og mindre reduktioner over måneder og måske endda år, pga. den stærkt ikke-lineære sammenhæng mellem koncentrationen (mætningen) af signalstofferne i hjernens receptorer og dosering af medicinen8, fx med 5-10% af tidligere dosis, hvert 4-6 uge.

Der bør i langt højere grad fokuseres på lægernes udskrivning af psykofarmaka, så vi ikke bare ender med mere medicin. Pga. den store risiko for invaliderende senfølger er det vigtigt, at sundhedsstyrelsens anbefalinger bliver overholdt. Det drejer sig fx om, at benzodiazepiner kun må udskrives i få uger. At antidepressiva kun skal gives i de sværeste tilfælde af depression og måske ikke engang dér, da virkningen er særdeles tvivlsom (i bedste fald ca. 2 point på Hamilton skalaen ud af 52 mulige)4,6.

Mange mennesker føler sig fortabte i det etablerede system, da langvarige abstinenser, ophørssymptomer og senfølger ikke er anerkendte. I stedet tyer de til støttegrupper og internetfora, hvor de søger information. Desuden risikerer man, at blive stigmatiseret af systemet, da man typisk får at vide, at man lider af angst/depression, mens man selv kan mærke, at symptomerne er helt anderledes. Der findes fx viden og erfaring hos MedicinRådgivningen (smr.dk), der rådgiver om udtrapning af psykofarmaka, som bør inddrages i udviklingen af psykiatrien, sådan at vi kan sikre, at folk ikke bliver mere syge af medicinen, end de var i forvejen.

Da mange mennesker bliver mere syge af at få psykofarmaka, end de var i forvejen, må målet være, at få reduceret den omfattende brug af psykofarmaka væsentligt og tilbyde bedre behandlingsformer, fx metakognitiv terapi, som har vist langt bedre resultater mod angst og depression end medicin. Der er brug for meget klare retningslinjer og en udvikling i retning af, at langvarig psykisk og fysisk lidelse ikke starter med, at man går til lægen og får en recept på psykofarmaka.

Referencer
1Moncrieff, J., Cooper, R.E., Stockmann, T. et al. The serotonin theory of depression: a systematic umbrella review of the evidence. Mol Psychiatry, 2022. https://doi.org/10.1038/s41380-022-01661-0
2Davies, J. and J. Read, 2019. A systematic review into the incidence, severity and duration of antidepressant withdrawal effects: Are guidelines evidence-based? Addictive Behaviors. Volume 97, October 2019, 111-121. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/30292574/

3Finlayson, A. J. R., J. Macoubrie, C. Huff, D. E. Foster, and P. R. Martin, 2022. Experiences with benzodiazepine use, tapering, and discontinuation: an Internet survey. Therapeutic Advances in Psychopharmacology 12, 1-10.https://journals.sagepub.com/doi/full/10.1177/20451253221082386

4Hengartner, M. P., 2017. Methodological flaws, conflicts of interest, and scientific fallacies: Implications for the evaluation of antidepressants’ efficacy and harm. Frontiers in Psychiatry, 8(275). https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5725408/
5Nielsen, M., E. H. Hansen, and P. C. Gøtzsche, 2011. What is the difference between dependence and withdrawal reactions? A comparison of benzodiazepines and selective serotonin re-uptake inhibitors. Addiction 107. 900-908. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/21992148/ 
6Horowitz M and A. Wilcock, 2022. Newer generation antidepressants and withdrawal effects: reconsidering the role of antidepressants and helping patients to stop. Drug and Therapeutics Bulletin 2022;60:7-12. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34930807/
7Erick H. Turner, Annette M. Matthews, Eftihia Linardatos, Robert A. Tell, L.C.S.W., and Robert Rosenthal, 2008. Selective Publication of Antidepressant Trials and Its Influence on Apparent Efficacy. N Engl J Med 2008; 358:252-260. https://www.nejm.org/doi/full/10.1056/NEJMsa065779
8Sørensen,A.,H. G. Ruhé, and K. Munkholm, 2022. The relationship between dose and serotonin transporter occupancy of antidepressants—a systematic review. Molecular Psychiatry volume 27, 192–201. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34548628/
 
 


            

Psykiatriens krise

En ny amerikansk bog om psykiatri rammer ned i den aktuelle debat herhjemme om 10-års plan og manglende ressourcer i psykiatrien, skriver emeritus i psykologi fra Aarhus Universitet, Thomas Nielsen i denne anmeldelse af Andrew Sculls bog.

Der er for tiden og med god grund vældig megen ståhej om den danske psykiatri, som trods en betydelig stigning i de tilførte midler stadig fra mange sider anses for utilstrækkelig eller ligefrem uhensigtsmæssig.

På den baggrund kan der være god grund til at gøre opmærksom på en ny bog om psykiatri, der har vakt betydelig opsigt i USA. Bogen hedder “Desperate Remedies – Psychiatry and the Mystery of Mental Illness”.

Den er skrevet af den britisk fødte professor i sociologi ved University of California, San Diego, Andrew Scull, som forsker i medicin og psykiatri.

Bogen begynder med en lang gennemgang af de behandlings-metoder, man har benyttet i psykiatrien, siden denne blev etableret som et lægeligt speciale i starten af 1800-tallet samtidig med, at man byggede store anstalter, hvor man kunne indespærre ”de gale”, som ofte generede godtfolk især i byerne.

Disse tidlige forsøg på at bringe ”de gale” til fornuft var i sandhed desperate! Faktisk virker de på en nutidig læser undertiden lige så sindssyge som de mennesker, de skulle behandle, og som nok ofte blev mere snarere end mindre ”gale” af behandlingen/torturen. Den medførte i flere tilfælde adskillige dødsfald, som blev holdt skjult for omverdenen.

Det er dog den sidste større del af bogen, som kritiserer nutidens psykiatri, der er relevant for den hjemlige psykiatridebat. Forfatteren peger især på fire problemer ved den ensidige fokusering på medicinsk behandling i nutidens psykiatri:

For det første ser det ud til, at de positive virkninger af medicinen, der fremgår af forskningen, er stærkt overdrevne. Det beror blandt andet på, at man i vid udstrækning undlader at offentliggøre de undersøgelser, som ikke finder nogen særlig gavnlig virkning af medicinen. I en ny undersøgelse, hvor forskerne fik adgang til både de publicerede og de upublicerede undersøgelser af en bestemt medicin, fandt man, at det samlede billede af medicinens virkning var “ingen sikker positiv effekt”.

For det andet giver forfatteren et afslørende billede af, hvordan den udbredte tiltro til medicinens velsignelser kan bero på penge fra de medicinalvirksomheder, der tjener kolossale summer på salget af medicin. Bogen omtaler flere tilfælde i USA, hvor kendte og indflydelsesrige psykiatere har modtaget enorme summer for at anbefale en bestemt medicin.  Derudover betaler virksomhederne dyre annoncer, der skamroser medicinen i lægernes fagblade, ligesom de betaler for kurser og rejser for læger, der belæres om den storartede medicin, der sælges.

For det tredje mener forfatteren, at man skjuler eller i hvert fald undervurderer de negative bivirkninger af medicinen. Det er en længere historie, men her kan det være nok at påpege, at skizofrene patienter ikke har fået forlænget, men snarere forkortet deres livslængde efter langvarig brug af såkaldt anti-psykotisk medicin. Medicin som i mange tilfælde kan bidrage til hjertesygdomme, diabetes, overvægt og selvmord. Samt at medicin mod angst og de fleste tilfælde af depression ikke virker bedre end psykologisk behandling, men ofte fører til medicinafhængighed, fordi man kan få ubehagelige abstinenser, hvis man stopper medicinen, selv efter den er holdt op med at virke

Sidst, men måske allermest alvorligt, påpeger forfatteren, at man har brugt mange milliarder af dollars på at finde en fejl eller bare en afvigelse i hjernen hos ”de sindssyge,” der kunne forklare deres ”sindssyge”, men at man ikke har fundet noget som helst, der kunne give den ønskede forklaring.

En overgang mente man, at forklaringen på skizofreni var, at de skizofrene havde tyndere hjernebark – indtil man opdagede, at denne fortyndende hjernebark fuldt ud kunne forklares som en bivirkning af den stærke medicin, de havde fået.

I modsætning til, hvad der gælder i hele den øvrige lægevidenskab, giver man altså ”sindssyge mennesker” medicin uden at vide noget om, hvordan den virker. Og som nævnt under punkt to, ved man knap nok, OM den virker.

Afslutningsvis fremhæver forfatteren, at han på ingen måde undervurderer de plager og lidelser, som mennesker med psykiske lidelser gennemgår – og at han iøvrigt ikke vil afvise, at der hos nogle mennesker kan forekomme en biologisk sårbarhed, der kan medføre øget risiko for at udvikle en eller anden psykisk lidelse. Men han mener, at denne sårbarhed kun fører til egentlig psykisk lidelse i forbindelse med psykiske og sociale belastninger senere i livet, og at disse psykologiske og sociale belastninger bedre kan afhjælpes end de ukendte sårbarhedsfaktorer i hjernen. Han anbefaler altså – som stadig flere forskere på området – at psykologisk undersøgelse og hjælp til sindslidende bør prioriteres mindst lige så højt som den medicinske.

Ingen kender forklaringen på det tilsyneladende endeløst stigende antal mennesker, som kommer ud i en eller anden slags psykisk uføre, og får brug for hjælp til at komme videre i tilværelsen. Men efter læsningen af den omtalte bog, er man overbevist om, at løsningen for mennesker, der er psykisk nødlidende næppe kan være medicin, og i hvert fald aldrig medicin alene.

Som læser af bogen kan jeg næsten ærgre mig over, at forfatteren bruger så megen krudt i den første lange del af bogen på at omtale fortidens uhyrlige og i sandhed desperate behandlingsmetoder i psykiatrien – med mindre det skal tjene til, at insinuere at nutidens ensidige medicinske behandling, også kan forekomme desperat.

Antallet af maniske lidelser stiger og stiger – hvorfor?

Cand. Psyh. Erik Platz skriver i dette indlæg om, hvordan flere bliver diagnosticeret med bipolar lidelse. Med afsæt i en række undersøgelser peger debattøren på, at psykofarmaka kan være en af årsagerne til den voldsomme stigning.

 

Den svært helbredelige maniske lidelse med dens rastløshed og unaturlige opstemthed ofte med psykotiske træk bliver ved med at gribe om sig.

Den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker anslår, at ca. én ud af 10.000 personer i 1950 oplever en manisk periode. I dag kommer ca. én ud af 40 til at opleve en manisk periode.

Der er altså tale om en mangedobling af tilfælde. Disse tal er behæftet med usikkerhed, men er iøjnefaldende, ikke mindst fordi stigningen kommer efter, at man er begyndt at bruge psykofarmaka.

 

Der kan peges på tre grunde til denne stigning:

 

1) Et stigende forbrug af euforiserende stoffer (hash, amfetamin, kokain m.fl.) udgør en sandsynlig (mindre) del af denne stigning.

 

2) Forskellige medicintyper (psykofarmaka) skaber mani hos brugeren og må bære en stor del af skylden for det stadigt stigende antal manier. Solid forskning sandsynliggør denne antagelse:

 

2a) Forskere ved Yale University (Martin m.fl.) finder i 2004 ved gennemgang af journaler for 87.920 patienter med diagnosen angst eller depression medicineret med antidepressiver (SSRI-præparater), at 7-8 % hvert år overgår til en manisk periode førende til, at 20-40 % i alt overgår til diagnosen ”mani” – eller ”bipolar lidelse”, som diagnosen betegnes i dag.

 

2b) Forskere ved University of Louisville (El-Malakh m.fl. år 2002) finder ved udspørgning af medlemmer af den amerikanske forening for manio-depressive, at 60 % af disse angiver i udgangspunktet alene at være diagnosticeret depressive, men at de efter startet medicinering med antidepressiver er overgået til diagnosen bipolar lidelse.

 

2c) I en del tilfælde bruges antidepressiver (SSRI) til behandling af bipolar lidelse. National Institute of Mental Health (USA) fastslår i en stor undersøgelse (Ghaemi m.fl. år 2008), at brugen af antidepressiver forværrer prognosen for den bipolare – gør lidelsen mere kronisk.

 

2d) Medicinering af børn med antidepressiver vinder frem, men det er katastrofalt i forhold til barnets ikke fuldt udviklede nervesystem. Forskere ved University of Pittsburgh finder således, at 23% af drenge i alderen 8-19 år behandlet med SSRI-præparat udvikler mani eller manilignende tilstande, og at yderligere 19 % udviser medicinskabte problemer.

Psykiatere ved Harvard (Faedda m.fl.) finder, at 25% af børn diagnosticeret depressive og medicineret med antidepressive overgår til bipolar lidelse.

Geller fra Washington University finder I en undersøgelse, hvor præpubertære børn medicineret med antidepressiver følges i en 10-årig periode, at tæt ved 50 % overgår til en bipolar diagnose.

 

2e) ADHD-medicinering af børn skaber bipolar lidelse. Food and Drug Agency (USA) udgiver I 2006 en rapport om medicinskabt psykose og mani hovedsageligt i relation til ADHD-børn. Rapporten bygger på hen ved 1000 indberetninger, som antages at repræsentere ca. 1 % af samtlige tilfælde. Rapporten fastslår, at den medicinskabte psykose eller mani opstår hos patienter uden identificerbare risikofaktorer for psykose.

I en undersøgelse af Bidermann m.fl. fra Massachusetts General Hospital (1996) konkluderes, at 11% af medicinerede børn med ADHD må antages at ville udvikle bipolare symptomer.

 

2f) Går vi et led længere ud i fødekæden, må vi konstatere, at det angstdæmpende middel benzodiazepiner stadig bruges i forskellige typer ”nervemedicin”. I 2007 undersøger franske forskere (Pelissolo m.fl.) 4.425 langtidsbrugere af benzodiazepiner og konstaterer, at 75% efter langvarig brug lider af svær depression eller angst.

WHO fastslår, at benzodiazepiner skaber meget uheldige bivirkninger for brugeren og fraråder brug. Stoffet er ganske vist  effektivt som angstdæmper, men allerede efter kort tids brug skaber det stor afhængighed og efterfølgende angst og depression. Der er stadig et vist forbrug af det depressions- og angstskabende middel, hvis ”ofre” så medicineres med antidepressiver med øget risiko for skabelse af mani.

 

2e) Helt generelt kan det ikke undre, at når der gives et humøraccelererende antidepressivt stof til en depressiv patient, som med ret stor sandsynlighed uden medicinering vil komme sig i løbet af mindre end et år, – ja, så vil det risikere at accelerere nogle brugere ”op over stregen” til en manisk tilstand.

At de fleste depressive vil komme sig indenfor maksimalt et år uden medicinering kan sandsynliggøres ud fra forskning:

Posternak m.fl. Fra Brown University er i en undersøgelse fra 2006 af depressionsforløb uden medicinering nået frem til, at op mod 85 % af de diagnosticeret depressive hen over mindre end et år bliver raske uden medicinering, og at ingen medicinbehandling kan opvise så gode resultater.

Den danske forsker Jakobsen m.fl. har i et særdeles grundigt metastudie fra 2017, vedrørende behandling af 27.422 depressionsramte, konkluderet, at antidepressiv medicin kun har en forsvindende positiv korttidsvirkning på den depressive patient, og at denne virkning ikke opvejer medicinens negative virkninger.

Et engelsk forskningsprojekt fra Duke University af Blumenthal og Babayak m.fl. følger tre statistisk tilfældigt udvalgte grupper af ældre svært deprimerede patienter. Den ene gruppe modtager alene antidepressiv medicin. Den anden modtager antidepressiv medicin og motion. Den tredje gruppe modtager alene motion. Efter 16 uger er der sket en stort set lige stor forbedring hos alle tre grupper. Efter 10 måneder klarer den ikke-medicinerede gruppe sig markant bedre end de to medicinerede grupper.

 

 

Et lignende ræsonnement om at ADHD-medicinen risikerer, at accelerere et ADHD-barn med endnu ikke fuldt udviklet nervesystem ”op over stregen” og ind i en manisk tilstand er oplagt, da denne medicin er et amfetaminderivat, som tendentielt accelererer humøret.

 

 

3) Diagnosekriterierne for bipolar lidelse er blevet væsentligt udvidet siden 1950´erne. Hovedårsagen hertil skal findes i, at der op gennem sidste halvdel af 1900-tallet dukker et helt nyt sygdomsbillede op for bipolar lidelse, hvor der nu tales om hyppige skift mellem maniske og depressive perioder – fra få måneders mellemrum helt ned til flere daglige skift. Den lidelsestype var ukendt tilbage i 1950´erne, hvor medicineringen af psykiske sygdomme starter.

 

I en solid faglig bog om bipolar lidelse fra 1959 (før medicinering): ”Manic Depressive Illnes” af George Winokur fra Washington University omtales lidelsen således som mild, ret sjælden og så godt som kun forekommende i voksenalderen. Det anslås i bogen, at 50 % af patienterne kun vil opleve én episode i deres liv af få uger til et par måneders længde, og at de før og efter denne episode vil være fuldt ud raske og normale. 30% vil ”kun” opleve 2-3 episoder og udenfor disse være raske og normale. Ca. 20% vil have en længere række af episoder.

Den nye og langt alvorligere type bipolar lidelse med hyppige skift og psykotiske træk er næsten ubehandlelig, og gedigen forskning tyder på, at den er medicinskabt.

 

Det skal nævnes, at stoffet litium også har været anvendt i behandlingen af bipolar lidelse, og at den ansete og grundige engelske forsker Joanna Moncrieff i 2008 konstaterer, at brugen af litium simpelthen er skadelig for patienten.

 

Konkluderende ser det ud til, at medicineringen af depression og angst med antidepressiv medicin (SSRI-præparater) – ikke mindst i forhold til børn -, og medicinering af ADHD med amfetaminderivater – også her særligt i forhold til børn – medfører mere skade end gavn.

Det lader til, at disse medicintyper som gennem en tragt fører flere og flere ind i mani og psykose.

 

Psykiatrien må gentænkes. Psykisk sygdom og sindslidelse kan ikke bare forstås som en biokemisk lidelse i hjernen, som skal genoprettes ved medicinering – slet ikke når der ikke kan måles noget unormalt i den sindslidendes hjerne set i forhold til den ”normales”. Vi er nødt til at lukke op for forståelsen af, at en væsentlig del af drivkræfterne i udviklingen af forskellige typer af sindslidelse skal findes i sindets og det enkelte menneskes forhold til sig selv, ligesom blikket for patientens netværk og livsforhold skal skærpes.

 

Litteraturhenvisning vedrørende den nævnte forskning kan findes i bogen: ”Sindslidelse er en lidelse i sindet” (Erik Platz, 2021)

Bivirkninger ved psykofarmaka er ikke noget, vi taler om

/

Det er velkendt i fagkredse, at der er alvorlige og endda livstruende bivirkninger ved psykofarmaka. Men psykiatere italesætter sjældent dette alvorlige problem, og når de samtidig fungerer som eksperter for myndigheder og journalister, så opstår der en falsk fortælling. Det er en hån og et overgreb mod de mange mennesker, som enten direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage disse lægemidler. Det er også en menneskelig og samfundsmæssig katastrofe.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Kronikken, ingen aviser ville bringe. Denne kronik er sendt til dagbladet Information søndag den 1. august. En måned efter den 1. september blev den afvist.

Svaret var egentlig ventet, og bekræfter som sådan, at der er emner, vi ikke taler om.

Kronikken er efterfølgende sendt til de fleste danske landsdækkende dagblade. Men de takkede alle nej uden begrundelse.

 

Da jeg var ung, oplevede jeg at blive skubbet og væltet omkuld på en seng af en studiekammerat. I dag taler vi meget om sådanne overgreb mod kvinder. Men der er overgreb, som er langt værre, som vi stort set aldrig taler om; nemlig de overgreb og den mishandling, der foregår i psykiatrien.

 

Jeg skreg, sparkede og fik skubbet fjolset væk. En sådan opførsel er ikke acceptabel, og det er godt, at der er kommet fokus på dette. Men vi skal huske perspektiverne. Me Too bevægelsen er skabt af ressourcestærke kvinder. Hvad med de mennesker, som ikke er i stand til at råbe op, og som ingen gider høre på?

 

Hvis patienter i psykiatrien skriger, slår eller sparker, når de bliver tvunget til at tage psykofarmaka, bliver der trykket på alarmen, og så kommer 5-6 personaler løbende, hvorefter vedkommende bliver lagt i bælte og får en injektion med såkaldt antipsykotisk medicin. Betegnelsen antipsykotisk medicin er misvisende. Medicinen er ikke antipsykotisk. Den kan i stedet forårsage hallucinationer og mange andre alvorlige bivirkninger, som i værste fald er dødelige.

Hvorfor taler vi ikke om det?

Da den internationalt anerkendte forsker og professor Peter Gøtzsche for nogen år siden skrev og dokumenterede, at psykofarmaka som udgangspunkt skader mere, end det gavner, endte han med at blive fyret fra sit job som direktør i Det Nordiske Cochrane Center.

Det burde få alarmklokkerne til at bimle. Men i stedet er der sket det modsatte. Ingen tør længere kritisere eller sige noget negativt om psykiatri, heller ikke journalister eller forskere. Man skulle jo nødig blive udsat for det samme som Peter Gøtzsche.

Hvad er det for kræfter vi er oppe imod? Og kan vi acceptere, at der er emner og forhold i vores samfund, som ikke må debatteres og tales om?

For mange år siden, sidste i 1990erne deltog jeg i en konference i Amsterdam om tidlig opsporing i psykiatrien. Konferencen var finansieret af medicinalvirksomheden Eli Lilly, og havde deltagere fra hele Europa, forskere, psykiatere og patientorganisationer. Det var en kvalmende oplevelse, men særligt én episode står klart for mig; nemlig da en psykiater gik på talerstolen og fortalte, at han havde prøvet at tage antipsykotisk medicin, ganske vist i lave doser, men at det var den mest forfærdelige oplevelse, han havde været ude for i sit liv. Han havde været ude af stand til at foretage sig noget i flere dage, og havde haft det grusomt.

Der var helt stille i salen, mens han fortalte, og bagefter var tavsheden nærmest larmende. Ingen kommenterede hans indlæg.

Når mennesker, som er havnet i psykiatrien fortæller, at de ikke kan tåle medicinen, at det er gift, og at de ikke ønsker at tage den, kigger psykiateren den anden vej, og herefter får de at vide, at de har brug for medicinen, og at de vil få det meget bedre, hvis de tager den.

Jo mere modstand de gør, jo værre bliver det. Sanktionerne er mange: Udgangen kan blive inddraget eller cigaretterne kan blive konfiskeret, og i sidste ende er der bæltet med tvangsmedicineringen. Derfor ender de fleste med at tage medicinen ”frivilligt”.

Bivirkningerne ved antipsykotisk medicin er af invaliderende karakter, og kan forårsage parkinsonisme, ufrivillige bevægelser, taleforstyrrelser, aggressivitet, uro, sløvhed, skrumpning af hjernen, hjerteproblemer og dødsfald.

Men det fortæller psykiatere, som jo er eksperter på området, som udgangspunkt aldrig om.

Når disse psykiatere samtidig fungerer som eksperter for journalister og rådgivere for sundhedsmyndighederne, så opstår der en falsk fortælling om, at disse potente og farlige lægemidler er uproblematiske.  Det er en hån og et overgreb mod de mennesker, som direkte eller indirekte bliver tvunget til at tage dem.

Mange mennesker ved derfor ikke, at disse lægemidler er livsfarlige, og at effekten af disse lægemidler samtidig er tvivlsom. I Danmark får mere end en halv million mennesker psykofarmaka.

Hvad er psykofarmaka. Psykofarmaka er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver brugt i psykiatrien. Antipsykotisk medicin og depressionsmedicin hører med i denne gruppe, og virker ved at påvirke dopamin, serotonin og noradrenalin i hjernen. Det er dog aldrig bevist, at sindslidende skulle have en ubalance i hjernen, og dermed er der ingen årsagssammenhæng mellem den medicin, der gives, og den sygdom man ønsker at behandle.

Som psykiater Asker Stig Nielsen siger i filmproducent Katrine Borres fortællinger om psykiatri, så hjælper psykofarmaka ikke mennesker til et bedre liv.

Modige psykiatere som professor David Healy har i årtier advaret mod brugen af psykofarmaka. Men sådanne psykiatere hører til sjældenhederne.

David Healy fremlagde allerede for mange år siden historiske tal, der viser, at antallet af førtidspensionister er steget markant efter, at man er begyndt at bruge antipsykotisk medicin i psykiatrien.

Men fra psykiatriens side er man næppe interesseret i, at man forsker mere i dette emne. Her forsøger man i stedet at skabe en anden, men usand fortælling, nemlig at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de er syge.

Det er ellers forholdsvis nemt at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem førtidspension og antipsykotisk medicin. Tallene ligger der, og undersøgelsen vil koste mellem 200- 300.000 kroner, har jeg fået oplyst af en forsker, der er ansat i en dansk velfærdsorganisation.

Enhver med kendskab til psykiatrien ved dog godt, at psykiatriske patienter ender på førtidspension, fordi de får medicin. Man behøver blot at besøge et psykiatrisk bosted. Her er mennesker uden liv i øjnene, som enten sidder eller ligger ubevægelige i deres senge. De kan intet og føler intet, og hvis ikke man får lov at tænke og have følelser, hvad er man så? En robot eller en skygge?

Når man samtidig ved, at mennesker, som det er lykkedes at trappe ud af psykofarmaka, har fået deres liv tilbage, er begyndt på uddannelse eller arbejde, på at dyrke motion, ja på at leve, så vidner det alt sammen om, at der er noget alvorligt galt med den behandling, der foregår i psykiatrien.

Til efteråret skal politikerne vedtage en ti-års plan for psykiatrien. Centrale aktører på området som Dansk Psykiatrisk Selskab råber højt, og har som vanligt krævet flere milliarder til området.

Men uanset hvor mange milliarder, der bliver postet i området, vil det ikke hjælpe. Psykiatrien er syg, og der skal en radikal ændring og et opgør til.

Stop volden og mishandlingen i psykiatrien #psykiatritoo

Om kronikken.

Kronikken bygger på bøger, rapporter, studier, interview med forskere, psykiatere og ikke mindst utallige interview med psykiatribrugere

 

Mens vi venter på et paradigmeskifte dehumaniserer sociale indsatser psykiatriske patienter og pårørende

Mens FN og WHO gennem flere år har opfordret til, at regeringer i vestlige lande som Danmark igangsætter faktiske indsatser for at modvirke dehumanisering, overdreven tvangsbrug og krænkelser af menneskerettighederne i psykiatrien, har danske sundhedsmyndigheder givet et politiseret og halvhjertet bud herpå. Problemet består i, at systemet modsætter sig forandringerne, og i at de politiske bud på problemerne samtidig øger dehumaniseringen og brugen af tvang. Som følge heraf kan man spørge, hvad der skal til for at udvikle en human og værdig hjælp til diagnosticerecde personer og deres pårørende i dansk psykiatri.

 

Jeppe Oute & Susan McPherson

De Forenede Nationer (FN) og verdens sundhedsorganisations (WHO) påpeger, at det dominerende biomedicinske paradigme på det psykiske sundhedsområde bør revolutioneres (A Rights-Based Approach to Disability in the Context of Mental Health | UNICEF ).

FN henviser til, at der er akut behov for en revolution af området, der både re-orienterer hjælpen mod ’personlig recovery’ og re-organiserer tjenesterne på måder, som modvirker den medicinske psykiatris dehumaniserende og anti-demokratiske praksisformer ved bl.a. at modvirke stigma og diskrimination og stille krav om, at psykiatriske professionelle respekterer brugernes rettigheder til deltagelse og selvbestemmelse.

FNs og WHOs opfordring til at skabe radikale forandringer af området skal netop modsvare feltets eksploderende overmedikalisering af store befolkningsgrupper, aggressiv og formynderisk medicinsk jargon overfor patienter og pårørende, aktiv forskelsbehandling af psykiatriske patienter og den overdrevne brug af mekaniske og medicinske tvangsforanstaltninger m.m. ( OHCHR | World needs “revolution” in mental health care – UN rights expert).

WHO har endvidere udgivet nogle direkte anbefalinger til, hvordan psykiske sundhedstjenester kan minimere de systematiske krænkelser af menneskerettighederne, der i dag finder sted på psykiatriske hospitaler i hele den vestlige verden (New WHO guidance seeks to put an end to human rights violations in mental health care ).

Anbefalingerne indebærer, at overgangen fra den traditionelle medicinske institutionspsykiatri til en mere humanistisk og socialt orienteret helhedsmodel, hvor hjælp og støtte leveres i lokalmiljøet, skal udvikles betydeligt hurtigere, end det hidtil er sket. Det går altså for langsomt.

Men den bebudede transition omfatter ikke bare betydelige forandringer af det konceptuelle, værdimæssige og organisatoriske grundlag for hele området, der stilles også krav til, at reduktionen af anvendelsen af tvangsforanstaltninger og øget demokratisering af sundhedstjenesterne skal fremmes yderligere. Dette skal bl.a. ske via systematisk fokus på menneskerettigheder, social inklusion, satsning på brugerstyrede grupper (peer groups) og en økonomisk redistribution af ressourcer fra sundhedsområdet til den sociale sektor og betydelig ekspansion af psykosocialt rehabiliterende indsatser, som kommunerne, faglige selskaber og civile aktører primært er specialiserede i i Danmark.
Med andre ord har WHO og FN som sådan påbudt regeringerne i lande som Danmark, Norge, England og USA at komme i sving med at gennemføre omfattende reformer for hele det psykiatriske system, dets reduktionistiske menneskesyn, dets for ofte dehumaniserende praksisser og overdrevne brug af tvangsforanstaltninger. Selvom denne reform lader vente på sig i Danmark, kan vi altså ikke undslå os den type af forandringer af psykiatrien, da problemerne også er mere end velkendte her. Fx kan vi i dansk psykiatri ikke undslå os, at der for ofte finder krænkelser af menneskerettighederne sted i systemet (Danmark fik kritik på flere områder til eksamen i menneskerettigheder hos FN | Information ).

Samtidig viser opgørelser fra Sundhedsstyrelsen, at psykiatriens medicinske tvangsforanstaltninger ikke mindskes men faktisk accellerer, selvom der længe har været fokus på at nedbringe brugen af tvangsforanstaltninger ( Der er stadig for mange der bliver udsat for tvang i psykiatrien – Sundhedsstyrelsen). Men FN, WHO og danske sundhedsmyndigheder er i manges øjne for sent ude.

Ikke just et nyt problem
Mange andre har påpeget problemerne længe. For at nævne et par enkelte eksempler har kritiske brugerstemmer (Psykiatrien skriger på et nyt menneskesyn | Information) og brugerbevægelser som det danske LAP og internationale aktører som Mad in America (Mad in America – Science, Psychiatry and Social Justice ) og Recovery in the Bin – A critical theorist and activist collective påtalt disse forhold i årevis. Hvis det er meningsfuldt at tale om den i ental, så er brugerbevægelsens kritik af psykiatriens dehumanisering og betvivlelige videnskabelige grundlag dog heller ikke enestående.

Den skandinaviske og internationale kritiske psykiatriforskning har i årevis også været grundig i sin påpegning af problemerne (Recovering from mental health issues and living with them | Bengt Karlsson | TEDxUSNStudio – YouTube).

På baggrund af en omfattende gennemgang af forskning fra området gennem mere end 40 år rejser den britiske professor Nikolas Roses’ internationalt anerkendte værk ’Our Psychiatric Future’ en parallel diskussion. Rose’s forskning rejser i lighed med FN, WHO og brugerbevægelsen det fundamentale spørgsmål, om der reelt er sket væsentlige positive forandringer af disse typer af humanistiske og sociale problemer i psykiatrien, siden den canadiske sociolog Erving Goffman i sit berømte værk med den danske titel ’Anstalt og Menneske’ beskrev psykiatriens dehumaniserende praksisser i sine studier af totale institutioner i 1956.

Selvom Rose’s forskning i beskeden grad inkluderede studier af danske og skandinaviske forhold, giver bidraget indtryk af, at den humanitære katastrofe på området er persisterende, selvom senere års fokus på resiliens, recovery og brugerinddragelse m.m. har gjort problemerne betydeligt mere subtile.

I lighed med de ovennævte drøftelser om nytteværdien af nye arbejdsdelinger på feltet, peger Rose fx også på, at den medicinske psykiatris formelle magt, traditionelle arbejds- og rollefordeling mellem systemets professionelle kan give et overfladisk indtryk af at være blevet svækket i takt med, at både biomedicinens og den neurokognitive psykologis betydning og indflydelse på feltet anerkendes mere ligeligt. Men Rose henviser imidlertid til, at udviskningen af de traditionelle magtforhold på området samtidig er sket parallelt med, at medicinalindustrien, politiske aktører, NGO’er og særdeles psykiatri-venlige bruger- og pårørendebevægelser (som fx Sind og Bedre Psykiatri i Danmark) i stigende grad er begyndt at indgå i drøftelser af feltets organisering, policyudvikling, praksisudvikling og levering af services i psykiatrien. I den forstand anskueliggør Rose, at feltet nu bedst kendetegnes af, at ’mange psykiatrier’ i realiteten gør sig gældende, men at disse tilsyneladende faglige udviklinger generelt set forudsætter den samme medicinske psykiatrisk grundlagstænkning, som FN og WHO stiller spørgsmålstegn ved.

Psykiatri på afveje

Beslægtede kritiske undersøgelser kender vi også fra Danmark, hvor kun enkelte har fået opmærksomhed i medierne. Den mest iøjnefaldende er, at der i perioden efter 2013 har været, hvad man med et diplomatisk ordvalg kan kalde en polemisk debat som følge af, at den danske læge og professor Peter Gøtzsche udgav sin pro-medicinske kritik af det videnskabelige grundlag for den medicinske psykiatri i flere bøger og i kronikken Psykiatri på afveje – politiken.dk. Senere – omend mindre debatteret i medierne – adresserede Brinkmanns og Petersens pro-psykiatriske studier af ’Diagnoser’ og diagnosekultur også flere af de kritiske forhold, som både brugerbevægelsen, den kritiske socialforskning, FN og WHO påpeger. Her kan vi med andre ord heller ikke undslå os i Danmark.

Farligt at kritisere
I lyset af at fremtrædende psykiatere hidtil ikke har været blege for at gå direkte til angreb på kritiske videnskabsfolk og debatørrer, er påpegningen af denne humanitære krise i psykiatrien at karakterisere som direke personfarlig. Vi vil fremhæve nogle få eksempler på det relativt standardiserede arsenal af teknikker, der bruges aktivt til at stilne kritikkerne. Teknikkerne spænder fra at ignorere kritikken og/eller dominere og kue kritikerne.
For eksempel bruges teknikken ekskommunikation. I 2013 udgjorde Gøtzsches videnskabskritik det klinisk-politiske startskud til, at Gøtzsches persona blev miskrediteret som paranoid, og til at han blev italesat som inhabil, hvilket kulminerede med, at han blev fyret fra sin stilling på Det Nordiske Cochrane Center (Peter C. Gøtzsche: Min fyring er et videnskabeligt justitsmord – politiken.dk ).

Den anden teknik kan kaldes for Cirkelslutningen: Ved hjælp af argumentet ’læger ved bedst om lægelige forhold’ drejede en anden psykiater i 2015 fokus væk fra den kritiske drøftelse af samfundsnytten ved at opdatere den formelle arbejdsdeling mellem psykiaterne og psykologerne i psykiatrien ved at lave et direkte og devaluerende personangreb med ordene (Psykologformand med begrænset indsigt – Dagens Medicin) mod dansk psykolog forenings forkvinde. Her betonede psykiateren på en temmelig cirkulsluttende måde psykiaterens uundværlighed for psykiatrien, og underkendte derved nytteværdien af psykologiens rolle på området.

Den tredje kan kaldes for Martyrium: I 2018 var vi i Politiken vidner til, hvordan ord som bedrevidende og skråsikre anti-psykiatri blev brugt som stråmandsargumenter til at henlede opmærksomheden på en psykiaters faglige krænkelsesparathed over den kritiske debat om (formodentlig Brinkmanns og Petersens undersøgelser af) ’diagnoser’ og diagnosekultur. Argumentationen kan betegnes som martyrium, fordi den yderst anerkendte og magtfulde forfatter netop skaber et ikke-eksisterende fjendebillede til at betone sin egen krænkelsesparathed fremfor at forholde sig til den seriøse drøftelse af problemer forbundet med psykiatriske diagnoser og sygdomskategorier, der er blevet fremsat af brugere, hele tværfaglige forskningsmiljøer, FN og WHO ( https://politiken.dk/debat/kroniken/art7621490/Drop-fordommene-og-forsimplingerne-af-psykiatrien ).

I lighed med de tidligere eksempler på ekskommunikation, cirkelslutningen og martyrium synliggjorde optagelserne af en nyere debat på Rigshospitalet i 2019, hvordan flere af dansk psykiatris ledende skikkelser og repræsentanter for Dansk Psykiatrisk Selskab strategisk ignorerer, benægter, håner (cf. ’bongotrommer’), og bliver deciderede korporligt truende overfor fagfolk fra bl.a. psykologien, der stiller spørgsmål til psykiatriens grundlagstænkning og tvivlsomme praksisser (https://www.youtube.com/watch?v=okxtncm2UzY ).

Samlet set tegner disse eksempler et mere og mere klart billede af, at det ikke er uden veritable professionelle, menneskelige og personlige risici at fremhæve disse problemers alvor, uanset kritikerens faglige og personlige status.Eksemplerne kan ses som nogle af forklaringerne på, hvordan de humanitære problemer i psykiatrien hidtil har fået lov at stå relativt upåagtede trods FNs og WHOs nu årelange påpegning heraf.

Det synes dog besynderligt, at det psykiatriske system ikke fremstår fagligt seriøst nok til aktivt at indgå i en reel løsningsorienteret dialog om de veldokumenterede kritiske forhold, der igen og igen er blevet påpeget, for at finde holdbare, humane og demokratiske svar på dem, fordi det helt åbenlyst ville kunne komme både psykiatriens brugere, pårørende, fagfolk såvel det samlede systems legitimitet til gode.

Hvorfor fortsatte problemer trods gode intentioner?
Det er værd at dvæle ved, at psykiatriens aktører næppe har taget lange uddannelser og går på arbejde hver dag med henblik på at indgå i dehumaniserende praksisser. Kritikken handler med andre ord ikke om uddannelsesniveauet, at professionelle mangler ekspertviden eller om de gode intentioner, som psykiatriens aktører i langt de fleste tilfælde har. Kritikken repræsenterer heller ikke et tyndbenet anti-psykiatrisk argument om, at den medicinske psykiatri hverken skulle kunne hjælpe folk med deres psykiatriske lidelser eller have en vigtig velfærdsfunktion at betjene for samfundet.

Denne drøftelse handler i stedet om, at vi som samfund er nødt til at erkende, at der foreligger grundig dokumentation for en generel tendens til, at dehumaniserende praksisser og krænkelser af menneskerettighederne finder sted i det psykiatriske velfærdssystem upåagtet, og i nogen grad også for, hvordan kritiske spørgsmål til disse tvivlsomme forhold ofte stilnes med særdeles aggressive virkemidler.

Som det bl.a. ekspliciteres i ovennævnte debatvideo fra Rigshospitalet kan vedligeholdelsen heraf dels have noget at gøre med, at den dominerende psykiatriske profession kan have interesser i at bevare deres magt og status.
Samtidig er det ifølge FNs og WHOs rapporter, brugerbevægelsen og den kritiske psykiatriforskning også åbenlyst, at psykiatriske professionelle almindeligvis arbejder udfra et relativt ensartet og værdi-informeret medicinsk ståsted. Det ståsted kan siges at have et reduktionistisk menneskesyn, som – i det mindste logisk set – retfærdiggør den systemtiske afvisning af nytten og meningfuldheden forbundet med sociale og humanisernede indsatser på området. Men det er selvfølgelig ikke hele historien.

Den humanitære krise i psykiatrien kan nok også i en mindre grad være bestemt af, at enkeltindivider aktivt vedligeholder deres formelle magt ved bl.a. at stille krav om særlige arbejdsdelinger og undslå sig nogle væsentlige forklaringsproblemer af systemets humanitære krise ved hjælp af bl.a. personfarlige metoder. Men her er det nok vigtigt ikke at overvurdere enkeltindividers magt, da krisen nok primært repræsenterer et systemisk problem, som er karaktaristisk for den nyliberale konkurrencestat. Det er nemlig sandsynligvis betydeligt vigtigere, at det også er decideret risikabelt for enhver professionel i psykiatrien i dag at ”se mennesket bag diagnosen”.

Systemet modvirker at professionelle kan tænke selv

Efter år med den type styring af offentlige velfærdssystemer som med et udskælt begreb kaldes New Public Management er det velkendt, at også psykiatriske professionelle altid er underlagt strenge effektivitets- og målkrav formuleret som fx ’kerneydelser’. Fx er de udskældte pakkeforløb og kravene om at opretholde et konstant patient-flow i behandlingsapparatet eksempler på, at de professionelle netop er underlagt krav om at levere på forskellige kerneydelser på ofte på tidsmæssigt sekventierede og metodisk forudbestemte måder.

Systemet er med andre ord sat op til at sikre, at det som helhed ikke spilder tidsmæssige og fagprofessionelle ressourcer på – i det velsmurte velfærdssystems perspektiv – meningsløse autonome beslutninger om enkeltindividers behov og ret til hjælp, hvis professionelle skulle få den skøre idè at tænke selv.

På samme tid er kravet om flow også afgørende for, at professionelle ofte tvinges til at afvise, udskrive eller redistribuere svært forpinte mennesker, selvom de vurderes som psykotiske eller selvmordstruede. Det vil sige, at professionelles humane beslutninger om at prøve at ’se mennesket’ og betone reelt person-centrede indsatser kan blive risikable og sanktionerede. Det gælder både for de dominerende biomedicinske overlæge-sølvrygge og sandsynligvis i større grad for aspirerende klinikere længere nede i hierarkiet, fx psykologer og læger på vej mod special- og overlægstillinger, specialuddannede eller akademiske sygeplejersker, de nyligt introducerede peer-medarbejdere med brugerbaggrund, NGO’er og virksomheder, der ønsker at samarbejde osv. Disse store grupper af professionelle aktører har det til fælles, at de lever af at levere politiske bestemte ydelser og tjenester, som er forenelige med det etablerede systems tankegods og dets nærmest automatiserede interventionsformer, som FN og WHO kritiserer.

Derved har alle aktørerne væsentlige (i nogle tilfælde faktiske) aktier i, og er delvist afhængige af at følge systemets spilleregler. I den forstand er mange velmenende praktikere, oftest ikke-intentionelt, med til at reproducere de praksisser igennem, hvilke denne stille humanitære katastrofe i dag manifesterer sig.

Selvom der helt åbenlyst kan være flere faktorer i tilblivelsen af den påpegede krise som fx interprofessionelle magtkampe om status og definitionsrettigheder, er spørgsmålet ikke længere, om der udspiller sig en humanitær krise i psykiatrien. Snarere er spørgsmålet, hvordan psykiatriens grundlagstænkning og dehumaniserende praksisser, som WHO og FN kritiserer, udspiller sig og kommer til syne i alt fra politiske beslutningsprocesser, samarbejdsaftaler mellem offentlige og private organisationer, styringsdokumenter til den daglige praksis’ frontlinje m.m. – og selvfølgelig, hvordan vi løser de persisterende problemer, som systemet selv er med til at skabe og vedligeholde.

Subtile forandringer på vej?
Disse spørgsmål er heller ikke nye. Som det fremgår ovenfor har de længe været kendt blandt aktører fra Sundhedsministeriet, Sundheds- og Socialstyrelserne og den kliniske praksis. I mere end et årti har vi i diverse planer og anbefalinger fra den danske regering og sundheds- og socialstyrelserne kunne identificere gryende tegn på en politisk anerkendelse af behovet for forandringer af det psykiatriske område på måder, som minder om WHO’s og FN’s anbefalinger. I den proces har vi i Danmark altså kigget på de internationale erfaringer. På det psykiatriske område ligner Danmark, med visse forbehold for den relativt stærke medicinske dominans og den danske velfærdsstatsmodel, både de øvrige nordiske lande, Storbritannien såvel som andre neoliberalt orienterede konkurrencestater i Europa. Som fx påpeget af Rose gør vi det med hensyn til den generelle politiske rationalitet om velfærdsorganisering, servicedistribution og forsøg på at udvikle befolkningernes psykiske sundhed (Psykisk Sundhedsarbejde og Politik | Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund – Journal of Research in Sickness and Society).

I modsætning til en storstilet reform af området har Danmark og sammenlignelige landes sundhedsmyndigheder gennem næsten to årtier faciliteret en serie af små og beslægtede forsøg på at lave nogle stille sporskifter ift. landenes tjenesteorganisering og daglige psykiatriske behandlingspraksis i samarbejde med civile aktører.
Som det fremgår af danske styringsdokumenter omfattter de stille sporskifter generelt nogle systematiske satsninger på orienteringer mod recovery og social inklusion, ansættelse af peer- og recoverymentorer og satsninger på nedbringelse af brug af tvangsforanstaltninger, reduktion af polyfarmaci, finansiering af offentlige antistigmatiseringsindsatser, psykoedukation, brugerstyrede sengepladser og patient- og pårørendeinddragelse m.m.

Disse tiltag ses af mange som en bred politisk intention om at humanisere og social re-orientere psykiatrien fra institutionaliseret psykiatrisk behandling på sygehusene til en lokal- og distriksbaseret model til at hjælpe og behandle folk på en værdig måde i eget hjem eller nærmiljø, fx ved hjælp af den lovpriste F-ACT model. Denne generelle tendens på området er i de senere år blevet lovprist af mange som et bebudet paradigme-skifte. Som resultat af det, for manges vedkommende, ventede paradigmeskifte skal både professionelt og frivilligt psykisk sundhedsarbejde have fokus på sundhedsfremme, tage udgangspunkt i personlig recovery og involvere brugernes egne perspektiver såvel som have fokus på service-brugeres og pårørendes styrker, ressourcer, resiliens, rettigheder og aktive deltagelse i behandlingensindsatserne (Håb og drømme er den nye vision for psykiatrien | Sygeplejersken, DSR | Fag & Forskning 2018, nr. 4).

Denne grundlæggende politiske ambition om at facilitere et reelt humanistisk og social orientet paradigmeskifte på området, der skulle erstatte den fejlslagne institutionspsykiatriske behandlingsmodel med en lokalbaseret, social inkluderende, rettighedsfokuseret og humanistisk model, som FN og WHO anbefaler, skinner rigtignok også igennem flere steder i klinisk praksis. Intentionen kan fx findes i de senere års forsøg på at reducere tvangsbrug, i ønsket om at inkludere recovery-mentorer, brugere, pårørende m.fl. i den formelle arbejdsstyrke på afdelingerne såvel som i forsøget på at sikre brugerinvolvering og fokusere på en højere grad af (åben) dialog og fælles beslutningstagning. I dansk psykiatri er betegnelser som recovery, patient- og pårørendeinddragelse, åben dialog, shared decision making, peer support, antistigmatisering og social inklusion derfor også blevet begreber, som bruges i det daglige arbejde.

Kolonialisering af humaniserende indsatser
Frem til nu har der dog manglet systematisk nordisk forskning i virkningerne af disse sociale og humaniserende indsatser, der på papiret retter sig mod at reducere den persisterende humanitære katastrofe på området. Et nyt dansk temanummer samlede tidligere i år en række empiriske og teoretiske studier, som imidlertid synliggør, hvordan en individualiserende og ofte konsumeristisk medicinsk forståelse af psykisk sundhedsarbejde dominerer i psykiatrien i Norden og særligt i Danmark. Parallelt med det nyliberale og ansvarliggørende forbrugersyn på uddannelses- og sundhedsområdet generelt, taler politiske aktører, kliniske professionelle og brugerorganisationer i dag ofte om, at fundamentet for de sociale og humaniserende indsatser ikke længere er den passive, kroniske psykiatriske patient.

Institutionspsykiatriens menneskesyn synes nu at være blevet skiftet ud med ideen om, at patienten ikke ’er skizofren’ eller ’bipolar’, men snarere ses som en forbruger (consumer) af tjenesteydelser med psykisk sygdom, som lydigt tager personligt ansvar for at styre egen behandling.
Som følge af introduktionen af dette forbrugersyn er der tale om kolonialiserede udlægninger af socialt orienterede og humaniserende indsatser. Det skyldes, at psykatriens grundlagstænknig fortsat ikke forandres, mens forbrugeren blot i stedet holdes ansvarlig for monitorering af egen sygdom og korrekt styring af egen behandling (https://tidsskrift.dk/sygdomogsamfund/article/view/127194/173509). Ved at vise tilbage til det overordnede fund demonstrerer studierne, at de nye pseudohumaniserende og sociale indsatser kan vedligeholde og til tider skabe mange af de samme problemer, som de er sat i verden for at løse.

Som sådan synliggør de nye nordiske studier, at indsatserne ikke bruges og forstås i tråd med FNs og WHOs anbefalinger. Recovery, brugerinddragelse, peer support, brugerstyrede senge og pårørendeinddragelse m.m. bruges nu ofte som en gratis og frivillig form for organisatorisk og relationel glidecreme, der hhv. olierer sektorovergange i systemets favør og sikrer, at brugerne og pårørende helt gnidsningsfrit tager ansvar for forebyggelsesopgaver, selvmonitorering og behandling udenfor sygehusene. De storstilede politiske satsninger på humaniserende og socialt orienterede indsatser mobiliseres altså i velfærdssystemets, og ikke humaniseringens og demokratiseringens, tjeneste til at optimere effektiviteten af de i forvejen gældende men dehumaniserende behandlingsindsatser. For eksempel betoner en politisk hædret antistigmatiserings- og social inklusionskampagne systematisk, at diagnosticerede selv bør (lære at) tage ansvar for at have korrekt indsigt i egen lidelse og behov for behandling og selv bære ansvaret for at kunne deltage på arbejdsmarkedet. Indsatsen understøtter derved, at forbrugerne både forener sig med den af de psykiatriske professionelle anviste diagnose og en ofte pessimistisk prognose om et livslangt behov for psykiatrisk behandling, som de i modsætning til tidligere forventes at bære et personligt ansvar for på egen hånd for ikke at ligge velfærdsstaten til yderligere last via indlæggelser og behandlinger, sygedagpenge og tabte skatteindtægter for staten (Reform eller stabilitet? | Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund – Journal of Research in Sickness and Society).

I lighed hermed viste et studie, hvordan den politisk-kliniske satsning på pårørendeinddragelse repræsenterer en stadig mere subtil form for udnyttelse af gratis arbejdskraft og minimering af psykiatriske patienters moralske og relationelle muligheder for at sige nej tak til uønskede behandlinger. Det gøres ved at stille moralske krav til fortrinsvist familiemedlemmer om at lade sig frivilligt indrullere i statsapparatets arbejdsstyrke. Effekterne var, at byrden for patienter og pårørende øges og risikoen for opbrud og skilsmisse steg som følge heraf.

Et andet studie undersøgte, hvordan nye former for tvang i psykiatrien har udviklet sig i Skandinavien gennem det tyvende århundrede.

Da begrebet selvbestemmelse voksede frem i psykiatrien, udviklede der sig også mere påtrængende former for tvang til at regulere dem, der blev anset for farligst. Det resulterede i mindre eksplicit tvang for de mange, men mere tvang for de få. Et tredje studie viste, at udøvelsen af ‘brugerstyrede (senge)pladser’ bygger på en forestilling om empowerment til at styrke ideen om en ‘ny psykiatri’, som falder godt i tråd med FNs og WHOs anbefalinger. Effekten var dog, at indsatsen ofte placerer service-brugere i ‘liminale’ (mellem) identitetspositioner, hvor de samtidig forventes at være ansvarlige og selvstyrende på trods af, at de historisk set er blevet gjort passive og afhængige af den gamle institutionspsykiatri. Sammen med de nye former for subtil tvang synliggør studierne altså en ny politisk villighed til at legitimere ideen om, at statsinstitutioner kan overtage, tvinge og fratage enkeltpersoner deres rettigheder og autoritet, hvis de ikke er tilstrækkeligt autonome eller ikke tager ansvar korrekt i statens nytteoptimerende og riskofokuserede perspektiv (https://tidsskrift.dk/sygdomogsamfund/article/view/127194/173509).

Mere skade end gavn
De nye studier peger derfor til sammen på muligheden for, at de pseudohumaniserende indsatser netop har potentiale til at gøre mere skade end gavn, og endda skade mere end den traditionelle form for psykiatri, de netop skulle erstatte. Forenklet sagt hænger det sammen med, at indsatserne ’flytter behandlingsinstitutionen ind i dagligstuen’ som det ofte formuleres positivt.

I den forstand bidrager de pseudohumaniserende indsatser til at udviske grænserne mellem privatlivet og konkurrencestaten, så staten legitimt kan monitorere, gennemtrænge og regulere selv de mest private dele af hverdagslivet som fx et menneskes identitet, søvnvaner, samværsformer og parforholdets rollefordeling i henhold til statens behov. Paradoksalt nok men ganske subtilt styrker, og ikke minimerer, disse symbolske grænseoverskridelser forholdet også psykiatriens myndighed og magt. Dette fordi det medicinske menneskesyn, gyldighed og dominans forbliver intakt, når indsatserne helt systematisk rettes mod at sikre et skyggeagtigt nærvær af psykiatriens patientkategorier, ansvarliggørelse og krav om monitorering og tilbagefaldsforebyggelse m.v. i baggrunden af alle hverdagslivets aspekter og sammenhænge for brugerne og pårørende i dag.

I risikostyringens og -minimeringens navn øges dehumaniseringen og brugen af uformel tvang næsten ubemærket overfor de i psykiatriens øjne ’gode’ borgere med psykiske lidelser og deres pårørende ved at satse på at ansvarliggøre de diagnosticerede og deres familier, mens dem, der i statens perspektiv anses for ulydige, uansvarlige, komplekse og farlige, i stigende grad tvinges med mere traditionelle mekaniske og medicinske midler.

I den forstand er der hverken tale om en radikal forandring af systemets grundlagstænkning eller en reel videreudvikling af de humanistiske og sociale indsatser, som skulle være antidoten til øget tvangsbrug, overmedikalisering og dehumanisering. I stedet er der tale om, at traditionel medicinsk behandling i dag svøbes i pseudohumanistisk jargon og reformsprog, mens ansvar for behandlingsindsatserne flyttes fra staten til civilsamfundets enkeltindivider uden, at de psykiatriske professionelles autoritet og praksisformer har fået så meget som en rids i lakken.

Indsatserne løser derfor ikke den humanitære katastrofe, som FN og WHO har efterspurgt løsninger på – måske netop tværtimod. Selvom det ville være useriøst at hævde, at det i sig selv er et problem at ville omkostningseffektivisere og forbrugsminimere offentlige behandlingsydelser, placerer disse pseudohumaniserende og sociale indsatser ofte brugere og pårørende i udsatte, tvetydige og yderligt belastende situationer, fordi de har potentiale til, at psykiatriens magt og brug af skjulte tvangsformer overfor diagnosticerede borgere skjules, mens dele af ansvarsbyrden samtidig forflyttes ud til frivillige aktører, familierne og brugerne selv.

Selvom dette bør adresseres nu og årene fremover, er det forhåbentligvis tvivlsomt, at denne form for kolonialisering af de humaniserende og sociale indsatser skulle være en bevidst politisk og klinisk strategi. Aktører fra diverse ministerier, styrelser, NGO’er, faglige selskaber og kliniske aktører har formodentlig (haft) de mest noble intentioner om at forbedre forholdene for brugere og pårørende på det psykiske sundhedsområde i Danmark i tråd med FNs og WHOs anbefalinger. Og det giver håb for en mere human og værdig indsats fremover.

Hvad så nu?
Mens vi både venter på en ny reform og på at psykiatriens professionelle selv modsætter sig medvirken i dehumaniserende praksisformer, kan man spørge om satsningen på en politisk forståelse af recovery-orienterede og brugerinvolverende indsatser helt bør opgives, da det ser ud til at føre til utilsigtede skadeeffekter (Hvor er det blitt av psykisk helse-opprøret? (forskersonen.no))?

Eller er det mere end nogensinde før nødvendigt at reorientere de psykiske sundhedstjenester mod personlig recovery, demokratisering, anti-diskrimination, humanisering og sikring af borgernes rettigheder?

Givet at FN og WHO nu så godt som påbyder, at psykiatrisk behandling skal revolutioneres ved humanisere, demokratisere, rettighedsfokusere og orientere indsatserne mod reel personlig recovery, bæredygtighed, lighed og menneskerettigheder er sidstnævnte nok mest sandsynligt og relevant. Dette til trods for at begrebet paradigmeskifte nærmest virker komisk i lyset af, at Kunhns oprindelige tese om paradigmeskifte netop påpeger, at paradigmer som fx det psykiatriske ikke bare er noget, man forandrer via en politisk vedtægt. Men det rejser ikke desto mindre både spørgsmål om, hvordan aktørerne i klinisk praksis forholder sig hertil og om psykiatriens professionelle har den nødvendige faglige integritet og villighed til at forandre de nuværende pseudohumaniserende praksisser, som i sidste ende kan forårsage mere skade på de brugere og familier, de er ansat til at hjælpe, uden samtidig at falde tilbage til tvangsprægede institutions-psykiatriske praksisformer?

Det kræver formentlig nogle helt nye dialoger på området. Nogle nordiske forskere synes derfor også at være ganske optimistiske med hensyn til denne type kritiks rolle i forbindelse med at forandre og udvikle det psykiske sundhedsområde i Danmark. Mens det hævdes, at denne type debatter om psykiatrisk praksis kan være fyldt med uoverensstemmelser og spændinger, og selvom dialogen imellem dem ofte er kendt for at kollapse, kan der være måder, hvorpå diskussioner kan og bør foregå mere konstruktivt for at berige psykiatrisk praksis til slut.

Det kan dog også være, at der skal andre og mere radikale bud på banen for at forandre psykiatrien til et humant og værdigt sted. Dette fordi andre nordiske forskere og dele af den kritiske brugerbevægelse omvendt bevarer et betydeligt mere pessimistisk syn på det utopiske ideal om en ‘gensidigt berigende dialog’ mellem uforlignelige synspunkter på området. Her henvises særligt til de ovennævnte men stadig mere skjulte former for psykiatriske tvangsforanstaltninger, hvis forandringer kues aktivt, maskeres af reformsprog og muliggøres af de i stadig grad mere flydende grænser mellem stat og individ, Scandi noir or Nordic utopia.

Men når de eventuelle trusler over denne type offentlige drøftelse igen fortoner sig, kan det give forhåbninger om, at de psykiatriske aktører fra hhv. områdets medicinske og humanistiske og psykosociale fløj ville kunne gå i reel dialog. Men i lyset af tidligere offentlige drøftelser og debatter, de senere mange års forsøg på at bremse enhver kritik af psykiatrien og de effektive måder at kolonialisere humaniserende indsatser står det tydeligere end nogensinde før, at psykiatriens alvorlige uløste menneskelige og demokratiske problemer nok kræver præcis den form for radikale gentænkning af psykiatriens organisering, finansiering og juridiske rammeværk, som FN og WHO, brugerbevægelsen og (dele af) den kritiske psykiatriforskning faktisk foreslår.

Jeppe Oute er lektor i psykisk helsearbeid, ph.d. ved Universitet i Sørøst-Norge. Susan McPherson er professor of psychology and sociology, ph.d. ved University of Essex.

Psykologisk skizofrenibehandling som afløsning for medicin?

Psykiatrien skal ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) have et ti-årigt løft i 2020. Men hvordan løfter vi psykiatrien bedst muligt? Det giver lektor emeritus i psykologi fra Aarhus Universitet, Thomas Nielsen, et bud på i dette indlæg.

 

 

Der har i mange år været fremsat kritik af den stærke medicin, der bruges til at behandle sindssyge personer, der kaldes skizofrene.

Tidligere blev medicinen ofte omtalt som en kemisk spændetrøje eller en lammelse af psyken, men i nyere tid går kritikken nok så meget på den omstændighed, at skizofrene – der næsten alle har fået medicin i hvert fald i nogle år – gennemsnitlig dør 20-25 år tidligere end raske mennesker.

Forskningen tyder på, at medicinen medvirker til denne livstidsreduktion – bl.a. ved at øge risikoen for diabetes, hjertesygdom og sandsynligvis også selvmord. Det rejser et indlysende spørgsmål:

Hvis medicinen på langt sigt er en dårlig løsning på denne utrolig gådefulde lidelse, skizofreni, hvad i alverden kan man så stille op?

For en del år siden – omkring 1930-1960 – mente mange i amerikansk psykiatri, at man nok kunne behandle skizofreni med freudiansk psykoanalyse. Nyere opgørelser over resultaterne af denne (i bund og grund uvidenskabelige) behandling viste dog faktisk snarere negative end positive virkninger. Så denne behandlingsform er stort set forladt i vore dage.

Men i perioden 1930-1960 var den videnskabelige, forskningsbaserede psykologi ved vestens universiteter kun i sin tidlige vorden – og siden 1980 er der fremkommet en mængde troværdig forskningsbaseret psykologisk viden om skizofreni – og om de rent psykologiske muligheder for at afhjælpe denne lidelse. Det har ført til udvikling af en række behandlingsmetoder, der kunne tænkes at være nyttige for mange skizofrene.

I de senere år har man således i flere tilfælde undersøgt virkningen af psykologisk behandling af skizofreni ved at sammenligne en gruppe, der kun fik medicin med en gruppe der fik både medicin og psykologisk behandling – men dog ingen gruppe der kun fik psykologisk behandling. Det har blandt læger været anset for ”uetisk” at undlade medicinsk behandling til nogen af de undersøgte skizofrene personer. Disse undersøgelser har i gennemsnit vist en positiv, men undertiden beskeden effekt, så der er nogen uenighed blandt lægerne, om det er noget, der skal satses på.

Medicin forringer psykologiske indsatser

Men her kan man så bemærke, at undersøgelser over virkningen af henholdsvis medicin og psykologisk behandling ved andre psykiske lidelser som angst og depression ofte viser, at psykologisk behandling virker dårligere, hvis der samtidig gives medicin.

Det skyldes formodentlig, at medicinen påvirker hjernen, så det er sværere at opnå de psykiske forandringer, der søges tilvejebragt gennem den psykologiske behandling. Derfor er det nærmest af historisk betydning, at et stort engelsk forskerhold nu for første gang har fået mulighed for at sammenligne virkningen af medicin med ren psykologisk behandling af skizofrene.

Resultaterne af denne undersøgelse er offentliggjort i det højt ansete tidsskrift Lancet 2018 May;5(5):411-423. Undersøgelsen viser kort sagt, at der ikke er nogen signifikant forskel på virkningen af medicin og ren psykologisk behandling! Til gengæld var der en stor og signifikant forskel i ubehagelige bivirkninger i de to grupper: Gruppen, der havde fået medicin havde mange og alvorlige klager over ubehag ved medicinen – mens gruppen, der havde fået psykologisk behandling stort set ikke havde nogen klager over bivirkninger. Forskergruppen udtaler på denne baggrund, at man nu ikke længere bør være tilbageholdende med at udføre sammenligninger mellem medicinsk og ren psykologisk behandling af skizofrene.

Det kan tilføjes, at det engelske institut for bedst mulig behandling af alle slags sygdomme (NICE) for nylig har ændret deres vejledning for behandling af skizofrene, således at der i alle tilfælde bør begyndes med psykologisk behandling – samtidig med, at man tilbyder men ikke kræver, at patienten derudover tager sædvanlig medicin.

Hviler på omfattende forskning

Den specielle form for psykologisk behandling, der er benyttet i stort set alle nyere undersøgelser over psykologisk skizofrenibehandling er den såkaldte kognitive adfærdsterapi, som bygger på en omfattende grundforskning i menneskelig tænkning, følelsesliv og adfærdsregulering. Ældre behandlingsforsøg med den rent spekulative psykoanalytiske metode (efter Freud) havde som nævnt desværre nærmest negative virkninger, hvilket i sin tid skabte negative fordomme mod psykologisk behandling hos mange læger, der nu om dage måske ikke er klar over, at moderne psykologiske behandling hviler på en mindst lige så omfattende grundforskning som den medicinske behandling.

Det bør videre nævnes, at flere af fortalerne for psykologisk skizofrenibehandling (fx Rory, Burne, British Journal of Psychiatry, 2014, vol.204, s. 489) har argumenteret overbevisende for, at de traditionelle mål for effekt ved skizofrenibehandling – nemlig en nedgang i de skizofrene forstyrrelser som hallucinationer og vrangforestillinger – i høj grad undervurderer nytten af psykologisk behandling, fordi denne ikke sigter så meget på at ændre disse symptomer som på at lære de skizofrene mennesker at forstå deres egne psykiske problemer og – især – at håndtere disse problemer, så de ikke så meget forstyrres af dem.

Således er der flere undersøgelser, der viser at skizofrene efter en psykologisk behandling – modsat ved medicinsk behandling – udvikler mere selvindsigt, selvtillid og selvkontrol – og derved ofte opnår bedre muligheder for at komme (tilbage) på arbejdsmarkedet.

Forskel i levetid er uacceptabel

Det er virkelig svært at forstå, at vi som samfund affinder os med, at gruppen af mennesker med skizofreni i gennemsnit lever 20-25 år kortere end andre mennesker, samt at denne forskel i levetid har været stigende i de sidste årtier. Man kan forestille sig, at mange tænker at disse patienters liv nok heller ikke er særlig rart, og at deres alderdom nok ville have været endnu værre, hvis de levede så længe.

Hvad angår spørgsmålet om det skizofrene liv er rart, så viser alle undersøgelser, at det helt afhænger af samfundets hjælpsomhed, om det er rart eller ej, men hvad det sidste angår – at de slipper for en skrækkelig alderdom – er det lodret forkert. De ældre skizofrene får for langt de flestes vedkommende mindre plagsomme symptomer (uanset om de får medicin), og selvmordsrisikoen for skizofrene over 60 år er under en femtedel af risikoen for skizofrene i 20-40 års alderen. Så hvis de skizofrene ikke var døde inden 50-60 års alderen, kunne deres alderdom for manges vedkommende sandsynligvis have været den bedste del af deres voksne liv.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at det for nylig har vist sig, at Danmark er det land i verden, hvor hyppigheden af diagnosen skizofreni stiger mest fra år til år. Hvad enten det beror på, at danskerne virkelig bliver forholdsmæssigt mere sindssyge år for år, eller om det snarere beror på, at lægerne er blevet mere rundhåndede med denne diagnose, vidner det jo i hvert fald om, at vi især her til lands har god grund til at interessere os for nye synsvinkler på skizofreniproblemet.

I forhold til begreberne sindssyge og psykiske sygdomme er det lidt mærkeligt overhovedet at tale om sygdom ved rent psykiske lidelser og afvigelser uden, at der er påvist nogen form for organisk forstyrrelse i hverken hjerne eller krop. Det svarer til at tale om en syg økonomi – man bruger altså ordet syg både om rigtige sygdomme med kropslige skader eller forstyrrelse OG om noget, der bare ikke er så godt som det burde være, som fx en dårlig økonomi eller en dårlig eller forstyrret psykisk tilstand uden nogen påvist bagvedliggende sygdom af organisk art.

Selv om det er meget sandsynligt, at der findes en ukendt hjerneforstyrrelse som (medvirkende) årsag til skizofreni, så er der trods en enorm mængde medicinsk hjerneforskning ikke fundet en sikker forklaring endnu. Det er ubestrideligt, at arvelige faktorer spiller ind, men det gælder i øvrigt for alle vores personlighedstræk, og siger ikke i sig selv noget om en sygdom i hjernen.

Medicin får hjernen til at skrumpe

For en del år siden mente man, at have fundet en god årsag, da hjernescanninger viste tegn på hjernesvind hos mange skizofrene. Men det viste sig, at det efter alt at dømme var den antipsykotiske medicin, der havde medført dette hjernesvind.

Men selv om det med tiden skulle vise sig, at der dog findes en hjerneafvigelse bag skizofrenien er det for det første ikke sikkert, at man kan rette på denne afvigelse, og for det andet er det bestemt ikke et argument imod psykologisk behandling.

Der foregår allerede i dag en masse særdeles nyttig psykologisk behandling af hjerneskade-patienter, som har brug for psykologisk genoptræning og hjælp til at overvinde de psykiske handicaps, der følger med hjerneskaden (da man kun i de færreste tilfælde kan reparere på en fysisk hjerneskade). Det er ikke så forskelligt fra effektiv psykologisk behandling af skizofreni, når nu årsagen er ukendt, og medicinen har så mange uheldige bivirkninger.

 

Thomas Nielsen har været ansat 45 år på Psykologisk Institut ved Århus Universitet med speciale i klinisk psykologi og neuropsykologi. Han er udnævnt til æresmedlem af Dansk Psykologforening på grund af hans omfattende formidling af psykologisk viden i tidsskrifter, aviser og radio/TV.

Medicinalgiganter i søgelyset – men hvad med lægerne?

Flere amerikanske lægemiddelproducenter må tage konsekvenser af deres rolle i opioidkrisen, der har kostet omkring 400.000 amerikanere livet. Men hvad med de læger, der har ordineret denne medicin?

 

Dette debatindlæg er skrevet af tidligere praktiserende læge, Herluf Dalhof

 

Den amerikanske lægemiddelproducent, Purdue  Pharma i staten Connecticut, har for nylig indgået et forlig i en sag om opioider, som betyder at selskabet skal betale 67 milliarder kroner for at slippe ud af 2000 retssager. Det har fået virksomheden til at gå i betalingsstandsning.

Et andet medicinalfirma, Johnson & Johnson i staten Oklahoma er idømt en bøde på 3,8 milliarder kroner for at have misinformeret om opioider.

Dommen er bemærkelsesværdig, for selv om det er kendt, at mere end 100 amerikanere hver dag dør af opioider, og at millioner er afhængige af medicinen, så er det første gang, at man får rettens ord for, at lægemiddelproducenterne bærer ansvaret.

Disse medicinalfirmaer har i årevis fortiet, at deres produkter, de såkaldte opioid-piller, er stærkt vanedannende. De er blevet brugt helt ukritisk i så enormt et omfang, at det anslås, at 400.000 amerikanere gennem de sidste 20 år er døde af en overdosis.

Opioider er morfinlignende stoffer med nogenlunde samme skadelige effekt som morfin.

Ved at forfalske forsøgsresultater og nedtone bivirkninger er det åbenbart lykkedes medicinalfirmaerne at få disse stoffer til at fremstå som relativt uskadelige.

Men hvor har lægerne været henne i denne sag?

Pillerne har kun kunnet fås på recept, så alle disse billioner af tabletter er udskrevet af amerikanske læger.

Men hvorledes kan basal viden om den skadelige virkning af morfin og morfinlignende stoffer være gået så meget i glemmebogen?

Da undertegnede var praktiserende læge for 40 år siden, var det en fast grundregel, at man ikke ordinerede opioider til ikke-maligne smerter (Smerter som ikke er betinget af kræft- eller andre alvorlige lidelser)Hvordan kan denne lægelige grundregel være gået så meget i glemmebogen, at det forlyder, at man i USA nemt har kunnet få udskrevet opioider, dækkende 20 dages forbrug, til for eksempel få dages smerter efter en tandudtrækning?

På nogle områder må lægerne åbenbart være blevet mindre kloge med tiden.

Alle læger kan ikke være uvidende om, at medicinalfirmaer, specielt dem, der fremstiller smertestillende midler og psykofarmaka (hvilket er en mega-milliard-forretning) mildt sagt omgås lemfældigt med sandheden om deres præparater. Det er offentligt oplyst flere steder, blandt andet i professor Peter Gøtzsches bog, Dødelig medicin og organiseret kriminalitet.

Det er også velkendt at disse medicinalfirmaer bruger ressourcer på at påvirke læger og sygeplejersker for eksempel ved at invitere på dyre middage og kongresser i udlandet.

I Danmark har vi heldigvis ingen pillekrise. Eller har vi?

Dagbladet Politiken kunne sidste år i maj fortælle, at 60.000 danskere er afhængige af morfin.

Mere end 400.000 danskere er på lykkepiller, som også er afhængighedsskabende og som samtidig har mange potentielle bivirkninger.

Måske var det på tide, at man begyndte at se lidt kritisk på brugen af psykofarmaka, og at mindske det voldsomme forbrug heraf.

 

Det, fik du ikke at vide i DRs dokumentar om psykiatri

Dette blokindlæg er skrevet af filminstruktør og debattør Anahi Testa Pedersen

 

Den 13. maj var der premiere på Danmarks Radios’s dokumentarserie, Psykiatriens Dilemma.

Men måske har DR selv stået i et dilemma, for det var planen, at professor og tidligere direktør i Det Nordiske Cochrane Center, Peter Gøtzsche, skulle have medvirket i serien.

Det er godt at sætte fokus på, at psykofarmaka kan være skadelige, men ikke helt så godt, at der er direkte forkerte oplysninger i udsendelserne. Der bliver i en voice-over sagt, at psykofarmaka har revolutioneret behandlingen, og at det kan være nødvendigt at bruge en potentiel farlig blanding af psykofarmaka for at behandle psykiske sygdomme.

Der er dog mange, der har påvist, at psykoterapi er bedre på lang sigt. Desuden har der på verdensplan været kritik af, at pillernes skadevirkninger ikke bliver offentliggjort.

Men disse oplysninger var ikke med, og Peter Gøtzsche var klippet helt ud af serien om Psykiatriens Dilemma, efter at der er optaget adskillelige sekvenser med ham, hvor han deler ud af sin veldokumenterede viden. Det er for mig at se virkelig under lavmålet, når vi har at gøre med en public service station. Hvad sker der?

DR burde servicere offentligheden med viden, om den medicin, som mere end 650.000 danskere får i dag for en psykisk lidelse og burde også give sendetid til en så anerkendt forsker som Peter Gøtzsche. I den tredje udsendelse bliver der i en voice-over sagt, at der ikke er tvivl om, at antidepressiver virker. Det er tankevækkende, at DR gør sig til dommer over sandheden på den måde, når det i udsendelsen ellers fremgår, at der er uenighed blandt forskerne.

Peter Gøtzsches udtalelser om, at antidepressiver ikke har nogen relevant virkning, og at de øger risikoen for selvmord, kom slet ikke med i udsendelsen.

Jeg har lavet filmen Diagnosing Psychiatry, som handler om Peter Gøtzsche og min egen personlige historie. Jeg fik i 2010 en psykiatrisk diagnose, som det har vist sig, at jeg ikke kan komme af med, selvom jeg er sund og rask og bare havde en livskrise, som så mange kommer ud for.

Jeg udvikler aktuelt på en film/program om, hvorfor Peter Gøtzsche egentlig blev smidt ud af det Internationale Cochrane Samarbejde og blev fyret fra sin stilling som leder af Det Nordiske Cochrane Center, for jeg bliver ærligt talt forbløffet over at se, at denne sag på ingen måde er blevet diskuteret i den danske presse.

En forsker, der er anerkendt i store dele af verden og som kæmper for menneskers sundhed bliver fjernet fra sin post, uden at nogen stiller spørgsmålstegn ved det. Pressen er tavs.

Kigger man til udlandet er der flere eksempler på, at journalister, der forholder sig kritisk til medicinering i psykiatrien enten bliver fyret eller også er deres programmer taget af sendefladen.

Da jeg talte med en redaktør på DR om mit næste projekt om Cochrane-skandalen, var hans kommentar, at den sag jo var dækket. Dækket? Nej, den er på ingen måde blevet dækket. Peter Gøtzsche blev smidt ud med begrundelsen dårlig opførsel efter en skueproces, og efter at Cochranes egen advokatundersøgelse havde frikendt ham. Jeg kommer i mit program til at påvise, at Peter Gøtzsche blev fyret på grund af hans forskning – specifikt hans kritik af brugen af psykofarmaka og HPV-vaccinen.

Public service defineres som oplysende og ikke-kommerciel medievirksomhed, specielt inden for tv og radio. At DR ikke alene holder viden tilbage, men også fejlinformerer om psykofarmaka, må siges at stride imod grundlæggende principper om public service.

Jeg ser et generelt problem i, at medierne ikke tager ansvar i forhold til at skulle oplyse og sprede viden og perspektiv. Det er helt afgørende, at journalister i stedet for at søge sensationerne, begynder at grave i de historier, der har relevans for befolkningen og som til tider kan være under indflydelse af kommercielle andre interesser.

Det er nærliggende at tro, at DR ikke tør bruge Peter, da han for nylig er blevet fyret, og man fristes til at spørge, hvem, der kunne have mest imod, at Peters viden kom med som perspektivering? Den vigtigste indtægtskilde i Danmark er vores eksport af lægemidler.

 

Anahi Testa Pedersen har en kandidat i Medievidenskab fra Københavns Universitet.

Er psykiatere troværdige eksperter?

/

Toneangivende psykiatere udtaler sig ofte misvisende om deres fag, som når de for eksempel siger, at psykiske lidelser skyldes en ubalance i dopamin- eller serotonin-reguleringen i hjernen. Eller når de hævder, at psykiatriske patienter begår drab, fordi de ikke har taget medicin. Når det samtidig er de færreste journalister, der tjekker om psykiaternes udtalelser holder, får vi en meget uheldig cocktail.

 

Dette blogindlæg er skrevet af journalist og redaktør på PsykiatriAvisen, Gitte Rebsdorf

 

Er man en troværdig ekspert, når man hævder, at psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget deres medicin?

Det gjorde psykiater Henrik Day Poulsen, da han i juli 2015 udtalte følgende til dagbladet, BT:

Når psykisk syge begår drab, så er det typisk, fordi de ikke har taget deres medicin. De hører stemmer, er paranoide og føler sig somme tider chikaneret, overvåget eller ligefrem truet af deres omgivelser. Det skyldes, at balancen i det stof, der hedder dopamin, er i ubalance. Medicinen er med til at regulere den balance.

For at kunne bevise, at psykisk syge begår drab, fordi de ikke har taget deres medicin, skulle man have gennemført såkaldte lodtrækningsforsøg. Men sådanne videnskabelige undersøgelser er af gode grunde ikke gennemført.

Henrik Day Poulsen udtaler videre, at psykiatriske patienter har en ubalance i det stof, der hedder dopamin. Men teorien om den kemiske ubalance er aldrig bevist.

Henrik Day Poulsens udtalelser er således ikke korrekte. Han er ikke den eneste psykiater, der udtaler sig misvisende om sit fag.

I april 2013 sammenlignede professor Poul Videbech i fagbladet Journalisten det at have en psykisk lidelse med at have en fysisk sygdom som sukkersyge.

Sammenligningen kom efter en række kritiske programmer på DR om depressionsmedicin. Men sådanne kritiske programmer burde slet ikke sendes, mener Videbech, for det svarer til, at journalister skulle lave programmer om, at sukkersyge skulle holde op med at tage insulin:

– Det ville de aldrig gøre. Men det er åbenbart anderledes, når det handler om deprimerede, sagde Poul Videbech til Journalisten.

Det er problematisk, at ligestille depression med en fysisk sygdom som diabetes. Og det kan ikke dokumenteres, at deprimerede mangler et bestemt stof, ligesom sukkersyge mangler insulin. Det er faktuelt forkert.

Det burde Poul Videbech som toneangivende ekspert vide. Men i stedet misinformerer han befolkningen godt hjulpet på vej af journalister, der ofte glemmer at være kritiske overfor eksperter.

Da Danmarks Radio i 2013 bragte en række kritiske udsendelser om depressionsmedicin, Pillens mørke skygge, fik DR efterfølgende omkring 180 klager.150 af dem fra læger og psykiatere. DR har mig bekendt aldrig siden bragt tilsvarende kritiske programmer.

Toneangivende psykiatere som Poul Videbech tåler ikke at blive sagt imod. Når dansk presse i særlige tilfælde har begået tilbundsgående journalistik om forholdene i psykiatrien, afstedkommer det voldsomme reaktioner fra psykiatere. Da TV2 sidste år bragte en historie om en ung kvinde, der var død i psykiatrien, reagerede Poul Videbech også voldsomt. Han udtalte til det medicinvenlige tidsskrift, Sundhedspolitisk Tidsskrift, at sådanne historier slet ikke burde fortælles.

Men hvorfor tåler psykiatrien ikke at blive kigget efter i sømmene? Hvis man har orden i sin butik, burde det ikke være noget problem. Men spørgsmålet er, om psykiatrien har det.

Psykiatere nøjes ikke med at misinformere. De undlader også meget ofte at fortælle om de skadevirkninger, der er ved psykofarmaka. De fortæller ikke, at mellem 100 og 160 psykiatriske patienter med diagnosen skizofreni eller affektiv lidelse, hvert år dør i forbindelse med, at de får medicin. De fortæller heller ikke, at psykofarmaka kan give uoprettelige og invaliderende skader.

Hvorfor ikke? En af forklaringerne på denne begejstring for medicin, kunne være, at de har tætte forbindelser til medicinalindustrien. Henrik Day Poulsen står for eksempel på lønningslisten hos flere medicinalvirksomheder, og fik alene de sidste to år 200.000 kroner fra den verdensomspændende medicinalvirksomhed, Eli Lilly for at holde foredrag.

Psykiatrien modsiger også sig selv. For samtidig med at Poul Videbech siger, at en psykisk lidelse er en sygdom på lige fod med en fysisk, så vedgår andre psykiatere ind i mellem, at de ikke ved, hvad psykiske lidelser skyldes.

Det gælder professor og psykiater Merete Nordentoft, der udtalte følgende til Kristeligt Dagblad den 1. november 2018:

– Psykiatriens allervigtigste udfordring er, at årsagsforhold og sygdomsmekanismer for mange af de forskellige psykiske lidelser ikke er afklaret.

10 år forinden udtalte professor i psykiatri Tom Bolwig stort set det samme. I en leder i Ugeskrift for Læger skrev han, at psykiatrien mangler et ætiologisk gennembrud.

Hvordan kan vi acceptere så alvorlig misinformation og så alvorlige modsigelser i et oplyst demokrati? Hvorfor får offentligt betalte psykiatere lov at husere på denne måde?

Når jeg har interviewet politikere, er der flere, der har givet udtryk for, at de er klar over, at der er noget galt i psykiatrien, og at mange patienter og pårørende ønsker en anden behandlingsform. Men politikerne siger samtidig, at sådanne ændringer møder voldsom modstand fra psykiaterne, som jo er de officielle eksperter på området.

Sådan var det også, da Folketinget i 2001 besluttede at indføre medicinfri behandling. Det blev efterfølgende syltet af førende psykiatere. Professor Raben Rosenberg udtalte til fagbladet Socialpædagogen i maj 2006, at det var godt, at det aldrig var blevet til noget:

– Vi er ikke interesserede i medicinfrie afdelinger. Derfor har vi intet gjort for at fremme dem. Det er en forældet problematik. Og man kan håbe, at politikerne er blevet klogere. Skizofreni er en sygdom i hjernen. Man beder heller ikke en lungepatient om at begynde at motionere, sagde Raben Rosenberg.

Men Raben Rosenberg misinformerer. Skizofreni, angst, depression og manio- depressivitet er ikke egentlige sygdomme, som man kender det fra somatikken men blot beskrivelser af en række symptomer, som intet forklarer om årsagen til disse tilstande. Det fremgår også af verdenssundhedsorganisationen, WHO’s ICD-10 liste. I den internationale manual fraråder forfatterne til ICD-10 netop brugen af begrebet sygdom.

Helt galt går det, når journalister glemmer at tale med de mennesker, det handler om. Eller når de glemmer at være kritiske overfor disse toneangivende psykiatere. Det viste sig også, da Politiken sidste år skrev en nyhedsanalyse den 21. september, efter at regeringen havde fremlagt sin psykiatriplan. I nyhedsanalysen stod der:

– De lider typisk af skizofreni, og tager ikke altid deres medicin.

For de fleste mennesker virker sætningen måske umiddelbart harmløs. Men det er den ikke.  Den er en del af en omsiggribende falsk fortælling om, hvad psykiske lidelser er.

Med dette udsagn får befolkningen at vide, at skizofreni er en lidelse, der kræver medicinsk behandling.

Men det er der ikke belæg for at konkludere. For det første kender man ikke årsagen til skizofreni. For det andet er der, så vidt jeg ved, aldrig foretaget undersøgelser, der viser, om såkaldt skizofrene får det bedre af at tage neuroleptika på lang sigt.

Sætningen i Politikens nyhedsanalyse indgår i et afsnit, der handler om, at psykiatrien er under pres, og at regeringen vil styrke indsatsen overfor de allermest syge, som ryger ind og ud af de psykiatriske hospitaler.

I Politikens analyse fremgår det videre, at hver femte patient bliver akut genindlagt efter en måned. Men hvorfor stiller journalister ikke spørgsmålstegn ved dette? Vidner det ikke om, at der er noget galt med selve behandlingen?

I stedet skriver journalisterne videre i deres analyse af de allermest syge patienter:

Disse borgere er også dem, der oftest udsættes for tvang. De indlægges mod deres vilje, fordi de er til fare for sig selv eller andre. De bliver spændt fast med bælte, fordi de er voldsomme over for personalet eller medpatienter. Og de får masser af medicin, selv om de ikke vil, da de under psykosen er overbevist om, at pillerne gør dem syge.

Det fremgår ikke, hvor disse oplysninger stammer fra. For mig, der har interviewet en del psykiatere, er det nemt at høre, hvorfra dette stammer.

Men der er igen tale om voldsom og meget skadelig misinformation.

Udsagnet er stærkt manipulerende og groft nedladende overfor de patienter, der tvinges til at tage neuroleptika.

Pillerne gør patienterne syge. Det er ikke noget patienterne tror, fordi de er psykotiske. Bivirkningerne ved denne medicin er voldsomme. Folk bliver invalideret, og folk dør i forbindelse med, at de får denne medicin. Disse bivirkninger fremgår også af den indlægsseddel, som følger med pillerne.

Har journalisterne mon spurgt deres kilder om, hvorfra de ved, at patienter ikke vil tage medicin, fordi de er psykotiske?

Er det mon videnskabeligt undersøgt? Næppe. Der er nok tale om gætværk som med så meget andet i psykiatrien.

Udsagnet er samtidig udtryk for, at man ikke tager sindslidende alvorligt. Man behandler dem som en slags galninge, der ikke har ret til at blive lyttet til. Det er et af psykiatriens største problemer. Og når vi som samfund accepterer noget sådant, er vi på vej mod et samfund, der risikerer at blive umenneskeligt. For hvis vi stopper med at respektere at ethvert menneskeliv er unikt og dyrebart, så er vi på gale veje.

Mennesker bliver sjældent psykotiske af ingenting. Det er som regel, fordi de har været på stoffer, eller fordi de bliver behandlet med neuroleptika, eller fordi de har været udsatte for forfærdelige hændelser.

Men det forholder psykiatrien sig ikke til, og derfor ender de fleste med at forlade psykiatrien mere syge, end da de kom der.

Psykiatrien bør tænkes helt forfra, og så bør man give plads til de dygtige fagfolk – herunder også psykiatere – der ønsker at skabe og udvikle en ny psykiatri. Dem er der ikke plads til i dag, fordi psykiatrien meget ensidigt fokuserer på medicin.