Browse Category

Artikler - Page 3

Er der opbrud i psykiatrien?

Diagnoser og medicin er omdrejningspunktet i psykiatrisk behandling. Men kritikere udfordrer dette paradigme, og det sker nu også fra egne rækker. Uenigheden, som ind til nu har levet sit eget stille liv, bør diskuteres åbent, mener den britiske psykolog Lucy Johnstone.

 

Af Gitte Rebsdorf

Dansk Psykiatrisk Selskab, DPS, har længe forklaret psykiatriens krise med manglende ressourcer. Også i forhold til den kommende 10-års plan er kravet flere midler. Men kritikere, nu også fra egne rækker, peger på, at problemerne i psykiatrien ikke kan henføres til økonomien.

Der er snarere tale om en legitimitetskrise.

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

 

You might be interested in

Misinformation om psykiatrisk forskning

/

Psykiatrisk forskning med positive resultater bliver langt hyppigere offentliggjort end forskning med negative resultater, viser en gennemgang af 238 studier. Dermed risikerer effekten af lægemidler at blive overvurderet.

Af Gitte Rebsdorf

Psykiatrisk forskning er i udtalt grad præget af videnskabelige fejl, som kan medføre, at effekten af behandlingen bliver overvurderet, viser et studie, som er offentliggjort i Schizophrenia Bulletin.

Denne artikel er forbeholdt abonnenter. Indtast din kode herunder for at læse videre.

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

 

 

You might be interested in

Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

//

Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det lettere at tvangsbehandle med medicin og ECT. Men 44-årige Trine Hessellund har prøvet at blive tvangsmedicineret, og hendes dom er klar; Medicinen virkede ikke, og den gjorde hende så aggressiv, at hun kastede med stole og borde.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Man skal ikke have talt længe med Trine Hessellund, før man hører, at hun kommer fra Nordjylland. Hendes rolige og rare dialekt, gør det svært at forstå, at hun skulle kunne blive så vred, at hun kunne finde på at kaste med borde og stole.

Men ifølge Trine Hessellund var det, hvad der skete, mens hun var indlagt i psykiatrien igennem cirka 10 år. Behandlingen gjorde hende aggressiv og udad reagerende.

I dag er Trine Hessellund ude af såvel medicin som psykiatri. Hun har tabt sig 35 kilo, og har taget sin butiksuddannelse i brug, og arbejder nu i et supermarked i Aalborg området.

Den 44-årige kvindes historie er interessant, fordi Dansk Psykiatrisk Selskab vil have gjort det nemmere at tvangsbehandle mennesker, der havner i psykiatrien. Det sker ud fra devisen, at psykisk syge har brug for medicinsk behandling, og at det er et vilkår, som ikke er til diskussion, fremgår det af skrivelsen: ”Den nødvendige og unødvendige tvang”. Her står der:

Ved den nødvendige tvang forstås den tvang, som er nødvendig for at sikre en patient med psykisk
sygdom behandling og beskytte denne eller andre mod fare. Der er tale om et uomgængelig vilkår, som
er en præmis med baggrund i de psykiatriske sygdommes natur. Der vil med andre ord være tvang, som er uomgængelig, og som ikke kan eller skal undgås i behandlingen.

Dansk Psykiatrisk Selskab betegner selv deres indspil, som er omtalt i flere medier, for nuanceret. Men for Trine Hessellund var der intet nuanceret over at blive diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose, og efterfølgende blive tvangsmedicineret med mange forskellige typer psykofarmaka.

Hun havde ikke brug for behandlingen, og diagnosen var ikke sand.

 

Fokus på tvang. PsykiatriAvisen belyser og undersøger, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe tvang i psykiatrien, selv om der er bevilget milliarder til dette område.

Dansk Psykiatrisk Selskab vil efter, at den årelange indsats har spillet fallit, have gjort det nemmere at tvangsbehandle med medicin og ECT.
Men er der evidens for, at tvang med medicin og ECT vil beskytte patienter og andre mod fare?

Hvad siger de mennesker, som selv har været udsat for tvang?

Hvad siger forskningen? Er der belæg for at mere tvang med medicin og ECT vil hjælpe? Det kan du – hvis der bliver ressourcer til det – læse om senere.

Var i livskrise

Den nordjyske kvindes vej ind i psykiatrien begyndte med, at hun var under pres i sit liv.

I 2007 havde hun ellers født sit og ægtemandens ønskebarn, som var længe ventet og til stor glæde for alle. Blot halvandet år efter kom den næste.

 

Men den første fødsel havde været hård, og medført en fødselsskade, som Trine Hessellund  bøvlede med, og som til sidst førte til, at hun måtte have en stomi. Det er en kunstig åbning i maven, hvor tarmen er ført ud.

 

Livet med to små børn, en fødselsskade og et lederjob i et supermarked var hårdt.

Trine Hessellund var i krise, og ægteskabet var også begyndt at skrante. Når hun var særlig presset kunne hun reagere fysisk ved at begynde at ryste og få kramper.

 

Hun kom til en psykolog, som mente, at den unge mor havde en alvorlig depression, og i oktober 2010 var hun så udmattet og stresset, at hun blev indlagt på Brønderslev Psykiatriske Hospital.

Men i stedet for at få den hjælp hun længe havde haft brug for, mødte Trine Hessellund et system, der gik mere op i diagnosticere hende end i at lytte til, hvad der var sket i hendes liv.

 

Diagnose efter få dage

En sygeplejerske på afdelingen kom med en bunke papirer, hvori diagnosen borderline, også kendt som personlighedsforstyrrelse, blev beskrevet. Sygeplejersken gennemgik de forskellige symptomer, husker Trine, og i løbet af få dage havde hun fået en diagnose.

Men selv om både Trine og hendes familie var uforstående overfor dette, havde afdelingen ikke tid til at tale med dem, husker Trine.

Læs også artiklen psykiatriske diagnoser er meningsløse.

10 års mareridt

Det var begyndelsen på 10 års mareridt, hvor Trine Hessellund enten var indlagt i psykiatrien eller på et af i alt fire psykiatriske bosteder. I disse år blev hun blevet udsat for mange forskellige typer af tvang. Hun er blevet slæbt hen ad gulvet, blevet hentet af politi og ambulance, lagt i bælte, og er blevet tvangsmedicineret. Oven i dette overså psykiatrien flere gange, at Trine Hessellund havde somatiske lidelser.

I begyndelsen fik hun beroligende medicin som Rivotril og Alopam. Men hurtigt kom der andre lægemidler som depressionsmedicin og antipsykotisk medicin til. Psykiatriens svar på den nordjyske kvindes problemer var piller, fremgår det af journalen.

Før Trine Hessellund kom i psykiatrien, havde hun været aktiv, spillet fodbold og haft mange veninder, og hun var endda blevet kåret som årets medarbejder på sin arbejdsplads. Men behandlingen i psykiatrien ændrede hende, så hendes familie havde svært ved at genkende hende, når de kom på besøg.

”De spurgte om jeg var fuld, for jeg kunne ikke gå lige, og gik ind i ting. Mit ansigt hang i den ene side, og jeg kunne ikke styre mit mundvand. Det var medicinen, men min familie troede, at jeg havde en hjerneblødning”, husker hun.

Trines medicinliste. Psykofarmaka er en samlet betegnelse for den medicin, der bliver anvendt i psykiatrien.
Den består af beroligende medicin, benzodiazepiner, depressionsmedicin,SSRI og SNRI, og neuroleptika også kendt som antipsykotisk medicin.Trine Hessellund blev behandlet med alle tre typer, herunder depressionsmedicinen, Cymbalta, som er et såkaldt SNRI. Midlet kan forårsage muskelkramper, aggressivitet, mani, hovedpine, træthed, uro.
Hun blev også behandlet med Seroquel, der er et antipsykotisk lægemiddel, der kan give selvmordstanker, parkinsonisme, ufrivillige muskelbevægelser, også kendt som ekstrapyramidale bivirkninger.Litium, var også på Trine Hessellunds medicinliste. Det påvirker organerne, herunder nyrer og skjoldbrugskirtel. Sidstnævnte har en vigtig funktion i reguleringen af stofskiftet.

 

Højere doser

Medicinen virkede ikke, og der var ingen i psykiatrien, der tog notits af, at den medførte alvorlige bivirkninger. I stedet fortsatte personalet behandlingen. Eller forsøgte sig med nye præparater eller højere doser, fremgår det af Trine Hessellunds journal.

Først da Trine i 2019 mødte en svensk psykiater, blev hun taget alvorligt.

Inden da skulle hun meget igennem.

Slæbt hen ad gulvet

Hun kunne ikke lide at være indlagt i psykiatrien. De behandlede hende ikke ordentligt, og hun ville gerne hjem til sin familie. Derfor forsøgte hun flere gange af stikke af.

Det skete også, mens hun var på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hvorefter personalet låste alle døre og vinduer. Men Trine opdagede, at den dør, patienterne brugte, når de skulle ud at ryge, var åben, så da hun kunne se sit snit til det, løb hun ud.

Det varede dog ikke længe, før personalet opdagede det, og løb efter.

De indhentede hende og væltede hende omkuld, og slæbte hende hen ad jorden og ind på afdelingen, hvor de andre patienter så på.

” Det var forfærdeligt, og jeg skulle se de andre patienter næste dag”, fortæller hun med stille stemme.

 

Går fra hinanden

I 2011 gik Trine og hendes mand fra hinanden. De to børn blev hos deres far, mens Trine fortsatte  i psykiatrien, enten som indlagt eller på et socialpsykiatrisk bosted.

Den medicinske behandling i psykiatrien virkede ikke. Tværtimod. Da hun var på Visborggaard i Hadsund, fik hun det så dårligt, at hun måtte bede personalet om at blive indlagt.

”Men i stedet fik jeg at vide, at jeg skulle gå op på mit værelse, og at jeg skulle have noget beroligende medicin. Der var ingen, der talte med mig eller spurgte, hvorfor jeg havde det skidt, så jeg blev ked af det, og i desperation bandt jeg ledninger om halsen på mig selv.

Da personalet fandt mig, bandt de knuderne op en for en. Det tog lang tid, for der var mange. Derefter gik de igen. De skulle ned og skrive, hvad der var sket, og imens stak jeg af.

Helikopter og en halv million

”Jeg var væk en hel nat, og gemte mig ude i skoven eller i folks haveskure. Det var koldt, og jeg havde taget et tæppe med, som jeg gemte mig under. Jeg kunne se, at de havde sendt en helikopter ud for at lede efter mig. Men de fandt mig ikke.

Næste morgen gik jeg ind til et hus med et ældre ægtepar, og bad dem ringe efter politiet. De kom, og lagde mig i håndjern, og spurgte, om jeg vidste, hvad jeg havde kostet samfundet? Det var omkring en halv million, fortalte de. Men så kunne de jo bare have hørt på mig”, fastslår Trine.

I hospitalspsykiatrien fortsatte Trines udad reagerende adfærd. Hun sagde til personalet, at hun blev syg af medicinen, og at den ikke virkede. Men det blev ikke taget alvorligt.

Trine var så desperat, at hun skadede sig selv; slugte tegnestifter eller glasskår. Hendes mave var  dog følelsesløs efter, at hun havde fået en stomi, så hun mærkede ingen smerte. Men fik til gengæld megen opmærksomhed, og personalet skældte hende ud for, at hun opførte sig som et fireårigt barn.

 

Vælter borde og stole

En forårsdag i påsken 2013 gik det helt galt.

Trine gik amok, mens hun var indlagt på Brøndeslev Psykiatriske afdeling. Hun væltede borde og stole og et højt skab med porcelæn, og kastede rundt med tallerknerne som var de frisbees, mens personalet gemte sig på kontoret.

Trine løb ud i haven, og forsøgte at stikke af. Men personalet løb efter, og overmandede hende.

Herefter var der bæltet, hvor arme, ben og mave blev spændt fast, og så sprøjten med medicinen ind i hendes krop. Det var nedværdigende og umenneskeligt. Hun kunne intet stille op.

Når Trine bliver spurgt, hvordan det var at blive udsat for en sådan behandling, bliver hun først tavs. Derefter kommer hendes stille, men sikre svar:

 

”Det var mishandling.”

 

Undgik personale

I de knap ti år den nordjyske kvinde var i psykiatrien, blev hun behandlet med 21 forskellige typer af psykofarmaka, og tog 40 kilo på samtidig med, at hun fik det værre og værre.

Hun fortæller om et personale, der i alle henseender manglede de rette kompetencer for at kunne hjælpe hende.

”Jeg orkede ikke at tale med dem, de var bedrevidende, og de lyttede ikke til det, jeg sagde. Hvis jeg havde sagt, at jeg ikke var sulten, og ikke ville have mad, gik der ikke lang tid, før de stod med en bakke, og så blev jeg sur og skubbede til den, så det hele røg på gulvet. Jeg var jo ikke underernæret, og de snakkede til mig, som var jeg en død ting, som om jeg ikke var et menneske”, fortæller hun.

Trine Hessellund er ikke den eneste, der fortæller om en syg kultur i psykiatrien. Forfatteren Jacob Skyggebjerg har også skrevet om dette, efter han igennem en årrække var indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger

Det kan du læse om her

Du kan også læse artiklen om Glenn Hansson, der blev tvangsmedicineret.

 

Troede galdesten var en tegnestift

Personalets manglende kompetencer viste sig også, da hun i 2015 fik voldsomme mavesmerter, mens hun var indlagt i psykiatrien. Det var så slemt, at hun skreg af smerte. Personalet troede, at det var psykisk betinget, og i hendes journal kan man se, at de tror, hun har slugt en tegnestift eller et barberblad.

Mange dage senere fandt man ud af, at Trine havde galdesten, som hun blev opereret for.

Intet at stå op til

I psykiatrien havde de fortalt Trine, at hun aldrig kom tilbage på arbejdsmarkedet. Hun havde  intet at leve for, eller stå op til. Hun skulle ikke engang lave sin egen mad, og hendes stue i psykiatrien var rippet for alt. Ikke engang et lagen havde hun. Det var taget fra hende på grund af den selvskadende adfærd. Medicinen fik Trine til at sove meget. Ofte 20 timer i døgnet, så slap hun også for at have kontakt til personalet.

Når hun var oppe, gik hun rundt som en zombie uden følelser, og var ligeglad med alt. Til sin 40 års fødselsdag havde hun svært ved at pakke gaverne ud, og tabte bestikket under middagen, fordi medicinen fik hende til at ryste så meget, husker hun.

Indlagt med politieskorte 

Men i 2019 skete der noget epokegørende.

Trine var blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital med politieskorte, fordi hun havde stukket en kniv i maven på sig selv. I den forbindelse kom hun i kontakt med den svenske psykiater, Mats Elovsson.

I modsætning til hvad der hidtil var sket, lyttede han til Trine. Til hvordan hun havde det, til at hun var træt og sov hele tiden, og til hvordan hun savnede sine børn.

Da der blev taget blodprøver, viste de, at der var noget helt galt med Trines stofskifte.

Det kom hun i behandling for, og samtidig begyndte den svenske læge at trappe Trine ud af psykofarmaka. Hun var også i behandling med litium, som netop skader stofskiftet.

Udtrapningen skete langsomt, pille for pille, husker Trine, og i takt med dette, fik den nordjyske kvinde det bedre og bedre.

Efter et års tid var hun helt fri af medicinen, og har i dag tabt sig 35 kilo. Hun er også blevet udredt af en specialpsykolog, Thomas Mogensen, som har konstateret, at hun ingen personlighedsforstyrrelse har. Diagnosen er blevet slettet. Men det er Trines mén ikke.

Svært ved politi og ambulance

Det er nu et par år siden, at Trine Hessellund er kommet ud af det psykiatriske helvede, hun har befundet sig i gennem næsten 10 år. Hun har på deltid genoptaget sit gamle arbejde i et supermarked, og arbejder som frivillig peer medarbejder i psykiatrien samtidig med, at hun holder foredrag.

”Medicinen ødelagde mig, og jeg ønsker ikke at andre skal blive udsat for det samme”, siger hun.

Hun virker mest glad og lettet. Andre kunne måske være bitre eller vrede. For ikke alene har Trine Hessellund mistet 10 år af sit liv. Men hendes to børn på nu 13 og 14 år har også måttet undvære deres mor, og det vejer tungest for den 44-årige kvinde.

”Det har haft nogle forfærdelige konsekvenser. I dag får jeg det dårligt, når jeg ser en politibil eller en ambulance. Det minder mig om det, jeg har været udsat for i psykiatrien. Men det værste er, at det er gået ud over mine to dejlige børn. Min datter har fravalgt mig. Måske tror hun, at jeg har svigtet hende. Men jeg har aldrig glemt hende, og du må gerne skrive, at jeg elsker dem, og aldrig glemmer dem. Jeg har kæmpet en kamp, og den håber jeg, at de en dag kan forstå”, siger hun med gråd i stemmen.

 

Trine Hessellunds historie er skrevet på baggrund af interview med Trine og hendes familie og på baggrund af Trines journal. Herudover har PsykiatriAvisen interviewet en lang række andre tidligere eller nuværende patienter i psykiatrien, som fortæller om episoder i psykiatrien som er lig det Trine Hessellund fortæller.

Det har ikke været muligt for PsykiatriAvisen at få et interview med Dansk Psykiatrisk Selskab

 

You might be interested in

SST afviser at forholde sig til viden

/

To forskere peger på, at forandringer i psykiatrien udebliver, selv om WHO har løftet pegefingeren. Det afviser Sundhedsstyrelsen, at forholde sig til, og henviser til en udtalelse fra ombudsmanden, som ingen kan finde. Det møder kritik.

 

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Danmark halter bagefter, når det gælder om at indføre forandringer i psykiatrien, og indsatsen fra myndighedernes side er halvhjertet. Sådan lyder kritikken i et ni-sider langt indlæg fra to forskere, Jeppe Oute & Susan McPherson, som PsykiatriAvisen offentliggjorde den 5. september.

Men Sundhedsstyrelsen, sst, kigger den anden vej, og afviser at forholde sig til den viden, som de to forskere fremlægger, og har afvist at stille op til interview.

Magtfuldkommenhed

Det overrasker ikke ph.d. Jeppe Oute, der er lektor i psykisk helsearbejde ved Universitet- Sørøst, i Norge. Han betegner sundhedsmyndighedernes manglende reaktion som en form for magtfuldkommenhed.

”Det minder om det, vi i vores forskningsverden betegner som strategisk ignorance. Det er et begreb, som dækker over, at man ignorerer forstyrrende forhold eller elementer strategisk for at kunne bevare sin egen stemmes autoritet og gyldighed.Myndighederne kan jo til en vis grad selv bestemme hvilke typer af forskning, de er interesseret i, og de kan selv vælge, hvad de anerkender, og uanset hvor kritisabelt det måtte være, kan de udelukke kritiske perspektiver”, siger Jeppe Oute.

Konsekvenserne er alvorlige, fastslår han:

” Risikoen er, at en påtrængt udvikling udebliver, for hvis dem, der har definitionsretten lader være med at lytte, og løser et problem med mere af det samme, så får man intet forandret”, siger Jeppe Oute.

I det ni sider lange kritiske indlæg fra Jeppe Oute & Susan McPherson henviser de til, at såvel FN som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, længe har peget på, at der er brug for en revolution i psykiatrien, så tvang og krænkelser af menneskerettigheder kan minimeres.

Problemer med tvang uløst trods milliardinvestering

Men den kritik vil Sundhedsstyrelsen ikke svare på. I stedet har presseafdelingen sendt et mailsvar fra enhedschef i sundhedsstyrelsen, Charlotte Hosbond. Det skriftlige svar forholder sig dog alene til brugen af tvang i psykiatrien. Som bekendt er det ikke lykkedes at mindske den  trods milliardinvesteringer siden 2014. I det skriftlige svar fra sundhedsstyrelsen står der:

”Selvom der gennem en lang årrække har været målrettet og vedvarende fokus på at nedbringe brugen af tvang, er det fortsat ikke lykkedes i tilstrækkelig grad. Jf. Sundhedsstyrelsens seneste opgørelse af monitorering af tvang i psykiatrien, der udkom i maj 2021, ses det, at det i løbet af partnerskabsperioden er lykkedes at nedbringe antallet af personer, der bæltefikseres, men der er i samme periode sket en stigning i antallet af personer, der fastholdes, får akut beroligende medicin, tvangsindlægges, tvangstilbageholdes og tvangsbehandles. Det er afgørende, at den udvikling vendes”, står der i svaret fra Charlotte Hosbond.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt, om den mislykkede indsats kan hænge sammen med, at indsatserne er halvhjertede eller fejlbehæftede, som de to forskere netop skriver i deres indlæg.

Vi ville også gerne have spurgt, hvordan Sundhedsstyrelsen kan sikre høj kvalitet i behandlingen, sådan som den har til opgave, når man ikke vil forholde sig til viden, der vedrører deres område.

Men Sundhedsstyrelsen vil ikke svare på disse spørgsmål.

Udtalelse som ingen kan finde

Ifølge juraprofessor på Syddansk Universitet, SDU, Steen Schaumburg-Müller, kan Sundhedsstyrelsen på sin vis nøjes med at sende et skriftligt svar:

”En forvaltningsmyndighed har ingen generel pligt til at stille op til interview og svare på spørgsmål. Men omvendt er der en forpligtelse til at udvise åbenhed og saglighed”, fastslår Steen Schaumburg-Müller

I sit svar til PsykiatriAvisen gør Sundhedsstyrelsens presseafdeling da også opmærksom på, at de ikke har pligt til at stille op til interview, og samtidig sender de et link til en udtalelse,  som de skriver, er fra ombudsmanden sammen med denne tekst:

2.1. Frihed til ikke at udtale sig Det er en saglig – og vigtig – opgave for en forvaltningsmyndighed at infor[1]mere offentligheden om sit arbejde, jf. også offentlighedslovens § 17 om ak[1]tiv information. Imidlertid pålægger hverken offentlighedsloven eller lovgiv[1]ningen i øvrigt en myndighed, dens politiske ledelse eller dens ansatte at stille op til interviews eller på anden måde indgå i en dialog med et medie.  I sin yderste konsekvens kan en minister og dennes medarbejdere derfor uden komme i konflikt med de forvaltningsretlige rammer nægte at stille op over for pressen og alene kommunikere envejs gennem f.eks. pressemeddelelser og facebookopslag.

Men linket, som Sundhedsstyrelsen har sendt, virker ikke, og det er tvivlsomt om den vedhæftede tekst overhovedet stammer fra ombudsmanden, vurderer juraprofessor på Syddansk Universitet, SDU, Steen Schaumburg-Müller.

” Efter min vurdering kan det ikke komme fra ombudsmanden. Det er noget med sprogbrugen. En forvaltningsmyndighed kan sagtens henvise til et link og en tekst, men hvis det viser sig, at kildehenvisningen ikke findes og ikke er korrekt, bør myndigheden rede trådene ud, og finde ud af hvor teksten stammer fra. Alt andet er kritisabelt”, mener Steen Schaumburg-Müller.

 

You might be interested in

Bliver man rask af at være i psykiatrien?

Omkring 300.000 danskere er diagnosticeret med depression, og nu skal sundhedsminister Magnus Heunicke (S) svare på, hvor mange af disse som kommer i arbejde, og hvor mange som ender på førtidspension.

 

Af Gitte Rebsdorf

I 1950erne varede en depression typisk omkring et halvt år, og derefter gik den over af sig selv. Det fremgår af en lærebog for medicinstuderende, skrevet af nu afdøde psykiater og professor i psykiatri, Erik Strømgren.

I dag er omkring 300.000 danskere ifølge PsykiatriFonden diagnosticeret med depression, og spørgsmålet er, hvor mange af dem, som er friske igen efter et halvt år. Det vil medlem af sundhedsudvalget Liselott Blixt (DF) nu have svar på, og hun har bedt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) svare på, hvor mange der kommer i arbejde efter et halvt år, og hvor mange som ender på førtidspension.

”Jeg mener, at det er vigtigt og interessant at finde ud af, om den hjælp, vi yder, nu også virker. Jeg kender selv flere som er gået ned med stress, har fået depression og førtidspension. Mange føler sig ikke godt nok hjulpet, og er i systemet i alt for lang tid, og kan ikke komme sig igen,” siger Dansk Folkepartis sundheds- og psykiatriordfører, Liselott Blixt.

 

Virker behandlingen

Den nu pensionerede læge Herluf Dalhof, som har beskæftiget sig med psykiatri i mange år, undrer sig over, at Sundhedsstyrelsen ikke har noget overblik over, hvor effektiv behandlingen er.

”Jeg har spurgt styrelsen flere gange. Første gang var i 2013, men jeg har ikke kunnet få svar på disse banale men helt centrale spørgsmål, som kan afklare behandlingens effektivitet. Hvis behandlingen virker, vil disse mennesker jo blive raske igen,” siger han.

Mere end 400.000 danskere er ifølge sundhedsdatastyrelsen i behandling med depressionsmedicin, som også bliver brugt ved andre lidelser end depression.

 

Fordobling på 13 år

Tal, som PsykiatriAvisen tidligere har offentliggjort tyder dog på, at effekten af psykiatrisk behandling er tvivlsom. I hvert fald hvis effekten måles i forhold til et liv uden førtidspension.

Mange flere mennesker med sindslidelser ender på førtidspension. I 1999 var 3550 mennesker med mentale lidelser på førtidspension, og 13 år senere i 2012 var det tal steget til 7 164 mennesker, altså mere end en fordobling på 13 år. Tallene er indhentet hos Ankestyrelsen og Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering. STAR.

Du kan læse om det i artiklen, Psykofarmaka bliver brugt forkert.

Den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker har dokumenteret samme tendens i sine bøger, Mad in America og Anatomy of an Epidemic.

 

10 år på depressionsmedicin

Samtidig er der forskning, som viser, at  mange mennesker har svært ved at stoppe med at tage depressionsmedicin, og at mange ofte bruger medicinen i årevis. En tidligere patient har fortalt til PsykiatriAvisen, at hun anvendte medicinen i 10 år.

Læs også artiklen: Patienter må selv kæmpe sig ud af medicinskader

Så hvordan kan det være at en lidelse, som tidligere gik over af sig selv efter et halvt år, pludselig bliver en kronisk lidelse, spørger Herluf Dalhof.

”I 1958 skrev Erik Strømgren, at en depression varer et halvt år, og at man derefter typisk bliver rask af sig selv. Det var før psykofarmaka for alvor begyndte at blive brugt i behandlingen. Det er derfor vigtigt at vide, hvor mange som efter et halvt år med depression er i arbejde, eller hvor mange, der er på førtidspension, for det vil fortælle os noget om hvor effektiv behandlingen er,” mener han.

Liselott Blixt er enig i, at der er brug for at have fokus på området.

”Når man har kendskab til, at der er mennesker, der ikke får den hjælp, de har brug for, er det vigtigt, at vi gør noget, ellers bliver det bare dyrere,” siger hun.

Antallet af unge mennesker i alderen 15- 19 år, som bliver diagnosticeret med depression, er tredoblet i en treårig periode, viser et studie fra Rigshospitalet.

 

 

 

You might be interested in

Forandringer udebliver trods løftet pegefinger fra WHO

/

Såvel FN som WHO har igennem flere år påpeget, at der er brug for omfattende reformer i psykiatrien, så tvang og krænkelser af menneskerettigheder kan ophøre eller mindskes, men forandringerne udebliver, mener to forskere.

 

 

Af Gitte Rebsdorf

FN og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har i flere år haft pegefingeren løftet i forhold psykiatrien. Der er brug for omfattende reformer, så tvang og krænkelser af menneskerettigheder kan ophøre eller mindskes.

Men forandringerne udebliver, eller går alt for langsomt, skriver professor i psykologi og sociologi ved University of Essex, Susan McPherson og lektor i psykisk helsearbejde ved Universitet i Sørøst, Norge, Jeppe Oute i et indlæg, som bliver bragt i PsykiatriAvisen i dag.

«Rapporterne fra FN og WHO handler om, at der er et overforbrug af tvang i psykiatrien som for eksempel udmønter sig i tvangsmedicinering. Men også processen med at lære mennesker med psykiske lidelser, at der ikke er meget håb for dem som kronisk og livslangt syge, og hele den psykiatriske pessimisme, som er godt kendt fra litteraturen, bliver kritiseret”, siger Jeppe Oute.

Herhjemme har myndighederne iværksat tiltag, der skal imødekomme kritikken fra WHO, ved for eksempel at forsøge at komme den store brug af tvang i psykiatrien til livs. Men det er ikke lykkedes, og Sundhedsstyrelsen har selv for nylig udgivet tal, der viser at tvangen på nogle områder i stedet er steget.

 

Pseudoforandringer

De to forskere beskriver indsatsen med at skabe forandringer i psykiatrien som halvhjertet eller forfejlet, og kalder bestræbelserne for pseudoindsatser.

Det begrunder de med, at hele den biomedicinske tilgang i psykiatrien er bevaret, og at den grundlæggende tænkning i psykiatrien om at psykiske lidelser er et medicinsk speciale, er uforandret.

«Hvis patienten har et valg om at samtykke til psykiaterens behandlingsplan eller gå sin vej, er der ikke tale om reel brugerinddragelse. Og man skaber ikke involvering af brugerne ved at give dem et valg mellem en blå eller rød tandbørste, sådan som det kan udmønte sig ved visse situationer med tvangsmedicinering. Her er valget ofte at tage pillen frivilligt eller få den med tvang”, siger Jeppe Oute.

Susan McPherson og Jeppe Oute undrer sig samtidig over, at psykiatriens aktører undlader at gå ind i en dialog om de de kritiske forhold, der hersker på området.

Du kan læse hele indlægget fra de to forskere ved at klikke her

You might be interested in

Jeg håber, vi kan foretage et skifte

/

SFs psykiatriordfører Trine Torp håber, at det kan lade sig gøre at ændre psykiatrien efter modellen i The Power Threat Meaning Framework

Af Gitte Rebsdorf

 

En række britiske eksperter vil, som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, have afskaffet psykiatriske diagnoser. Begrundelsen er, at der ikke er videnskabeligt belæg for dem, og at de ikke er hjælpsomme. Ideerne bliver hilst velkommen hos SFs psykiatriordfører Trine Torp.

Dobbeltinterview om et nyt paradigme . Hvad gør man som politiker, når eksperter på ens felt er uenige? PsykiatriAvisen har bedt to politikere fra hver sit politiske spektrum om at forholde sig til ideerne i The Power Threat Meaning Framework.

”Jeg håber, at vi kan lave et skifte. Nu er jeg både psykiatriordfører og socialordfører, og det er jeg glad for. Disse to områder hænger sammen. Man kan ikke reducere psykiatrien til eet fagligt speciale. Tværtimod er der brug for mange typer af løsninger og for mange faggrupper”, siger hun og uddyber:

”Det er en drastisk ændring at afskaffe psykiatriske diagnoser, og det bliver svært. Det er paradigmeskift som regel. Men man kan begynde med sproget og prøve at finde det meningsfulde i det, der er svært.

 

Hvordan forholder du dig til som politiker, at der ikke er faglig enighed?

”Jeg prøver at lytte til alle. Men det er besværligt, når der ikke er enighed. Vi skal også blive bedre til at lære af de gode erfaringer, som når der kommer inspirerende input fra udlandet. Det ser jeg som en politisk opgave at sikre.  Jeg har ikke noget kvik fix i forhold til, hvordan vi løser psykiatriens problemer. Men det er vigtigt at insistere på tværfaglighed, og på at der er et godt udskrivningsgrundlag, sådan at folk har noget at komme ud til, når de ikke skal være på hospital længere. Det er vigtigt at de får hjælp til de forskellige problemer, som skaber og forstærker psykisk lidelse.

 

De britiske eksperter peger på, at den medicinske psykiatri har fejlet?

”Det diagnosesystem, vi har, bliver brugt for meget i forhold til det, som det kan bære. For mig er det helt i orden at opliste nogle symptomer og kalde det noget, at man for eksempel har svært ved at koncentrere sig og fokusere. Men det bliver meget nemt identitetsskabende, og denne form for kategorisering siger intet om årsag og behandling”.

Vil det være godt at få ideerne fra The Power Threat Meaning Framework indarbejdet i den kommende 10-års plan for psykiatrien?

”Ja, jeg synes, vi bør have et hjælpesystem, der i højere grad har fokus på psykisk lidelse som reaktion på livsvilkår og oplevelser, og som har øje for det meningsfulde og forståelige i symptomerne. Mennesker med psykiske lidelse viser problemet, mere end at de er problemet”.

 

 

 

You might be interested in

Jeg læner mig op ad Sundhedsstyrelsen

/

Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Jane Heitmann, (V) synes, ideerne i The Power Threat Meaning Framework er spændende, men hun læner sig op ad Sundhedsstyrelsen, når der er faglig uenighed.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

En række britiske eksperter vil, som beskrevet tidligere i PsykiatriAvisen, have afskaffet psykiatriske diagnoser. Begrundelsen er, at der ikke er videnskabeligt belæg for dem, og at de ikke er hjælpsomme. Men formanden for sundhedsudvalget, Jane Heitmann, (V) vil som politiker ikke blande sig i dette.

Dobbeltinterview om et nyt paradigme . Hvad gør man som politiker, når eksperter på ens felt er uenige? PsykiatriAvisen har bedt to politikere fra hver sit politiske spektrum om at forholde sig til ideerne i The Power Threat Meaning Framework.

”Diagnosespørgsmålet er ikke et politisk anliggende. Det er en lægefaglig vurdering, og det er ikke noget man kan vælge til eller fra som politiker. Det er fint, at det er sådan, så jeg læner mig op ad Sundhedsstyrelsen, og de anskuelser der er for nuværende”, siger Jane Heitmann, der også er psykiatriordfører for Venstre.

 

 

Hvordan forholder du dig til som politiker, at der ikke er faglig enighed?

”Jeg er i dialog med mange forskellige faglige selskaber som Dansk Psykiatrisk Selskab og De Lægevidenskabelige Selskaber, og jeg lytter med interesse både til de faglige selskaber og til interesseorganisationerne, men selvfølgelig også til Sundhedsstyrelsen. Når jeg forholder mig til noget, sker det på baggrund af de mange forskellige input, jeg får”.

Der er forskning, som viser, at psykiatriske diagnoser ikke er videnskabeligt valide. Hvad tænker du om det som politiker?

Det er en spændende problemstilling, og det vil jeg gerne høre mere om fra de faglige selskaber og fra Sundhedsstyrelsen, og hvem der ellers kunne tænke sig at komme med input i den sammenhæng.

Det er jo helt almindelig kendt på mange områder, også indenfor psykiatrien, at der er forskellige opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert.

Hvordan agerer du i det som politiker?

Jeg har en forventning om at Sundhedsstyrelsen orienterer sig bredt, også om hvad der foregår internationalt – og bliver klogere på, hvad der foregår i England. Jeg har en forventning om, at styrelsen  orienterer sig i forhold til de lande, vi sammenligner os med, og der må man sige, at England hører med i den kategori”.

Vil det være godt at få ideerne fra The Power Threat Meaning Framework indarbejdet i den kommende 10-års plan for psykiatrien?

”Jeg tror altid, at det er godt, at man forsøger at se det hele menneske, og at man også som læge forstår at tage en dialog i øjenhøjde. Vi er jo ikke bare en diagnose. Vi er hele mennesker som alle har nogle udfordringer. Det er vigtigt, at behandlingen forholder sig til det”, siger Jane Heitmann, og uddyber:

”Der er mange mennesker, som har glæde af medicinsk terapi. Det er selvfølgelig op til lægen, som har ordinationsretten, at vurdere om det er nødvendigt. Men jeg tror sjældent, at medicin kan stå alene. Der er en sammenhæng mellem soma og psyke”.

 

You might be interested in

Britisk bevægelse vil have opgør med psykiatriske diagnoser

Revolutionen i den medicinske psykiatri er udeblevet, og som modsvar har et britisk-baseret netværk, The Power Threat Meaning Framework, udviklet et alternativ til diagnoser. Interessen er overvældende.

 

Af Gitte Rebsdorf

 

Siden psykolog Lucy Johnstone og hendes kolleger i efteråret 2018 lancerede deres 400 sider lange udgivelse, The Power Threat Meaning Framework, hvis hovedtanke er et opgør med psykiatriske diagnoser, har kalenderen været fuldt booket, og rejseaktiviteten været heftig.

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

You might be interested in

Vil flere senge løse psykiatriens problemer?

Dansk Psykiatrisk Selskab vil have 500 flere senge i psykiatrien, og har hyret et kommunikationsbureau til at sikre sig maksimal indflydelse på den kommende 10-års plan. Men psykiatriens problemer skyldes ikke mangel på senge. Det er selve behandlingen, den er gal med, mener kritikere.

 

Af Gitte Rebsdorf

Psykiatrien har det skidt. Omkring hver femte patient bliver genindlagt, dødeligheden er betydeligt højere end hos resten af befolkningen, tvangstallene er høje, og flere børn og unge får diagnoser. Det er nogen af de udfordringer, som venter på at blive løst.

Men der er ikke enighed om kuren.

Mens Dansk Psykiatrisk Selskab, DPS, kræver at få 500 flere sengepladser – og dermed også flere midler, så peger kritikere på, at det er selve behandlingen i psykiatrien, den er gal med. Psykiatrien skaber kroniske patienter.

Sådan er fronterne trukket op, når en række aktører med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i spidsen i disse måneder arbejder på at udmønte en 10 års plan for psykiatrien.

Men muligheden for at få indflydelse på planen er ikke ligeligt fordelt.

Maksimal indflydelse

Dansk Psykiatrisk Selskab har hyret kommunikationsbureauet,  Geelmuyden Kiese, GK, til at hjælpe sig med at få maksimal indflydelse på planen.

Det fremgår af selskabets årsrapport fra 2019, hvor der står:

Vi har som aftalt på generalforsamlingen 2019 fået hjælp af et kommunikationsbureau. De skulle kunne hjælpe os med at få maksimal indflydelse på planen.

Psykiaterne gør i det hele taget meget for at fremstå godt i offentligheden, og for at få deres synspunkter igennem. Det sker blandt andet ved et målrettet arbejde med dansk presse, som de er godt tilfredse med, fremgår det af en årsrapport fra 2017. Her står der:

Vi har i dag et godt netværk af journalister, der kender DPS’ synspunkter og de udfordringer, som danske psykiatere møder, herunder de faglige og økonomiske rammebetingelser for dansk psykiatri. Det har gjort det lettere for os at komme til orde

Ifølge SFs psykiatriordfører, Trine Torp er der intet bemærkelsesværdigt i, at Dansk Psykiatrisk Selskab køber sig til indflydelse ved at hyre et kommunikationsbureau.

– Alle større organisationer køber hjælp til deres kommunikation, men det er klart, at det er en politisk opgave ikke kun at lytte til dem, der er store og har råd til at købe sig til hjælp fra et kommunikationsbureau, siger hun.

Ulige indflydelse

En af de mindre aktører, som må klare sig uden hjælp er Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering. Her frygter formanden Mogens Seider, at penge og magt frem for faglighed kan komme til at bestemme udfaldet af psykiatriplanen.

–  Vi er et lille selskab, som holder en årlig konference, og som udsender fire nyhedsbreve. Vi har ikke penge til at få hjælp fra et kommunikationsbureau. Desuden fylder det sundhedsmæssige og regionale niveau forholdsvis meget i arbejdet med 10-års planen, siger han.

Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering arbejder for et paradigmeskifte i psykiatrien, men de er kun repræsenteret med ét medlem i én enkelt arbejdsgruppe. Psykiaterne derimod er med over hele linjen, fremgår det af et notat fra Sundheds-og Ældreministeriet, som PsykiatriAvisen har søgt aktindsigt i.

Herudover medvirker repræsentanter fra regioner, kommuner, fagforeninger, patientforeninger- og pårørendeforeninger som Sind og Bedre Psykiatri.

Men dem, der ønsker at nytænke psykiatrien er alt for dårligt repræsenteret i arbejdet med 10-års planen, mener Mette Askov, der er sygeplejerske og tidligere patient i psykiatrien.

– Jeg føler mig ikke repræsenteret af Sind og Bedre Psykiatri. De har ikke fokus på det, der er problemet i psykiatrien, og de ligger alt for tæt op ad Dansk Psykiatrisk Selskab, siger Mette Askov, der også er kendt fra filmen, Mettes Stemme af Katrine Borre.

Psykiatere mangler evidens

Målet for psykiaterne er, at få 500 flere senge i psykiatrien, og det krav begrunder de med, at antallet af patienter er steget med 37 procent i løbet af 10 år.

Men det stigende antal patienter skyldes selve behandlingen i psykiatrien. Den er forfejlet, og den skaber kroniske patienter, påpeger den prisvindende amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker, der har skrevet bøgerne Mad in America og  Anatomy of an Epidemic.

–  Da det første antipsykotiske lægemiddel kom på markedet i 1954, troede man, at folk kunne forlade hospitalerne og leve ude i samfundet. Men det er en myte. Da man begyndte at medicinere, kom patienterne tilbage til hospitalerne. Før 1954 kunne 60 procent af patienterne klare at leve uden for hospitalerne. De nyeste tal for mennesker med diagnosen skizofreni er, at kun 6 procent kommer sig så meget, at de er i stand til at leve liv uden for hospitalet. Så psykiatrien skaber kroniske patienter, siger Robert Whitaker, der også driver siden Mad in America.

Formanden for Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering er enig.

– Der er ikke evidens for nogen steder, at flere senge vil hjælpe. Der er ikke nogen, der bliver raske af at blive lagt i seng i psykiatrien, siger Mogens Seider.

Mette Askov har selv prøvet at være patient i psykiatrien, og hun oplevede på egen krop, hvordan den medicinske behandling invaliderede hende.

– Man sover hele tiden, og orker ikke at bevæge sig. Samtidig bliver man helt ude af stand til at tænke eller handle selv, fordi man er så dopet, at man ikke overkommer det, siger hun.

Fejltolkninger til grund for diagnoser og behandling

Det er nu mere end otte år siden, at Mette Askov forlod psykiatrien og begyndte at trappe ud af den medicinske behandling.

– Der er nogen, som kan lide at være indlagt. Men de fleste bryder sig ikke om det. Inklusiv mig selv. Man kommer ind i en patientrolle, hvor man skal underlægge sig andres holdninger og meninger.

– Jeg prøvede også at blive tvangsindlagt. Det var jeg vred over, og i arrigskab travede jeg op og ned ad gangen og mumlede for mig selv, at det var som at befinde sig i en kafkask roman. Det blev hørt af en medarbejder, som tolkede det, som om jeg var psykotisk. Jeg var ikke en skid psykotisk, men i min journal blev der skrevet, patienten taler om at være i en roman. Sådan bliver man fejltolket. Det sker hele tiden, og det ligger til grund for både diagnoser og behandling, understreger Mette Askov, der er ved at færdiggøre en femårig uddannelse som narrativ psykoterapeut.

At såkaldte antipsykotiske lægemidler er farlige, bliver bekræftet af kritiske psykiatere. Læs også interviewet med professor David Healy.

Men selv om psykofarmaka er omdrejningspunktet i psykiatrien, er det ikke nævnt med et eneste ord i den plan, som Dansk Psykiatrisk Selskab med hjælp fra kommunikationsbureauet har fået udarbejdet.

PsykiatriAvisen ville gerne have spurgt formanden for DPS, Gitte Ahle, hvorfor de alvorlige bivirkninger ikke er nævnt.

Avisen ville også gerne have haft svar på, hvilken evidens psykiaterne har for, at flere senge skulle løse psykiatriens problemer.

Men det har ikke været muligt med et interview.

Psykiatere får hjælp fra Danmarks Radio

Dansk Psykiatrisk Selskabs krav om flere senge i psykiatrien er ikke nyt. Det blev med stor gennemslagskraft italesat, da Danmarks Radio i foråret 2019 midt i valgkampen offentliggjorde en spørgeskemaundersøgelse, som var udarbejdet i samarbejde med selskabets medlemmer.

Ifølge undersøgelsen må psykiatere udskrive patienter, som ikke er færdigbehandlede. Herefter lå det lige for at rulle bolden videre, og kræve flere penge til området. Det havde det magtfulde selskab held med. Som selskabet skriver i årsrapporten fra 2019, så stod Folketingets partier nærmest i kø for at bevilge flere penge til området, og pressen hjalp velvilligt med:

Op til og under valgkampen kontaktede de forskellige partiers ordførere os, for at høre vores mening om, hvordan psykiatrien skulle være, og de begyndte at overbyde hinanden mht. hvor mange penge de ville sætte af. Journalisterne var også interesserede i vores holdning til psykiatriens fremtid og økonomi, og de ville selvfølgelig også høre vores holdning til de forskellige partiers økonomiske forslag.

Herefter blev der på finansloven bevilget 600 millioner kroner ekstra om året til psykiatrien.

Bevillingen blev bevilget med baggrund i, at 58 procent af psykiaterne i undersøgelsen siger, at de dagligt eller ugentligt må udskrive patienter for tidligt.

Men hvad betyder det, når psykiaterne siger, at de må udskrive patienter for tidligt? Det er ikke defineret.

Længere tid på hospitalet vil dog ikke gøre patienterne mere raske, mener Robert Whitaker.

– Argumentet holder ikke. Problemet er, at behandlingen er baseret på medicin, men det hjælper ikke folk med at komme sig, siger den amerikanske videnskabsjournalist.

Det er ikke første gang, at der er bevilget ekstra penge til psykiatrien. Også i 2014 da en anden psykiatriplan var til forhandling, blev der bevilget flere penge. Dengang blev der øremærket 2,2 milliarder til fordeling over fire år.

Psykiatriordfører Liselott Blixt, DF, mener ikke, at Folketinget har været for rundhåndede med at dele midler ud.

– Det er regionernes ansvar, at pengene bliver brugt godt. Jeg har talt med en psykiater i dag, og han siger, at patienterne bliver udskrevet for hurtigt, og at man skal være sikker på, at medicinen virker, før man udskriver dem. I øjeblikket behandler vi patienterne halvt, og så bliver de udskrevet, mens de stadig er psykotiske, siger hun.

SFs psykiatriordfører Trine Torp er uenig.

– Der er brug for, at vi begynder at tænke lidt anderledes, så flere penge ikke bare bruges på mere af det samme. Der er brug for forandringer, og der er ikke mindst brug for at bruge flere ressourcer på den psykosociale indsats udenfor psykiatrien, siger hun.

Forbedringer udeblev trods flere milliarder

De ekstra milliarder i 2014 skulle ifølge en pressemeddelelse fra sundhedsministeriet give psykiatrien et markant løft, således at kapaciteten kunne udbygges med bedre faciliteter på sygehusene, mindre tvang og mere forebyggelse.

Men her seks år efter er forbedringerne udeblevet, og brugen af tvang i psykiatrien er fortsat høj.

Samtidig fortsætter psykiaterne med at kræve flere penge til psykiatrien. De ekstra 600 millioner, der er aktuelt er afsat i faste midler hvert år på finansloven, er ikke nok. Psykiaterne vil have flere midler til udmøntning af den kommende 10-års plan.

Det fremgår af Dansk Psykiatrisk Selskabs politiske handlingsplan, som de har fået hjælp til at kommunikationsbureauet  Geelmuyden Kiese, GK. Her står der:

Finansloven 2020 er et tydeligt skridt i den rigtige retning mod et varigt løft af den psykiatriske behandling. Men der er behov for flere og mere omfattende løsninger på både kort og lang sigt.

Den forkerte kur

Men det er ikke så underligt at psykiatrien bliver ved med at mangle ressourcer, for kuren er forkert, mener  Robert Whitaker.

– Flere senge vil ikke løse psykiatriens problemer. Hvorfor skulle de det? Problemet er, at vi har en behandling, hvor psykofarmaka er omdrejningspunktet. Psykofarmaka er vanedannende, og på lang sigt invaliderende, så det vi skaber er kroniske patienter, og derfor får psykiatrien brug for flere senge, siger Robert Whitaker og henviser til en række studier på området. De viser, at patienter, der er fri for antipsykotiske lægemidler, klarer sig bedre.

Også dødeligheden er højere hos patienter, der får psykofarmaka.

Minister vil nytænke

Sundhedsminister Magnus Heunicke lægger i en pressemeddelelse fra juni 2020 op til, at der gerne må ske nytænkning inden for psykiatrien.

– Vi skal ikke være bange for at gå nye veje, siger han.

Men førende psykiatere er ikke begejstrede for nytænkning, og har længe modarbejdet, at metoden Åben Dialog blev mere udbredt.

Samtidig er kritikere, som ønsker at gå nye veje og reformere psykiatrien, kun sparsomt repræsenteret i arbejdet med 10-års-planen, påpeger formanden for Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering, Mogens Seider.

– Der er alt for lidt fokus på, at der skal noget nyt til. Når folk havner i psykiatrien, er det ikke ensbetydende med, at de er syge. Vi er nødt til at begynde at se på folks livssituationer og tale om, hvad der er sket for folk i stedet for at fokusere på, at der er noget genetisk galt med dem.

– Og hvis ikke man begynder at tale med og lytte til nogen andre end de aktører, man er vant til at lytte til, så sker der ingen forandringer.

– Det er vigtigt, at alle sider bliver hørt, og at myndighederne også lægger øret ned til græsset, og hører, hvad de mennesker, der er tættest på, har at sige, mener han.

Mette Askov er enig.

– Hvis vi satte ind tidligere, kunne vi spare mange henvendelser til psykiatrien. Folk har ingen steder at gå hen uden brugerbetaling. Der er ingen centre eller steder, hvor man kan få hjælp. Det er muligt at få 10 gange psykologhjælp, men der er en stor egenbetaling, og det har de færreste råd til, siger hun.

 

 

 

 

 

 

 

You might be interested in

1 2 3 4 5 … 9