Medlemsskab

PsykiatriAvisen  S/I eller PA er en nystiftet forening, hvis primære formål er:

  • At arbejde for et skifte af det dominerende biomedicinske paradigme så tvang og krænkelser i psykiatrien kan ophøre, sådan som FN og WHO påpeger.
  • at fremme mental sundhed gennem dialog, debat, oplysning, journalistik, konferencer, kunst og events og ved at inddrage og give stemme til brugere af det det psykiatriske område.

Psykiatriavisen.dk

Foreningen PsykiatriAvisen S/I driver den digitale netavis: psykiatriavisen.dk, som har eksisteret siden 2017. Avisen har sit eget frihedsbrev og redigeres ud fra journalistiske principper.
Psykiatriavisen.dk er et specialmedie med journalistik om forskning, politik og behandling samt med borgerjournalistik.

Såvel forening som netavis er under udvikling

Om foreningen

Psykiatrien bliver som udgangspunkt betragtet som et medicinsk speciale, hvor psykiske lidelser bliver anset som sygdomme i hjernen, der skal behandles med medicin. Men det er problematisk, for der er ikke videnskabeligt belæg for på den måde at sidestille psykiske lidelser med fysiologiske lidelser. Det er et faktum, som psykiatere naturligvis er klar over, men sjældent italesætter offentligt. Der er dog undtagelser. Tidligere førende psykiater, professor Tom Bolwig, skrev i Ugeskrift for Læger tilbage i november 2008, at psykiatrien ingen ætiologi har, og at specialet ”trænger til et videnskabeligt gennembrud af de helt store.”

Trods milliardinvesteringer har dette gennembrud stadig ikke vist sig. Tværtimod dokumenterede et forskningsprojekt for nylig, at teorien om den kemiske ubalance er aflivet.

Hvis vi skal forstå og afhjælpe psykiske lidelser, tyder meget således på, at vi skal lede andre steder end i hjernen på de mennesker, som har det svært, og at den voldsomme brug af psykofarmaka og diagnoser bør erstattes af andre tiltag.

Det er med baggrund i dette, at der er behov for et paradigmeskifte af psykiatrien.

FN og WHO har længe peget på, at der brug for et skifte af det biomedicinske paradigme i psykiatrien, hvor store befolkningsgrupper er udsat for en voldsom overmedikalisering og dehumaniserende indsatser.

FN og WHO peger videre på problemer med udbredt brug af tvangsforanstaltninger, som er velkendt herhjemme. Trods milliardinvesteringer er tvangen i Danmark fortsat høj. Omkring 5500 mennesker bliver hvert år udsat for tvang i psykiatrien, heraf er et stigende antal børn og unge udsat for tvang. Dette har ført til kritik fra Rigsrevisonen.

Narrativet i psykiatrien er som udgangspunkt ejet af meningsdannere eller psykiatriske eksperter, mens de mennesker, som har været i psykiatrien, ofte er uden stemme.

Som en kvinde udtalte til psykiatriavisen.dk i marts 2023:

så bliver man ikke regnet for noget, når man har fået en diagnose. Så er man skør.

Læs også artiklen: Historieløs og uden identitet 

Mange borgere er udsatte og sårbare efter kontakt med psykiatrien, og har ingen steder at gå hen. Mange står alene, og hver femte patient bliver genindlagt efter kort tid. Mange har været udsat for traumatiserende oplevelser i psykiatrien. Dette er også beskrevet af forfatteren Jacob Skyggebjerg, som i et interview til dr. dk udtaler følgende:

– Hver gang de indlægger mig, lærer jeg, at det eneste, der kan få mig i betragtning til at blive udskrevet, er, hvis jeg opfører mig som en fuldstændig neutral person.

– Man skal være samme farve som væggen. Der må ikke være noget humør eller personlighed tilbage, og det er også det, medicinen ofte har til formål: At slette mennesket.

– Det er en lukket verden, hvor hverken medier eller pårørende har adgang. Ved at give mig en behandlingsdom og indlægge mig flere gange i løbet af de fem år, har de haft en flue på væggen, som nu kan rapportere indefra. Det, synes jeg, er en gave til systemet og til psykiatrien.

PsykiatriAvisen S/I samarbejder med:

  • dr Roberto Mezzina, som er en af grundlæggerne til den hæderkronede Trieste-model, som sundhedsfaglige fra hele verden besøger.
  • International Mental Health Collaborating Network, IMHCN.org
  • Bedre Psykiatri Thisted/Morsø ved Inger Bøgh Bisgaard
  • Lolland-Falster Socialpsykiatri
  • Speciallæge i psykiatri, Jens Frydenlund Nielsen, Hillerød  

Bestyrelsen

Bestyrelsesmedlem journalist Malin Kristina Westerlund har en BA i antropologi fra Københavns Universitet og en MA i European Society Science and Technology fra Roskilde og Bari Universiteter. Malin Kristina Westerlund har desuden en efteruddannelse i sprog, reportage og feature fra Journalisthøjskolen i Aarhus, og var i syv år områderedaktør på Frederiksborg Amts Avis. Hun har desuden skrevet tre undervisningsbøger: Hvem er irakerne? Europa og Indvandringen og Hey piger og drenge – om kvindeliv og kønsroller, alle tre udkommet på forlaget Alinea. Malin Westerlund har besøgt den hæderkronede psykiatri i Trieste i Italien, og skrevet om den til flere medier, herunder Sygeplejersken og psykiatriavisen.dk

Bestyrelsesformand Gitte Rebsdorf er stifter af psykiatriavisen.dk og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1992.  Siden beskæftiget med journalistik indenfor magasin- og dagbladsbranchen. I en årrække midt i 1990erne var Gitte Rebsdorf ansat i Danmarks Radio, hvor hun primært beskæftigede sig med nyhedsjournalistik. I 2007 skrev hun som en af de første journalister herhjemme kritisk om det stigende antal psykiatriske diagnoser til børn og unge. Det førte til en lang række artikler i pædagogernes fagblad, Børn&Unge, som blev nomineret til Anders Bording prisen.

Medlemsskab

Alle, der kan tilslutte sig foreningens formålsparagraffer, kan blive medlem af foreningen, og vil hermed indgå i en bevægelse, der arbejder for at fremme foreningens formål.

Ved medlemskab af foreningen opnår man samtidig gratis adgang til alle artikler og arkiv på psykiatriavisen.dk

Et års abonnement koster 500 kroner. Det er også muligt at købe en enkelt artikel. Det koster mellem 50 og 100 kroner alt efter hvilken artikel det er.

Foreninger, organisationer og virksomheder kan købe årsabonnement for 2200 kroner. Abonnementet giver adgang til avisens arkiv.

Vi arbejder på at indføre en elektronisk betalingsordning. Ind til da bedes du sende en email til: redaktion@psykiatriavisen.dk

Herefter får du tilsendt et login til avisens artikler og bliver samtidig medlem af foreningen.

Beløb kan indbetales til:

Mobilepay: 22 28 99 50,

Bankoverførsel:

reg. nr. 0400, konto nr. 402 778 7423

Hvis du vil være med:

Foreningen er båret af frivillig arbejdskraft, og ethvert bidrag er kærkomment. Hvis du ønsker at støtte foreningen med aktivistisk arbejde, er det meget velkomment. Du kan også støtte psykiatriavisen.dk med dit arbejde i form af journalistik, webudvikling og -design, lay-out eller grafik.

Ring eller mail og hør om mulighederne.

Kontakt:

Gitte Rebsdorf, Gitte@psykiatriavisen.dk, 2228 9950