Viden, analyse og udvikling

Som om hjerne og krop brænder

I 2018 fik professor Jørgen Brandt ordineret depressionsmedicin, og fik vanvittige bivirkninger. Det føltes som om, der var hældt syre ned i hans hjerne, som bredte sig til hele kroppen. Som forsker undrer han sig over, at depressionsmedicin nogensinde er blevet godkendt. Han mener, Sundhedsstyrelsen har fejlet.

Af Gitte Rebsdorf

Selv om professor Jørgen Brandt mere eller mindre har fået smadret sit liv og må leve med konstante smerter og gener efter at have fået antidepressiv medicin i samlet set to år, så er han alligevel heldig.

For i modsætning til de fleste, så er han som forsker i stand til at sætte sig ind i kompliceret stof og til skelne mellem god og dårlig forskning. Han kan se, at den forskning, der ligger til grund for depressionsmedicin er ringe, og sandsynligvis fyldt med bias.

Der er ikke sikker evidens for medicinens effekt, men der er sikker evidens for risikoen for mange alvorlige bivirkninger, og for langvarige skader, når man ophører med medicinen.

Bivirkningerne havde Jørgen Brandt kunnet mærke på sin egen krop fra dag et, hvor han fik depressionsmedicinen, Sertralin. Han fik blandt andet ekstrem hovedpine og følte det som, at både hjerne og krop var i brand.

Da han senere fandt ud af, hvad forskningen viste, stoppede han fra den ene dag til den anden med at tage medicin. Noget som eksperter med viden om udtrapning ellers fraråder på det kraftigste.

”Jeg turde ikke tage en eneste pille, efter jeg havde fundet ud af, at det måske var medicinen, der havde gjort mig syg.  Jeg ville ikke risikere at gøre det værre og ødelægge mere i min hjerne. Det er ufatteligt at disse piller er blevet godkendt,” siger han.

Abonner her. PsykiatriAvisen arbejder i samfundets tjeneste. Men kritisk og undersøgende journalistik er tidkrævende og dyr at producere. Hvis du ønsker at bakke op om avisens journalistik, kan du læse mere her:http://www.psykiatriavisen.dk/abonnement/

Fra maveproblemer til medicinhelvede

Forskerens vej ind i det, der skulle blive et psykofarmaka helvede, begyndte i virkeligheden med noget somatisk, nemlig maveproblemer.

Det var et problem, han havde haft i en del år, og i september 2016 gik han til lægen for at få det tjekket og høre, om det var noget, han skulle gøre noget ved.

Lægen ordinerede herefter Movicol, som er et middel mod forstoppelse. Men lægemidlet gav ham så voldsomme mavesmerter, at han havde svært ved at sove. Han stoppede med medicinen, men smerterne fortsatte.

”Jeg gik derfor til min læge igen, og spurgte, om jeg kunne få noget at sove på. Det var ikke noget problem. Jeg fik udskrevet Imovane, som lægen fortalte var et nyt og uskadeligt lægemiddel, som var ude af kroppen igen efter fire-seks timer”, fortæller Jørgen Brandt.

Men Imovane var ikke så uskadeligt og så nyt, som den praktiserende læge havde oplyst, og Jørgen Brandt måtte de næste år kæmpe med både ekstreme mavesmerter og med sovemidlet, som viste sig at være et benzodiazepin lignende stof.

Sundhedsmyndighederne har ellers kørt kampagner mod netop benzodiazepiner, fordi de er vanedannende, og det middel den 55-årige forsker fik, må ifølge vejledningen højst tages 1-2 uger. Men Jørgen Brandt endte med at få sovemidlerne i sammenlagt fem år, fortæller han.

”Det skete uden nogen som helst advarsler fra de læger, der udskrev midlet. Jeg fik heller ikke information om, at det var stærkt vanedannende, og at de kunne give svære abstinenser, også mens man tager medicinen. Det hænger sammen med at sovemedicin har en kort halveringstid. Det betyder, at man kan få abstinenser imellem, at man tager pillerne.”

”Man kan selvfølgelig spørge, om ikke jeg selv burde have vidst dette? Men jeg havde ekstreme smerter og var i krise, og jeg stolede på lægen. Det er jo også deres job at kende til mulige risici og bivirkninger ved lægemidler og fortælle patienterne om dem”, siger han.

Faldt med et brag

De næste år fik Jørgen Brandt sværere ved at klare det, han plejede, både i sit familieliv og arbejdsmæssigt.

”Jeg fik sværere ved at koncentrere mig, og blev mere og mere træt. Jeg begyndte også at få angstanfald, noget jeg aldrig har haft tidligere. Abstinenserne fra sovemedicinen blev værre og værre, og jeg fik svært ved at passe alt det jeg skulle,” fortæller han.

Jørgen Brandt forsker i miljø og miljøets påvirkning på menneskers sundhed. Man behøver ikke at have talt længe med ham, før man finder ud af, at hans arbejde ikke bare er et arbejde, men også en passion.

Men en januar dag i 2018 gik det galt. Professoren var taget afsted om morgenen, fordi han havde et vigtigt møde, som han ikke ville gå glip af. Han nåede dog kun at deltage kort i mødet, før han måtte tage hjem igen.

Hjemme faldt han om, og kunne ikke rejse sig igen, og måtte hentes af en ambulance.

”Jeg kunne ikke mere. Grænsen var nået, og jeg måtte sygemeldes efter 25 år i mit fag. Lægerne tilbød antidepressiva som hjælp mod min stress, men jeg takkede nej, da jeg ikke ville have noget, der påvirkede min hjerne,” fortæller han.

Først senere på året, da Jørgen Brandt kom under yderligere pres, fordi hans samlaver gennem otte år, gik fra ham, endte han med at takke ja til depressionsmedicinen.

”Jeg har som stressramt sikkert heller ikke været særlig sjov at være sammen med. Men desværre fik det mig til at gå til lægen igen, og han sagde, at Sertralin ville være en hjælp. Jeg endte med at sige ja, fordi jeg var i krise, og havde brug for hjælp”.

”Men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg kunne ikke det store i forvejen på det tidspunkt på grund af efterveerne fra stress, og bivirkningerne indtraf efter første pille.

”Det var som om min hjerne brændte, og som om der var ild i min krop. Som om, der var nogen, der havde hældt svovlsyre ned i min hjerne, som så bredte sig til hele kroppen. Jeg fik ekstrem hovedpine, smerter, føleforstyrrelser og rysten på hænderne. Lægen sagde at det var helt normalt, og at det ville gå over igen. Men siden kom der mange andre alvorlige bivirkninger, og de gik ikke over igen. I dag kan jeg se, at mine alarmklokker burde have ringet,” siger Jørgen Brandt.

Vendepunktet

Efter et stykke tid begyndte Jørgen Brandt at tage den undren, han længe havde haft over alle bivirkningerne, alvorligt. Han begyndte at undersøge, hvad det var for en medicin han fik, og hvilken forskning, der lå til grund for den.

Det blev vendepunktet for den 55-årige mand.

”Jeg havde det, som om der var gået ild i alle mine nerver, som om jeg skulle dø, og når jeg undersøgte forskningen, kunne jeg se, at der var forskningsmæssigt belæg for den måde, jeg havde det på”.

”Forskningen viser, at effekten af depressionsmedicin er tvivlsom. Alle metastudier, der er udført dokumenterer dette, og hvis man dertil lægger, at mange studier med negativt resultat aldrig bliver offentliggjort, så er vi måske nede på en negativ effekt. Så at tage medicin, som faktisk ikke virker, men som kun giver en masse bivirkninger er jo tosset,” påpeger han.

Endnu værre blev det, da Jørgen Brandt fandt ud af, at når man stopper med depressionsmedicin og sovemedicin, kan man få abstinenser, som er værre end de bivirkninger, man har, mens man tager medicinen.

Videnskabelige studier viser, at cirka halvdelen får abstinenser og cirka en fjerdedel får alvorlige langvarige og invaliderende abstinenser, som kan være endnu værre end det man oprindeligt fik medicinen for. Det gælder både depressionsmedicin og benzodiazepiner, hvoraf sovepillerne er nogle af de værste.

”Når man ved det, er det helt ufatteligt, at depressionsmedicin nogensinde er blevet godkendt. Hvilken anden medicin ville man godkende, hvis der var fifty – fifty chance for, at man fik skader, og at medicinen har så tvivlsom virkning”? spørger Jørgen Brandt.

Som forsker er han vant til at vurdere videnskabelige undersøgelser, og han kunne se, at meget af den forskning, der ligger til grund for behandlingen i psykiatrien er yderst ringe, blandt andet fordi mange forsøg er biased.

”Problemet er en indbygget fejl. Forsøgene med depressionsmedicin bliver ofte gennemført ved at sammenligne to grupper, en der får piller, og en der ikke gør. Men disse forsøg tager slet ikke højde for, at folk får seponeringsproblemer, når de stopper med medicinen, men bliver kun fortolket som at den underliggende sygdom vender tilbage, når man stopper med medicinen. Så hvis man får det værre af at stoppe med medicinen, tolkes det som at medicinen virker, hvilket er forkert da man skal kunne skelne imellem seponeringssymptomer og bagvedliggende sygdom.”

”Et andet problem er, at forsøgene ofte er meget korte typisk 6-12 uger. Men medicinen bliver ofte givet i årevis, og studier af bivirkninger og ophørssymptomer stopper efter 28 dage, så ophørssymptomerne er derfor slet ikke generelt anerkendt blandt læger,” siger han.

Elektriske stød på ubestemt tid

Da Jørgen Brandt var blevet klar over, hvad der lå til grund for disse piller, stoppede han øjeblikkeligt med at tage psykofarmaka – først depressionsmedicinen og fire måneder senere sovepillerne. Noget alle med viden om udtrapning fraråder, fordi det kan være farligt.

På det tidspunkt havde han fået sovepiller i sammenlagt fem år og depressionsmedicin i alt to år.

Men pillerne var ikke sådan at slippe af med.

Både sovemedicin og depressionsmedicin er relativt hurtige ude af kroppen igen, men da kroppen og hjernen har vænnet sig til at få dem, får man abstinenser fra begge. Medicinen påvirker hjernens signalstoffer, og når man stopper med medicinen, er hjernen kommet ud af balance, og kan have svært ved at finde tilbage til den naturlige balance igen. Dette kan tage årevis, viser forskning.

Det fik Jørgen Brandt også at mærke, da han stoppede med medicinen. Ophørssymptomerne var endnu værre, end de bivirkninger, han havde ved medicinen.

”Det er meget pinefuldt, og kommer ofte i bølger i form af for eksempel elektriske stød i hjernen. Når man siger det til folk, kigger de ofte på en, som om man ikke er rigtig klog. Jeg er også meget træt, og har følelsen af konstant at have en hård influenza, med stive og smertefulde muskler og led, følelsesløshed, brystsmerter, mavesmerter, smerter i munden og halsen, svimmelhed, hovedpine, tinnitus, tågesyn, svimmelhed, rysten og søvnproblemer. Den brændende syresmerte i hovedet og kroppen blev endnu værre,” fortæller han.

Men ingen havde oplyst om disse ophørssymptomer, heller ikke Jørgen Brandts egen læge.

”Han fortalte mig, at jeg sagtens kunne stoppe med begge præparater fra den ene dag til den anden, da jeg allerede var på laveste dosis. De langvarige ophørssymptomer er ikke anerkendt nogen steder. Jeg kan se på en række internetfora, at der er mange andre, der har samme problemer, og hvis ikke jeg havde fået hjælp fra diverse internetfora og fra eksperter på MedicinRådgivningen og læst alle de videnskabelige artikler på området, ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort,” siger han.

MedicinRådgivningen er en selvstændig enhed under foreningen Sind. Og eksperterne herfra informerede Jørgen Brandt om, at han skulle holde ud, og at hans gener ville tage af over tid.

Fra officiel side var der ingen hjælp at hente, og ingen ved, hvor længe ophørssymptomerne varer. Det er individuelt. Medicinrådgivningen siger, at det kan tage fra måneder til år at komme over det igen.

” Jeg synes, det er min pligt, at komme ud med den viden, jeg har. Lægerne og Sundhedsstyrelsen ved ikke nok om dette, og der mangler i den grad oplysning,” mener Jørgen Brandt.

Sundhedsstyrelsen fejler

Ansvaret ligger hos sundhedsmyndighederne, og de har ifølge Jørgen Brandt fejlet, for det er deres opgave at holde sig orienteret om forskning og sørge for, at den nyeste viden, når ud til de praktiserende læger, påpeger han:

”Der er åbenbart ikke den store interesse i psykiatrien eller i Sundhedsstyrelsen for denne forskning, som er udkommet i de senere år om langtidsvirkningerne fra udtrapning af psykofarmaka, og den manglende evidens for at depressionsmedicin virker”, siger han.

Sundhedsstyrelsen ønsker ikke at lade sig interviewe. Men skriver i et mailsvar således:

”Når Sundhedsstyrelsen udarbejder kliniske retningslinjer bygger anbefalingerne på en nøje afvejning af de gavnlige effekter og de skadelige. I de tilfælde hvor en given behandling skader mere end den gavner, vil vi lave en anbefaling imod denne behandling. Vi opdaterer løbende vores anbefalinger, og hvis der kommer ny viden indgår den i den samlede afvejning”.

Læs også artiklen om, at Sundhedsstyrelsen afviser at forholde sig til viden.

Håber at slippe uden varige mén

Jørgen Brandt arbejder på deltid og kæmper for at finde tilbage til sit liv før psykofarmaka. Men medicinen har været et belastende bekendtskab. Hans tre børn har fået at vide, hvad der er sket, og det har hans venner også. Men det er ikke alle, som har holdt ved.

”Det er svært, når man ikke kan det samme som før. Hjernen arbejder langsomt, når man har så mange smerter og træthed, og selvfølgelig håber jeg at kunne komme over det hele uden varige men”, siger han.

Jørgen Brandt stoppede med at tage Sertralin 1. marts 2021 efter at havet taget det i sammenlagt to  år og stoppede med at tage Imovane 1. juli 2021 efter at have taget det i fem år.

 

Læs også Jørgen Brandts debatindlæg

4 Comments

  1. Tak for interessant artikel om depressions medicin og sovemedicin har selv været bruger af det, led af svær træthed, og fik adskillige produkter for det af min psykiater, men intet hjalp, blev sendt til Nordvang Glostrup med henblik på elektrochok behandling men efter samtale konkluderede lægen, at der snarere var tale om for lavt T3, pga min struma operation ca 15 år tidligere.
    Senest har jeg døjet med min nattesøvn som først kom ved 4:30 om morgenen og fik Zonoct 10 mg som jeg delte og tog en halv hver aften kl 21 og faldt i søvn ved 23 tiden, men efter 1 år blev mere og mere træt og mistede lyst til alting og senest faldt jeg pludselig kl 1 om natten da jeg skulle på toilettet og kunne ikke rejse mig, kaldte med mit nød kald og ventede 3 timer liggende på gulvet og frøs før der kom hjælp, så er stoppet med Benzoerne og har blot nogle kraftige hedeture, tinitus og svimmelheden er blevet lidt mere kontrolerbar.

  2. Og, da man med fuld sindsro kan sige, at hele koden er knækket, så er der ikke det mindste til hinder for, at vi får lukket den bule ned. Koden for, hvordan man kommer ud af en psykotisk tilstand er knækket forlængst. FOR LÆNGST !!

    Så, den magt som psykiatrien sidder på er faktisk mere eller mindre ulovlig. Man siger, at folk skal tvinges til medicin, tvang, bæltefiksering, ikke mindst al den skjulte tvang, indespærring og arrogant adfærd fra visse medarbejderes side. Og ved gud også elektrochok i den bløde hjerne, det må da være ulovligt. Det MÅ da være totalt ulovligt.

    Det må være ulovligt set i lyset af, at vi nu kan hjælpe mennesker ud af psykoserne uden psykiatriens giftige og megafarlige piller og injektioner. Farlig farlig gift, hvilket fremgår så tydeligt af Eva Lilli Lilliaden s tekst, på Ny Psykiatri ( link : https://www.facebook.com/groups/770721437169838/posts/1110650569843588/ ) her. På samme måde følte jeg det. Samme måde føler millioner det, er jeg sikker på. Det er simpelthen VANVID at det får lov at foregå.

    Jeg håber, at allemulige mennesker, patienter, tidligere patienter, diverse netværk, diverse medarbejdere og andre interesserede vil samle beviser og vil arbejde på finde de helt rigtige jurister og advokater. Menneskers vidnesbyrd. Forskeres resultater. Vanvittige lægers vanvittige udtalelser. Beviseligt løgn i journaler. Og indsamling af penge .

    For, når der er helt styr på corona, vacciner og varianter, så kan diverse regeringer nok slippe fri af medikament – fabrikanternes skruetvinger ( mafialignende tilstande, som Peter Gøtzsche har talt om ) og så kan der opstartes retssager. Fantastisk vil det blive, hvis man kunne initiere en fælles europæisk retssag. Måske Mad In America, Global kan assistere ?

    Jeg tror ikke at det er muligt at igangsætte en retssag inden der er styr på corona ´en. . ( Måske er jeg dum på dette felt – det kunne jeg da så stærkt så stærkt håbe. )

    På forhånd må jeg desværre sige, at jeg ikke har kræfter til at kæmpe en retssag mod Psykiatri, tvangsmedicinering og med tvang og påstand om at dette har gang på jord . Desværre kan jeg ikke. Ikke nu. Bliver jeg stærk igen, så vil jeg meget gerne give stort set alle mine kræfter til et sådanne fint projekt

    Venligst fra
    Anna Kofoed

  3. Tak for et fantastisk indlæg/ oplæg.

    Som både du Anna Kofoed og du Søren Brandt desværre tydeliggør i jeres debatindlæg, er netop de mennesker som er mærkede af destruktive fejlbehandlinger i psykiatrien, som kender virkningen på og i egen krop, så belastede at det at råbe omverdenen op, politisk som i den brede befolkning en enorm opgave.
    Ikke alene fordi psykiaterne og medicinalfirmaerne har enorm magt til at køre deres egokarrierer, men også fordi vi oplevet os ødelagte ofte på både krop og sjæl.

    For mit vedkommende har jeg været nødt til at sætte fokus på tvangsdelen, fordi vi i sandhed er ofrer for politikernes og psykiaterne og befolkningens uvidenhed – og magt på området.

    Men jeg har aldrig været i tvivl om, at mange andre af de som af egen fri vilje, fordi de ikke har kendt til andre udveje, også er blevet måske livsvarigt skadede.

    Mit store ønske er at vi der har personlige erfaringer og viden på området bliver respekteret og oprigtigt mødt som de sensitive intelligente individer vi er.

    Men idag er det stadig sådan at vi bliver talt ned til, som var vi retarderede og udvidende idioter, uden evner for at mærke og vide hvem vi selv er og ikke kende os selv og vores begrænsninger !!!.

    Overgreb i psykiatrien kan medføre livslange handicap, død og dybe, dybe traumer, det er intet mindre end sandheden.

    Derfor skal vi have ændret lovgivningen, så intet individ kan påtvinges psykofarmaka.

    Og vi skal have ændret sundhedsvæsenet, så enhver med vigtige erfaring og viden respekteres, med andre ord skal den magt som idag er placeret hos psykiaterne fjernes,big flere fagligt uddannede med dybere og bredere viden skal være med til at uddanne og støtte mennesker i krise.

    Jeg hører hjertens gerne fra andre som tænker i samme baner, for vi bliver nødt til at samarbejde hvis vi skal øve tilstrækkelig indflydelse.

    Og tænk seriøst over hvem du næste gang giver DIN stemme til, for personligt kender jeg ingen politikere, som virkelig ønsker at gøre en tilstrækkelig indsats for at ændre lovene på psykiatriområdet 🌻.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Seneste fra Artikler

Er der opbrud i psykiatrien?

Diagnoser og medicin er omdrejningspunktet i psykiatrisk behandling. Men kritikere udfordrer dette paradigme,
Gå til Toppen