Viden, analyse og udvikling

Kejserens nye klæder og den skadelige psykofarmaka

Bivirkningerne ved psykofarmaka er forfærdelige, men det er intet imod de langvarige abstinens- og ophørssymptomer, man risikerer af få, skriver professor Jørgen Brandt, der har mærket konsekvenserne på egen krop.

 

I debatten om psykiatriens udvikling, mangler det at blive belyst, hvor meget skade den omfattende brug af psykofarmaka forvolder.

Udgangspunktet er tilsyneladende, at mennesker skal behandles med medicin, når de får reaktioner på livet som stress og deraf følgende angst/depression. Der kan være mennesker, der er så syge, at medicin kan være nødvendig, men når omkring 10% af befolkningen får psykofarmaka af den ene eller anden slags, bør alarmklokkerne ringe.

Jeg har selv tidligere har været stressramt og har i den forbindelse mærket konsekvenserne af psykofarmaka på min egen krop.

Når man bliver sygemeldt med stress, angst eller depression, tilbyder lægen typisk antidepressiv medicin, og hvis man er ”heldig”, får man også benzodiazepiner (eller tilsvarende agonister), fx mod søvnløshed. Baggrunden er en hypotese om, at sygdommen skyldes en ubalance i signalstofferne i hjernen (fx serotonin), og at denne ubalance kan helbredes med medicin. Problemet er bare, at denne hypotese er blevet endeligt afvist1.

Psykisk lidelse fra stress, overbelastning, og heraf følgende angst og depression, skyldes ikke en ubalance i hjernen. Tværtimod skaber medicinen, i sig selv, en ubalance i hjernen, som kan være invaliderende. Der er stor risiko for, at blive endnu mere syg, når man begynder på psykofarmaka. Bivirkningerne kan være forfærdelige, men det er intet imod de langvarige abstinens- og ophørssymptomer, som man risikerer at få, når man stopper med medicinen.

Ifølge forskning får op mod 25% af dem, der ophører med antidepressiva og benzodiazepiner, svære og langvarige ophørssymptomer, som kan vare i årevis2,3. For dem er symptomerne typisk langt værre end den tilstand, som de oprindeligt blev behandlet for. Den lange liste over de mulige ophørssymptomer er nogenlunde den samme, uanset om man ophører med fx antidepressiver, benzodiazepiner eller antipsykotisk medicin, selvom det er forskellige signalstoffer og receptorer i hjernen, de påvirker4. Pointen er, at disse lægemidler har forstyrret den meget fine balance, der i forvejen var i hjernen. Når man tager medicinen, indstiller hjernen sig på, at nu kommer nogle af stofferne udefra, og når man så fjerner medicinen igen, kan hjernen have svært ved at genskabe den naturlige balance imellem signalstofferne og receptorerne. Det påvirker hele nervesystemet og derved mange funktioner i kroppen.

Resultatet kan være både psykiske og fysiske senfølger, i form af kemisk induceret angst, depression eller endog psykoser, samt et utal af fysiske symptomer i form af træthed, hovedpine, svimmelhed, influenzafølelse, invaliderende smerter i kroppen, maveproblemer, søvnløshed, ødelagt sexliv, tinnitus, ”brain zaps” (stød i hovedet) og meget mere. Ofte ender folk med at få en diagnose, som fx fibromyalgi, irritabel tyktarm, funktionel lidelse, eller endog nye psykiatriske diagnoser, som man ikke umiddelbart forbinder til ophør af medicinen.

Konsekvensen af at forstyrre hjernens balance med psykofarmaka kan være enorm, med tab af arbejdsevne, indtægt og manglende evne til at leve et socialt liv.

Forskning viser også, at antidepressiv medicin (fx SSRI og SNRI) ikke virker meget bedre (og sandsynligvis værre) end placebo5,6. Forsøgene med antidepressiv medicin er typisk meget korte (6-12 uger). De foregår typisk ved at man tager halvdelen af en gruppe, der tager antidepressiv medicin og erstatter medicinen med placebo. Hvis denne gruppe får det værre, konkluderes det, at medicinen virker. Problemerne med forsøgene er at:

  • forsøgene er meget kortvarige så langtidseffekter ikke studeres,
  • abstinenser fra antidepressiv medicin ikke er anerkendte og derved forveksles med tilbagevenden af de oprindelige symptomer
  • omkring halvdelen af forsøgene, som viste et negativt udfald (at medicinen ikke virker) er ikke blevet publiceret7 og indgår derved ikke i den samlede vægtning af resultaterne. Effekten er derved yderst diskutabel, mens risikoen for bivirkninger og langvarige ophørssymptomer er store.

Benzodiazepiner virker til gengæld særdeles godt beroligende. Udfordringen er bare, at de er stærkt afhængighedsskabende. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man kun må udstede benzodiazepiner i få uger. Ellers risikerer man at blive afhængig og udvikle tolerance, og så skal man have større og større doser for, at få en virkning. Desuden risikerer man, at få abstinenser imellem doserne. I løbet af kort tid holder pillerne altså op med at virke, men man tager benzodiazepiner for at dæmpe abstinenserne fra selvsamme piller. De mulige langvarige abstinenser fra benzodiazepiner er stærkt undervurderet. Det er på ingen måde holdbart.

Der er åbenbart ikke den store interesse i psykiatrien eller i Sundhedsstyrelsen for denne forskning, der er udkommet i de senere år omkring langtidsvirkningerne fra udtrapning af psykofarmaka, samt manglende evidens for at antidepressiva virker efter hensigten.

De praktiserende læger har næppe tid til at sætte sig ind i den nyere forskning, selvom de udskriver langt størstedelen af psykofarmaka, uden egentligt at vide hvilke risici, som de udsætter patienterne for.

Når ens tilstand forværres pga. af ophør med medicinen, er budskabet ofte, at det er “den underliggende sygdom”  der vender tilbage, og at man derfor skal have endnu mere medicin og højere doser. I værste tilfælde ender nogle mennesker med at få adskillige præparater – bare fordi de er blevet syge af stress.

I stedet burde lægerne for det første spørge, om medicinen er risikoen værd i forhold til den, i bedste fald, lille virkning fra antidepressiva og den store risiko for hurtig afhængighed fra benzodiazepiner. For det andet bør man spørge patienterne, om de er villige til at tage den op mod 25%2 store risiko for, at de ender med at blive invalideret pga. langvarige og invaliderende ophørssymptomer.

Der mangler en helt basal anerkendelse af, at psykofarmaka kan gøre mere skade end gavn, og at antidepressiva virker tvivlsomt ud over placeboeffekten. Samt at bivirkningerne for mange er store, og at risikoen for svære og langvarige ophørssymptomer kan være endnu større, når man stopper med medicinen igen – specielt hvis man ikke trapper meget langsomt ud. Udtrapning af medicinen skal ikke ske lineært med fx halvering af dosis hver anden uge, men i mindre og mindre reduktioner over måneder og måske endda år, pga. den stærkt ikke-lineære sammenhæng mellem koncentrationen (mætningen) af signalstofferne i hjernens receptorer og dosering af medicinen8, fx med 5-10% af tidligere dosis, hvert 4-6 uge.

Der bør i langt højere grad fokuseres på lægernes udskrivning af psykofarmaka, så vi ikke bare ender med mere medicin. Pga. den store risiko for invaliderende senfølger er det vigtigt, at sundhedsstyrelsens anbefalinger bliver overholdt. Det drejer sig fx om, at benzodiazepiner kun må udskrives i få uger. At antidepressiva kun skal gives i de sværeste tilfælde af depression og måske ikke engang dér, da virkningen er særdeles tvivlsom (i bedste fald ca. 2 point på Hamilton skalaen ud af 52 mulige)4,6.

Mange mennesker føler sig fortabte i det etablerede system, da langvarige abstinenser, ophørssymptomer og senfølger ikke er anerkendte. I stedet tyer de til støttegrupper og internetfora, hvor de søger information. Desuden risikerer man, at blive stigmatiseret af systemet, da man typisk får at vide, at man lider af angst/depression, mens man selv kan mærke, at symptomerne er helt anderledes. Der findes fx viden og erfaring hos MedicinRådgivningen (smr.dk), der rådgiver om udtrapning af psykofarmaka, som bør inddrages i udviklingen af psykiatrien, sådan at vi kan sikre, at folk ikke bliver mere syge af medicinen, end de var i forvejen.

Da mange mennesker bliver mere syge af at få psykofarmaka, end de var i forvejen, må målet være, at få reduceret den omfattende brug af psykofarmaka væsentligt og tilbyde bedre behandlingsformer, fx metakognitiv terapi, som har vist langt bedre resultater mod angst og depression end medicin. Der er brug for meget klare retningslinjer og en udvikling i retning af, at langvarig psykisk og fysisk lidelse ikke starter med, at man går til lægen og får en recept på psykofarmaka.

Referencer
1Moncrieff, J., Cooper, R.E., Stockmann, T. et al. The serotonin theory of depression: a systematic umbrella review of the evidence. Mol Psychiatry, 2022. https://doi.org/10.1038/s41380-022-01661-0
2Davies, J. and J. Read, 2019. A systematic review into the incidence, severity and duration of antidepressant withdrawal effects: Are guidelines evidence-based? Addictive Behaviors. Volume 97, October 2019, 111-121. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/30292574/

3Finlayson, A. J. R., J. Macoubrie, C. Huff, D. E. Foster, and P. R. Martin, 2022. Experiences with benzodiazepine use, tapering, and discontinuation: an Internet survey. Therapeutic Advances in Psychopharmacology 12, 1-10.https://journals.sagepub.com/doi/full/10.1177/20451253221082386

4Hengartner, M. P., 2017. Methodological flaws, conflicts of interest, and scientific fallacies: Implications for the evaluation of antidepressants’ efficacy and harm. Frontiers in Psychiatry, 8(275). https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5725408/
5Nielsen, M., E. H. Hansen, and P. C. Gøtzsche, 2011. What is the difference between dependence and withdrawal reactions? A comparison of benzodiazepines and selective serotonin re-uptake inhibitors. Addiction 107. 900-908. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/21992148/ 
6Horowitz M and A. Wilcock, 2022. Newer generation antidepressants and withdrawal effects: reconsidering the role of antidepressants and helping patients to stop. Drug and Therapeutics Bulletin 2022;60:7-12. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34930807/
7Erick H. Turner, Annette M. Matthews, Eftihia Linardatos, Robert A. Tell, L.C.S.W., and Robert Rosenthal, 2008. Selective Publication of Antidepressant Trials and Its Influence on Apparent Efficacy. N Engl J Med 2008; 358:252-260. https://www.nejm.org/doi/full/10.1056/NEJMsa065779
8Sørensen,A.,H. G. Ruhé, and K. Munkholm, 2022. The relationship between dose and serotonin transporter occupancy of antidepressants—a systematic review. Molecular Psychiatry volume 27, 192–201. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34548628/
 
 

                    

4 Comments

  1. Fin artikel. Dog er benzoer i min erfaring noget helt andet (også at slippe) end antidepressiva. Af samme grund koster benzoer også væsentligt mere på gaden end antidepressiva.

  2. Tak for at dele dine personlige erfaringer Søren Brandt.

    Jeg har altid vidst at psykofarmaka er skadeligt, hvorfor jeg aldrig frivilligt har accepteret hverken de medikamenter, eller for så vidt diagnosen jeg blev påtvunget for 20 år siden.

    De sammenlagt to år, hvor jeg trods min udtalte modstand sagde NEJ til medikamenter m.m. var et langt overgreb, og det som har holdt mig på ret køl, og rette vej, da jeg endelig slap fri af psykiatriens kløer, er den viden jeg også i den da havde tilegnet mig indenfor såvel det somatisk som dybdepsykologien, og jeg har bevist at jeg vidste bedst, i det jeg selv fra dag 1 i frihed, smed lortet i skraldespanden!!!.

    Jeg har været hele turen igennem på egen hånd, samtidig med at jeg måtte arbejde mig gennem de dybe traumer de verbale, fysiske og medicinske overgreb resulterede i.

    Jeg kender alle symptomerne på hvad psykofarmaka kan gøre af skade, og det er en lang liste.

    Fra overvægt, til stød i hjernen, til mave og hjertesmerter og isnende kulde i områder af hjernen. Men jeg har også måttet lære mig selv at skrive og tale igen, for bare at nævne et par eksempler.

    Jeg ønsker tvangsmedicinering ulovliggjort !

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Seneste fra Blog

Psykiatriens krise

En ny amerikansk bog om psykiatri rammer ned i den aktuelle debat
Gå til Toppen