Viden, analyse og udvikling

Studie afliver teori om kemisk ubalance

Deprimerede mennesker har ikke en kemisk ubalance i hjernen, som skal kureres med medicin. Det fastslår en forskningsgennemgang af  al relevant litteratur. Den nye undersøgelse rejser spørgsmålet, om befolkningen er blevet vildledt.

Af Gitte Rebsdorf

Mennesker er i årtier blevet forledt til at tro, at depression skyldes en kemisk ubalance som følge af mangel på serotonin.

Men det er alene en teori, som aldrig er bevist. Et britisk studie, som bliver offentliggjort i dag i Molecular Psychiathry, viser, at der ingen sammenhæng er mellem mangel på serotonin og depression.

Teorien har ellers levet i bedste velgående, og verden over er millioner af mennesker blevet medicineret med depressionsmedicin, som har til formål at rette op på denne påståede kemiske ubalance.

”Man kan godt undre sig over, at det har været nødvendigt at undersøge forskningen, når der netop kun har været tale om en teori. Men teorien er meget fremherskende, og overalt; i medierne og i undervisningen, har folk fået fortalt, at depression skyldes en kemisk ubalance. Det er også, hvad jeg selv har lært. Derfor har det været nødvendigt at undersøge, hvad der egentlig er videnskabeligt belæg for, hvad der er sandt og falskt”, siger en af undersøgelsens forfattere, psykiater og forsker ved North East London NHS Foundation Trust, NELFT, Mark Horowitz

Forskerne har med professor i psykiatri ved University College London, Joanna Moncrieff i spidsen, gennemgået alle relevante studier og metaanalyser foretaget gennem flere årtier, og konklusionen er klar:

” Det er altid svært at bevise et negativ, men jeg tror, at vi med sikkerhed kan sige, at der intet belæg er for at depression skyldes en kemisk ubalance ,” siger Joanna Monchrieff.

Teorien om, at depression skulle have sin årsag i en kemisk ubalance, blev lanceret allerede i 1960 erne, og siden er der brugt mange forskningsressourcer på at bevise den. Men altså uden held.

Stop for depressionsmedicin?

Det nye studie, som har gennemgået den eksisterende forskning på området, rokker samtidig ved brugen af depressionsmedicin. For hvis ikke depression er forårsaget af serotoninmangel, er der heller ingen grund til at ordinere medicin, som skulle rette op på denne påståede kemiske ubalance.

Denne viden bør ifølge Mark Horowitz komme befolkningen til gavn.

” Det er vigtigt, at befolkningen får korrekte informationer, så de har mulighed for at træffe et informeret valg. Der er nogen læger, der mener at det er gavnligt at bruge teorien om de kemiske ubalancer som en metafor, så folk undgår at føle skyld. Men især ideen om, at depressionsmedicin virker på samme måde som insulin gør ved diabetes, er vildledende. Folk bør kende til fakta, og vide, at der ikke er evidens”, mener han.

Det er der mange der ikke gør. Undersøgelser viser, at op til 90 procent af befolkningen har taget forklaringen om de kemiske ubalancer til sig.

Intet svar i gener

Forskerne har gennemgået 17 studier, herunder 12 systematiske studier og metaanalyser. Store undersøgelser, som involverede titusinder af patienter, havde fokus på gener. Men der er ikke fundet forskelle i gener mellem mennesker med depression og en kontrolgruppe.

I andre undersøgelser har man kunstigt sænket serotoninniveauerne for på denne måde at  se, om serotoninmangel er relateret til depression. Men en metaanalyse fra 2007 og en nyere undersøgelse viste, at en reduktion af serotonin ikke førte til depression hos raske frivillige.

Når teorien om de kemiske ubalancer er blevet så udbredt hænger det ifølge forskerne sammen med, at medicinalindustrien har markedsført ideen ganske massivt.

Brugen af depressionsmedicin tog for alvor fart i 1990erne, og i dag får omkring 440.000 danskere denne medicin. I England får omkring 16 procent af voksne og to procent af alle teenaagere depressionsmedicin.

Men de alvorlige bivirkninger ved medicinen er endnu en grund til at se med alvor på situationen, udtaler Joanna Moncrieff.

”Tusindvis af mennesker lider af bivirkninger og får alvorlige problemer, når de vil trappe ud af medicinen. Derfor er det på høje tid at informere offentligheden om, at der ikke er evidens,” siger hun.

3 Comments

  1. “Man kan godt undre sig over, at det har været nødvendigt at undersøge forskningen, når”der netop kun har været tale om en teori.”

    Man kunne måske forvente at en forsker kender forskel på teori og hypotese!?

    At modvise en teori er en stor ting!

  2. Hvad med at se på dem med depression, fremfor kun at se på forskningen – og kunstigt sænkning? Kan jo tænkes at forskningen har grebet dét forkert an og at der er noget om snakken, der bør forskes i, yderligere, og på en HELT anden måde!

    Jeg har flere gange undret mig over hvorfor, jeg ikke kunne blive undersøgt for bagvedliggende årsag, fremfor evt. ordinering af medicin.

    • Der findes masser af metoder til at finde de bagvedliggende årsager til depressioner og anden psykisk sygdom.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Gå til Toppen