Antallet af maniske lidelser stiger og stiger – hvorfor?

Cand. Psyh. Erik Platz skriver i dette indlæg om, hvordan flere bliver diagnosticeret med bipolar lidelse. Med afsæt i en række undersøgelser peger debattøren på, at psykofarmaka kan være en af årsagerne til den voldsomme stigning.

 

Den svært helbredelige maniske lidelse med dens rastløshed og unaturlige opstemthed ofte med psykotiske træk bliver ved med at gribe om sig.

Den amerikanske videnskabsjournalist Robert Whitaker anslår, at ca. én ud af 10.000 personer i 1950 oplever en manisk periode. I dag kommer ca. én ud af 40 til at opleve en manisk periode.

Der er altså tale om en mangedobling af tilfælde. Disse tal er behæftet med usikkerhed, men er iøjnefaldende, ikke mindst fordi stigningen kommer efter, at man er begyndt at bruge psykofarmaka.

 

Der kan peges på tre grunde til denne stigning:

 

1) Et stigende forbrug af euforiserende stoffer (hash, amfetamin, kokain m.fl.) udgør en sandsynlig (mindre) del af denne stigning.

 

2) Forskellige medicintyper (psykofarmaka) skaber mani hos brugeren og må bære en stor del af skylden for det stadigt stigende antal manier. Solid forskning sandsynliggør denne antagelse:

 

2a) Forskere ved Yale University (Martin m.fl.) finder i 2004 ved gennemgang af journaler for 87.920 patienter med diagnosen angst eller depression medicineret med antidepressiver (SSRI-præparater), at 7-8 % hvert år overgår til en manisk periode førende til, at 20-40 % i alt overgår til diagnosen ”mani” – eller ”bipolar lidelse”, som diagnosen betegnes i dag.

 

2b) Forskere ved University of Louisville (El-Malakh m.fl. år 2002) finder ved udspørgning af medlemmer af den amerikanske forening for manio-depressive, at 60 % af disse angiver i udgangspunktet alene at være diagnosticeret depressive, men at de efter startet medicinering med antidepressiver er overgået til diagnosen bipolar lidelse.

 

2c) I en del tilfælde bruges antidepressiver (SSRI) til behandling af bipolar lidelse. National Institute of Mental Health (USA) fastslår i en stor undersøgelse (Ghaemi m.fl. år 2008), at brugen af antidepressiver forværrer prognosen for den bipolare – gør lidelsen mere kronisk.

 

2d) Medicinering af børn med antidepressiver vinder frem, men det er katastrofalt i forhold til barnets ikke fuldt udviklede nervesystem. Forskere ved University of Pittsburgh finder således, at 23% af drenge i alderen 8-19 år behandlet med SSRI-præparat udvikler mani eller manilignende tilstande, og at yderligere 19 % udviser medicinskabte problemer.

Psykiatere ved Harvard (Faedda m.fl.) finder, at 25% af børn diagnosticeret depressive og medicineret med antidepressive overgår til bipolar lidelse.

Geller fra Washington University finder I en undersøgelse, hvor præpubertære børn medicineret med antidepressiver følges i en 10-årig periode, at tæt ved 50 % overgår til en bipolar diagnose.

 

2e) ADHD-medicinering af børn skaber bipolar lidelse. Food and Drug Agency (USA) udgiver I 2006 en rapport om medicinskabt psykose og mani hovedsageligt i relation til ADHD-børn. Rapporten bygger på hen ved 1000 indberetninger, som antages at repræsentere ca. 1 % af samtlige tilfælde. Rapporten fastslår, at den medicinskabte psykose eller mani opstår hos patienter uden identificerbare risikofaktorer for psykose.

I en undersøgelse af Bidermann m.fl. fra Massachusetts General Hospital (1996) konkluderes, at 11% af medicinerede børn med ADHD må antages at ville udvikle bipolare symptomer.

 

2f) Går vi et led længere ud i fødekæden, må vi konstatere, at det angstdæmpende middel benzodiazepiner stadig bruges i forskellige typer ”nervemedicin”. I 2007 undersøger franske forskere (Pelissolo m.fl.) 4.425 langtidsbrugere af benzodiazepiner og konstaterer, at 75% efter langvarig brug lider af svær depression eller angst.

WHO fastslår, at benzodiazepiner skaber meget uheldige bivirkninger for brugeren og fraråder brug. Stoffet er ganske vist  effektivt som angstdæmper, men allerede efter kort tids brug skaber det stor afhængighed og efterfølgende angst og depression. Der er stadig et vist forbrug af det depressions- og angstskabende middel, hvis ”ofre” så medicineres med antidepressiver med øget risiko for skabelse af mani.

 

2e) Helt generelt kan det ikke undre, at når der gives et humøraccelererende antidepressivt stof til en depressiv patient, som med ret stor sandsynlighed uden medicinering vil komme sig i løbet af mindre end et år, – ja, så vil det risikere at accelerere nogle brugere ”op over stregen” til en manisk tilstand.

At de fleste depressive vil komme sig indenfor maksimalt et år uden medicinering kan sandsynliggøres ud fra forskning:

Posternak m.fl. Fra Brown University er i en undersøgelse fra 2006 af depressionsforløb uden medicinering nået frem til, at op mod 85 % af de diagnosticeret depressive hen over mindre end et år bliver raske uden medicinering, og at ingen medicinbehandling kan opvise så gode resultater.

Den danske forsker Jakobsen m.fl. har i et særdeles grundigt metastudie fra 2017, vedrørende behandling af 27.422 depressionsramte, konkluderet, at antidepressiv medicin kun har en forsvindende positiv korttidsvirkning på den depressive patient, og at denne virkning ikke opvejer medicinens negative virkninger.

Et engelsk forskningsprojekt fra Duke University af Blumenthal og Babayak m.fl. følger tre statistisk tilfældigt udvalgte grupper af ældre svært deprimerede patienter. Den ene gruppe modtager alene antidepressiv medicin. Den anden modtager antidepressiv medicin og motion. Den tredje gruppe modtager alene motion. Efter 16 uger er der sket en stort set lige stor forbedring hos alle tre grupper. Efter 10 måneder klarer den ikke-medicinerede gruppe sig markant bedre end de to medicinerede grupper.

 

 

Et lignende ræsonnement om at ADHD-medicinen risikerer, at accelerere et ADHD-barn med endnu ikke fuldt udviklet nervesystem ”op over stregen” og ind i en manisk tilstand er oplagt, da denne medicin er et amfetaminderivat, som tendentielt accelererer humøret.

 

 

3) Diagnosekriterierne for bipolar lidelse er blevet væsentligt udvidet siden 1950´erne. Hovedårsagen hertil skal findes i, at der op gennem sidste halvdel af 1900-tallet dukker et helt nyt sygdomsbillede op for bipolar lidelse, hvor der nu tales om hyppige skift mellem maniske og depressive perioder – fra få måneders mellemrum helt ned til flere daglige skift. Den lidelsestype var ukendt tilbage i 1950´erne, hvor medicineringen af psykiske sygdomme starter.

 

I en solid faglig bog om bipolar lidelse fra 1959 (før medicinering): ”Manic Depressive Illnes” af George Winokur fra Washington University omtales lidelsen således som mild, ret sjælden og så godt som kun forekommende i voksenalderen. Det anslås i bogen, at 50 % af patienterne kun vil opleve én episode i deres liv af få uger til et par måneders længde, og at de før og efter denne episode vil være fuldt ud raske og normale. 30% vil ”kun” opleve 2-3 episoder og udenfor disse være raske og normale. Ca. 20% vil have en længere række af episoder.

Den nye og langt alvorligere type bipolar lidelse med hyppige skift og psykotiske træk er næsten ubehandlelig, og gedigen forskning tyder på, at den er medicinskabt.

 

Det skal nævnes, at stoffet litium også har været anvendt i behandlingen af bipolar lidelse, og at den ansete og grundige engelske forsker Joanna Moncrieff i 2008 konstaterer, at brugen af litium simpelthen er skadelig for patienten.

 

Konkluderende ser det ud til, at medicineringen af depression og angst med antidepressiv medicin (SSRI-præparater) – ikke mindst i forhold til børn -, og medicinering af ADHD med amfetaminderivater – også her særligt i forhold til børn – medfører mere skade end gavn.

Det lader til, at disse medicintyper som gennem en tragt fører flere og flere ind i mani og psykose.

 

Psykiatrien må gentænkes. Psykisk sygdom og sindslidelse kan ikke bare forstås som en biokemisk lidelse i hjernen, som skal genoprettes ved medicinering – slet ikke når der ikke kan måles noget unormalt i den sindslidendes hjerne set i forhold til den ”normales”. Vi er nødt til at lukke op for forståelsen af, at en væsentlig del af drivkræfterne i udviklingen af forskellige typer af sindslidelse skal findes i sindets og det enkelte menneskes forhold til sig selv, ligesom blikket for patientens netværk og livsforhold skal skærpes.

 

Litteraturhenvisning vedrørende den nævnte forskning kan findes i bogen: ”Sindslidelse er en lidelse i sindet” (Erik Platz, 2021)

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Forrige opslag

SST afviser at forholde sig til viden

Næste opslag

Trine smadrede en afdeling i afmagt og medicinrus

Seneste fra Blog