Viden, analyse og udvikling

Stor forskel på Åben Dialog

Åben Dialog er ved at brede sig i Danmark. Men resultaterne i Danmark er ikke lige så gode som I Finland, viser forskning. Det kan hænge sammen med kvaliteten i brugen af metoden, mener professor Jaakko Seikkula.

Af Gitte Rebsdorf

Vestlapland er kendt verden over for sin succes med at hjælpe psykiatriske patienter.

Omkring 80 procent af de patienter, som får Åben Dialog, kommer i arbejde, og er fri for psykotiske symptomer. Samtidig falder behovet for indlæggelse på psykiatriske hospitaler betydeligt.

Så gode resultater opnår vi ikke herhjemme, viser et forskningsstudie, som blev omtalt i sidste udgave af PsykiatriAvisen.  Her er der intet fald i hospitalsindlæggelser.  Dog viser det danske studie, at Åben Dialog havde god effekt i forhold til arbejde og i forhold til behov for akut psykiatrisk behandling.

Kvalitet skal være i orden

Forklaringen på denne forskel kan ifølge professor og psykolog Jaakko Seikkula, der har udviklet Åben Dialog være, at Åben Dialog ikke bliver anvendt korrekt.

Denne artikel er forbeholdt abonnenter. Indtast din kode herunder for at læse videre. Eller læs mere her

Protected Area

This content is password-protected. Please verify with a password to unlock the content.

PsykiatriAvisen arbejder i samfundets tjeneste. Men kritisk og undersøgende journalistik er tidkrævende og dyr at producere. Hvis du ønsker at bakke op om avisens journalistik, kan du læse mere ved at klikke her.

4 Comments

  1. Jeg er selv i gang med Åben Dialog uddannelsen. Den er glad for men det er vigtigt at beholde den åbne kritiske sind, og ikke blot sluge al salgssnakken råt. I denne film Daniel Mackler interviewer ophavsmanden Jaako Seikula som (ca. 5.40) fortæller at tilbage i 90’erne fik Åben Dialog teamet 1500 henvendelser pr år.

    https://youtu.be/ywtPedxhC3U

    Tænk lidt over det. Hele området består af en befolkning på 70.000. Der fødes næppe et tusind børn pr. år fra en befolkning af den størrelse – sandsynligvis mere i nærheden af 800. Så 1500 henvendelser, ( i hvert fald hvis det er første gangs henvendelse som det siges at være det Åben Dialog beskæftiger sig med) svarer til næsten det dobbelt af et helt årgang af befolkningen.
    Det er ikke helt til at forstå, men i hvert fald så er man ikke overrasket når man så hører at 80% af disse henvendelser afsluttes med en succesfyldt tilbagevenden til arbejde / skole eller hvad man var i gang med.

    Det er selvfølgelig prisværdigt at flytte fokus væk fra den rigide optagelse med diagnoser, som vi jo gør os skyldig i, her og det meste af den vestlig verden. Men så kunne vores egne succes rata også nå op tæt på 80% hvis vi blev desto meget mindre diskriminerende med hvad vi talte med som succes, og bekymrede os ikke så meget med om henvendelsen handlede om en flygtig krise reaktion på f. eks kæreste sorg, eller kunne være indledning på en alvorlig psykotiske lidelse.

    Indtil det modsat er bevist ville jeg tro dette er grunden til at andre lande ikke har kunnet replicere resultaterne fra Lapland. Og så er man også lidt naive hvis man tror at en sådan tilgang som åben dialog, som specifikt er blevet opdyrket på baggrund af en forholdsvis lille og meget homogent samfund, temmelig isoleret fra resten af omverden, blot uden videre skulle kunne transplanteres til meget større, mere multikulturelle og mere komplekse samfund, med samme succes.

    Alene det med at skulle samle en team og de af borgeren ønsket netværk indenfor 24 timer fra første henvendelse, må betegnes som temmelig urealistisk i en typisk vestlig stor/mellemstor by, hvor der kan være langt i mellem og folk typisk ikke bare kan droppe planerne fra den ene dag til den anden, for at komme ilende til et åben dialog møde. Der er en anden logistik at forholde sig til her end i Lapland.

    Når det er sagt så ser jeg alligevel meget positiv på tilgangen (den skal ikke kaldes en ‘behandling’ eller en ‘metode’ har jeg lært) og forventer det ville kunne gøre en væsentlig forskel, at have den med på paletten. Men jeg sætter ikke ambitionerne alt for højt – så politikerne ikke bliver skuffet og trækker funderingen.

  2. I skal lave vurdering hver region for sig — Men VI HAR IKKE MEDICINFRI BEHANDLING I DANMARK ; INDLÆGGES PÅ PSYK AFD FÅR MAN ALTID MEDICIN ::::For det første er –Åben dialog —-ikke en beskyttet titel hverken i psykiatrisk rici eller i andre erhverv — men når det er sagt – Finsk åben dialog er hvor personalet er på en uddannelse — Region Hovedstaden køre en åben dialog hvor det er patienten der skal uddannes , og helst også pårørende. IMR – Region Hovedstaden—————-
    https://research.regionh.dk › files › IMR_protokol_for_det_samlede_ph.d…
    Illness Management and Recovery (IMR) er et undervisningsbaseret systematisk … IMR samt om recovery-tankegangen i forhold til psykiatrisk behandling. Illness Management and Recovery (IMR) er et undervisningsbaseret

  3. INDLÆGGES PÅ PSYK AFD FÅR MAN ALTID MEDICIN
    Desværre! Jed skønner at indenfor det første år på Skejby har vi haft et håndfuld – måske 4 -5 patienter i alt der ikke fik medicin. Og disse blive ‘tolereret’ nærmest fremfor behandlet. Holdningen er desværre a là – ‘hvis du ikke har brug for medicin hvad laver du så på en hospitals afdeling’? Se så at komme hjem og vige pladsen til en anden der har mere brug for den. Den er selvfølgelig sat på en spids – der ville aldrig tales sådan til en patient, men holdningen bliver alligevel tydeliggjort. Vi kan ikke hjælpe dig hvis du ønsker noget andet end medicin.
    Og hvorfor ikke spørger jeg tit mig selv? Jeg er aldeles ikke modstander af medicin for så ville jeg ikke arbejde et sådant sted, men det er trist det skal være så ensporet. Selv når medicin virker godt så ved man alligevel at 9 gange ud af 10 den sidekørende relations arbejde har haft en stor indflydelse på forløbet. Der er egentlig ikke noget nyt i den grundlæggende indsigt bag Åben Dialog – at mennesker trives bedste i trygge sociale rammer, også eller måske især når de er psykisk syg / sårbar. Der skal gøres en ekstra indsats for at skabe disse rammer for den der er psykisk syg, men så ville de kunne bruges til at modvirke tendensen til social isolation hvilket er den selv forstærkende element der forværrer sygdommen.
    Der skal skabes medicinfri afdelinger på de danske psykiatriske hospitaler – og der skal ikke tages ressourcer fra de eksisterende afdelinger for at skabe dem. De ville i det lange løb betale for sig selv.

  4. Jeg kender ikke personligt til den finske “Åben -dialog – form”.

    il gengæld er jeg, som selv har haft flere hundrede personer i samtale – og behandlingsforløb, hvori også indgår fysisk behandling, i form af massage, kost og traumefrigørelse, helingsøvelser m.v., bevidst om – og har altid været – at enhver form for sand helbredelse, eller heling af såvel fysisk som psykisk karakter kræver at der skabes et rum for åbenhed, tillid og ærlighed mellem terapeuten og klienten – eller de to samtale partnere.
    For samtale partnere er altid det vi er, når vi kommunikerer med et andet menneske, og fra min livsvinkel er læringsprocessen lige vigtig for begge – eller alle parter, når der er flere deltagere.
    Det læger og psykiatere og sygeplejersker gør forkert i psykiatrien, men også ofte i somatikken er at de synes de skal være professionelle, på den måde at de skal præstere – og diagnosticere…… De giver ikke ret meget af sig selv, har ofte ikke den fornødne selvindsigt eller indsigt i mellemmenneskelige relationer og individers personlige udviklingsforløb, og i psykiatrien forstår selv ansatte psykiatere ikke hvad der rører sig i de mennesker som de behandler og alligevel tvangsindlægger de og udsætter mange borgere for livsfarlige behandlingsmetoder, som for manges vedkommende kun forværrer livet for dem. Det er jo utilstedeligt og bør forhindres.

    De har lært noget bestemt, som de kæmper hårdt for at føre ud i livet, for at leve op til den plads de har i sundhedsvæsenets hierarki, alt imens de nedgør alle andre som har noget på hjerte og mere viden om menneskers psyke og sundhed end de selv.

    Og det er mildest talt destruktivt når et menneske kommer i kontakt med disse ansatte, som kører alt efter bogen, og i deres autoritære indstilling tromler folk ned, gennem sygeliggørelse, mistænkeliggørelse og påtvinger borgere diagnoser som intet siger om den enkeltes liv eller de problemstillinger vedkommende måtte kæmpe med.
    Det værste er nemlig at der i psykiatrien ikke er praksis for at interessere sig for HVORFOR mennesker som ufrivilligt er havnet på en psykiatrisk afdeling reagerer som de gør. Tal for …… med folk og respekter hvis de ikke vil påtvinges psykofarmaka.

    Det er ikke sært hvis åben . dialog formen ikke synes at fungere overfor personer som har været igennem psykiatriens helvede, for mange har mistet tilliden til de ansatte.
    At kæmpe med, og hele sig, efter såvel fysiske handicaps og traumer, påført en af ansattes brug af tvangbehandling, som opleves som overgreb af såvel fysisk, som mental – psykisk , verbal og medikamentel art, kræver hele et menneskes resurser.
    Desværre ser det ud til at mange ikke har den fornødne indsigt og basale viden til at arbejde sig igennem egne problemstillinger, og slet ikke når de først har været en tur i psykiatriens helvedesmaskineri, hvor enhver der kæmper for at springe af samlebåndet, tvinges tilbage igen og igen – til trods for at adskillige kloge mennesker i årevis har råbt op om hvad der reelt foregår.
    Tvangsbehandling har intet med sundhedsbehandling at gøre – og skal der overhovedet være noget som hedder psykiatri, så skal indholdet hældes ud og kun det som hjælper hver enkelt puttes ind igen. Og det er udelukkende den enkelte person som dybest set ved hvad der er godt eller skidt for vedkommende selv.

    Jeg synes oprigtigt, at de mange ansatte som stadig ikke vil forstå at de skader folk i årevis fremadrettet, og nogle endog for livet, såvel fysisk som følelsesmæssigt, skal se sig selv og hinanden i øjnene, og erkende at den form for mishandling og fejlbehandling, som de i mange tilfælde har praktiseret og deltaget i, skal stoppe. NU – IDAG. Og i al tid fremover.
    Det er jeres ansvar, for det er jer der gør det. TAG dog at indrøm jeres fejl, jeres uvidenhed og lad os alle hjælpes ad, gennem åben kommunikation, med at skabe et samfund, hvor mennesker ikke skal leve i frygt for dele af det offentlige sundhedsvæsen.
    Og til de politikere, som i deres uvidenhed i årevis har vedligeholdt tvangslovgivningen i Danmark – – skam jer !!! -og se så at komme ud af jeres Christiansborg – hierakier, og lær noget om såvel sundhed som kærlighed.
    Og til enhver borger i landet: Så længe vi sætter et kryds ved politikere, som støtter tvangslovgivningen i sin nuværende destruktive form, hvor selv mennesker som er fyldt med kærlighed og viden og selvindsigt, kan opleve sig ødelagt på krop og psyke i årevis som følge af loven, som de ansatte i psykiatrien bruger livligt, da skaber vi kun nedadgående kurver for medmenneskelig indsigt og udvikling.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Seneste fra Artikler

Gå til Toppen