Viden, analyse og udvikling

En psykiatrisk diagnose hænger ved resten af livet

For ni år siden blev Anahi Testa Pedersen diagnostiseret med skitzotypi. I dag har hun det godt, men hun kan ikke slippe af med sin diagnose. I stedet forsøger myndighederne at holde hende fast i diagnosen, skriver hun i dette debatindlæg.

 

Forleden var SF’s forslag om raskmelding af psykisk syge til førstebehandling i Folketinget. Men det blev mødt med modstand fra professor i psykiatri, Poul Videbech, som mener, at forslaget er naivt.

– Der er ikke noget, der hedder raskmelding. Det findes ikke. Man kan hverken blive raskmeldt for en psykisk eller legemlig sygdom. Hvis du tager kræftområdet, så er der jo ingen læge, der kan sige, at patienten er helt rask, sagde Poul Videbech til Ritzau.

Poul Videbech er tilsyneladende ikke bekendt med, at man kan erklæres kræft fri. Jeg kender en del, der har fået en psykiatrisk diagnose på et tidspunkt i deres liv, og som i dag er velfungerende og har et godt liv. Nogen af disse mennesker bliver grundet deres diagnose forhindret i eksempelvis at tage deres drømmeuddannelse.

For ni år siden blev jeg selv indlagt på en psykiatrisk afdeling i forbindelse med en hård skilsmisse. Jeg var træt, udmattet, ked af det og forvirret. Meget normalt, når man er i krise. Jeg blev udskrevet med diagnosen skitzotypi, og da jeg satte spørgsmålstegn ved mærkaten, fik jeg beskeden: Her giver vi diagnoser.

Efter indlæggelsen fik jeg igen styr på mit liv, jeg fik talt om mine følelser med en terapeut, og kom ud af den medicinske behandling, som kun dopede mig og gjorde mig apatisk. Jeg begyndte at dyrke regelmæssig sport, hvilket gør, at jeg i dag og de sidste mange år har haft et godt og rigt liv, været en god mor, kæreste og ven.

Men i sommer, otte et halvt år efter mit forløb, modtog jeg en indkaldelse fra Region Hovedstaden. De ønskede at undersøge min datter. Psykiatriske diagnoser er i deres optik arvelige, og derfor er det ifølge dem sandsynligt, at psykisk syges børn også bliver syge.

Min datter er velfungerende, glad, frisk og har mange venner. Så jeg undrende mig. Men jeg blev også vred. Indkaldelsen kom uden, at der var blevet spurgt ind til mit forløb efter indlæggelsen, eller til min datters situation og velbefindende.

Inger Mortensen, som er tidligere psykiatrisk patient, fortalte i P4 midtvest den 8. januar om, hvor svært det er at møde omverdenen. I psykiatrien tales der meget om recovery, og Inger mener, at muligheden for at kunne erklære sig raskmeldt, vil fremme patientens recovery. Det vil give en anden selvfølelse og værdighed, at man også på papiret kan bevise, at man har klaret den, og at man bliver vurderet på lige fod med andre.

I min dokumentarfilm Diagnosing Psychiatry undersøgte jeg, om jeg kan få fjernet min diagnose. Jeg fandt ud af, at folk med psykiske diagnoser afholdes fra at tage bestemte uddannelser, at modtage visse pensioner, kan have svært ved at blive godkendt til adoption og at diagnoserne flittigt bliver misbrugt af forældre i statsforvaltningssager.

Da jeg havnede i psykiatrien, var jeg i en personlig krise. Men det er længe siden, og det har jeg lagt bag mig. Med indkaldelsen fra Region Hovedstaden bliver jeg pludselig igen sygeliggjort, og min datter skal også sygeliggøres. Det er tankevækkende, at man efter så mange år, kan blive holdt fast i en tilstand, som var forbigående, meget menneskelig og noget, man faktisk kan lære meget af.

Jeg kan ikke få fjernet min diagnose, selvom min læge siger, at jeg har det godt og i øvrigt, synes det er bemærkelsesværdigt, at jeg i første om gang overhovedet fik diagnosen. Jeg er ikke blevet undersøgt igen, men har bare fået at vide, at: Det gør systemet ikke.

Systemet bør kunne afslutte sygdoms-forløb, så patienterne ikke efterlades med en livstidsdom, der hæmmer dem i at komme videre, specielt, når det efterhånden er et velkendt fænomen, at der foregår en overdiagnostisering.

Anahi Testa Pedersen er filminstruktør og foredragsholder.

 

 

2 Comments

  1. Det er meget trist – at en diagnose ikke kan ændres eller afsluttes. Alene på den baggrund kunne man jo overveje om diagnoser overhovedet er gavnligt for mennesker – og i sidste ende samfundet og sammenhængskraften. Diagnoser er jo oprindeligt for behandlerens skyld ikke nødvendigvis patienten.

    Når man er psykisk syg har man faktisk ikke brug for at blive sat i en bås – hvis man altså skal blive rask. Det er hele misæren at man ikke kan tænke at man er rask hvis man har en diagnose. Noget tyder på at systemet fastholder mennesker i social arv, eller samfundslag. Det er problematisk at man tænker at et menneske er statisk , når man ved at menneske hjernen er plastisk og at den faktisk bliver formet af det den udsættes for tidligt i barndommen. Det man har brug for som syg med stress eller depression er kontakt og den regulerede omsorg der skal til for den enkelte. Terapi eller samtale så den kognitive færdighed opøves langsomt. Kropsarbejde så hele mennesket kommer med om det er det ene eller andet man vælger afhænger af den enkelte.
    Diagnosen er jo et øjebliksbillede – hvad vil man med det 8 år efter i den her sag.

  2. Diagnosen er et øjebliksbillede, står der i sidste linje i artiklen.
    Det er tilmed psykiaterens øjebliksbillede – ikke nødvendigvis sandheden !

    Som det fremgår af Poul Videbæks udsagn, så skinner det tydeligt igennem, at det system som er bygget op i det danske sygehusvæsen er lægernes. Det er lægerne som har brug for den krykke, det at give en diagnose er. Og der er tilsyneladende også en del som kalder sig patienter, som godtager at bruge krykker.
    Men jeg, og har jeg erfaret, mange andre, har ikke brug for den slags krykke, som i virkeligheden INTET fortæller om den enkeltes situation.
    Jeg har selv oplevet i en lignende situation, som beskrevet i artiklen, at blive tvangsindlagt på en lukket psykiatrisk afdeling for 17 år siden. Men jeg fik i det forløb, trukket mindst 4 forskellige “øjebliksbilleder” ned over hovedet. Mig fortæller det, at de havde svært ved at placere mig i en af de kasser de bærer rundt på inde i deres egne hoveder.
    Og på et tidspunkt var der da også en psykiatrisk overlæge, som spurgte mig om hvorfor jeg “endte” hos dem ( på deres afd.) igen og igen. Men på det tidspunkt havde jeg mistet enhver tillid til dem og deres arbejdsmetoder, som kun fremkaldte angst, smerte, sorg, magtesløshed og had, og mange mange fysiske livstruende symptomer.
    Men i dag hvor jeg har det hele mere på afstand, og tilmed arbejder på en bog om sundhedsbehandling, vil jeg gerne erkende, at det at han gav udtryk for sin egen usikkerhed og søgte SVAR fra mig, gav mig mere end adskillige måneders tvangsbehandling og tvangsmedicinering.
    Et af mine højeste ønsker for psykiatrien som helhed, er at ALLE ANSATTE og ALLE POLITIKERE og ALLE BORGERE, bruger mere energi på at hjælpes ad, og bliver bedre til at SAMTALE og RESPEKTERE, fremfor den bedrevidenhed som jeg oplevede at blive mødt med, og som jeg ikke kan bruge til noget.

    Vi skal have nogle flere samtaler om hvad sundhedsbehandling er. !

    Der er en gruppe mennesker i Danmark, som føler sig berettigede til at have afgørende indflydelse på hvordan samfundet indrettes, men de har ikke den fornødne indsigt på alle de områder, og skaber derfor lovgivning, som er mangelfuld og misbruges og misforstås.
    Jeg kan kun opfordre alle danske vælgere, om at være meget mere bevidste om hvem de giver deres stemme til.
    Hvis jeg giver en folketingskandidat mit tilsagn ( kryds) giver jeg vedkommende retten til at stemme lovgivning igennem, som jeg er lodret uenig i. Det er med-magt ! Vil jeg have med-magt ? Vil jeg og kan jeg tage medansvar for alle de uretfærdigheder – eller ligefrem skadesvoldende og livsfarlige handlinger som begåes f.eks i psykiatrisk regi ?

    Efter fire års mareridt, hvor jeg sammenlagt var tvangsindlagt i ca. 2 år, har jeg erkendt, at jeg havde et medansvar. Mit medansvar var at jeg ikke i tide, havde gjort min personlige indflydelse gældende, og undladt at stemme på politikere, som går ind for tvangsbehandling i psykiatrisk regi, og nu også i nogle tilfælde i somatisk regi.
    Men der var ikke en eneste politiker, som ikke gik ind for tvangsbehandling, så havde – og har jeg i dag, hvor jeg mener at det samme er tilfældet, nogen mulighed for at bruge min stemmeret til gavn for os alle – inclusive mig selv ?
    Jeg kan ikke sætte kryds ved en opstillet kandidat, velvidende at vedkommende med sin politik kan gøre danskerne ondt. Mine børn og børnebørn skal også kunne være her…… og de skal ALDRIG komme til at opleve hvad jeg blev udsat for. Så NEJ, så længe kandidaterne ikke udviser mere menneskelig indsigt, og prioriterer retten til selv at vælge behandlingsform, højere end at støtte psykiatriens magtmisbrug, så får de ikke mit tilsagn.
    Jeg har aldrig som mange andre ønsket mig magt.
    Jeg har erkendt at jeg ikke har svaret på alle samfundets og menneskers problemer, og har ingen respekt for de mennesker, som anser sig selv for bedre end alle andre, alt imens de tydeligt udviser manglende dømmekraft, medmenneskelighed og selvindsigt.
    Jeg bruger min stemme selv, i den udstrækning jeg har energien og behovet.

    De forsøgte at gøre mig til deres patient, men jeg holdt fast i at jeg ikke var patient.

    Hvad der står skrevet om mig i sundhedssystemets journal, som ironisk nok i mit tilfælde, kaldes “din journal”, siger intet om mig, men uendeligt meget mere om de sundhedsansatte, som flittigt noterede deres iagttagelser.
    Og jeg har da også forsøgt at få denne journal slettet, uden held. Mest fordi indholdet er totalt misvisende, og jeg udover at føle mig ekstra sårbar i tilfælde af at jeg må søge lægehjælp er bange for at blive fejlbedømt og sygeliggjort, så også mener, at den slags misvisende og fejlagtige, ensformige og løgnagtige oplysninger kan blive brugt i forskningsøjemed, og dermed skabe yderligere fejlslutninger fremover.

    Jeg synes simpelthen ikke at det er i orden, at nogle mennesker skal have den magt i samfundet eller over os som enkeltindivider. Og heller ikke at mine børn og fremtidige relationer skal sygeliggøres, som det fremgår i artiklen var en risiko for Anihas barn.

    Jeg er selv sundhedsuddannet, men kunne aldrig drømme om at behandle mine medborgere, som jeg og mange andre er blevet behandlet.
    Enhver sundhedsbehandling skal baseres på gensidig tillid, respekt og kærlighed.
    Kan eller vil læger og psykiatere m.fl. ikke det, skal de finde sig et andet arbejde.
    Og det gælder sådan set også for enhver som stiller op til folketinget.

Skriv et svar til Linda Annuller svar

Your email address will not be published.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Seneste fra Blog

Gå til Toppen