Viden, analyse og udvikling

Regioner har kendt til problemer i 16 år

Personalet i psykiatrien har ikke de rette kompetencer. Det fremgår af en rapport fra 2002. Her 16 år senere eksisterer problemerne stadig, selv om der er bevilget ekstra milliarder til at opkvalificere personalet og bringe tvangen i psykiatrien ned. Formanden for regionernes psykiatriudvalg erkender, at det ikke er godt nok.

 

Af Gitte Rebsdorf

Da Sundhedsstyrelsen for nylig skrev i en årsrapport, at der er brug for kompetenceudvikling af personalet for at kunne nedbringe brugen af tvang i psykiatrien, var der tale om en gammelkendt problemstilling.

Regionerne har kendt til kompetenceproblemerne i 16 år. Det viser en tilbageholdt rapport fra 2002, som PsykiatriAvisen er kommet i besiddelse af. Personalet i psykiatrien har hverken de rette personlige eller faglige kvalifikationer, fremgår det af rapporten, Efter– og videreuddannelse på psykiatriområdet. Her står der på side 6:

Arbejdsgruppen skal anbefale, at amter og kommuner målrettet arbejder med, hvordan personalets personlige kvalifikationer kan styrkes og udvikles, og at der iværksættes en bred indsats med kompetenceudvikling i relation til personalets personlige kvalifikationer.

Ikke godt nok

Men her mere end 15 år efter at rapporten er skrevet, eksisterer problemet stadig. Det er ikke acceptabelt erkender formanden for regionernes psykiatriudvalg, Sophie Hæstorp Andersen (S).

– Det er ikke godt nok. Det er det ikke. Jeg kan godt huske diskussionen i 2002, hvor tvang blev anset som et projekt, som man kunne klare, hvis bare man lavede en indsats over tre år. Det er det ikke. Der er brug for et kontinuerligt fokus, og særligt et ledelsesmæssigt fokus. Men vi kan nu se, at der er et gennembrud i Region Hovedstanden og i Region Syddanmark, og så er det vigtigt, at vi lærer af hinanden, så de gode erfaringer, der er opnået nogle steder bliver udbredt til hele landet, siger hun.

Årsrapporten fra Sundhedsstyrelsen viser, at det samlet set ikke er lykkedes at bringe tvangen i psykiatrien ned. Ganske vist er antallet af bæltefikseringer faldet, men samtidig bliver flere tvangsmedicineret og tvangstilbageholdt. Styrelsen peger på, at der findes metoder til at bringe tvangen ned. Det kan ske ved, at give medarbejderne bedre kompetencer og ved i højere grad at inddrage brugerne i behandlingen.

Men de samme problemer er altså også beskrevet i den cirka 16 år gamle rapport. Den peger på, at personalet mangler redskaber til at forebygge og håndtere konflikter, aggressioner og vold, og at personalet har behov for mere uddannelse.

Psykiatriske patienter skal have et valg

Spørgsmålet er, om regionerne overhovedet er gearet til denne opgave, når de samme problemer har eksisteret i 16 år. Til det svarer Sophie Hæstorp Andersen:

– Ja, hvem skulle ellers tage sig af opgaven? Vi er jo ikke gearet til det, for så havde der været mere markante tal, så der er en erkendelse af, at der er brug for at have fokus på dette, på at få ekstra personale og på at uddanne vores personale. Men det er ikke entydigt, for der er steder, hvor det er lykkedes at få koden brudt op. Det gælder i Region Hovedstand og i Region Syddanmark.

Sophie Hæstorp Andersen gør samtidig opmærksom på, at opgaven for regionerne bliver større og større, fordi der hele tiden kommer flere patienter i psykiatrien.

Men samtidig viser en analyse fra Sundhedsdatastyrelsen fra 2017, at næsten hver fjerde af alle indlæggelser i psykiatrien efterfølges af en genindlæggelse.  Det kunne tyde på, at selve behandlingen i psykiatrien er forfejlet. Flere eksperter både herhjemme og i udlandet peger på, at effekten af den medicinske behandling er tvivlsom. Til det siger Sophie Hæstorp Andersen:

– Vi har ikke nået den rette balance, og der er brug for en bedre tværsektoriel indsats mellem regionerne og bo-tilbuddene i kommunerne. I Region Hovedstaden har vi haft Glostrup sagen. Den har vi taget ved lære af og søgt om midler til medicinfri afdelinger. Men vi anerkender, at der er nogen, der har brug for medicin. For mig handler det om, at man giver folk et valg, så at selv folk, som er meget syge, bliver hørt om, hvilke ønsker de har til deres behandling, sådan som man gør i resten af sundhedsvæsenet. Det kan ske i deres gode øjeblikke.

Minister mister tålmodighed

Tidligere sundhedsminister Sophie Løhde (V) gav i 2016 udtryk for, at hun var ved at miste tålmodigheden med regionerne. Hendes kritik blev fremsat ved Psykiatritopmødet, og kom efter en midtvejsredegørelse, som de fem regioner havde sendt til ministeriet. Her blev der redegjort for, hvordan 2,2 milliarder kroner, som var blevet bevilget via satspuljemidlerne for perioden 2015-2018, var blevet brugt. Ministeren stillede spørgsmålstegn ved, om milliarderne nu også var blevet brugt til det, de skulle bruges til.

– Der er mange ord i det, som regionerne skriver. Men jeg savner at kunne se konkret handling, og hvad vi har fået for de 2,2 mia, som vi nu er halvvejs i udmøntningen af. Når vi fra Folketinget afsætter så mange penge ekstra til psykiatrien, så har vi også en klar forventning om, at både patienterne og sundhedspersonalet skal kunne mærke det, sagde ministeren til Politiken

Regionerne har oven i de 2,2 milliarder flere gange fået midler via satspulemidlerne. Samlet set har regionerne i løbet af de sidste fire år fra 2014 og frem til og med 2018 fået 2,643 milliarder ekstra til at løfte kvaliteten i psykiatrien og bringe tvangen ned, oplyser Sundhedsministeriet. Se tabel.

I partnerskabsaftalen, som regionerne og regeringen har indgået, er der bevilget 50 millioner kroner årligt frem til 2020, hvor målet er, at tvangen i psykiatrien skal være halveret. Men ind til nu er der altså ikke nogen effekt af midlerne, fremgår det af sundhedsstyrelsens årsrapport. Styrelsen beskriver det som utilfredsstillende, at der i dag samlet set er lige så mange personer, der udsættes for tvang, som da man indgik partnerskabsaftalen med regionerne i 2014. Regionernes psykiatriformand siger, at midlerne er gået til det, som var aftalt, men at det er et stort problem, at der ikke er tale om varige midler:

– Pengene er især gået til at kompetenceudvikle personalet, så de bliver i stand til at undgå konflikter og finde andre metoder end tvang. De er også blevet brugt til at ansætte flere medarbejdere – for eksempel fysioterapeuter – så det bliver muligt med flere aktiviteter og dermed mindre tvang. De er blevet brugt til at udvikle sanserum og andre fysiske tiltag. De midler vi har fået er en god saltvandsindsprøjtning, men det er lidt af en udfordring, at mange af midlerne jo er kortsigtede, fordi de er givet via satspuljemidlerne. De falder desværre bort igen, og så skal regionerne selv ud og finde pengene, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Svært at gennemføre kulturændringer

Den tilbageholdte rapport fra 2002 viser, at mange af de problemer der var i psykiatrien dengang fortsat eksisterer. Størstedelen af medarbejderne i psykiatrien er plejere eller social- og sundhedsassistenter med korte uddannelser. Næst efter sygeplejersker er plejere den faggruppe, som der er flest af i sygehuspsykiatrien. I 2002 var der således 2320 sygeplejersker og 2277 plejere mod kun 96 pædagoger og 100 socialrådgivere.

Forfatteren Jacob Skyggebjerg oplevede under sine indlæggelser i psykiatrien, at personalet manglede de rette kompetencer, og at nogle var decideret uegnede til jobbet.

– I psykiatrien er der medarbejdere, som opfører sig ordentligt, og som ønsker at hjælpe dig. Men der er også medarbejdere, som er skruppelløse, og som har alle mulige tilbøjeligheder. Der kan være sadister og medarbejdere, som misbruger deres magt og straffer patienterne. Problemet er, at der ikke er nogen, der screener for, at de forkerte mennesker havner i psykiatrien, sagde Jacob Skyggebjerg til PsykiatriAvisen i juni.

Sophie Hæstorp Andersen medgiver, at der er brug for at stramme op i forhold til den kultur, som kan herske i psykiatrien.

– Der har været eksempler på lavt hængende frugter, hvor personalet er parate til at tage en konflikt om, at nogen skal gå i seng klokken 22. Men når problemerne har stået på så længe, så handler det også om, at der hele tiden kommer nye medarbejdere, og når der er en stor gennemgang af personale, så kan det være svært at gennemføre kulturændringer i praksis. Det handler om bedre fysiske rammer men også om et holdningsskifte. Der er stor forskel på, hvor aktivt metoder som recovery bliver brugt rundt om i landet. Men det skal vi have et større fokus på, så behandlingen i fremtiden bliver mere recovery orienteret, og så der kommer en højere grad af selvbestemmelse, siger hun.

Men at recovery- metoder bør spille en større rolle i psykiatrien, var allerede kendt i 2002. I den tilbageholdte rapport står der på side 57:

Der er ikke aktuelt muligheder for at uddanne sig i recovery- metoder, og derfor er der i høj grad behov for et udviklingsarbejde, der kan bidrage til at skabe større viden om området.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Seneste fra Artikler

Gå til Toppen