Viden, analyse og udvikling

Stille piger er også syge

Antallet af psykiatriske diagnoser stiger. Senest har stille piger fået deres egen diagnose.  Men for industrien er der penge i at spekulere i diagnoser, advarer psykiater.

Af Gitte Rebsdorf

Siden man begyndte at kalde urolige og uopmærksomme børn for damp børn, er antallet af diagnoser steget. En af de nyere diagnoser er såkaldt stille pige ADHD. Men psykiatere uden tilknytning til medicinalindustrien advarer om, at der kan være tale om en unødig sygeliggørelse af børn.

Som navnet antyder, så har piger, der er stille også ADHD. Bare på en stille måde, forklarer kandidat i sundhedsvidenskab på Aarhus Universitet, Kathrine Bang Madsen, der i efteråret afsluttede sin ph.d. om emnet.

– Disse piger har på mange måder et stort kaos indeni, men i modsætning til de hyperaktive børn, gør disse piger ikke opmærksom på sig selv. Uroen er indadvendt, og de går mere langs væggene end de andre børn. Det er ADHD uden H – altså den hyperaktive del, siger Kathrine Bang Madsen.

Men privatpraktiserende børnepsykiater igennem mange år, Peer Jansson ved Vanløse lidt uden for København, advarer mod den stigende brug af diagnoser.

– Medicinalindustrien har en interesse i diagnoser, som kan øge salget af piller. Diagnoserne er ikke så meget et udtryk for, at vi er blevet klogere på, hvordan børn har det, men er måske mere et udtryk for industriens behov, og for at normalbegrebet er blevet indsnævret. Mange, som før ikke blev diagnosticeret som syge, bliver det i dag, siger Peer Jansson, der er medlem af netværket, Læger uden Sponsor.

Antallet af børn og unge, der får diagnoser og medicin er steget markant de sidste 10-20 år. I 2001 var der cirka 1000 børn der fik diagnosen ADHD på en børnepsykiatrisk afdeling. Det tal var i 2011 steget til cirka 8000 børn, viser tal fra sundhedsstyrelsen.  Overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien i Aabenraa, Sydjylland, Thorsten Schumann er enig i, at der er grund til at være på vagt.

– Diagnoser er en definition af nogle symptomer, vi ser hos børnene. Men vi er nødt til at være omhyggelige og sikre os, at disse symptomer ikke skyldes noget andet.

Stille piger skal identificeres

Men mens psykiatere uden tilknytning til industrien taler om sygeliggørelse af børn, så fortæller den aktuelle ph.d. fra Aarhus Universitet en modsat historie om, at der er tale om underdiagnosticering af disse børn.

Ph.d. Kathrine Bang Madsen mener, at der er en risiko for at disse børn bliver overset. Det er vigtigt at få dem identificeret, så de kan få den rette hjælp. Og den rette hjælp er medicin i kombination med kognitiv terapi, siger hun.

– Disse børn gemmer sig, og man forledes måske til at tro, at de er dovne eller mindre godt begavede. I skolen har de ofte svært ved at modtage en gruppebesked og svært ved at arbejde i grupper. Det kræver, at lærerne er særligt opmærksomme på børnene og sørger for at få øjenkontakt med eleven. Kognitiv terapi og medicin har en god effekt. Nogen gange kan det også være en god ide at give psykoedukation til barnet og dets familie, så de lærer mere om sygdommen, og hvordan de skal forholde sig, siger hun.

Virker ikke på lang sigt.

Medicinen til disse stille ADHD piger er methylphenidate, også kendt som Ritalin og Concerta. Det er amfetaminlignende stoffer, og undersøgelser viser, at brugen af disse stoffer til børn er problematisk på flere områder.  En australsk undersøgelse fra 2010 viser, at medicinen ikke virker på lang sigt, og at børnene ikke får hjælp til problemer med lavt selvværd og sociale funktioner.  Medicinen forbedrer heller ikke deres skolemæssige præstationer. Undersøgelsen, der er finansieret af de australske sundhedsmyndigheder, viser videre, at medicinen har bivirkninger i form af lav vækst og hjerteproblemer.

– Det er en af få undersøgelser, som ser på langtidseffekterne af medicin, og derfor er den vigtig. Men der er også andre nyere undersøgelser, der bekræfter, at medicinen påvirker børns vækst, siger børne- og ungepsykiater Thorsten Schumann fra netværket Læger uden Sponsor.

Flere stimuli

Diagnosen ADHD bliver stillet på baggrund af børns adfærd, og Kathrine Bang Madsen fortæller, at børn med stille pige ADHD ofte har de samme problemer som børn med ADHD

– De har en række opmærksomhedsproblemer, som viser sig ved, at de ikke husker at få lavet lektier eller at få deres skoletaske med, siger hun

Men hvad skyldes dette kaos, du beskriver de har?

– Hos børn med ADHD er det område i hjernen, hvor signaler styres og reguleres påvirket. De har ikke det samme filter, og tager alle input ind. Det betyder, at deres hjerne bliver bombarderet med indtryk. En pige har forklaret, at det var som at have ti tv-kanaler på samme tid og ikke vide, hvilken kanal hun skulle tune ind på.

Hvor ved I fra at dette problem har sin årsag i børnenes hjerner.  Kan det ikke skyldes deres opvækstvilkår?

Det kan vi i virkeligheden heller ikke vide. Men der er bare meget forskning, der tyder på dette.

Børnepsykiater Peer Jansson er ikke enig i, at der er meget forskning, der viser, at årsagen til børnenes problemer, skyldes deres hjerner.

-Vi kender ikke årsagerne, og der er mange andre tilstande, hvor det er muligt at karakteriserer uro. Det er et problem, at medicinalindustrien spiller en større og større rolle, når det gælder undervisning, konferencer og forskning. Det påvirker resultaterne, og det er svært at være kritisk, når man får undervisning og dyre middage, siger han.

Du kan høre Kathrine Bang Madsen fortælle om sin ph.d. på orientering på P1 

Læs også de to psykologer, Anne Kjær og Susanne Lips indlæg om diagnoser

 

Skriv et svar

Your email address will not be published.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Seneste fra Artikler

Gå til Toppen